Tur med mysterier

I går prøvede vi noget helt nyt og vældig sjovt: En gåtur med indbyggede opgaver...

Englænderne elsker gåture, og mulighederne herovre er nærmest uendelige, men jeg opdagede først for nylig, at man også kunne købe sig til gåture med indbygget "skattejagt". Eller i dette tilfælde... et mordmysterium.

Det skulle vi "store børn" jo prøve. Vi tog til "bogbyen" Hay-on-Wye, og her fulgte vi anvisningerne og vandrede rundt et par timer. Undervejs skulle vi finde årstal eller navne eller regne spidsfindige forklaringer ud, alt imens vi kunne strege mistænkte på en meget lang liste.

Én af opgaverne: Find de to, der bærer på noget tungt...

Til allersidst stod vi tilbage med ét mordvåben og én mistænkt... og selv om det ikke var overvældende svært, så var der dog en del udfordringer. Én af dem bestod i, at man i forbindelse med den netop overståede "book fair" havde hængt et stort banner hen over en mindeplade, hvor vi skulle have oplysninger fra - så vi måtte se vores snit til at løsne snoren og titte om bagved.

På den måde fik vi ikke bare dagens motion (med indbygget pause og frokost på en fortovscafé) - vi fik også lært byen at kende på en helt anden og ret så indgående måde.

Det er bestemt ikke sidste gang, vi tager på sådan en tur...

Økonomisk eftersyn

Jeg fandt en sjov bog om (engelsk) økonomi, som jeg sad og læste forleden. Og selv om ikke alt passer til danske forhold, så var der alligevel noget, der fik mig til at tænke mig om.

For hvor er der dog mange små dumme beløb, som man går og betaler uden at tænke særligt meget over det. Da jeg begyndte at granske vores økonomi med lup, fandt jeg adskillige punkter, der uden det store besvær kunne fjernes. Og vupti havde jeg sparet omkring 500 kr. om måneden. Bare sådan lige.

Det gav mig selvfølgelig blod på tanden, så nu bliver alt gået igennem med den helt store tættekam. Der må være mere at hente. Sådan vupti!  ;-)

En skøn udflugt

I dag har solen skinnet, og det har været godt varmt. Men ikke for varmt - nærmest perfekt til en "totrinsudflugt".

Først tog vi til en dejlig have, som jeg skal skrive om i næste nummer af ANGLOFILIA - faktisk et af mine absolutte yndlingssteder, som dog har været lukket et års tid på grund af nye ejere. Men nu er der åbent igen - og gensynsglæden var stor! (...skyldtes måske også de gode kager...)

Bagefter tog vi til Broadway og travede en lang, lang tur på stisystemet til Snowshill - begge to er yndige småbyer, som jeg har fortalt om før - og hele vejen tilbage igen. Men denne gang gik vi dog ikke vild; belært af erfaringen medtog vi nemlig et fornuftigt kort (og så kendte vi sådan set området ganske udmærket i forvejen). Alt i alt blev det vel til 10-12 km, så konditionen er ved at blive stærkt forbedret... ;-)

Solen kan jo ikke skinne hver dag...

... og det gør den så sandelig heller ikke. Regnen har stået ned i stænger; det har været gråt og næsten uigennemsigtigt og rigtig, rigtig kedeligt. Så i går benyttede vi lejligheden til at tage til byen Redditch, der stort set er ét stort butikscenter, for at finde en bog eller to, og bagefter købte vi maling til opfriskning af køkken. Det er bare med at udnytte det våde vejr, så man er klar til udendørs oplevelser, når det igen ser lysere ud.

Så dagen i dag har for mit vedkommende stået på maling af køkkenet. I stedet for den halvbeskidte gule, som englænderne af en eller anden grund bruger så flittigt, er det nu malet lyst som i en meget mælket cafe latte.

Jeg har nu erfaret, at engelsk maling er meget anderledes end dansk. Jeg har ellers malet rigtig meget i min tid, men jeg har aldrig prøvet Dulux maling før. Da jeg åbnede dåsen, var malingen så tyk, at den næsten kunne stå selv, og jeg tænkte, at det da aldrig gik godt. Men det var som at male med fedt flødeskum...

Ikke bare dækker malingen utroligt godt; den løber ikke, den tørrer hurtigt, og den er særdeles drøj i brug. Jeg har malet alle køkkenlågerne, skufferne, panelerne, sidestykkerne og hylder - og jeg har brugt det halve af en lille literdåse til 100 kr. Til gengæld bliver malingen ikke helt så satinblank som jeg er vant til, men nærmere satinmat, men det kan jeg leve med... ;-)

Bjergged i bakkerne

Vejret er utrolig fint i øjeblikket, og i går gik vi en meget lang tur hele vejen op til toppen af Malvern Hills. Det højeste punkt er ca. 425 meter, og herfra har man efter sigende udsigt til hele nitten "counties". Jeg fandt langt fra dem alle, men udsigten var i hvert fald fantastisk.

Turen fortsatte langs "bakkerne", for der går stier på kryds og tværs og op og ned, så der er nok ikke noget at sige til, at benene er lidt ømme i dag.

Og her til aften er mine arme også ømme. For selv om jeg tilbragte nogle afslappende eftermiddagstimer i haven, har jeg også haft travlt med at male bjælker med sort linoliemaling. Men selv om det er lidt hårdt for armene, så dufter linoliemaling så dejligt og er så behageligt at arbejde med, at det er en fornøjelse...

På bølgen blå

Ja, nu er jeg så her - i England. Vejret er lige så gråt og koldt som hjemme, og der blæser en strid vind, så det er da godt, at jeg har vintertøjet liggende stadigvæk...

