søndag den 24. juli 2011

Schindler's List



Sidder lige nu og hører musikken fra Schindler's List i radioen.

Filmen er et mesterværk, og musikken er vidunderlig. Smuk og vemodig og meget passende på denne regngrå søndag...

lørdag den 23. juli 2011

En mus på fransk visit


"Der er en mus nede i lyskassen" udbrød min mor. "Den kan ikke komme op".

Jeg skyndte mig ud og kiggede ned mellem tremmerne. Ganske rigtigt, dér sad en yndig lille mus og så meget fortvivlet ud. Men tremmeværket er tungt og næsten helt umuligt at løfte op uden at pådrage sig en rygskade, og vinduet nede i kælderen kan godt nok åbnes, men jeg ved, hvor hurtig en lille mus kan være. Hvis den slap fra mig ud i kælderen, ville jeg nok have svært ved at finde den. Men det ville Rikke, min mors kat, ikke...

Jeg fandt en solid gren med bark på og stak den ned mellem tremmerne. Musen fattede straks pointen og begyndte at kravle op mod friheden, men hver gang den nåede halvvejs, gled den baglæns ned igen og landede med et lille bump i bladene på bunden af lyskassen.

Den prøvede igen og igen og til sidst gav den op. Farvel, onde verden, så den ud til at sige - og så måtte jeg jo til det og håbe, at den ikke smuttede fra mig. Jeg fandt et stort glas og et stykke pap, og den udmattede mus var heldigvis nem at redde. Lidt efter bar jeg den ned i den bageste ende af haven, hvor Rikke ikke var, og så blev den lukket ud og forsynet med en madpakke i form af et stykke ost.

Jeg fik aldrig fotograferet den lille mus, for jeg syntes, at det var synd at lade den vente på friheden. Så "this is one I did earlier"...

onsdag den 20. juli 2011

Aftenture, regnbuer og flyvemyrer...

Vi går aftenture de fleste aftener nu. Vejret er lige til det, og selv om det regner, er det skønt alligevel. Bare se, hvad man kan være så heldig at få øje på en aften i Lyngby...

I dag var det flyvemyredag her på min terrasse. Jeg har altid været så fascineret af de små kræ, når de lige pludselig en god dag i juli viser tegn på hektisk aktivitet. Der er næsten en spænding i luften, for nu - NU - skal det ske. De bevingede dronninger skal ud og grundlægge nye myrekolonier i græsplænen eller inde hos naboen - eller hvor de nu havner. Hvis de da overhovedet når så langt, for mange ender som føde for fuglene.

Jeg sad og drak eftermiddagskaffe, da det pludselig kildede på mine bare fødder. Dronningerne overvejede at kravle op på mine ben og bruge mig som "rampe", men da jeg ikke var samarbejdsvillig, brugte de stolene i stedet for. Et godt stykke oppe spredte de prøvende vingerne ud og fløj... for første gang i deres liv.

Jeg sad længe og kiggede ned på fliserne. Det myldrede op med bevingede myrer, og det så ud, som om de kommunikerede, for de rørte lidt ved hinanden og så ud, som om de hilste. "Åh, nu er det min tur, vi ses nok ikke mere. Tak for denne gang. Held og lykke på turen".

Mejserne og skovspurvene fløj rundt og slog kolbøtter for at gribe uheldige myrer i luften, men mange undslap. Nye myrekolonier er på vej til at blive grundlagt - og det er ganske udmærket. Så længe de bare holder sig udenfor og respekterer, at huset er mit og ikke deres, så har jeg det fint med det... :-)

torsdag den 14. juli 2011

Vådt vejr


Hvor kedeligt at vågne op til gråt og regnfuldt vejr! Men når man ikke har ferie, gør det selvfølgelig ikke så meget - så bliver det noget med tændte lys i stager og arbejdsdag indendøre.

Men i stedet for den våde udsigt til haven vil jeg hellere se på dette billede fra Wales. Vi sad lige her på en dejlig solskinsdag og drak den bedste kop kaffe, jeg har fået længe, mens vi kiggede over på den lille butik her. Motivet med grenen og fugleburet var malet på væggen, og det var sådan en sød og sjov idé...

onsdag den 13. juli 2011

Teknisk support...



Det med tekniske problemer er altså ikke noget nyt... :-)

mandag den 11. juli 2011

Spejle er ikke hvad de har været...


Weekenden stod i pakkernes tegn, for der lå mange ordrer og ventede. Men nu er alle ANGLOFILIA pakker sendt og alle nye SKØNNE DAGE magasiner delt ud til dem, der skulle have.

Men der blev også tid til lange traveture i det gode vejr. Den ene dag en lang tur til Lyngby og den næste hele vejen til Ordrup og tilbage igen. I går aftes Bernstorffsparken rundt, mens man ihærdigt undgik at træde på røde skovsnegle (er det bare mig, eller er de blevet større...?).

