fredag den 20. maj 2011

De dejlige dråber


Jeg har i mange år haft aromaterapi som hobby. Den slags bruges meget i England, så selvfølgelig var det her, jeg første gang blev præsenteret for det. Siden har jeg købt et stort udvalg af små olieflasker med hver deres duft og hver deres virkning.

Jeg bruger aldrig aromaterapien på andre end mig selv - joh, min rare mand har da også stået for skud en enkelt gang eller to. Nogle af olierne er ret potente, og man skal vide, hvad man har med at gøre. Andre er milde og blide, men alligevel effektive.

Lavendelolie er en mild olie, som man ikke kan gå så meget galt i byen med, og den kan bruges til utallige ting. Den olie henter jeg selv sammen med lavendelprodukterne til min butik, for der dyrkes lavendel på markerne blot en halv time fra mit engelske hus. Lavendelolie - og også pebermynteolie - er f.eks. meget virkningsfulde mod hovedpine.

Neroli er én af mine yndlingsolier, men den er meget dyr. Til gengæld er det den vildeste luksus at blande sig en body-olie af en god vegetabilsk olie (f.eks. mandel-, abrikoskerne- eller jojobaolie) med bare et par dråber neroli - eller tage et karbad med havsalt og neroli. Man optager olien gennem huden og duften gennem næsen og får det aldeles vidunderligt!

En af mine store fornøjelser er at blande olier bare for duftens skyld, for jeg elsker dufte. Jeg har blandet en dejlig juleduft af kanel, ylang ylang, rosentræ, cedertræ og orange - og den fyldte hele huset med sin skønne aroma. Andre dufte, f.eks. citron og lavendel, får huset til at dufte rent og frisk. De fleste olier er antiseptiske og bakteriedræbende (nogle i meget høj grad!), så de er velegnede til rengøring.

Jeg tror fuldt og fast på aromaterapiens virkninger - jeg har afprøvet så mange af olierne på mig selv i givne situationer og altid med succes. Og jeg elsker at sidde som en anden "grøn heks" og fremstille den ene velduftende blanding efter den anden... :-)

NB: Det er stor forskel på rene olier til aromaterapi og så syntetiske olier. Sidstnævnte er kun til duftbrug og må aldrig kommes på huden...

Katteglæde


Dejligt at man stadig har en kat i huset! Også selv om det er en "lånekat"... ;-)

torsdag den 19. maj 2011

Homeøpati til hunde og katte


Da jeg i går kiggede efter Feverfew tabletterne, fordi de skulle fotograferes, fandt jeg to flasker med et homøopatisk middel til hund og kat. Det hedder Nux vomica - og jeg købte det til Puskis, der af og til led af forstoppelse. Jeg nåede dog aldrig at få brugt det til hende, så jeg ved ikke, om og hvordan det virker.

Flaskerne holder til april 2012, og jeg vil gerne give dem videre til to, der kunne tænke sig at prøve det på deres dyr. Send mig en mail med adressen, så sender jeg en flaske. Jeg kan som sagt ikke anbefale produktet, for jeg fik aldrig prøvet det af, men producenten er velanset i England.

Ifølge Denes virker det således:

Helps with constipation, restoring the digestion after an upset, helps detoxify the liver and stimulates the appetite. It can also help in cases of vomiting caused by overeating or change in diet, strengthening weak back legs and for low grade lower back pain.

Ingredients: Nux vomica 30c

Dosages: Dose by mouth or on food

Severe conditions: (acute or intense) 5 drops every 3 - 4 hours

Chronic conditions: (long duration, persisting) 5 drops twice daily

onsdag den 18. maj 2011

Hjælp mod migræne


Plantemedicin og urter har interesseret mig i mange år, og jeg har tygget mig igennem utallige engelske bøger om netop disse emner. Jeg har også gjort mig mange gode erfaringer, og én af dem er et middel mod migræne, som min rare mand er utroligt glad for.

Han led meget af migræne, da han var yngre, og selv om der heldigvis nu er langt mellem anfaldene, så kan de stadig dukke op. Men der er hjælp at få, for på et tidspunkt stødte jeg på Fewerfew, som i England er et gammelt og særdeles velkendt middel mod migræne.

Hvis tegnene på et kommende migræneanfald viser sig, behøver han blot at tage et par tabletter – så fortoner migrænen sig lige så stille. Måske bliver den til en let hovedpine i stedet for, men det er jo ikke nær så slemt. Så er der noget at sige til, at jeg altid sørger for at have nogle Feverfew tabletter i huset?

Fewerfew er det engelske navn for urten matrem, der også herhjemme blev brugt - og måske stadig bruges - mod hovedpine. Jeg ved, at enkelte kan være allergiske over for planten, og man skal undgå at bruge den, hvis man er gravid. Men det skal man nu med medicin i det hele taget…

tirsdag den 17. maj 2011

Gode naboer


Da vi købte vores engelske hus, blev vi modtaget med åbne arme af naboerne. De syntes vist alle sammen, at det var ret sjovt, at vi - der havde lejet huset i ti år forinden - nu pludselig var blevet ejere af det.

