lørdag den 29. januar 2011
Huset på Christianshavn
Nu har vi - over en meget lang periode - arbejdet os igennem samtlige 84 afsnit af Huset på Christianshavn, og det har været både hyggeligt og nostalgisk. Mange af afsnittene fik jeg aldrig set, fordi jeg boede i Bruxelles, da de blev sendt - og andre afsnit var bare gensyn.
Det har været sjovt at se, hvordan tøjmode og adfærd har ændret sig - ganske umærkeligt. Og så var jeg fascineret over, hvor meget rollefigurerne var i stand til at konsumere af spiritus...
Hvis man, som jeg, har lyst til at være nostalgisk af og til - så er der masser af gamle udsendelser på DR's Bonanza. Jeg opdagede det først for nylig og sad i går og hørte Otto Leisner og Mylius spille pop fra dengang. Det var vældigt underholdende... ;-)
fredag den 28. januar 2011
torsdag den 27. januar 2011
Lej et hus i England
Hvis nogen nu er begyndt at planlægge ferier, og hvis nogen nu kunne tænke sig at leje at dejligt hus i England – så er man altså leveringsdygtig…! Bare tænk på lyse sommermåneder med summende bier og kvidrende svaler og kun egern og får som naboer…
Du kan se nærmere på huset her: http://www.homeaway.co.uk/p1080537
![]() |
Dejlig frugthave |
![]() |
Naboerne |
![]() |
Entre med kig ind i stuen |
![]() |
Udsigt fra stuevinduet |
![]() |
Indendørs bjælker |
![]() |
Udsigt fra første sal |
onsdag den 26. januar 2011
En lille terrorist
Om sommeren er vores nymfeparakitter udenfor, og alt er lutter idyl. Men om vinteren kommer de ind, og så er helvede løs. Strit er fredsommeligheden selv, men Frederik har udviklet sig til en lille terrorist, der sidder og gokker på tremmerne, når han er utilfreds. Han vil nemlig gerne ud og flyve.
Fint nok. Hvis han så bare KUNNE flyve. Han er ikke nogen ørn på det punkt, og så ”taber” han nogle gevaldigt store nogen alle vegne. Så INDEN jeg forbarmer mig over ham og lukker ham ud, skal de pæne møbler afdækkes – og så skal jeg ellers have god tid, for han er ikke til at drive ind igen.
Når han er ude, stortrives han. Han sidder på mit hoved og hiver mig i håret; han sidder på tæppet og piller tråde ud, han sidder på lampeskærmen og …… nå ja, men den er heldigvis nem at vaske. Ind i mellem fløjter han små sange og snakker lidt, sover på ét ben og ligner indbegrebet af en engleagtig fugl, der hygger sig.
Puskis SER overbærende på ham. Den dér store fjertot skal bare ikke komme for tæt på! Men så lægger hun sig ned igen og sover videre. Livet er for kort til store, tykke fugle, der ikke er mundrette.
Og nu har vi så pivet. For inde i buret sidder Strit og gumler vellystigt på en kolbe - og Frederik er sulten. Men han er ikke den skarpeste kniv i skuffen, og han kan ikke finde lågen (selvom den er ca. 30 x 30 cm).
Ak ja!
tirsdag den 25. januar 2011
søndag den 23. januar 2011
Et kattelam
Forleden tog min herboende mor og jeg i Ilva for at kigge på stole. Dem fandt vi ingen af, men i stedet fandt min mor et dejligt, brunt lammeskind. Blødt og lækkert og helt perfekt til lænestolen og katten Rikke, der skulle have noget hyggeligt at ligge i.
Men Rikke havde kun foragt til overs for lammet og gik i en stor bue udenom det. Hvad skal man med den slags, når man selv har pels?
Hvorimod Puskis, den lille gamling, fandt det helt uimodståeligt. Så nu ved vi, hvor vi kan finde hende – dybt begravet i lun, brun lammeuld og kun afsløret af en let snorken.
lørdag den 22. januar 2011
Den gode restaurant
Jeg elsker god mad, som andre har lavet med kærlighed, og jeg elsker at gå ud og spise et hyggeligt sted, hvor man kan sidde og nyde maden og stemningen sådan dybt ned i maven og helt ned i tæerne. Suk! Velvære!
Men der er godt nok langt mellem de dér maveoplevelser. Er det mon bare mig, der har været uheldig?
Alene det at blive budt velkommen på restauranten. Jeg har mere end én gang oplevet, at jeg nærmest selv skulle hen og prikke tjeneren på skulderen for at gøre opmærksom på min eksistens. Eller hadetingen: Dét skilt, hvor der står: ”Please wait to be seated”. Hvis man er rigtig heldig, kan man få lov til at stå og blomstre i adskillige minutter.
