Det er koldt derude...

Uf, hvor er det frysende koldt i dag. Heldigvis kan jeg sidde inde i min lune stue og skrive, men dyrene udenfor har det ikke så sjovt.

Min mor har været ude med frø og nødder fra morgenstunden, og jeg har været ude med gennemskårne æbler og vand. En stor kedel kogende vand til optøning af vandtruget, som derefter blev fyldt med drikkevand og flyttet hen i solen, så det forhåbentlig kan holde frostfrit lidt længere.

Det var meget populært! Adskillige solsorte kom straks til for at drikke, og da jeg kiggede af vinduet lidt efter, stod fugle i alle størrelser nærmest i kø.

Vand er så vigtigt i disse frostfyldte dage, så jeg må holde øje og gå ud igen med ny forsyning lidt senere.

Regnskabets time

Vi har et ældre Ludospil, der i mange år - sammen med et spil kort - har været med os på rejser. Så afholder vi en lille "dyst", der bliver opkaldt efter ferien: Riverside Cottage dysten eller Bath House dysten.

Det var også med i autocamperen og i sommerhuset, og der bliver selvfølgelig ført regnskab med spillene, indtil den ultimative ferievinder er kåret. Jo, der er skam krig på kniven - på den allermest venskabelige måde... :-)

De små regnskabsark ligger stadig i æsken, der er ved at udvikle sig til et historisk dokument, for de går helt tilbage til begyndelsen af 1990'erne. Så hvis jeg ikke kan huske, hvornår vi har været hvor, så kan jeg altid kigge efter her...

Ja ja, man har de fornøjelser, man selv skaber...ti hi

Smukke ord

Had I the heavens' embroidered cloths,
Enwrought with golden and silver light,
The blue and the dim and the dark cloths
Of night and light and the half light,
I would spread the cloths under your feet:
But I, being poor, have only my dreams;
I have spread my dreams under your feet;
Tread softly because you tread on my dreams.

W. B. Yeats

Kyndelmisse og gode gaver

Når man nu er født på Kyndelmisse, så er det næsten altid pivhamrende koldt på ens fødselsdag. Trangen til at tage på hygge-oplevelsestur ligger et meget lille sted, medmindre turen kan gå til et opvarmet butikscenter eller et lunt museum.

Men i dag har familien arbejdstravlt, så hyggeturen må vente til senere. Pyt med det. Hellere fylde sig med fastelavnsboller og andre gode sager inde i varmen, mens man forsker lidt i fødselsdagsgaverne.

De var nemlig vældig fine! :-)

I dag er det...

I dag skal jeg have sådan ét på, for jeg fylder år. Mange år!

Men den slags kan man tage i strakt pote, når man føler sig som 27 indeni... ;-)

Morris Dancers

I går fortalte jeg om vores ferie i en lille landsby i Sydengland. Komplet med lokal byfest. Til den slags hører gerne de såkaldte Morris Dancers; en gruppe dansende mænd (eller kvinder) med viftende tørklæder, stokke og klokker på strømpebenene. Hattene er ofte pyntet med blomster, og netop dét er pointen – for de dansende byder foråret velkommen. Det er en århundredgammel tradition, der er blevet genoplivet i nyere tid.

Udover dansen var byfesten med karruseller, dukketeater, eftermiddagste og hjemmebagt kage i opstillede telte og alt det, der ellers hører sig til. Det var - og er - en fornøjelse at møde englænderne på denne meget afslappede måde, og der er tit mulighed for det, for mange småbyer byder foråret velkommen med sådan en udendørs festlighed.

Foto: James UK

Længsler og drømme

Man skal ikke forbavses over mine hyppige rejseindlæg i denne tid. De skyldes en utilsløret udlængsel på et tidspunkt, hvor jeg godt kan glemme alt om ferier og rejser. Så må man drømme i stedet for...

På et tidspunkt, hvor rejser var realiteter og ikke drømme, boede vi i dette meget charmerende og meget gamle hus. Det var noget helt, helt andet end noget, vi før - og siden - har prøvet, for huset lå midt inde i en lille by i Sussex.

Så i to uger var vi en del af bylivet med besøg i det lokale bibliotek, der lå lige ved siden af, og i kunstgalleriet, der lå lige overfor. Der var også byfest med dans og skæg og ballade, og om aftenen faldt vi i søvn til bægerklang, for der lå en pub lige til højre for huset.

Det lavloftede hus var utroligt hyggeligt, og vi mødte for første gang udtrykket "duck or suck", som der stod på et lille skilt på en meget lav bjælke. Der var to små soveværelser ovenpå, en hyggelig stue og en lillebitte tilbygning af træ bagtil, hvor min mand nedsatte sig med sine tegnesager, og i spisestuen blev udkæmpet de sædvanlige slag i Ludo og kortspil. Sådan som det hører sig til på vores ferier...

Et bjerg i tasken

Når man bestiger ét af de skotske bjerge over 915 meter, der også kaldes Munros, siger man, at man "bagger" en Munro. Og så tager man ét ad gangen, indtil man kan prale af at have "gjort" dem alle. Der er vist næsten 300 af dem, hvoraf Ben Nevis er det højeste.

Det er lidt det samme som at komme Himmelbjerget i tasken, men ikke helt... ;-)

Jeg har aldrig besteget nogle af de skotske bjerge, men jeg har skam været helt oppe på toppen af Old Man Coniston i Lake District. Vi boede nemlig lige ved siden af, og fra vores lejede hus havde vi udsigt til den 800 m høje top.

Og en dag begyndte vi at gå opad. Vi fulgte den stenede sti, der blev smallere og smallere og til sidst forsvandt, og selv om det egentlig ikke var hensigten, så blev vi ved med at gå op. Der var det dér med "arj, vi går liiige op til den næste sten...".

Og pludselig var vi der. Helt deroppe hvor alt er tyst og stille, hvor ørne svæver, og hvor der er udsigt over alverden... sådan føles det i hvert fald. Det var et flot syn. Og jeg var lidt stolt.

Men om jeg nogensinde kommer op på alle de skotske Munros og bliver en ægte Munroist - det tvivler jeg nu på...

Foto: Anne Robert

MANDAGSTEMA: Iskold kunst

Mandagens tema hos Helene er "iskold kunst" - og den slags er ikke så svær at finde i dag.

I vores lokale park er der både naturlige kunstværker og menneskeskabte, og selv om disse klippede bede er så smukke om sommeren, når de er fyldt med duftende roser, så er de da også meget kønne på denne årstid, når de står delvist dækket af hvidt...

Den bedste af dem...

I går så vi den anden af de to Joanna Lumley DVD'ere, som jeg fik i julegave - og denne gang var det Afrika, der var målet. Skuespillerinden fulgte nemlig Nilen hele vejen fra den ene ende til den anden, og kom derved ikke bare gennem Ægypten, men også gennem Sudan, Etiopien, Uganda og Rwanda.

Det var en meget spændende og meget betagende rejse, og Joanna Lumley præsenterede den med humor og varme. Vi nød de fire afsnit til fulde, for selv om jeg er meget interesseret i ægyptologi, kommer jeg næppe nogensinde så langt mod syd.

Jeg er blevet mindre eventyrlysten og også lidt af en hare på mine ældre dage, og så er det jo godt, at der er andre, der ikke er det..