Tilfældighedernes spil

Nogle gange skal man lade tilfældighederne råde... det bliver livet kun sjovere og mere nuanceret af.

Det har jeg benyttet mig af adskillige gange, blandt andet ved jobsøgning. Da jeg lige var gået ud af skolen og ikke rigtigt vidste, hvad jeg ville (den med at skrive kom først senere...) købte jeg en avis, lukkede øjnene og satte fingeren på en annonce, som jeg søgte - og fik.

Helt den samme taktik benyttede jeg mig af, da jeg pludselig fik nok af domstole og sørgmodigheder. I det første tilfælde kom jeg til at sælge ost til svenskere i Havnegade og i det andet kontaktlinser i Ny Østergade.

Om jeg vidste noget om nogen af delene? Ikke det mindste, men det kom jeg selvfølgelig til. Og desuden kom jeg til at lære en hel masse om livet og om mennesker fra alle samfundets lag; mennesker, der viste sig at være noget så søde på hver deres måde.

Det er slet ikke spor dumt at prøve alle fagene i livets skole...

Talende bænke

Har du nogensinde hørt om en talende bænk? Nej, heller ikke jeg - men ikke desto mindre findes den slags (selvfølgelig) i England.

En del historiske huse er nu forsynet med en sådan talende bænk, der skal give folk lyst til at sidde og nyde omgivelserne, mens de lytter til en kendt persons stemme.

Det lille "indslag" er bare på nogle minutter, og bænkene er individuelt udformet, så de passer til stedet og til den talende person.

Bare så du ikke bliver forskrækket, hvis du besøger England og pludselig hører stemmer... :-)

Tebryggeren

For mange år siden læste jeg en roman, hvor en "Teasmade" blev nævnt. Det lød så hyggeligt og pirrede min medfødte nysgerrighed i den grad, så sådan én måtte jeg have...

En teasmade er en snedig kombination af læselampe,vækkeur og temaskine med tilhørende tepotte. Man hælder vand på, inden man går i seng, og når det indstillede tidspunkt oprinder, begynder vandet at koge, og teen brygges af sig selv, mens man sover. Derefter er det bare at række en arm ud efter tepotten, så dagens første kop te kan nydes på sengekanten i semi-vågen tilstand.

Engang var det fast tilbehør i over to millioner engelske hjem, og efter en nedgangsperiode ser det ud til, at en ny og forbedret udgave af ”tebryggeren” igen kan gå hen og blive populær. Jeg har den gamle udgave uden læselampe, men med plads til foto, og den er i hvert fald meget populær hos mig... :-)

Mere butik

I fortsættelse af mit indlæg i går vil jeg fortælle lidt om et stormagasin i England.

Det hedder Brays og ligger i "min" by, Great Malvern, og her har det ligget siden 1895. Forestil jer Skjerns Magasin fra Matador i lidt større udgave, så er det ikke ramt helt ved siden af...

Hver gang jeg kommer til England, skal jeg lige ind og handle lidt her. Det er sådan en fornøjelse! Alt er selvfølgelig som i gamle dage - også betjeningen - og der bliver aldrig sagt (tyggegummi-spisende) at "hviss-det-ik-er-på-hylden-har-vid'ik-smask..."!

Selve butikken er fin med så mange gamle detaljer, at jeg går næsten andægtigt rundt, og en tur i prøverummet gør mig salig. Og varerne er altså hverken støvede eller umoderne; især i herreafdelingen på 1 sal kan man finde de mest smarte ting.

Nu skal man selvfølgelig ikke bare handle for at være filantropisk, men hvis jeg ved, at jeg - eller min rare mand - godt kunne bruge et eller andet til garderoben, så kigger jeg lige her først.

Sandsynligheden for, at jeg finder, hvad jeg skal bruge, er stor.

Heldigvis! :-)

Winston Churchill

Jeg er en stor beundrer af Winston Churchill, og hvis du har det som jeg, vil jeg anbefale følgende link, hvor man kan læse en masse om denne store personlighed:

http://www.winstonchurchill.org/

Butiksliv

I disse udsalgstider kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor svært det må være at være butik. Det er meget godt, at vi kan spare penge, når vi handler, men det kan de handlende ikke leve af. Det kan også være, at vi elsker at gå i butikker og kigge, men det kan de handlende heller ikke leve af.

Hvis vi kun handler, når der er udsalg, så lukker butikkerne. Hvis vi slet ikke handler, så lukker butikkerne også. I stedet får vi byer med banker, revisionskontorer og ejendomshandlere. Ikke at der er noget i vejen med dem, men særlige festlige at se på er de da ikke...!