Den restaurant, der byder mig velkommen med et smil og slår ud med armene: “Tag endelig plads, hvor du har lyst” – dér kommer jeg til gengæld gerne.
Der er også en vis tendens til at byde på ”oplevelser” i stedet for mad. Vi var engang et selskab til julemiddag, hvor den - meget kendte - kok insisterede på, at han altså bedst vidste, hvad vi skulle have at spise. Resultatet var, at menuen stod på flere retter, som halvdelen af selskabet ikke kunne lide og aldrig selv ville have valgt.
Én af grundene er den meget udbredte brug af foie gras. På en anden – meget kendt - restaurant havde de endda brugt dette u-produkt i tre af menuens fire retter (den fjerde var desserten). Behøver jeg sige, at jeg ikke sætter mine ben dér igen?
Næ, må jeg bede om god og veltillavet mad fremstillet af sunde og velsmagende produkter. Ikke så meget pjat med etageopstilling og mystiske sammensætninger – men bare Dejlig Mad. Dét vil helt automatisk give gæsten en god oplevelse.
fredag den 21. januar 2011
SCOPA
Det er de utroligste ting, man kan lære af at spille computerspil. Jeg har tidligere omtalt Nancy Drew detektivspil, og i de spil er der en hel masse "under-opgaver", som man kan lære en del af.
Én af de ting, jeg har lært på denne måde, er det italienske kortspil SCOPA. Det kræver nogle ganske specielle kort og har selvfølgelig nogle ganske specielle regler. Men det er vældig sjovt, når man først har fundet ud af det.
Jeg opdagede tilfældigvis, at man kan spille SCOPA på nettet. Så jeg meldte mig ind i "klubben" og kan nu vælge mellem at spille mod en computer eller mod "rigtige" mennesker over hele verden.
Jeg spiller ikke så tit, men det er da lykkedes mig at komme på high score tavlen alligevel... ;-)
Én af de ting, jeg har lært på denne måde, er det italienske kortspil SCOPA. Det kræver nogle ganske specielle kort og har selvfølgelig nogle ganske specielle regler. Men det er vældig sjovt, når man først har fundet ud af det.
Jeg opdagede tilfældigvis, at man kan spille SCOPA på nettet. Så jeg meldte mig ind i "klubben" og kan nu vælge mellem at spille mod en computer eller mod "rigtige" mennesker over hele verden.
Jeg spiller ikke så tit, men det er da lykkedes mig at komme på high score tavlen alligevel... ;-)
torsdag den 20. januar 2011
Zzzzzz-zoneterapi
I dag har jeg været flittig og arbejdsom – og bagefter ventede belønningen. Guleroden var en dejlig behandling med zoneterapi hos Bente i Ordrup, og så kan den efter min mening ikke blive bedre.
Mens man ligger dér med en dejlig varmepude i ryggen og bliver nusset om, driver man afsted på små, afslappende skyer til lyden af stilfærdig musik. Eller sagt på en anden måde: Inden der er gået fem minutter, er jeg faldet i søvn.
Jeg er sikker på, at zoneterapi (også) er godt for sjælen… ;-)
onsdag den 19. januar 2011
En helt anden tid
Da jeg var teenager, besøgte jeg ofte min venindes mormor, der boede i en lille sydsjællandsk landsby. Som ”Københavnertøs” var det som at komme på en rejse tilbage i tiden, for her var alting stadig som i ”de gode gamle dage”.
Jeg elskede at besøge min venindes families dernede, for det var ikke kun mormor, der boede her, men også flere andre familiemedlemmer. Selve byen bestod kun en gammeldags kro, en købmand og en bager – og så smeden, som vi tit besøgte for at se ham smede hestesko eller sko de store heste. Når jeg skulle ringe hjem, skete det fra ”centralen” – et lille beboelseshus på hovedgaden, hvor indehaveren stod for telefonforbindelsen.
Mormor boede i et lille hus ved gadekæret. Her var ingen moderne bekvemmeligheder af nogen slags, og selv om jeg på det tidspunkt havde prøvet lidt af hvert – sådan rent feriehusmæssigt – så havde jeg dog aldrig oplevet et udendørs ”das”. Sådan ét med tønde og låg og hjerte i døren. Og en Guds velsignelse af kæmpestore edderkopper. Argh!
Nå, men man bliver trods alt hærdet, og efter et par dage havde jeg lært, hvor de store edderkoppebamser sad, og jeg stirrede intenst på dem, mens jeg… ordnede det, jeg skulle ordne. Det værste var, når man skulle besøge det lille hus efter mørkets frembrud. DET kom jeg aldrig til at vænne mig til.
