Med dyret på tur...

For første gang i ugevis en god travetur i en have uden sne. Denne dag har vist været ventet med længsel... ;-)

Minder om min far

Min far døde i 2003, og jeg troede, at sorgen aldrig ville forlade mig. Men den fortog sig, langsomt – gemte sig inden i mig og nøjes nu med at dukke op ved særlige lejligheder.

For eksempel når en ganske speciel rose blomstrer uden for mit hus. Det gør den hvert år i juni, og når jeg ser den særprægede laksefarvede blomst lyse derude, dukker sorgfuldheden op igen. For jeg plukkede sådan en rose, da jeg skulle besøge min far på hospitalet. Den blev anbragt i en vase og stillet på hylden foran hans seng, så han kunne se den. Og den rose blev det sidste, han så.

Den 31. januar var det hans fødselsdag, og når vi nærmer os den dato, dukker sorgfuldheden op igen som en lille orm, der begynder at gnave. Selv om jeg prøver at holde den nede, lader det sig ikke altid gøre, men jeg gør mit bedste for at tænke på nogle af de gode oplevelser. Der er heldigvis mange at vælge imellem.

Da jeg var helt lille, arbejdede min far i en storbanks hovedsæde. Af og til var han på arbejde om søndagen, og sommetider kom jeg med. Hovedsædet lå i en af Københavns smukkeste bygninger, og der var så mange fine ting i alle de imponerende rum. Min far viste mig rundt, og jeg var dybt betaget. Der var tykke gulvtæpper overalt, der hang flotte guldmalerier på væggene, og møblerne var selvfølgelig af den eksklusive slags.

Mens min far arbejdede, listede jeg rundt på opdagelse i de affolkede kontorer. Man kunne sagtens blive væk i det enorme hus, men jeg vidste, at jeg bare kunne ringe til det nummer, der var min fars, så ville han komme og finde mig. Jeg var en meget velopdragen lille pige (jo, såmænd – dengang), så jeg rørte ikke ved noget, men kiggede bare andægtigt. Der var lidt Alice i Eventyrland over det – dog uden kaninhuller og Mad Hatters.

For min far var det bare en søndag på arbejde; men for hans datter var det en eventyrlig oplevelse uden lige – og sådanne oplevelser glemmer man heldigvis aldrig.

Masser af ord

(det er mest vand... ;-) )

Af en eller anden grund har ord det med at myldre frem ved sengetid. Jeg nærer en vis mistanke, mens jeg gør mig klar til at sove, for tankerne har travlt. Og ganske rigtigt; i det øjeblik jeg slukker lyset, begynder ordene at hoppe og danse som lotteribolde. Sætninger – for slet ikke at snakke om hele afsnit - bliver skrevet inde i hovedet.

Jeg vånder mig stille og prøver at puffe dem væk. Vi skal sove nu – alle sammen. Både tankerne og ordene og jeg. Men de hører slet ikke efter.

Til sidst giver jeg op og lader mig overmande. Tager dynen med nedenunder, tænder for computeren og henter mig et lille glas af den rare mands whisky. OK, kom så da – når I nu så gerne vil. Jeg kan altid sove en anden gang… ;-)

This way and that way...

Af og til kommer man i det filosofiske hjørne. Tænker lidt på, hvor man er lige nu – og hvordan man egentlig er kommet hertil. Tænker lidt tilbage på de biveje, man har valgt undervejs i livet. Hvordan havde det hele udviklet sig, hvis man var gået til højre i stedet for til venstre? Eller hvis man havde lukket øjnene for de muligheder, der bød sig.

Umiddelbart skulle man synes, at den slags tanker ikke rigtigt kan bruges til noget. For det er jo datid. Sket er sket. Men alligevel kan det være udmærket at sætte tankerne lidt i bakgear. For VAR det nu en klog beslutning, man tog dengang, man drejede af? Ville det måske være bedre, hvis man gik nogle skridt tilbage og valgte en anden rute?

