Da jeg var barn, foreslog min far, at jeg undlod at spise slik og søde sager i et helt år. Hvis jeg kunne overholde aftalen, ville jeg få en ny cykel! DET skulle han selvfølgelig ikke sige to gange, og vi gav håndslag på aftalen.
Et helt år er lang tid, når man er 11-12 år – men jeg holdt aftalen, for stædighed er nok et af mine mest markante træk. Selv om mine kammerater smovsede i is og lakridser, gumlede jeg på et æble eller en gulerod.
Der var ganske få undtagelser i aftalen – jeg måtte godt spise en kage eller noget andet lækkert ved de store, festlige lejligheder som fødselsdag og jul – men ellers ikke! Men sjovt nok var det de voksne, der havde sværest ved at acceptere aftalen; mine kammerater havde ingen problemer i den retning.
Min søde, højtelskede yndlingsmoster var helt fortvivlet. Min far KUNNE dage ikke mene, at jeg skulle gå en hel sommerferie uden noget lækkert! Hvis vi var sammen et eller andet sted, endte hun gerne med at købe en stor is til mig – for et barn skulle da have slik! Min far mumlede så til mig, at det ikke ændrede ved vores aftale, for han vidste jo godt, at jeg HAVDE prøvet at afslå.
På den baggrund ”røg” aftalen vist 3 eller 4 gange på det år – og det var i grunden ikke så galt. Og da året var gået, fik jeg min fine cykel og dermed også muligheden for at spise søde sager igen. Men det blev nu kun til ”lørdagsslik” – et begreb, som mange i vores familie gjorde brug af.
Jeg må indrømme, at det godt kan virke skræmmende, når jeg ser, hvad børn og unge fortærer af sodavand og slik nu om stunder. For to år siden opgjorde fødevareministeriet, at hver dansker i gennemsnit spiser 20 kilo sukker årligt. Tænk engang på 20 stk. kiloposer med sukker! Og da børn spiser mere sukker end voksne, bliver det til endnu mere end det!
Min far gjorde helt sikkert noget godt for mig, da han prøvede at neddæmpe min trang til søde sager. For i virkeligheden fik jeg meget mere end en cykel!
