lørdag den 7. marts 2015

Jagende rovfugle og nysgerrige rødhalse

Jeg elsker at have selskab, når jeg går og pusler i haven. Og det havde jeg rigeligt af i går, for der er meget liv lige nu.

Rødhalsene sang om kap, og den ene sad så tæt ved mig, at jeg kunne se hele dens lille krop sitre af bar anstrengelse, mens den kvidrede løs. Af og til kiggede den ned på mig med sit kulsorte øje, men bare et sekund - så sang den videre, for det var vigtigt.

Den lille gærdesmutte smuttede omkring mig - ind i busken, hvor den nok er ved at bygge rede, og det er også et rigtig godt sted. En tæt god busk, hvor man kan være i fred.

Og jernspurven blev meget begejstret, da jeg klippede grene væk, så fuglebadet kunne komme i brug igen. Den slags er populært, både for den og for mig, der synes, at badende småfugle er det skønneste syn.

Pludselig blev der stille - for musvågen var landet i et træ nærved. Og mens jeg holdt vejret og stod helt stille, fløj den kæmpestore fugl på brede vinger lavt hen over græsplænen ved siden af det bed, jeg ordnede. Den var på musejagt - og jeg håber og tror, at den havde heldet med sig, for der er masser af mus lige dér.

søndag den 1. marts 2015

Nissebandens mølle


Da vi var i Faaborg, var ét af punkterne på dagsordenen et besøg til Nissebandens tilholdssted - Danmarks ældste vandmølle, Kaleko Mølle, der ligger lige i nærheden. 

Det burde ikke have været noget problem, men det var det alligevel, for af uvisse grunde var vejen til Diernæs gravet helt og aldeles op, så al gennemkørsel var umulig. Vi kørte rundt og rundt og prøvede andre veje, men intet lykkedes.

Men stædighed betaler sig, og næste dag lykkedes det alligevel. Vi fandt til sidst frem til møllen, og det var sjovt at se den fine, gamle bygning, som man synes, man kender så godt. I hvert fald når man er "Nissebande-fan"... ;-)

torsdag den 26. februar 2015

3 superdage

Inden jeg tager til England igen, tager jeg lige en tre-dages superkur, hvis man kan kalde det sådan. Jeg trænger til at få smidt det kilo eller to, jeg tog på i julen, og som jeg nærmest kan mærke, at jeg slæber rundt på.

Tre dage med masser af (grønsags)juice, vand, frugt og ikke andet - det betyder god næring til kroppen og forhåbentlig også tab af det overflødige fedt, hvis jeg kombinerer drikkeriet med traveture.

Jeg er spændt på at se, om jeg kan holde det (men det kan jeg nu sikkert, for jeg er stædig af natur) og - især - om det giver det forventede resultat... ;-)

Foto: Bertholf

mandag den 23. februar 2015

Faaborg og omegn



Vi bor på Johan Ludvigs Bed and Breakfast, som jeg kendte, fordi jeg engang skrev en artikel om stedet - og fra vores værelse har vi udsigt til Brahetrolleborg. Morgenmaden er særdeles lækker, så det varede lidt, inden vi - godt polstrede mod kulden - kom afsted til Faaborg.

Men heldigvis kom solen efterhånden frem og skinnede på os og de smukke huse. Faaborg blev grundigt undersøgt, og efter kaffe med hjemmebag gik vi tur i havnen og pønsede på kommende ture til det sydfynske øhav.






søndag den 22. februar 2015

Fynske dage




Min rare mand er blevet hjemme hos min mor, mens jeg selv er taget til Fyn for at tilbringe et par dage sammen med en god veninde.

Vi mødtes i Middelfart til en frokost og gik tur i de gamle gader, inden vi kørte ud til Hindsgavl.

Og efter en lille tur i parken og ned til vandet, fortsatte vi sydpå til Faaborg, hvor vi nu bor et par dage på en hyggelig bed and breakfast. Den skal jeg fortælle mere om senere...

lørdag den 21. februar 2015

Til minde om Rikke

I går aftes måtte vi for tredje og sidste gang have en dyrlæge til Rikke. Hun fik en hjerneblødning for et par uger siden, og selv om det umiddelbart så ud til, at hun kom nogenlunde over den - så gik det pludselig den forkerte vej.

Vi er allesammen ulykkelige, for sådan er det, når man elsker dyr. For min mor var Rikke-kat det vigtigste i livet, og hun har virkelig været en stor støtte i mange år.

Den lille halvvilde kat dukkede op få måneder, før min far fik at vide, at han var uhelbredeligt syg. Katten flyttede ind og veg ikke fra min fars side den sidste tid, og efter hans død var det min mor, der var målet for hendes opmærksomhed. Hver gang, hun var syg, lå Rikke hos hende i sengen og "passede på".

Så det var en særdeles svær beslutning at bede dyrlægen om hjælp til det sidste farvel. Men beslutningen var rigtig, er jeg sikker på. Vores lille solstråle nåede heldigvis at blive 15 år.

fredag den 20. februar 2015

Kaffe og keramik

I går aftes var vi på besøg hos vores gode venner, keramikeren Bent Rosenvold og Lis i Virum. For ikke at forglemme alle de dejlige dyr, de har - den ene af missekattene var jeg meget tæt på at tage med i rygsækken.

Jeg elsker at se, hvad Bent har fundet på af nyt i sin keramiske produktion. Jeg har selv en skøn ugle og et lille væsen, der titter frem gennem hullet i en stentøjskasse - og nu er det lille væsens familie kommet ud i lyset. Nogle nyder livet i et keramisk badekar; andre holder møde på toppen af kommoden - og den lille fyr her sidder bare og ser betuttet ud... :-)



torsdag den 19. februar 2015

onsdag den 18. februar 2015

En lille smagsprøve på min bog

Jeg har fået lavet sådan en smart "bladreløsning", så man kan få en smagsprøve på min bog. Hvis du vil se den, kan du kigge lige her... :-)

tirsdag den 17. februar 2015

Overskudsagtige gåture

Nogle dage føler jeg mig meget overskudsagtig. Så skal der gås en god, lang tur tur (blandt andet) - også selv om vinden er pivende kold og indbyder til hjemmehygge.

Iført lange termounderbukser, ørevarmere, halstørklæde op til næsen og tyk frakke vandrer jeg afsted på den lange rute, der er planlagt hjemmefra. Man er vel viking.

Knapt halvvejs begynder jeg at tvivle på det fornuftige i projektet. Det ER godt nok koldt; vinden gør sit bedste for at skubbe mig baglæns, men så kan jeg da se frem til en hjemtur i medvind. Det gælder om at finde lyspunkterne...

Så jeg bliver stædigt ved med at gå. Indtil mine fødder stort set går af sig selv, og indtil drømme om lune tæpper og varm kakao bliver næsten håndgribelige.

ENDELIG langt om længe er jeg på vej retur. ENDELIG ved jeg, at målet er inden for rækkevidde. Og når jeg når tilbage efter en time i skarpt trav, sætter jeg mig med god samvittighed til rette i stolen.

Og falder i søvn! Hvor blev det overskudsagtige af?