Farvel til kaninbjerget

Nu er bilen pakket (= stoppet til bristepunktet), og turen går hjemad via Eurotunnel. Men undervejs gør jeg et lille stop i Brugge, hvor jeg vanen tro har taget en ekstra dag. Mine to år i Belgien har sat sine spor, og jeg holder så meget af både Bruxelles, Gent og – især - Brugge.

Jeg plejer at bo hos søde Caroline på hendes aldeles vidunderlige Bed and Breakfast lige midt i den skønne, gamle by, men alt var desværre udsolgt denne gang. Så jeg måtte søge efter noget andet og fandt et rigtig godt ”sidste øjebliks tilbud” på et lille hotel, hvor jeg har boet et par gange før.

Om ikke så længe skal jeg slentre rundt i de brostensbelagte gader, som jeg kender så godt, drikke kaffe på min yndlingscafé med de ekstremt lækre kager, kigge på små, smarte butikker og hygge mig på et charmerende værelse, når fødderne er slidt ned.

Vi ”ses” igen på torsdag. Ha' det godt så længe...

Akrobat – Oh!

Oppe under taget ved mit soveværelse bor dette smarte egern, der formår at spise med hovedet nedad – hængende i ét ben. Man skulle dog ikke tro, at det var sådan et blødt og letbenet lille dyr, når det vågner om morgenen, for det larmer utroligt meget. BUM, KRASH, BANG lyder det deroppefra – man kunne godt ønske sig lidt mere hensyn af én, der får gratis husly og maden serveret…!

Bluebells i skoven

I dag har det været regnvejr. Øsregn fra morgenstunden og nu bare lidt gråt, men stadig mildt. Fuglene har nydt det, tror jeg. Der har været ekstra meget aktivitet ved træet med fuglenødder, så måske har insekterne holdt sig indendørs...

Jeg kom i tanker om den morgen, jeg listede ned i skoven for at se de bluebells, der efter sigende skulle vokse dér. De var der skam. Ikke så mange at skovbunden var et imponerende hav af blåt, men nok til at gøre den smuk. Se bare...

Sidste udflugter...

Nu har jeg været på de uigenkaldeligt sidste udflugter for denne omgang. I forgårs tog jeg endnu en tur til Wales - denne gang stik vestpå - og i går var jeg ude og besøge to meget søde og specielle haver i Warwickshire.

Det var i øvrigt festligt at køre igennem den gamle by Warwick på vej hjem (i myldretiden, på en "bank holiday weekend" fredag), for alle veje er ensrettede og mange af dem så smalle, at der kun kan køre én bil ad gangen. Nå, men det gik fint; man er vel hærdet...

På turen til Wales kom jeg til et hyggeligt tea room, som jeg har besøgt en enkelt gang før for to år siden sammen med min rare mand - og tænk, indehaveren kunne genkende mig. Oh, you're the lady with the house in Worcestershire... Det er et sjovt sted, for det er bare et ganske almindeligt beboelseshus, hvor man har indrettet stuen til servering. Men hyggeligt er der, og kaffen er god.

I weekenden skal jeg hygge og pusle om mig selv og huset, for på mandag skal jeg begynde hjemturen. Der kommer feriegæster, så den går ikke længere. Og mon ikke også min rare mand savner mig? Jeg savner i hvert fald ham...

A nice cuppa

I dag har jeg fået de sidste varer til butikken - nemlig disse meget store tekopper.

De er dog ikke til te, men til planter - for der er hul i bunden.

De passer da perfekt til en engelsk butik, ikke?!

Jeg har noget med træer

Ja, jeg ved det godt – jeg har også noget med ugler og bier og grævlinger og alt muligt andet. Men træer er så vidunderlige, store og trygge og dejlige.

En af de ting, som jeg elsker særdeles højt ved huset her, er alle de gamle træer. Langs den mindste mark vokser adskillige kæmper, der må have oplevet lidt af hvert. Og lige udenfor vokser TRÆET. Min absolutte yndling - husets vågetræ.

I gamle dage plantede man et træ i nærheden af huset, og det var netop meningen, at det træ skulle passe på huset og dets beboere. Mit vågetræ er et gammelt egetræ. Det har en tyk og furet bark, og en stor del af træet er hult.