Mormor var en sej dame; hun kunne sagtens klare sig selv, og hun havde sine meget bestemte meninger om alting. Jeg fik fra begyndelsen at vide, at den, der glemte at lukke døren til spisekammeret, ville blive særdeles upopulær. Jeg forstod snart hvorfor. Da der lå en stor bondegård lige i nærheden, vrimlede det med fluer, og de skulle selvfølgelig holdes væk fra maden.
Jeg kan huske, da jeg ankom allerførste gang – og der blev serveret eftermiddagste med brød og hjemmelavet hindbærsyltetøj. Jeg har ALDRIG – hverken før eller siden - smagt noget så vidunderligt. Men lige som jeg sad dér i den syvende himmel og gumlede, tog mormor sin udtjente fluesmækker og KLASK smækkede en flue lige ved siden af brødet. Og KLASK én til ved siden af sukkerskålen. Og KLASK, KLASK, KLASK… Jeg kan stadig se scenen for mig, hvor mormor fuldstændig upåvirket klaskede fluer til højre og venstre, mens hun drak te og sludrede fornøjet.
Livet på landet var altså lettere rustikt, og det blev ikke mindre rustikt, da det gik op for mig, at den dér tønde inde fra dasset… den skulle altså tømmes med mellemrum. Vi to piger lærte hurtigt at blive totalt usynlige, så snart vi fornemmede, at en tømning var forestående. Jeg havde nu ret dårlig samvittighed, når jeg så den gamle, senede mormor slæbe af sted med fyldt spand – og jeg fandt snart ud af, at indholdet altid havnede nede ved bærbuskene. Gad vide, om det var derfor, hindbærmarmeladen smagte så godt…? ;-)
Jeg elskede at besøge min venindes families dernede, for det var ikke kun mormor, der boede her, men også flere andre familiemedlemmer. Selve byen bestod kun en gammeldags kro, en købmand og en bager – og så smeden, som vi tit besøgte for at se ham smede hestesko eller sko de store heste. Når jeg skulle ringe hjem, skete det fra ”centralen” – et lille beboelseshus på hovedgaden, hvor indehaveren stod for telefonforbindelsen.
Mormor boede i et lille hus ved gadekæret. Her var ingen moderne bekvemmeligheder af nogen slags, og selv om jeg på det tidspunkt havde prøvet lidt af hvert – sådan rent feriehusmæssigt – så havde jeg dog aldrig oplevet et udendørs ”das”. Sådan ét med tønde og låg og hjerte i døren. Og en Guds velsignelse af kæmpestore edderkopper. Argh!
Nå, men man bliver trods alt hærdet, og efter et par dage havde jeg lært, hvor de store edderkoppebamser sad, og jeg stirrede intenst på dem, mens jeg… ordnede det, jeg skulle ordne. Det værste var, når man skulle besøge det lille hus efter mørkets frembrud. DET kom jeg aldrig til at vænne mig til.
Mormor var en sej dame; hun kunne sagtens klare sig selv, og hun havde sine meget bestemte meninger om alting. Jeg fik fra begyndelsen at vide, at den, der glemte at lukke døren til spisekammeret, ville blive særdeles upopulær. Jeg forstod snart hvorfor. Da der lå en stor bondegård lige i nærheden, vrimlede det med fluer, og de skulle selvfølgelig holdes væk fra maden.
Jeg kan huske, da jeg ankom allerførste gang – og der blev serveret eftermiddagste med brød og hjemmelavet hindbærsyltetøj. Jeg har ALDRIG – hverken før eller siden - smagt noget så vidunderligt. Men lige som jeg sad dér i den syvende himmel og gumlede, tog mormor sin udtjente fluesmækker og KLASK smækkede en flue lige ved siden af brødet. Og KLASK én til ved siden af sukkerskålen. Og KLASK, KLASK, KLASK… Jeg kan stadig se scenen for mig, hvor mormor fuldstændig upåvirket klaskede fluer til højre og venstre, mens hun drak te og sludrede fornøjet.
Livet på landet var altså lettere rustikt, og det blev ikke mindre rustikt, da det gik op for mig, at den dér tønde inde fra dasset… den skulle altså tømmes med mellemrum. Vi to piger lærte hurtigt at blive totalt usynlige, så snart vi fornemmede, at en tømning var forestående. Jeg havde nu ret dårlig samvittighed, når jeg så den gamle, senede mormor slæbe af sted med fyldt spand – og jeg fandt snart ud af, at indholdet altid havnede nede ved bærbuskene. Gad vide, om det var derfor, hindbærmarmeladen smagte så godt…? ;-)
Abonner på:
Opslag (Atom)