Det er aldrig for sent at ændre mening, og vi har gjort det nogle gange i livet. For eksempel med vores jobvalg, der endte med at blive helt, helt anderledes end det, vi startede med. De valg har vi aldrig fortrudt.

Andre valg HAR vi fortrudt, men det kaldes så livserfaring. Og den har vi efterhånden en del af… ;-)

Vi må ikke glemme...

I går sad jeg og arbejdede, mens min rare mand så en film om Rudyard Kipling. Jeg havde læst om den og set traileren og vidste, at jeg slet ikke kunne klare at se den. Jeg bliver altid dybt berørt og grebet i en grad, der grænser til det pinlige.

Men alligevel vil jeg nævne filmen her, for den er så bestemt værd at se. Den er baseret på virkelige hændelser - på Kiplings eget liv - og jeg har fået min egen private gæsteskribent til at skrive kort om den:

My boy Jack handler kort fortalt om forfatteren Rudyard Kiplings søn John, som efter en meget kort uddannelse på Sandhurst - den engelske officersskole - sendes til fronten i Frankrig under 1. verdenskrig. Filmen er gribende og skuespillet så godt, at det hele bliver meget virkeligt. Selv på en laptop, med høretelefoner og en kop te ved siden af.

Dette er en film, som man ikke med glæde kan fortælle andre om, at man har set. Den er ikke anbefalelsesværdig, fordi den god. Egentlig vil man helst glemme, at man har set den. Og alligevel sad jeg dér og græd som pisket.

For sådan en film får tankerne til at løbe løbsk. Det kunne jo have været mig, min familie, det kunne jo have været vores tid...

Det kræver kun en smule fantasi. Fantasi til at se virkeligheden og forstå det komplekse sammentræf, at jeg er lige her - lige nu. Tryg og heldig.

Og vi må aldrig glemme dem, som ikke var så heldige...

Dronning Marys dukkehus

I går nævnte jeg kort dronning Marys dukkehus, og her kommer et udsnit fra en artikel, jeg skrev til ANGLOFILIA magasinet for et par år siden. Jeg fik tilladelse til at vise billeder fra dukkehuset i mit blad, men kun på betingelse af, at jeg ikke brugte dem andre steder - så jeg kan desværre ikke vise dem her. I stedet har jeg taget et udsnit fra æsken til puslespillet...

På Windsor Castle står det mest fantastiske dukkehus, der blev bygget til dronning Mary i 1920'erne. Det var den berømte arkitekt, Sir Edwin Lutyens, der tegnede huset, og det var hans hensigt, at huset skulle være helt unikt og altså ikke bare være en kopi af et eksisterende hus.

De følgende tre år blev der leveret et utal af centimeterstore bygningsdele, møbler og andre udsøgte genstande, der alle var fremstillet specielt til dukkehuset af de materialer, man brugte dengang. Selve huset er ca. toenhalv meter langt og halvanden meter bredt, der er over fyrre værelser fordelt på fire etager og udover de to trapper er der også to elevatorer, der stopper på alle etager.

De fem badeværelser har rindende vand og toiletter, der kan skylle. Der er elektrisk lys i huset, og der er en kælder, en garage og en have. Alle værelser har pejse, alle døre kan låses, og vinduerne er typiske engelske skydevinduer, der selvfølgelig alle kan åbnes. Dronning Marys dukkehus er så gennemtænkt og har så mange fine detaljer, at det er helt utroligt.

Størstedelen af de tohundrede bøger i biblioteket stammer fra datidens forfattere, der enten skrev en historie specielt til formålet eller valgte et uddrag af noget eksisterende. Således bidrog sir Arthur Conan Doyle med en læderindbundet bog på 3,75 x 3,15 cm, hvori han i hånden skrev novellen ”How Watson Learned the Trick”, og Rudyard Kipling skrev og illustrerede en tilsvarende lille bog med adskillige digte. Biblioteket rummer udover bøger en fin samling af tegninger, akvareller og skitser.

