En travl dag

I dag har jeg travlt med en masse praktisk, så jeg viser lige et dejligt billede fra Berrington Hall i England - og vender "frygteligt" tilbage i morgen... :-)

Til minde

Den 11. dag i den 11. måned klokken 11 stopper millioner af mennesker i Storbritannien op og holder to minutters stilhed for at mindes de faldne i krigene. Under 1. verdenskrig indgik man nemlig præcis på det tidspunkt den endelige våbenhvile, der førte til fred.

Over hele landet afholdes mindehøjtideligheder; både firmaer og private lægger blomster og kranse ved mindestatuerne, og mange bærer en rød valmue på tøjet. De røde papirblomster sælges fra slutningen af oktober og frem til den 11. november, og det indsamlede beløb går til krigsveteranerne og deres familier.

De røde valmuer har en særlig historie: Nogle af de værste kampe under 1. verdenskrig blev udkæmpet i Flandern, og de smukke marker blev efterhånden forvandlet til én stor mudderpøl. Alt blev bombet i stykker og trampet ned. Men midt i al elendigheden og ødelæggelsen voksede valmuerne frem i tusindvis, og de sarte – og dog så seje – blomster har siden da været symbolet på håb og båret til minde.

They shall grow not old, as we that are left grow old:
Age shall not weary them, nor the years condemn.
At the going down of the sun and in the morning
We will remember them.

Laurence Binyons


Den lille strikkede valmue på billedet købte jeg ved den lokale indsamling i Pembridge...

En drillepind

Min bedstefar var en vaskeægte drillepind, og jeg er bange for, at jeg har arvet en del fra ham.

I hvert fald fandt jeg på mange "numre", da jeg var barn (og gør det vist stadig...hmmm) - og det gik ofte ud over min noget ældre fætter, der gerne var med på vores sommerferier.

Han var i den alder, hvor man modtog kærestebreve, og han læste dem med slet skjult begejstring. Jeg så det som min vigtigste opgave at gemme de breve for ham. Jeg læste dem aldrig - intet kunne interessere mig mindre - men det morede mig usigeligt at finde dem... og gemme dem et godt sted.

Min fætter forstod aldrig, hvordan jeg kunne VIDE, hvor de var. Men små gryder har lange ører og kikkertsyn, så selvfølgelig vidste jeg det.

Et andet yndlingsdril var småsten i sengen under sengebetrækket, så de ikke umiddelbart kunne ses, men helt sikkert kunne mærkes, når man skulle sove.

Eller sammensyning af buksebenene i pyjamassen - det var en fryd at ligge under dynen og høre ham hoppe bandende rundt i mørket.

Ak ja, min barndoms sommerferier har mange gode minder!  ;-)

Foto: Nito

Kunsten at forgrimme

Jeg undrer mig gang på gang over, at kunst i vores tid så ofte er forgrimmende. Og at kunstnere - under stor mediebevågenhed - jævnligt kommer frem med værker, der vækker harme og forargelse.

Hvad er der i vejen med kunst, der bevæger? Kunst, der glæder og vækker positive følelser?

Er den slags blevet kedeligt?

Jeg føler mig ikke provokeret; der skal efterhånden meget til at provokere mig. Jeg synes bare, at det er tåbeligt og lettere tragisk, at alt skal være tilladt i trykkefrihedens navn.

Og at man så sjældent gør brug af intelligensen...

Som et modtræk til forgrimmelsen ses her et maleri af Claude Monet: Landscape: The Parc Monceau 1876

En dejlig ny engelsk film på vej

Den skal jeg helt sikkert se!!

En god lang søndag

Selv om jeg personligt synes, at det med sommertid og vintertid er noget pjat - så nyder jeg alligevel, når søndagen i dag er blevet en time længere.

Jeg kan snildt bruge den, den ekstra time. Der skal være tid til hygge, gåtur, artikelskrivning og suppefremstilling. Sådan en skøn blanding af alt det, jeg kan lide... :-)

God søndag!

Et køkkenmareridt

Da jeg i går skrev om køkkendrømme, kom jeg til at tænke på det køkkenmareridt, jeg oplevede engang. Vi havde lige købt nyt (gammelt) hus, og der var penge til overs til et køkken også, så vi gik i gang med planerne.

Vi fandt et køkkenfirma med en rigtig rar og tillidsvækkende konsulent, der fremstillede de fineste tegninger. Vi godkendte og skrev under, og i det sekund, vi løftede pennen, fortalte konsulenten os, at han i øvrigt stoppede i firmaet.

