Historiske huse - den vigtigste del

Og det allervigtigste: Kaffen og kagerne!!

I de fleste historiske huse med respekt for sig selv er der indrettet en café - enten i en stue, i køkkenet eller måske i et drivhus. Hvis vejret er godt, sidder man udenfor i haven, men ellers er det nok så hyggeligt at trække ind i læ.

Og så sidder man der og smovser, mens man nyder livet og tænker på, hvorfor man ikke bare gør det hele tiden...?

Lidt mere om historiske huse

Som jeg skrev om i går, er en af vores yndlingsbeskæftigelser i England at besøge de historiske huse.

Det gjorde vi også denne gang, og udover det med tilladelse til fotografering er der også sket andre ændringer i tidens løb.

I et af husene blev vi budt indenfor, som om vi var gæster og venner af familien. "Kom indenfor og sæt jer her i sofaen foran pejsen og snak lidt med mig", sagde en af kustoderne, der sad og så hyggelig ud.

Hun fortalte så, at man netop var begyndt at opfordre folk til at se huset mindre som et museum og mere som et "familiebesøg". Der lå gamle breve og dagbøger fremme, som man var velkommen til at kigge i, og det gjorde jeg selvfølgelig. Ganske forsigtigt, for det var sarte dokumenter med silkebånd om.

På de stole, som man helst ikke måtte sidde på, fordi de var skrøbelige, var der diskret lagt en tørret tidsel, mens man var velkommen til at slå sig ned på andre.

Jeg gætter på, at nogle af disse mere "familiære" tiltag mest benyttes, når der ikke er så mange i huset. Og selv om jeg synes, at det er en herlig idé, så kan jeg også have mine betænkeligheder. For jeg har set, hvor klovnet nogle af de besøgende kan opføre sig. Ikke alle har lige stor respekt for de fine, gamle ting...

Historiske huse

Én af de ting, jeg virkelig holder af i England, er de mange historiske huse og haver, og jeg benytter enhver lejlighed til at besøge dem, jeg kan komme i nærheden af.

Nogle gange er det nye oplevelser - andre gange er det et kært gensyn. Det sidste gælder selvfølgelig især de steder, der ligger i nærheden af mit eget hus.

Ét af de huse, vi besøgte for nylig, ligger i Wolverhampton i nærheden af Birmingham. Moseley Old Hall; et fint gammelt hus fra det 17. århundrede.

Tidligere var det ikke tilladt at fotografere inde i husene, men nu er man mere fleksibel - så længe man bare ikke bruger blitz. Så vi benyttede os af muligheden og af solen, der forsigtigt tittede ind gennem de blyindfattede ruder.

Et rullende sommerhus

I nat drømte jeg om vores autocamper - den, vi havde, der blev totalskadet på værkstedet (!).

Og selv om vores "Henny" havde en "top", som vi ikke ville have i dag, fordi det allerede dengang ikke var den nemmeste ting at kravle derop og sove - så var den bare så superdejlig.

Det hele kom tilbage til mig i drømmen. Vi havde indrettet den med glade farver og tykke puder, så den var magelig og god. Der var smarte "systemer", så ting ikke skvattede ned under kørslen. Og skabene var fyldt med alt det hyggelige: Et par gode bøger til hver, tegneblokke, strikketøj, blade etc.

Der var solfanger, så vi kunne lave lidt gratis strøm på en lys dag. Og der var et lunt skab, så regnvådt tøj hurtigt kunne blive tørt.

Vi elskede den vogn og havde så mange dejlige oplevelser. Især i Danmark og i England, men også i Sverige, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland.

Jeg tror, at jeg er ved at få abstinenser...

Bag nedrullede gardiner

Selv om det egentlig passer mig fint at holde fri, så går det desværre ikke altid. I dag sidder jeg med solen udenfor og mig selv bag nedrullede gardiner, og det er på ingen måde nemt.

For den lokker jo... efterårssolen. Lokker til oplevelser og indtryk og alt det, som jeg har så meget lyst til lige nu i denne smukke tid...

L-O-L-A

Det er de utroligste ting en omgang svensk aften-quiz kan føre med sig...

Her til aften var der et spørgsmål om the Kinks og deres "Lola", som jeg havde på plade engang.