Trappen i hall’en fører op til en endnu en hall på første sal. En af Lutyens nære venner, maleren William Nicholson, har udsmykket både væg og loft med et imponerende maleri af Adam og Eva, der udvises af Paradiset. Til højre - og dermed ovenover biblioteket - ligger kongens suite, der består af garderobe, soveværelse og badeværelse.

Børneværelset er et af dukkehusets større rum, og det var her børnene tilbragte dagen med leg og indlæring under opsyn af en ”nanny”. Man kan tydeligt se, at her har været liv og glade dage – der er legetøjstog og teater, dukker, tinsoldater og en hel masse andet, og så har papegøjen på pinden nok givet sit besyv med.

Køkkenet er som taget ud af ”Herskab og Tjenestefolk”, og man kan sagtens forestille sig en mrs. Bridges herske her. Det skinnende blanke kobbertøj er belagt med tin indvendigt, og på skænken står Doulton porcelæn, der kan stå for lidt af hvert. Gulvet i køkkenet er parket bestående af et toethalvttusinde træstykker, og foran komfuret er der lagt skifer, der nemt kan holdes rent. På køkkenbordet står vægten klar, og man kan lige ane kageformene, der blev fremstillet af guld, så de ikke skulle pudses!

Med over fyrre værelser er der nok at se på i dronning Marys dukkehus, og hvis man besøger Windsor Castle vest for London må man endelig ikke snyde sig selv for synet. Huset blev i øvrigt færdigt som planlagt dengang i 1924, og det var midtpunktet på Wembley Exhibition, hvor det bare det første år blev set af over halvanden million mennesker. 

Update juli 2013: Hvis du kan lide miniature, har du måske lyst til at kigge ind på min dukkehus-blog

Når brikkerne falder på plads...

Megans kommentar til mit allerførste indlæg i år ramte plet. ” Et nyt år er vel som et puslespil, der ikke er samlet endnu. Dér ligger alle brikkerne - og det er op til dig at sætte dem sammen! ”

Lige præcis sådan har jeg det lige nu. Jeg tænkte nærmere over det i går, hvor jeg stod og filosoferede sådan lidt for mig selv. Jeg har en stor del af brikkerne i mit liv, og de er helt, som de skal være. Nu er det så op til mig (og os) at sætte dem sammen, så de bliver et fint puslespil.

Efter de tanker blev det helt symbolsk, at årets første puslespil – uden billede at se efter – blev samlet uden det store besvær. Og den efterfølgende gåde blev også løst uden det store besvær. Bare mine "personlige brikker" vil være lige så nemme at have med at gøre…

Nå, men indtil videre må jeg nøjes med at samle brikker af pap. Den nye udfordring hedder "Dronning Mary's dukkehus". Med 1500 brikker er det større end de puslespil, jeg plejer at kaste mig over, og der er et væld af detaljer - ligesom der er i virkeligheden i det helt fantastiske dukkehus, der står på Windsor Castle.

Det dukkehus kunne jeg jo skrive lidt om i morgen... ;-)

HIMMELSK

Det er onsdag og igen tid til Petunias himmel-leg.

En fascinerende flot og farverig himmel på en uvejrsdag i England.

Du kan se andre himmelske bidrag her...

Misser og mennesker... 2

Hvad er der med katte og papkasser?

Et af mine allerførste indlæg som dugfrisk blogger handlede om Puskis. Det manglede bare, for den søde kat har en stor plads i mit hjerte. Hun kom til os på et tidspunkt, hvor den sidste af vores gamle katte var død - hun slog sig ned uden at spørge om lov og har været hos os siden.

Det er 16 år siden, og jeg ved, at hver dag er en gave fra nu af, men trods alderens skavanker er Puskis "still going strong".