Min første indskydelse var at flå papiret fra ham og rive det over. For det var ham, der skulle have styret køkkengangen, og lige pludselig var der ingen styring...  Men jeg gjorde det ikke (dumt!) - for hvor svært kunne det være at styre sådan en smule køkken?

Da den planlagte startdato kom, dukkede Harry op. Han fik fluks i gang med at rive alting ned, og derefter forlod han os. Længe! Meget længe!

Vi levede af ymer og leverpostejmadder i en uge, men Harry dukkede ikke op. Ingen i firmaet vidste, hvor han var.

I begyndelsen var jeg mild og blid, men efterhånden blev jeg ret så bister. Harry var nemlig i familie med Houdini, skulle man tro. Han var i hvert fald ekspert i forsvindingsnumre. Han dukkede op - blev en time, samlede et skab og justerede en skrue - før han forsvandt igen.

Det gik også op for os, at Harry "kunne" det hele. Han var tømrer, snedker og blikkenslager på én gang - og han var ikke særligt god til nogen af delene.

Tiden gik; det tog UGER at få det - ikke specielt store - køkken op. Det færdige resultat var forsinket med halvanden måned eller noget i den stil, og det var ikke imponerende. Emhætten var gennemhullet, køkkenskabene skæve, der var sat forkerte paneler op og ... ja, jeg kan dårligt huske alt det, der var i vejen.

Men vi var så udmattede og så trætte af Harry på det tidspunkt, at vi valgte at leve med det. Heldigvis var det nok kun os, der så fejlene, og nogle af dem kunne vi selv rette hen ad vejen.

På den baggrund kan det måske undre, at vi går med køkkendrømme...?!   :-)

PS. Ja, billedet viser mit køkken fra dengang i 70'erne... 

Køkkendrømme

I alle mine tidligere huse - undtagen ét - har jeg haft gamle køkkener. Nogle af dem blev malet og forskønnet, så de fungerede fint, mens andre var ret håbløse.

I mit sidste gamle hus havde køkkenet engang været nydeligt og arkitekttegnet, men det var i 1940. Skufferne bandt helt vildt, skabene var sorte, dybe huller, hvori alting forsvandt, og bordpladen havde kendt bedre dage. Men i begyndelsen kunne vi ikke nænne at renovere på alt det fine, gamle - og senere, da vi vidste, vi ville sælge, var det dumt at gøre det.

I Hollymount er køkkenet også en ældre sag, så der er ikke noget at sige til, at vi går med køkkendrømme. Og da vi var i IKEA i anden anledning (se gårsdagens indlæg) skulle vi lige hen og kigge...

Åh, det kunne være så fint!

En bogmesse på trapperne

Ligesom tidligere år har jeg en lille stand på årets bogmesse i Bella Centret (den hedder C3-020, hvis nogen skulle finde på at kigge ind til mig).

I år skal jeg udover mine ANGLOFILIA magasiner også have min nye bog med - så jeg har gået og tænkt på opstilling og indretning af de 9 kvadratmeter. Selv om de er hurtigt overset, gælder det jo om at få det bedste ud af pladsen.

Man kan leje sig til meget, hvis man ikke selv har - eller bare ikke vil slæbe mere end højst nødvendigt - men det er pænt dyrt. Så i stedet tager jeg denne gang to små reoler med fra butikken og supplerer med nogle små, meget billige borde fra IKEA. De kan stables og stilles op, så de kan fyldes med blade og bøger.

Vidste I i øvrigt, at der er noget der hedder Lack Hack? Hvor man "hacker" de små borde, bruger dem til alverdens ting og gør dem personlige med få midler. Der findes masser af eksempler på bl.a. Pinterest - og denne her løsning er én af de meget smarte. Lack forvandlet til Lego-legeplads...

Foto: AngryJulleMonday

Elsker efteråret!

Min yndlingsårstid er uden tvivl efteråret. Ikke bare fordi alting ligesom "går ned i gear" og bliver mere roligt - i modsætning til sommeren, hvor både vi og naturen skal nå så meget.

Også fordi synsindtryk og dufte er allerdejligst lige nu. Især når det lige har regnet, dufter der så dejligt af jord og formuldede blade - og alle vegne er man omgivet af de smukkeste farvesammensætninger.

Se bare her: Kønne blade, der delvis dækker en gammel mur. Det er da er rent kunstværk!