fredag den 9. september 2011
Strikkedrømme
Der hentes strikkeblade på biblioteket og granskes opskrifter. Der studeres og vurderes og bestilles garn. Det er alt sammen vældig sjovt og spændende - og det allermest spændende er, om jeg overhovedet kan huske at strikke... ;-)
torsdag den 8. september 2011
Tilbagetransportering
Det er sjovt, at man nogle gange kan blive ført tilbage til et ganske specielt sted og en ganske speciel tid. På gårsdagens gåtur i rusk og småregn var der pludselig noget ved vejret og stemningen, der førte mig tilbage til dengang, hvor jeg som femtenårig gik med aviser.
Jeg ved ikke, hvordan en gåtur på villavejene i Gentofte kan transportere mig til et forstadskvarter i Rødovre, men sådan var det bare. Og det var endda en helt speciel dag, som jeg husker ganske tydeligt.
Det var lørdag eftermiddag, og vejret var altså helt som nu. Gennem et halvåbent vindue hørte jeg klokken slå og radioavisen gå i gang. Hvilket betød, at jeg skulle skynde mig med de sidste aviser, for jeg havde lovet mig selv, at jeg skulle være hjemme klokken 15.00. Lige præcis den eftermiddag var der nemlig en meget interessant portrætudsendelse om fire for mig ret ukendte fyre fra Liverpool: The Beatles var netop kommet ind i mit liv.
Et kvarter senere var den sidste avis puttet gennem brevsprækken, og jeg drønede på min cykel hele vejen fra Rødovre til Frederiksberg på rekordtid. Styrtede op på 4 sal, vaskede mig og fik tændt for det sort/hvide fjernsyn. Og frem tonede de fire langhårede unge mænd, der kom til at sætte deres præg på min ungdom og var med til at danne grobund for min spirende musikinteresse.
onsdag den 7. september 2011
Lutter nydelse
Jeg må indrømme, at jeg er i mit es i øjeblikket. Dette her efterårsvejr er det bedste, jeg ved, og jeg er sikker på, at jeg griner saligt, når jeg går mine ture. Man bliver så dejlig forfrisket af traveture i blæsevejr, og jeg har slet ikke lyst til at beherske mig; jeg går og går, indtil mine ben næsten går af sig selv.
Alle vegne er der smukke syn - som dette her i lutter røde og grønne farver. Jamen, er det ikke fantastisk flot?!
tirsdag den 6. september 2011
Selvforsynende
Lige siden jeg var ung, har jeg været meget optaget af det med selvforsyning. Sammen med min far anlagde jeg køkkenhave og dyrkede kartofler i villahaven og senere i sommerhushaven; vi diskuterede kompostering og sprøjtning med brændenælder, der lugtede så fælt og virkede så godt. Jeg var - og er - vildt fascineret af regnormenes liv og deres evne til at forbedre jorden, så enhver regnorm bliver behandlet med respekt her hos mig.
Hvorfor kom jeg til at tænke på det? Jo, fordi jeg tilfældigvis så et klip af en serie, som jeg slugte med begejstring i halvfjerserne. Det gode liv! Om at "stå af ræset" og være selvforsynende i et engelsk forstadskvarter - selvfølgelig godt krydret med en god portion engelsk humor.
Romantisk dagdrømmeri? Måske, og så alligevel ikke. Flere og flere englændere er begyndt at dyrke deres egne grønsager i kolonihaver og køkkenhaver ved byerne, og mon ikke danskerne snart følger efter. Jo mere teknologi og vækst - jo mere vil vi tilbage til rødderne. Det er helt naturligt! ;-)
mandag den 5. september 2011
Sjip sjap
Sikke et vejr! Det har sjasket ned hele dagen, men mon ikke det har det over det meste af Danmark? Sådan en landsdækkende våd og grå mandag. Mine to parakitter er helt ligeglad med regnen; de sætter sig tværtimod helt hen til tremmerne, så de kan få vandstænk på de farvede fjer. Parakitter er nogle rigtige badenymfer...