Nedenstående indlæg blev altså skrevet for et år siden, men det gælder stadig. Og jeg håber, at jeg kan få lov til at skrive det samme til næste år. Jeg håber...!

Når det er koldt udenfor, er det ikke sjovt at være Puskis. Der er ikke en ærlig mus, det er koldt om poterne, og man kan ikke sætte sig ned og kigge uden at rumpen fryser fast. Min søde kat er blevet døv på sine gamle dage, så jeg følger gerne med ud på tur - for en sikkerheds skyld - men i disse dage er turene (heldigvis) ret så korte. Puskis sender mig et fornærmet blik, som om alt det dér hvide stads er MIN skyld, og skynder sig tilbage på sin lune plads i husets bedste stol.

Det gælder for misser som for mennesker, at alderdommen lige er noget, man skal vænne sig til. Det nytter ikke længere at kalde på katten, for den kommer af gode grunde ikke, når den ikke kan høre. Al kommunikation er med tegnsprog, mimik og kæl. Særdeles meget kæl. Vores gamle kat skal helst ligge i arm hver nat, og vi kommer næsten op og slås om, hvem der har putteretten. Dyret ligger frydefuldt snorkende, mens hun fungerer som en blanding mellem teddybjørn og varmedunk.

Alle gode hensigter forsvinder som dug for solen. Puskis har for eksempel aldrig før fået godbidder ved bordet, men som "gammelmis" får man lov til stort set alt. Og sådan burde det faktisk også være for mennesker. Tænk at have det at se frem til, når man selv kommer op i årene...

Jeg har valgt at lade Puskis være min inspiration. Når jeg bliver gammel, vil jeg blæse på formerne og gøre præcis, hvad jeg har lyst til. Jeg vil tilbringe dagen i et hyggeligt hjørne, spise lækkerier så tit som muligt og lange ud efter dem, der er for frække. Hmmm, måske skulle man allerede nu begynde at spidse kløerne...? :-)

Om at være...

Somme tider drømmer jeg om at være et sted i længere tid. I nogle måneder måske. Det kan være i en by, jeg har forelsket mig i, eller det kan også være et eller andet naturskønt sted. Det kan være herhjemme – eller i udlandet.

Det er en helt speciel oplevelse at være stedfast, for i vore dage har vi alle sammen så travlt. Vi glemmer tit at være lige præcis HER. Når vi er på ferie, så piler vi gerne fra sted til sted, fordi vi skal se så meget som muligt på de par uger, vi har. Oplevelsen bliver en ganske anden, hvis vi i stedet går i dybden.

Da vi i sin tid for første gang besøgte ”vores” engelske byer, Great Malvern og Worcester, fandt vi dem ret kedelige. Men nu, hvor vi er der oftere og i længere tid ad gangen, har vi lært dem at kende på en helt anden måde.

Vi opdagede, at man kan gå den skønneste tur langs floden i Worcester, at der bag hovedgaden ligger en gade med smukke, gamle bindingsværkshuse, at der bag det ene ligger den mest charmerende have, og at der bor tårnfalke i det gamle klokketårn.

I Great Malvern oplevede vi søndagsstemningen, når der er koncert i parken, eller når der spilles bowling på græsplænen. Vi fandt den sødeste lille boghandel , der ellers havde gemt sig godt i den ”forkerte” ende af hovedgaden. Vi opdagede, at den tilsyneladende så kedelige butik i den anden ende af hovedgaden i virkeligheden ligner ”Skjerns Magasin” fra Matador med en gammeldags service, som ville have passet perfekt til serien. Og at Charles Darwins datter ligger begravet på kirkegården, fordi hun ikke overlevede sin sygdom trods de behandlinger, hun fik her.

Det er en stor fornøjelse at være. Bare være lige her, lige nu. Det er én af de ting, jeg så gerne vil dyrke mere – når jeg får bedre tid… ;-)