Humlebierne og små vilde bier har travlt med at besøge de blomster, der indtil nu er dukket op. Vilde blomster er eftertragtede på en tid, hvor der ikke er så meget andet, så vi prøver at gå uden om de fleste, når der slås græs. Mange blomster er dog så små, at de kun kan ses i jordhøjde, og de er også for små til at slås.
Når jeg graver, møder jeg et utal af regnorme i forskellige størrelser. Fra de mindste små til de største "bamser", der virkelig kan gøre en forskel for jorden. For at forbedre den hårde lerjord "fodrer" jeg den - og dermed også regnormene og alle de andre småkræ, der lever under overfladen. Jeg samler græs og blade op med plæneklipperen og lægger dyner af afklip omkring planterne og på jorden, og derefter lægger jeg sammenrevne småpinde ovenpå for at holde på det.
Det er utroligt tilfredsstillende at vide, at det vil gøre en forskel. Med jævnlig påfyldning og med tiden vil den hårde overflade blive blød og god, sådan som den allerede er de steder, hvor der står løvtræer.
Forleden gravede jeg et hul til en plante og fandt denne her. En oliebille. Fin og blå i solen. Den var stor, og jeg bar den hen til det gamle stenbed, så jeg ikke kom til at træde på den.
Oliebillen har en særpræget levevis, for dens afkom lever som snylter på bier. For at komme frem til biens bolig, tager den lille larve et lift på en forbiflyvende bi. Hvis den altså får muligheden for det...
6 kommentarer:
Hvor er det dejligt, at du selv kan forbedre jorden, som du fortæller.
Naturen er forunderlig - det er da utroligt, at oliebillens afkom lever som snylter på bier.
Vi må gøre alt, hvad vi kan for humlebierne og de vilde bier. Jeg såede et utal af frø af vilde planter i efteråret. Men ikke én af dem er kommet op ...
Madame: Ja jorden her er stenhård, fordi der har gået heste, så der skal noget til for at gøre den blød og god.
Hvor underligt, at ingen af dine frø er kommet op. Det skal siges, at jeg heller ikke altid har været heldig med frø - men måske kommer de lige pludseligt.
Jeg har selv spredt en masse frø ud på den ene lille mark, for visse planter kan også gøre jorden god. Honningurt er én af dem, som bierne samtidig sætter stor pris på :-)
Tusind tak for tippet om honningurt - det lyder godt, at den kan gøre jorden god, og at bierne samtidig sætter stor pris på den :-)
Madame: Det er en sjov plante, som man tit bruger i økologiske haver. Jeg har også købt kællingetand og kløver - og så solsikkefrø. Jeg er spændt på, om bare noget af det lykkes. :-)
Når man har en have, behøver man hverken at gå ned på arbejde eller planer, og du har rigtig gode planer med jeres :-)
Det er dejligt at læse om dine tiltag og din åbenbare nydelse ved at føre tankerne ud i livet.
Honningurt ser vi oftere og oftere langs vejene og i markskellene, synes jeg. Det er fint at se, hvor godt landmændene har taget imod tanken om at etablere faunastriber.
Ellen: Du har helt ret - og når man har en stor have, har man store planer. Desværre følger energien ikke altid helt med... ;-)
Men jeg nyder det. Jeg elsker at gå og rode i jorden og at se på alle de fugle, der er her.
Honningurt så jeg første gang for mange år siden i Valbyparken, hvor man dengang (og vist stadig) har nogle små "temahaver". En af haverne havde et stort område med honningurt - det lignede et blåt minihav, og det duftede sødt af honning og var fyldt med summende bier. Det er det, jeg gerne vil efterligne nu... lad os se, om det lykkes... :-)
Send en kommentar