mandag den 1. januar 2018

Fredeligt nytår....

Jeg har indtil nu kun oplevet et fredeligt nytår i England, hvor fyrværkeri på årets sidste aften ikke er nær så brugt som her.

Men nu har jeg - til min store glæde, for jeg kan virkelig ikke fordrage fyrværkeri - oplevet det igen. Her, hvor vi bor, er der langt til larm og ballade, og jeg blev ikke som vanligt holdt oppe til klokken fire af knald og brag. Og det var endda muligt at gå en lang eftermiddagsskovtur med Gussi uden at møde en sjæl.

Hunden var fredfyldt og rolig hele aftenen; vi nød at sidde og sysle med hver vores (jeg puslede!) - og efter en god nats søvn er jeg nu frisk og veloplagt til nytårskoncerten...

HAPPY NEW YEAR!

tirsdag den 26. december 2017

Juledasedage

Jeg holder usigeligt meget af juledagene, der altid er 100% helliget hygge. Arbejde er bandlyst, puslespillet fylder hele spisebordet og bøger ligger fremme, så der kan læses i dem ind i mellem.

Men selv om alt det indendørsliv er godt, må vi også lidt ud i vejret - og her i eftermiddag var lyset pludselig helt fantastisk flot. Det nåede så at blive lidt mindre flot, inden jeg fik alt overtøjet på, for der skulle en del til i den iskolde blæst.

Hunden trak afsted med mig... ned til slotsparken, over vejen til det fine juletræ og ind i skoven. Bagefter op gennem den gamle allé, hvor der var forjættende mange mus mellem grene og blade. Spændende for en lille hund...

Og så hjem i varmen igen. Hjem til varm chokolade og hjemmebagte boller - jo, juledagene står højt på min favoritliste... :-)



søndag den 24. december 2017

Første jul på Lolland

De sidste par år har vi holdt jul i lejede sommerhuse - men denne jul er vores første på Lolland.

Juletræet i entreen er tændt; der spilles engelsk julemusik i radioen på første sal - og inde hos min mor er der pyntet op efter alle kunstens regler. De fine gamle juleduge, som min moster så dygtigt syede, er lagt på bordene, og der er gran i vaser og kravlenisser hist og pist.

I aften får vi mad fra Meyers. Det er dejligt nemt, når vi har travlt i hverdagen - og bagefter skal vi hygge os med kaffe og hjemmebag og selvfølgelig have gaver. Jeg tror, at der er mindst én, der bliver ret overrasket og glad :-)

Og efter vores juleaften inde hos min mor kan vi trave de mange skridt hjem... jeg tror, at der er mindst TYVE ind til os. I England kalder man det at bo "within staggering distance" - derovre er det dog afstanden fra pubben, de snakker om... altså at bo i "vakleafstand fra pubben".

Jeg tror dog ikke, at der bliver meget vaklen her. Der er nemlig nisseøl til maden... ;-)

RIGTIG GLÆDELIG JUL!

onsdag den 13. december 2017

Et halv hund

Jeg synes ikke, at jeg kan finde min hund. Altså den milde, stille hund, vi havde indtil for nyligt...

For det første har Gussi fundet sin stemme her på Lolland. Han gøede aldrig, før vi kom hertil - men NU lyder han som en udvokset Grand Danois. Så snart det knaser i gruset, er han der som en mis, og vi er i hvert fald aldrig i tvivl om, at der er gæster på vej...

For det andet har Gussi fået øjnene op for, at der er jagtmuligheder i vores store have. Han ser sigende på mig (han er særdeles god til at fortælle, hvad han gerne vil...) - og når han bliver lukket ud i haven, går den store jagt. Jeg ved ikke efter HVAD - og jeg har ikke lyst til at vide det. Han er ved at grave sig ned til kineserne, og græstotter står om ørerne på ham...

Efter et stykke tid kommer han veltilfreds ind med jord i hele hovedet og klumpfødder af mudder. Straks bliver han løftet op og puttet i brusebad - og selv om han ikke er vild med badet, forhindrer det ham ikke i at stå ved døren nogle timer senere...

Jeg under ham så gerne det frie hundeliv... meeeen af og til kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om bytteretten stadig gælder... ;-)

søndag den 3. december 2017

Den engelske Julekalender

December er kommet godt i gang, og det er Den engelske Julekalender også. Lige som tidligere år skriver jeg et lille indlæg hver dag frem til jul, og lige som tidligere år kan man vinde en lille kalendergave, hvis man svarer rigtigt på dagens spørgsmål.

Hvis du har lyst til at være med - så kig ind på www.anglofilia.info og følg med på juleturen rundt på De Britiske Øer.

www.anglofilia.info

lørdag den 2. december 2017

Lysfyldt morgen, til marven kold

Jeg holder meget af vores gamle sange, som så dejligt beskriver den danske natur og alt det, der er dansk i det hele taget.

Da jeg vågnede i morges og så ud i haven, kom jeg helt automatisk til at tænke på én af mine yndlingssange.

Du kender den nok... men derfor bringer jeg teksten alligevel :-)

God lørdag.

Lysfyldt morgen, til marven kold,
med rim på tage og træer!
En fuglestemmes vellyd fornemmes.
Eja, den første stær!

Som mange varme liflige kys
smelter din morgensang!
De mørke dage er ladt tilbage.
Forår — endnu en gang!

Mig er fortalt et forårssagn
om barnekongen, kong Skjold:
Fra tøbrudsvande til Danmarks strande
han kom, en vårvind i vold.