Når jeg går forbi det, klapper jeg det altid. For dengang jeg så frygtelig gerne ville have Hollymount, indgik vi en aftale, træet og jeg. Jeg lovede, at jeg ville vogte over det og aldrig nogensinde fælde hverken det eller de øvrige familiemedlemmer nede på marken – hvis det til gengæld ville hjælpe mig med at få huset.

The rest is history…

Når nu jeg vinder i lotto...

... så kunne jeg altså godt tænke mig sådan én her! Er den ikke nuttet?!

Fototur

Også i dag har jeg været på udflugt – men denne gang var formålet fotografering til ANGLOFILIA bladet. Jeg havde hørt om en meget spændende have i Wales, som jeg ville ned og fotografere, og udturen gik ad de mindre veje – ikke på motorveje. Det tager tre gange så lang tid, men det er mindst ti gange så morsomt.

Jeg holder meget af Wales! Der er sådan en smuk natur, og der er en masse skov. Jeg kørte på smalle, snoede veje gennem skovdækkede bjergområder, og lige pludselig var der et skilt. Tea Shop stod der - på en jernbanestation! Det måtte lige undersøges.

Det var et vidunderligt sted. Jeg sad og spiste min medbragte frokost uden for en stor togvogn, hvor der var indrettet informationscenter og butik, men jeg kunne altså også have spist eller drukket kaffe i den gamle stationsbygning. Der var utroligt hyggeligt, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg kommer her!

Haven viste sig at være lige så spændende, som jeg havde ventet, og jeg fik taget et væld af billeder. Og da jeg bagefter drak eftermiddags te med Welsh Cakes til, fik jeg besøg. En lille rødhals, der også ville have en bid med…



På vejen hjem stoppede jeg op for at spise aftensmad på en pub. Ejerens hund bød mig velkommen og holdt sig begejstret til, for her var da én, der gad kaste bold. Det gjorde vi så en hundrede gange...

Shoppingtur

Man kommer jo ikke udenom lidt shopping, når man er i England. Der er ikke noget, jeg dyrker så meget mere – for når man selv har butik, får man ligesom dækket behovet...

Men dagens tur gik alligevel til Bath, som jeg holder meget af, og som kun ligger en times tid herfra. Og jeg fandt da både noget lækkert og meget behageligt tøj fra min yndlingsbutik, Hampstead Bazaar, en lip shine fra Body Shop, tre par sokker med blomster og striber (!) fra Marks and Spencer og et par gode bøger.

Den ene bog var så fin, så fin. Den hedder Venetian Journal og har det smukkeste omslag, jeg længe har set. Bladene har forgyldte kanter, den er fyldt med dejlige fotos fra Venedig (som jeg er ret vild med) og så er der plads til notater og opskrifter. Den skal nu nok bare ligge fremme til pynt og glæde, for jeg tror ikke, at jeg nænner at skrive i den!

AV, mit hoved!

Der er adskillige egern i haven, og i går var der travlhed i egetræet, hvor ungerne pilede rundt. Hen under aften kom et voksent egern med et ungt egern på slæb – de skulle hen og besøge foderkassen. Det var så tydeligt, at det store egern skulle vise det lille egern, hvordan det nu gik for sig.

Store egern: Se her, man løber hen over taget og hopper ned på grenen. Sådan.

Lille egern: Okay, nu gør jeg det også. Uhh, der er da lidt langt ned. Jeg tør vist ikke. JO, jeg turde alligevel!

Store egern: Så sætter man sig her på kassen og åbner låget. Sådan her – med hovedet!

Lille egern: Okay, nu prøver jeg lige. Arj, en masse nødder. Skal man ikke bare kravle helt ned i kassen?

Store egern (lidt stram): Nej, man skal ikke kravle NED i kassen. Man skal bare dykke ned, tage en nød og så trække sig tilbage, så en anden én kan komme til.

Lille egern: Okay, så gør jeg det. Man kan også hoppe op på låget. Se, hvad jeg kan!

Store egern (arrigt): Du skal ikke hoppe op på låget, når jeg har hovedet i klemme! Jeg skal gi’ dig, skal jeg!

Er der noget at sige til, at jeg kan bruge så lang tid med bare at kigge…?!