søndag den 30. juni 2013

ANGLOFILIA i eget hus


Som et led i spareplanerne - og også af rent praktiske hensyn - flytter ANGLOFILIA netbutikken nu til eget hus i Lynge ved Allerød. Her har jeg nemlig fundet en lille helt selvstændig bygning, der passer fint til sådan én som mig - og jeg har allerede fået nøglerne, så jeg kan flytte ind i ro og mag.

Jeg glæder mig i den grad til at komme ned på jorden, så jeg ikke skal slæbe pakker op og ned af trapper, men nemt lige kan lægge dem ud i bilen, der kan holde få centimeter fra hoveddøren.

Så jeg vil benytte mig af den "fredelige" sommertid og endnu engang rykke teltpælene op.

lørdag den 29. juni 2013

Fredagsfrokost

I går mødtes jeg med min søde veninde Lillian fra "Rejsen for Dig".

Hun bor i Jylland, men havde ærinder på Sjælland, så det var bare med at finde et sted på "halvvejen", hvor vi kunne mødes i et par ledige timer. Valget faldt på Værebro golfklub, for her kunne vi sidde i læ i i den hyggelige gårdhave med en frokost.

Vi brænder begge to for vores forretninger, så der er altid meget at snakke om - især når man nu kun ses ved sjældne lejligheder. Forhåbentlig bliver der tid til en lille tur sammen i sommerens løb - så vi kan komme ud og se på haver, få fælles oplevelser og snakke ordentligt igennem... :-)

fredag den 28. juni 2013

En skøn U-vending

I går så jeg sidste del af den glimrende udsendelse U-turn med Chris MacDonald, og den sluttede lige så godt, som jeg havde forventet. Det var dejligt at se, hvor godt deltagerne fik det, men de kom bestemt ikke sovende til resultatet... og Chris var utrættelig som coach.

Jeg oplevede selv en U-vending, som jeg skrev om i et indlæg i 2010, med alle de positive virkninger, som sund kost og passende motion har på kroppen. De fleste ting sidder i mig endnu, men det er altid godt at følge med i sådan en udsendelse eller læse en inspirerende bog om emnet, så man får et lille puf og en "genopfriskning" af de ting, man bør huske.

Jeg kunne i den forbindelse godt ønske mig, at vores samfund var bedre indrettet til at følge op på dette her. Så længe nogle læger har den holdning som min (tidligere) læge havde, "at jeg da godt kunne prøve det dér med sund kost og motion, for det kunne jo aldrig skade..." - så er det svært at trænge igennem.

I stedet for piller kunne man forestille sig helsevejledere, der havde en form for lægelig uddannelse med vægt lagt på alt det, man selv kan gøre for at blive rask. Det ville i sidste ende være uendeligt meget billigere for samfundet at forebygge end at helbrede, og selv om det kræver en ikke ubetydelig personlig indsats, så ville det også være uendeligt meget bedre for os selv.

Jeg tror på Albert Schweitzers ord om, at "der bor en læge i os alle"...

Foto ©: Chiot's Run

torsdag den 27. juni 2013

Dejlige cremer

Det er synd at sige, at parfumeindustrien bliver særlig rig af mig - jeg bruger aldrig parfume, køber meget lidt makeup, bruger Nivea creme eller mine egne "hjemmeblandede" olier på kroppen... men jeg har én svaghed: Ansigtscremer.

Der ryger som regel én med hjem hver gang jeg er på rejse eller kommer i et stormagasin med et godt udvalg. Jeg tror på, at det er godt for huden at skifte mellem mærkerne, og jeg har selvfølgelig nogle foretrukne.

Lige i øjeblikket har jeg så dem alle i gang...  ;-)

Har du et yndlingsprodukt,som du ikke kan få nok af?

onsdag den 26. juni 2013

Sparetips #6 - etik og helse

Når jeg snakker så meget om at spare - og jeg har virkelig sparet mange penge de sidste par uger - så sker det ikke på bekostning af etik og helbred. I min verden kommer de to ting nemlig i allerførste række.

For at tage det med etikken først: Jeg har aldrig i mit liv købt æg fra burhøns, og jeg kunne ikke drømme om at gøre det! Jeg køber sjældent kød, og når det sker, er det kød fra fritgående dyr. Jeg vil ikke lade min spareiver gå forud for dyrevelfærd - så ville jeg ikke kunne leve med mig selv.

Heldigvis kan jeg spare alligevel. Hos Dyrenes Beskyttelse kan man tilmelde sig en mailservice, hvor man kan få ugens tilbud på produkter, som foreningen kan blåstemple.

Med hensyn til helbred gælder det samme. Jeg vil ikke spare så meget, at det går ud over mit helbred. Så hellere købe lidt, men godt og i øvrigt følge årstiderne. Sæsonens frugt og grønt er klart det billigste, og hvis jeg har mulighed for at dyrke lidt selv, gør jeg det. Sidste år gav et par poser med salatfrø mig dejlig billig salat hele sommeren, og bønnespirer og krydderurter kan nemt dyrkes i en vindueskarm.

