torsdag den 3. september 2020

Samtaler på en bænk


Jeg har altid haft nemt ved at snakke med andre mennesker, og det er jeg taknemmelig over. For selv den korteste snak kan give så meget, og mange samtaler i mit liv har efterladt et varigt minde.

Faktisk har jeg ikke sjældent mødt mennesker, som jeg - efter ganske kort tid i deres selskab - har følt det som et savn at forlade.

Både herhjemme og på mine rejser i udlandet holder jeg af at sætte mig på en bænk et sted, for inden længe er jeg fordybet i samtale med sidemanden eller -damen, der måske er på ferie eller har frokostpause... eller bare venter på nogen. 

Så snakker vi om oplevelser, om min hund Gussi, om venskaber, om rejser og kager og måske om den smukke bygning henne om hjørnet, som man endelig må se. Eller hvad det nu kan være. Nogle samtaler er mere dybsindige end andre...

Og når man sådan sidder og snakker med forskellige mennesker fra alle samfundslag, så indser man snart... at vi ikke er så forskellige endda, og at venlighed taler alle sprog.

4 kommentarer:

Madame sagde ...

Det var meget smukt at læse. At have denne åbenhed er en gave.
Min søn har også denne evne. For kort tid siden ventede han ved rødt lys i Crawley, og straks kom en cyklist og stillede sig ved siden af ham. Sønnike begyndte at snakke med ham om det dejlige vejr, og pludselig var der gået en halv time, og de udvekslede email-adresser. Det viste sig, at de er i familie uden at kende noget til den andens eksistens :-)

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Tænk engang, at din søn pludselig fik udvidet sin familie :-) Der kan virkelig komme meget godt ud af at snakke med folk. Da jeg var i Cheltenham sidste gang, sad jeg meget længe og snakkede med den sødeste ældre dame, der var på ferietur fra Yorkshire. Jeg havde SÅ svært ved at forlade hende igen og ville i virkeligheden have ønsket, at vi også havde udvekslet email-adresser...

Madame sagde ...

Åh, det var synd, I ikke fik mulighed for at holde kontakt! Jeg kan godt forstå, du gerne ville have haft hendes email-adresse.

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Ja, jeg var også ked af, at jeg ikke tænkte på det. Efterfølgende prøvede jeg faktisk at finde frem til hende, for jeg vidste, at hun var på tur med et busselskab fra Yorkshire... men uden held...