På skibets mast var hejset en krans.
Af løv var på dækket et telt.
Medbør og bølge var skibets følge
ind gennem sund og bælt.

Så lagde det til, — og i samme stund
var kysten og skoven grøn!
De svale agre bredte sig fagre
med urter og tusindskøn.

Med skibet fulgte en trækfugleflok;
som susende, brusende vind
i glade hære de funklende stære
på Danmarks kyster slog ind.

Således kom vår til de danske øer,
et barn med øjne så blå,
et skib som skoven, udsprungen på voven,
med stære på gyngende rå!

Men da kong Skjolds regering var endt
man førte ham på en skude.
Han kom fra havet, han blev begravet
som sol går ned derude.

Da rejste stærene bort,
thi falmet lå kyst og skov,
og over strande og gysende vande
gik frosten med isskoet hov.

Kong Skjold, det er livets unge søn.
Hans smil går som sol over sø.
Når han kommer, den danske skærsommer
slår ud sit telt på vor ø.

Han kommer med stæren, han dvæler med den
i Danmark - med stæren han går.
Hvor tit forynger, når stæren synger,
dit hjerte sig endnu en vår?

mandag den 20. november 2017

Telefon til hunden

Det har sine fordele at bo dør om dør med familien - i vores tilfælde min mor. Vi har stor fornøjelse af hinandens selskab, selv om vi ikke ligefrem render hinanden på dørene, men der er nu én, der er særligt glad for det - nemlig Gussi-hund!

Han vil meget gerne ind og besøge min mor lige så tit, det kan lade sig gøre. Især ved aftensmadstid, hvor min mor er i køkkenet, og duften af frikadeller eller lækre fisk lokker en madglad hund...

Jeg har prøvet at lære den lille hund, at køkkenet er forbudt område, og det accepterer han. Han venter tålmodigt på lyden af tallerkener, der bliver stillet i opvaskemaskinen, for det betyder, at spisetiden for min mors vedkommende er overstået, OG at der nok er gemt en godbid til HAM!

Af praktiske grunde er min mor begyndt at give os et ring på mobiltelefonen, når der er fri adgang for hunden. Og Gussi har selvfølgelig hurtigt opfattet, at DET ring er til ham.

Han styrter højt gøende ned ad trapperne til køkkendøren og står og hopper, indtil han bliver lukket ud i køkkenet og videre ind til min mor.

Sikke et show! Tæpper skrider ud til siden, når ham kommer drønende som en kanonkugle gennem entreen, og min mor er ved at dø af grin, når han nærmest kommer kurende hen til hendes lænestol.

De har begge to så meget fornøjelse af det, at jeg bærer over med postyret i vores egen madtid. Og jeg er sikker på, at de ekstra kalorier til hunden forbrændes af al den energiudfoldelse... :-)

søndag den 19. november 2017

Julestuer på Lolland

I år er det min første jul på Lolland. Og de sidste dage har jeg haft travlt med at indrette, flytte lidt rundt og julepynte i mit showroom, så de tre smukke stuer nu fremtræder endnu mere indbydende og julehyggelige.

Juletræet tager imod med tændte lys og smuk pynt - og juletoget futter rundt om det; på vej til en fantasiby med miniature julepynt og små julepakker.

Jeg har hygget mig med at gøre det hele klar, og nu hygger jeg mig med kunderne. Jeg har indtryk af, at de nyder det lige så meget, som jeg selv gør...

tirsdag den 7. november 2017

Skønne rejsedage og smukke smykker

Det er efterhånden toenhalv uge siden, vi kom hjem fra England. Vi havde en ganske fantastisk tur, hvor vi kom helt op til Yorkshire. Fra York kørte vi lidt nordpå og derefter østpå til kysten, som vi fulgte hele vejen op. Derefter ind over hedeområderne til området mellem de to nationalparker, og til sidst udforskede vi Yorkshire Dales.

Jeg må indrømme, at jeg trives uhyggeligt godt med at være på farten. Jeg elsker at vågne til en dag, der bare byder på oplevelser, og selv om vi arbejder undervejs og egentlig slet ikke holder ferie - så er det en ren fornøjelse.

Og så fylder sådan en tur så godt op på kreativitets-måleren. Jeg kommer hjem med masser af ideer til nye projekter og påfund, og sådan skal det helst være...

Et af de nye påfund er en ny kategori i min netbutik; vintage smykker. For skønt jeg sjældent går med smykker, så kan jeg sagtens betages af glitter og pynt, der slet ikke behøver at være ægte.

Så sådan blev det - og sådan er det. For kategorien er blevet en realitet på www.anglofilia.dk - og der kommer jævnligt nye ting til, for jeg har slet ikke nået at se alle kasserne igennem... :-)

fredag den 6. oktober 2017

Skøn natur og søde byer



I dag har vi kørt midt ind i Yorkshire Dales nationalpark. Vi har været her før, men det er godt nok mange år siden, og vi har aldrig været her med en autocamper.

Nogle af vejene er ret smalle (for at sige det mildt), så de er ikke nemme at køre på med en 7 meter lang autocamper, men min rare mand klarede opgaven som en mis. Vi gjorde ophold i Grassington; en af de søde småbyer i området, så vi kunne spise frokost og fotografere lidt.

Og nu er vi i Hawes; autocamperen er parkeret på en plads i de skønne omgivelser, og i morgen skal vi udforske området. Nye gåstøvler er indkøbt til lejligheden :-)