Jeg glæder mig ikke så meget over regnen, som jeg ærlig talt er lidt træt af, men over udsigten til mit æbletræ, der står og lyser op derude på den våde græsplæne. I år er det spækket med rødmende æbler i modsætning til sidste år, hvor der var spindemideting over det hele og næsten ingen høst.
Hvis ellers ikke et stormvejr kommer mig i forkøbet, så er der masser af æbler til gnaskning, til æblemos og til den dejligste, hjemmelavede æblekage. MED flødeskum! :-)
søndag den 4. september 2011
God weekend
Det har været en god weekend! Lørdag med brevstemning og hygge med mor - og søndag med solskin og gåtur i parken. Foran det gamle hus står de flotteste agapanthus i krukker og giver farvekontrast til de hvide mure. Er det ikke et dejligt syn?
fredag den 2. september 2011
Hollymount - nu til seks
Fra den 1. januar ændrer vores engelske hus status, så det fremover kun udlejes til max. 6 personer. Til gengæld ryger det ned i en billigere prisgruppe, så flere kan nyde godt af det.
Ville bare lige sige det, hvis nu nogen er begyndt at tænke på sommerferie næste år... :-)
torsdag den 1. september 2011
Koncert i Garnisonskirken
I dag er der koncert i Garnisonskirken i København. Smuk barokmusik spillet af dygtige musikere: Concerto Copenhagen, som jeg har haft den fornøjelse at skrive en artikel om.
Til gengæld får jeg nu muligheden for at stå i kirken med mine magasiner, så flere kan lære dem at kende. Det glæder jeg mig til. Og jeg glæder mig til at "smuglytte", for jeg elsker barokmusik. Der skal spilles musik af Muffat, Corelli og Händel.
Det kan kun blive godt! :-)
onsdag den 31. august 2011
Bank Holiday
Af og til får jeg stikord fra de emner, som folk har søgt på, når de lander hos mig. Et af dem er Bank Holiday, som er en officiel fridag i England.
Da vi i sin tid begyndte at rejse i England, lærte vi begrebet at kende på den hårde måde. Jeg havde nemlig ikke opdaget, at uger med denne fridag (der ligger på en mandag, så englænderne får en god, forlænget weekend) var dyrere end andre uger, når der skulle lejes hus.
Det betød selvfølgelig også, at der var bilkøer på landevejen, og jeg husker især engang, hvor vi skulle helt til Cornwall, og hvor vi på grund af netop denne fridag lå i kø det meste af vejen. Der er meget langt fra Heathrow lufthavn til Cornwalls yderste spids, når man kun kører med 40 km i timen…
Senere lærte vi behændigt at undgå disse dage – og uger. Med enkelte undtagelser ligger fridagen på den første og den sidste mandag i maj og den sidste mandag i august (medmindre man er i Skotland, hvor det er den første mandag i august).
Bare et lille tip, hvis nogen skal til England næste år…. :-)
tirsdag den 30. august 2011
Masser af tegneserier
Vi er stadig i gang med den store oprydning, for den er tilsyneladende endeløs. Men hvor er det dejligt, at bunkerne ganske, ganske langsomt bliver mindre. Forhåbentlig kommer vi ud på den anden side i en "slankere" og mere let udgave - sådan i overført betydning...
Selv om det gør godt, så gør det også lidt ondt, som jeg tidligere skrev. Og nogle af de ting, som vi ville have forsvoret, at vi nogensinde ville skille os af med, ryger alligevel. Det gælder blandt andet de tegneserier, som min rare mand samlede på i sine yngre dage. Asterix, Natacha, Splint & Co., Tin Tin og mange andre. En stor del af dem købte jeg i min store forelskelse til ham, og andre fandt han selv, når vi var på besøg i de listige tegneserie-butikker inde i København.
De har stået i skabet i årevis, og nu ryger de lidt efter lidt. Får nye hjem hos andre, der sætter pris på dem. Lidt vemodigt, men vi tænker frem - og glæder os til planerne lykkes... :-)
Abonner på:
Opslag (Atom)