Og pludselig kom vi i det nostalgiske hjørne, min mor og jeg. For dengang i 60'erne elskede vi at synge og danse - så frem med YouTube og alle de gamle numre:

Herb Alpert, Tom Jones, Dean Martin, Surpremes, Tremeloes, Four Tops, Lulu, Cilla Black, Beatles og alle de andre.

Og mens vi skrålede med på teksten, hoppede vi rundt på køkkengulvet. God motion, skal jeg hilse og sige...

Det bedste nummer var Twist and Shout, og vi skulle selvfølgelig prøve, om vi stadig kunne twiste som dengang - sådan ned i knæ og bagover.

Det kunne vi faktisk godt... ;-)

Om blogningens glæder

I går skrev "Badut" om sin 5 års blog-fødselsdag og om det at sprede glæde. Og det gjorde mig så glad og ganske rørt - for det er præcis sådan, jeg selv har det.

Jeg elsker også at finde på og skrive om alt det, der falder mig ind. Når jeg gør det, bliver jeg mindet om gode oplevelser, der måske ligger langt tilbage; om mennesker, jeg har mødt på den ene eller anden måde - eller om ture i ind- og udland, som jeg senere kan vende tilbage til.

For at blogge er sådan en skøn måde at føre dagbog på. Det giver mig glæde på mange forskellige fronter. At man så samtidig - måske og forhåbentlig - kan glæde andre sådan i det små, er kun en ekstra-gevinst.

Flere alpevioler

Da jeg skrev indlægget om alpevioler for ikke så længe siden, lovede jeg at vise et billede fra et sted, hvor der voksede endnu flere af de små yndigheder...

For i haven ved Wakehurst Place, som vi besøgte for et par år siden, voksede blomsterne nemlig tæt under de store træer. Et helt fantastisk syn!

Og hvis du vil læse mere om Wakehurst Place, har jeg netop lagt artiklen om stedet ud på ANGLOFILIAs info-side. Den kan du se lige her...

Livet på landet

Jeg har netop set hele to film med skuespilleren Pauline Collins: The Quartet - en vældig sød film om pensionerede musikere på et ret specielt plejehjem - og serien Mount Pleasant, der nærmest er en engelsk udgave af Desperate housewives...

Pauline Collins er altid dejlig og spiller godt, og jeg kom til at tænke på min yndlingsserie over alle yndlingsserier Forever Green, hvor hun spillede sammen med John Alderton.

Serien gik i engelsk TV i begyndelsen af 1990'erne, og måske skyldtes min begejstring blandt andet, at jeg genkendte så meget af mig selv i Harriet Boult, som Pauline Collins spillede.

I hvert fald slugte jeg serien med allerstørste begejstring, og da den var slut, måtte jeg bare eje den, så jeg kunne se den igen. Men serien var ikke indspillet på VHS, som det jo var dengang, og den kom ikke til salg.

Så jeg kontaktede filmselskabet, der dog oplyste, at de ikke havde til sinds at sende serien på markedet. Men jeg blev ved med at plage... om man dog ikke kunne indspille den på bånd til mig bare - jeg skulle nok betale for det.

Og efter adskillige forsøg og forskellige kontakter lykkedes det faktisk. Jeg fik overtalt en person i et svagt øjeblik, og formedels en mindre formue lovede de at indspille serien til mig på seks bånd.

Jeg havde aftalt, at de kunne sende pakken med bånd til mig på ferieadressen i Lake District, hvor jeg var dengang, og jeg husker endnu det røde postbud, der til fods kom slæbende på min pakke tværs over marken med tyr og vædder.

Men jeg måtte vente pænt med at gense serien, for der var hverken TV eller video så langt væk fra alting, og det var lige før, at jeg glædede mig til at komme hjem...

Et lille pip

Jeg er hjemme i Danmark nu, og lige siden hjemkomsten har der været nok at rive i. Praktiske gøremål; regnskaber og den slags - og så skal alle de hjembragte varer på plads, så der kan blive fint i det lille firmahus.

Samtidig har vi gang i nye ideer, som jeg helt sikkert ikke kan lade være med at fortælle om, når de har fået "fodfæste"...

Men jeg må nu indrømme, at jeg godt kan savne de dejlige dage i England, hvor vi kunne sidde udendørs i al fredsommelighed og dele en småkage med en hyggelig fugl...