Personligt undgår jeg helst de store butikscentre, fordi jeg synes de er ens og frygteligt kedelige. Jeg foretrækker langt at tage på bytur og besøge små, hyggelige specialbutikker, der ved, hvad de har med at gøre og rent faktisk er i besiddelse af en vis kendskab til varen.

På den måde bliver indkøb en nydelse og ikke bare noget, der skal overstås. Jeg har også meget svært ved at se fornøjelsen ved at handle hermetisk indpakket ost, kød, grønt, kaffe, vin og hvad det nu ellers er i et supermarked. Jeg vil snuse, kigge, nyde, smage, snakke, og jeg elsker at gå fra butik til butik og købe lige præcis det, jeg holder allermest af. 

Om det er dyrere? Det behøver det slet ikke at være, men ellers er det da bedre at købe lidt, men godt.

Om det tager længere tid? Ja, heldigvis. For hvad er det egentlig, vi skal nå? Handler livet ikke om at dyrke de gode ting?

Det er selvfølgelig et spørgsmål om prioritering. Men én ting er sikkert: Så længe vi kun støtter de store og ikke de små - støtter vi ensrettetheden og ikke individualismen.

Tilbageblik

Da jeg så dette billede, kom jeg i tanker om min far, som altid købte duefoder til mig på Rådhuspladsen. Jeg syntes, at det var så sjovt at fodre duerne, og min far, der ellers var en sparsommelig mand, undede mig altid den fornøjelse...

10 ører var ellers mange penge dengang...  ;-)

Kvinde alene

Ikke alle kvinder synes om at rejse alene eller gå på restaurant alene, men det er absolut noget, der kan anbefales. Det giver selvtillid, når man ved, at man kan klare sig selv på egen hånd - men i begyndelsen skal man måske lige vænne sig til tanken.

I Bruxelles lærte jeg at gå på restaurant alene. Jeg skulle jo spise, og jeg havde ikke i sinde at sidde på mit hotelværelse og kukke, når jeg var i en spændende storby. Så jeg tog en dyb indånding og gik ind på en nydelig restaurant, sendte tjeneren et fast blik og bad om et bord. JA, til én! Og da han ville anbringe mig ved et bord nær toilettet, tog jeg endnu en dyb indånding og bad om bordet ved vinduet. JA, dét bord!

Jeg fik mit fine bord med udsigt. Jeg fik en god betjening. Alt gik glat, selvom jeg ikke forstod et kuk af det franske menukort. Og da jeg bestilte desserten "fromage", følte jeg mig fuldt på højde med situationen. Uhm, det var længe siden, jeg havde fået citronfromage....

Og heldigvis var jeg i stand til at holde masken, da jeg fik en tallerken med.... ost!

Snehvid morgen

Jamen, det er da vældig kønt med alt det hvide pudder, der dækker haven. Ingen tvivl om det. Det dækker stierne og tysser på skridt, men det dækker altså også for muligheden for at finde føde, hvis man er en fugl eller et dyr.

Så jeg har været ude tidligt med rive og sneskovl og kogende vand i kanden, så nu er der frisk, drikkeklart vand og masser af æbler, frø og nødder. Fuglene var så sultne, at de sad ganske tæt ved mig, mens jeg gik rundt og ryddede, og så snart jeg havde taget bare et enkelt skridt væk, kastede de sig over maden.

Og nu sidder jeg her og hygger mig med den sene morgenmad med god samvittighed. For på den anden side af ruden spises der også...

Min kærlighed til bornholmere

Her tænker jeg ikke så meget på bornholmere som sådan - selv om de ikke er spor ringe - men på bornholmerure...  Jeg har nemlig altid elsket de flotte, gamle ure, der tikker så tungt og roligt, og jeg har drømt om at eje sådan ét en dag.

Vi boede engang på et slot, hvor der i vores lejlighed var et "grandfather clock", som det hedder på engelsk. Det skulle trækkes op med regelmæssige mellemrum, og det stod i vores velkomstbrev, hvornår det var. Vi blev mindeligt bedt om at overholde det, for ellers havde uret svært ved at komme i omdrejninger igen.

Så vi passede selvfølgelig uret og tiden og trak op med andægtighed - og om aftenen sad jeg i lænestolen foran det og svømmede hen af bar velbehag til lyden af TIK TAK, TIK TAK.

Det er aldrig lykkedes mig at få sådan et ur, men jeg har arvet et gammelt vægur fra min bornholmske svigerfamilie. Og selv om det ikke siger så højt og tungt, så nyder jeg alligevel den rolige lyd af tik tak, tik tak...