Men på vejen hertil havde jeg lige en hyggelig overnatning på "mellemstationen" Brugge i Belgien. Denne gang valgte jeg er alternativt hotel, kan man roligt sige, for det var på en båd på én af kanalerne. Jeg skal vise flere billeder herfra senere, for jeg tager samme vej tilbage igen, men her kommer ét af udsigten fra værelset.

Der var et "bådtræf" om morgenen, inden vi kørte videre, så flotte gamle skibe kom lige sejlende forbi...

En fornemmelse for bøger

I går skrev jeg om det at være en bogorm og en læsehest. I dag vil jeg skrive lidt om, hvordan jeg finder alle de bøger, jeg læser.

Nogle søger jeg selvfølgelig målbevidst, fordi jeg har et særligt emne i tankerne, som jeg gerne vil vide mere om. Andre finder jeg, fordi jeg har læst noget godt af samme forfatter og vil have mere...

Men de allerfleste finder jeg ved at "støve" rundt hos boghandlere - oftest i England. Det er faktisk én af mine yndlingsbeskæftigelser, og butikken behøver på ingen måde at være stor. Mange af mine bedste fund har jeg gjort i de små listige butikker, hvor indehaveren måske bare har haft sans for at udstille, eller hvor der er en god stemning.

Jeg kan gå rundt i timevis; kigge lidt, læse lidt, sidde lidt og "smage" på bogen. Hvis der er en café - åh ja, de allerbedste boghandlere har en lille café - så tager jeg lige en kop kaffe, mens jeg overvejer mine køb. For jeg kan såmænd snildt have fundet ti bøger eller flere, og det er der sjældent penge til.

Så jeg vælger de bedste. Dem, som jeg dårligt kan vente med at komme i gang med. Og hjemme bliver de andægtigt anbragt på hylden, så de kan stå klar til den dag, hvor jeg har tid til dem.

Sådan var det i går aftes. Jeg var færdig med den ene bog - en sød fortælling om The Vintage Teacup Club - og havde lyst til noget helt andet. Bare for afvekslingens skyld.

Og fandt denne her: The Invention of Hugo Cabret. Vel egentlig en børnebog, men den slags holder aldrig mig tilbage. Den er så fin og så smukt lavet, at det er en nydelse at sidde andægtigt og bladre i den. Studere de flotte sort/hvide tegninger. Læse om drengen Hugo, der passer alle urene på en jernbanestation i Paris. Om hans eventyr og oplevelser.

Det er en god bog! Og den er også blevet til en film. Den har jeg dog endnu til gode... :-)

Bogorm og læsehest

Jeg har altid læst bøger, men nogle af dem står mere tydeligt i min hukommelse end andre. En af grundene er nok, at jeg ved visse lejligheder virkelig fordybede mig i læsningen.

Jeg kan huske, da jeg var seksten, og min veninde skulle læse til eksamen. Hun ville gerne være i sine forældres sommerhus, hvor hun kunne koncentrere sig om studierne, men da hun ikke turde være alene, bad hun mig om at holde hende med selskab.

Så jeg kørte op til Jægerspris på min Puch Maxi, medbringende en taske med weekendtøj og en tyk bog - og de følgende tre dage læste jeg Exodus af Leon Uris - kun afbrudt af rugbrødsmadder ved køkkenbordet og traveture i Nordskoven.

Andre bøger læste jeg sammen med min kusine, der også studerede, og jeg kan huske det forår, hvor jeg i dagevis sad sammen med hende i parken og læste Offer for en Samler, Fluernes Herre, Mus og Mænd, Manden med Pilefløjterne og Anne Franks Dagbog. Alle hver på sin måde gribende fortællinger, som gjorde dybt indtryk på mig, og som jeg stadig husker ganske tydeligt, selvom det er så længe siden.

Efter mange år med sporadisk læsning, er jeg ved at genfinde den intense læseglæde igen. Aften efter aften forsvinder jeg ind i bøgernes verden, og mens nogle af fortællingerne er ganske "letbenede", er andre lidt mere dybsindige.

Uanset genren er det ren og skær fornøjelse, og jeg ser frem til mange aftener i godt selskab - mine reoler er fyldt med interessante, spændende, søde, sjove og underholdende ord, der bare venter på at blive læst...

Foto: Florin Gorgan

Miniblogtræf ved torvehallerne

I går var jeg til et "mini-blogtræf" med Lene, og vi havde aftalt at mødes ved Torvehallerne i København, hvor ingen af os havde været før.

Åh, det var sådan et fint sted med så mange lækkerier, som det kan være svært at stå for. Det eneste, der manglede var nogle parasoller ved de udendørs spisesteder - især på en solhed dag som i går.

Vi snakkede dyr og skole (som vi har til fælles) og skrivning... især skrivning, som vi i høj grad også har til fælles. Om ideer og visioner og fremtidsplaner, som vi vist har nok af. Og jeg fik sat noget i gang, som jeg ellers havde lagt til hvile... så egentlig, Lene, var det din skyld, at jeg ikke kunne sove i nat. Mit hoved var fyldt med ord, der kæmpede for at komme ud på det allermest ubelejlige tidspunkt.

Sådan kan det gå, når to ord- og skriveglade kvinder mødes... ;-) 

Foto: Antigavin

Blackbird singing in the dead of night...

I går holdt min rare mand hyggeaften med en god gammel ven. De delte den nyeste James Bond film og en belgisk øl eller to - og jeg blev forvist til spisestuen og bogføringen.

Men ingen beklagelser her. For lige uden for mit vindue sad solsorten og sang af hele sit lille hjerte. Den sang stadig kl. 22.00, selv om det var bælgsort udenfor.

Fuglesang må efter min mening være én af livets gratis glæder... :-)