Årsagen: Mjo - hotellet i Brugge har nogle meget store spejle fra gulv til loft. Og sådan nogle kan i den grad inspirere til at tabe nogle kilo, så nu står den på sukkerfri sommer (igen). Heldigvis har jeg min gode bananis fra sidste sommer, så lækkerier behøver man ikke at undvære...

Hvis du vil have opskriften, så kommer den lige her

fredag den 8. juli 2011

Hjemme igen






Vi nåede hjem, inden ferietrafikken fik motorvejene i Tyskland til at gro helt til. Det gik faktisk smertefrit, men det ER altså også en fordel at køre midt i ugen.

Selv om det er en lang tur, så har jeg det fint med at køre i bil. Der skal bare være plads til mange pauser undervejs, og vi overnatter altid en enkelt gang et passende sted. I min verden er et passende sted Brugge i Belgien. Her får vi så mulighed for et aftenmåltid og en sen slentretur i de gamle gader, inden turen går videre. Jeg kender Brugge som min egen lomme efterhånden.

Da jeg boede i Belgien, lærte jeg den "sydlandske livsstil" at kende - og det er blandt andet ensbetydende med fortovscafeer i langt større stil end herhjemme. Alt foregår udendørs om sommeren. Dengang elskede jeg at sidde en søndag eftermiddag med avisen på en café eller at nyde aftenstemningen omgivet af smukke, gamle bygninger, som de har så mange af dernede. Det elsker jeg stadig - og jeg nyder at have mulighed for det flere gange årligt.

Så billederne her er fra markedspladsen i Brugge, hvor man kan sidde og hygge sig med en kop kaffe eller en drink til lyden af klokkespil fra de mange gamle kirker. Et af livets små højdepunkter...

søndag den 3. juli 2011

En ny Spielberg...



Dette er så mit første forsøg på at lege Spielberg...

Jeg har godt nok meget at lære endnu - blandt andet at filmsekvenserne ikke skal være så lange, og at man godt kan bruge zoom'en lidt mere - men jeg håber, at I har lyst til at følge med på morgentur... :-)

fredag den 1. juli 2011

ARAF

"Har du en hjemmeside, så jeg kan se mig selv?" spurgte rytteren...

Sådan en bil må stå højt på ønskesedlen...



Legetøj til små drenge, der er blevet store...

Et hyggeligt sted til "afternoon tea"...



ARAF betyder langsom på walisisk - og det er lige, hvad vi har gjort i dag. Taget det langsomt og været på "opdagelsestur" i Wales.

Vi havde absolut intet mål, men retning mod Brecon Beacons nationalpark. Og så blev det først til en "country fair", som vi faldt over - med showjump, hundekonkurrencer og andre landlige sysler. Sådan lidt "Livsstilsmesse på Ledreborg" - bare i mere rustik udgave. Efter en "bacon butty" og en walisisk is fik vi nok af overklassen og kørte videre.

I Brecon - der vel må være områdets "hovedstad" - fandt vi et dejligt sted ved floden, hvor vi kunne tage et eftermiddagshvil på picnictæppet med selskab af de lokale ænder, og senere kom vi til den hyggeligste café, hvor man serverede eftermiddagste. Det blev til hele to potter og en ekstra scone til gråspurvene, for der var bare så hyg'ligt.

torsdag den 30. juni 2011

Arbejdstorsdag



Av, åh, piv - jeg er øm i muskler, jeg ikke vidste, jeg havde...

I dag har jeg malet (nogle af) bjælkerne på mit gamle hus, og det er ikke bare ligetil. De er nemlig malet med plastikmaling før, og det synes træværket bestemt ikke om! Så den maling skaller af og skal først fjernes, inden den nye lækre linoliemaling - medbragt fra Sverige via Danmark - påføres. Den synes de gamle bjælker til gengæld godt om. De suger til sig og bliver bløde og lækre og velduftende.

Og da min rare mand havde en arbejdsopgave i dag, så kunne jeg da bare selv. Ideen var god nok i begyndelsen, men du milde, hvor er jeg træt nu. Jeg nåede kun en 7-8 bjælker, så det er en proces, der vil foregå resten af mit liv. Med jævne mellemrum. Til gengæld bliver jeg hærdet, for mens jeg før strøg afsted, når der var en hveps i farvandet, har jeg i dag stået med hvepse om ørerne og malet (der var nemlig en meget tillokkende busk med nektar lige ved siden af - og det er ikke så nemt at stryge afsted, når man står og balancerer på en stige).

Nu er det så spændende, HVOR lang tid det tager, før sort linoliemaling bliver slidt af hud. For selv om jeg har skrubbet og skuret, så er der stadig en del tilbage. Lige nu ligner jeg en mariehøne med rød hud og sorte prikker... ;-)