Flasken blev derefter lykkeligt glemt... af mig, men IKKE af min far!
For når jeg skrantede lidt i vinterens løb, rejste han sig pludselig fra lænestolen og SÅ på mig. "Det er vist tid til at finde levertranen frem"!
Alene tanken var nok til at gøre mig rask. Næsten i hvert fald. For jeg huskede med al gruopvækkende tydelighed, hvor hæsligt det smagte...
Men der hjalp ingen kære mor. Far var allerede ude i køkkenet og i færd med at finde flaske og (spise)ske frem, og han kaldte utålmodigt på mig.
Med bøjet hoved og tunge skridt gik jeg ud til ham, hvor han frejdigt stod klar med den største ske fra skuffen. Den var fyldt til randen med tyktflydende, ildelugtende levertran, som han påstod var så sundt.
Åh puh, jeg kunne dårligt have skeen i munden, men ned skulle det jo! Jeg vidste, at det ikke var en engangsforeteelse, for den følgende ugestid eller så fik jeg en svingende skefuld dagligt.
Indtil jeg igen var frisk og kry. Og jeg må indrømme... om det var levertranens virkning eller ej, så VAR jeg faktisk ikke meget syg som barn... ;-)
2 kommentarer:
Næh, det var ikke det mest velsmagende i denne verden - jeg kan også huske, at vi fik det :-)
Ellen: Jeg tænkte nok, at jeg ikke var den eneste. ;-)
Send en kommentar