Nu skal det med naboer tages med et gran salt, for de ligger så langt væk, at de kommer kørende i bil. Hvis jeg står på tæer ved vinduet i det ene af værelserne, kan jeg om vinteren, når der ikke er blade på træerne, se ned til et par af husene, men det er også alt.

Måske er et godt naboskab nok så vigtigt på landet, hvor man er langt fra alting, for der kan jo opstå situationer, hvor der er god brug for hjælp. Jeg kan huske dengang, hvor der var oversvømmelse så mange steder i England; der var et sammenhold og en hjælpsomhed uden lige. Englænderne er gode til den slags. De er gode til at stå sammen, når det gælder. Det er én af de mange ting, jeg holder så meget af ved England... :-)

mandag den 16. maj 2011

MANDAGSTEMA: Farverig

Mandagstemaet er FARVERIG - og det får mig straks til at tænke på gyldenlakker...

De findes i så mange smukke farver, og de lyser så dejligt op på en grå forårsdag. I England hedder de "wallflowers" af en eller anden grund - måske fordi de tit bliver plantet ved husmuren? Men det gør de nu ikke altid; i rundkørslerne lige uden for Worcester står de tæt i alle deres mangfoldige farver - og det er et syn, man kun kan blive i godt humør af. :-)

Du kan se flere bud på ordet her...

søndag den 15. maj 2011

Det nye ANGLOFILIA magasin


Det nye magasin var lige blevet afleveret fra trykkeriet, da jeg kom hjem, så nu ved jeg, hvad jeg skal lave i morgen. Men i dag vil jeg prøve på at få plads til alle mine indkøb i showroom og på lager, hvilket i sig selv er en udfordring,

Turen hjem gik fint, men du godeste, hvor Fyn var helt væk i regn. Vi kørte med 80 km i timen på motorvejen, for det stod ned i torve, og på et tidspunkt spekulerede jeg faktisk på, om regn kunne slå hul i biltag, for det lød så voldsomt...

Men nu er jeg her hos min rare mand igen, og jeg tror, at han blev glad for at se mig...  ;-) Ti hi...

lørdag den 14. maj 2011

Nyhedsbreve og andet nyt...


Jeg holder meget af sådan en sejltur som denne, for turen har været blid og stille. Her til morgen listede jeg ud og hamstrede morgenmad, som jeg kunne spise i kahytten: Friske rundstykker, cornflakes, juice, te, små lune pølser og baconstykker m.m.

Sådan lidt "the full English"; bare på dansk...

I går fik jeg sendt mit ANGLOFILIA nyhedsbrev ud, og nu sidder jeg og arbejder på det næste. Man kan jo lige så godt udnytte tiden, og det fungerer fint. Der er så mange nye ting, jeg gerne vil vise, og det er sjovt at sætte nyhedsbrevet op. Det synes jeg i hvert fald nu, hvor jeg har fundet ud af, hvordan det hele virker...

Vi er i land klokken 13.00, og så skal jeg køre tværs igennem Danmark. I regnvejr?! Jeg synes ellers, at solen skinnede så dejligt i går, så hvad er nu det for noget??  ;-)

fredag den 13. maj 2011

På vej hjem



Så går turen hjemad! Jeg sidder her i min fine kahyt, og jeg må indrømme, at jeg nyder den luksus det er at vælge "commodore class". Så er der plads til at brede sig på, og man kan gå ud i opholdsrummet, når man trænger til at strække benene. Sådan en tur kan være ren afslapning - hvis det altså ikke gynger! Det tror jeg nu ikke, at det gør i dag... ;-)

I den engelske sikkerhedskontrol blev jeg mødt af ordene "Does everything fall out, if we open the door"? JA, monikke - men jeg tilbød venligt at åbne døren for dem. De grinede og så ud til at være helt imponerede over, at jeg kunne få proppet så meget ind i bilen. Og alligevel var jeg - til min store fortrydelse - nødt til at efterlade en hel del i Hollymount...

torsdag den 12. maj 2011

Et par sko mere...



I dag var jeg bare en lille halvdagstur til min "egen" by, nemlig Worcester. Floden løber lige igennem byen, og det er så hyggeligt at gå tur langs med den eller sidde på den lille café, der ligger helt ned til den. Der er også en meget flot katedral og et væld af gamle huse - men selv om den har så meget at byde på, er den nok ikke helt så berømt som f.eks. Stratford.

Jeg havde lovet min rare mand at købe nogle gode grafiske magasiner med hjem - sådan nogle har de mange af herovre - og andet skulle jeg såmænd ikke. Jo, lige en kop kaffe i COSTA på hovedgaden og så bare hjem.

Men fristelser lurer overalt. Og der ligger en meget dejlig skobutik i Worcester...