Da jeg var yngre, dyrkede jeg jordbær i stor stil... åh, det var en fryd. Så hvis man har plads til de røde dejligheder, kan det varmt anbefales...

Sårbar teknik - og glade grise

I dag skal jeg en hel masse ærinder af forskellig slags - blandt andet skal jeg besøge TDC.

I går aftes stod min Ipad helt af - total sort skærm - og der var ingen anden udvej end at genstarte den (og derved miste alt det, der er på den). Bagefter skulle jeg bruge min SIM, og den er pist væk. Så TDC må komme mig til hjælp.

Og i nattens løb fik jeg en SMS på min telefon: "Velkommen til Sverige" og information om svenske takster. Da jeg befinder mig i Danmark, var det ret underligt, og jeg har ikke lyst til at betale dyre udenlandstakster. Så TDC må også her komme mig til hjælp.

Hvor er man altså sårbar med alt det tekniske...  Det er så godt, når det virker - og det er så irriterende, når det ikke virker...

Og hvad har alt det her med glade grise at gøre? Jo, det er nemlig blandt andet det, mit "spareindlæg" i aften kommer til at handle lidt om.

Vi ses...

mandag den 24. juni 2013

Orden på prioriteterne



Madames indlæg i dag om Gurre fik mig til at tænke på dengang, hvor jeg gik tur netop dér sammen med mine forældre og min rare mand. Vi tog tit på lørdagsudflugt til de Nordsjællandske skove, og det var fast kutyme, at vi lige stoppede ved bageren og tog kager med til den medbragte kaffe.

På et tidspunkt fordelte vi os - jeg husker ikke helt hvorfor, men det var vist noget med, at min far skulle vise min rare mand et godt sted at fotografere - og min mor og jeg gik videre ned mod søen for at finde et godt picnicsted.

Jeg bar på kagerne, og vi gik hyggeligt og snakkede indtil... pludselig.... jeg sank i et hul. Et godt camoufleret mudderhul i kanten af skovstien.

Det gik hurtigt, og jeg sank længere og længere ned som i kviksand. Min mor, det kære væsen, hylede af grin, mens hun skreg: "Kagerne! Pas på kagerne!

Kagerne var ikke det, jeg tænkte mest på i det øjeblik, hvor jeg sekund for sekund gled længere nedad, men det lykkedes hende da at redde dem. Og heldigvis var jeg i stand til at redde mig selv, inden jeg sank i til navlen.

Da de to andre fandt os, sad vi i en lysning med mine cowboybukser hængende fra en gren i solen. Kagerne smagte godt... så det var OK, at de fik førsteprioritet... :-)

søndag den 23. juni 2013

Den flotteste parkeringsplads

Da vi på et tidspunkt gik tur i Great Malvern, så vi denne smukke bil - og den holdt på det, der må være den smukkeste parkeringsplads i England...

Dette indlæg er et bidrag til Himmelsk Torsdag, og du kan se flere bidrag lige her...

lørdag den 22. juni 2013

Ferieplaner eller manglen på samme

Det er mange år siden, vi har lagt ferieplaner. Ikke fordi det skorter på planer; de er bare mere hverdagsagtige end ferieagtige. Det skal heller ikke være en beklagelse, for jeg vil hellere have en sjov hverdag end en sjov ferie.

I denne tid pønser vi nemlig på en let omlægning af vores tilværelse. Vi skal bo her i det lejede hus et års tid endnu, men så skal vi finde nye græsgange. Det har vi det fint med, og det var det, vi havde regnet med. At vi her havde et pusterum på et par år, mens vi tænkte os godt om og fandt grobund for de kommende år.

Hvis alt går, som vi kunne tænke os, bliver det noget med at være mere på farten. Noget med at være mere i England. Noget med at være økonomisk "lettere". Noget med at skrive rigtig meget. Noget med at opleve, mens man kan.

Jeg skal nok fortælle mere hen ad vejen. Det kan jeg sikkert slet ikke lade være med...  :-)

Sparetips #5 - bilkørsel

Tak til capac for linket til Trafikstyrelsens KørGrønt råd. Både for miljøets og pengepungens skyld gælder det om at bruge så lidt brændstof som overhovedet muligt.

Jeg kan selvfølgelig varmt tilslutte mig alle de gode råd - og især det sidste med ikke at køre for hurtigt fik jeg testet af på den seneste tur til England.

Vi sneglede os af sted hele vejen gennem Tyskland, for der var vejarbejde på vejarbejde på vejarbejde. Da vi endelig nåede frem til Brugge var det blevet midnat, og vi var dermed mindst tre timer forsinkede. Men til gengæld kunne jeg til min glæde se, at der stadig var en god portion diesel tilbage i tanken.

Vi plejer stort set at nå frem til Brugge på én tank, men denne gang kunne vi komme en god bid videre, så den langsomme kørsel var da godt for noget... :-)

Foto: GU-JO