Den engelske julekalender - 22. december 2021

Der er meget at udforske i Greenwich – et spændende hjørne af London med masser af historie og smukke bygninger. Man kan besøge observatoriet og det maritime museum – og også Royal Naval College, der ligger helt ned til Themsens bred.

Engang lå Greenwich Palace her – det fantastiske slot, hvor Henrik VIII og Elizabeth I blev født, og hvor Henrik VIII afholdt storslåede fester og ridderturneringer. Men efter den engelske borgerkrig kom slottet til at stå glemt og forsømt, og i slutningen af det 17. århundrede tegnede arkitekten Christopher Wren en helt ny bygning, der skulle bruges til hospital for marinens folk.

Kunstmaleren James Thornhill fik til opgave at udsmykke hallens loft og vægge, og det gjorde han utroligt flot. Thornhill var en såkaldt historisk maler, og han er kendt for sine imponerende udsmykninger i bl.a. Hampton Court og kuplen i St. Pauls Katedral.

Hospitalet – der nærmere fungerede som pensionat - lukkede i 1869, og fra 1874 og frem til 1997 blev bygningen brugt som uddannelsesinstitution for officerer. Nu holder Royal Naval College åbent for offentligheden, der kan glæde sig over synet af de smukke rum og nok især hallen med det helt fantastisk malede loft.

Dagens spørgsmål lyder: Når man hører om Greenwich, så er det ofte i forbindelse med... Ja, hvad er det nu?

1. Tøj

2. Tæpper

3. Tid

Hvis du vil deltage i konkurrencen om en lille kalendergave, skal du sende dit svar på mail til info@anglofilia.dk  Vinderen får direkte besked, og vindernavne bliver offentliggjort her på siden (kun navn og by).

Mange julenissehilsner 

Mia 

💚💚💚

Julekalendergavevindere:

(trukket ved lodtrækning, så man kan sagtens være heldig mere end én gang):

17. december: Lisbeth fra Svaneke

18. december: Birgit fra Virum

19. december: Helle fra Vejle

20. december: Marianne fra Skanderborg

21. december: Maria fra Hornbæk

Den engelske julekalender - 21. december 2021

Bourton-on-the-Water er én af de hyggelige Cotswold-byer. Dem er der en del af, men Bourton har sit eget særpræg. Der er nemlig lidt ”Venedig-stemning” over den charmerende by, og fem steder går lave stenbroer over floden. Den ældste af broerne er fra 1654, men Bourton-on-the-Water er endnu ældre, for byen blev grundlagt helt tilbage i det 11. århundrede. De fleste bygninger er bygget af de gule Cotswold-sten, der brydes lokalt og i det hele taget præger byerne i området.

Ikke meget har ændret sig gennem tiden, men dog alligevel… for engang var der hele tre vandmøller i byen, der fik strøm fra floden. Kun den ene er tilbage i dag, og her kan man finde byens motormuseum.

Hvis man besøger byen på et tidspunkt uden for sæsonen, har man bedst mulighed for at sidde i al fredsommelighed på en bænk ved vandet og se på ænderne, der har travlt med at ordne sig, eller måske gå rundt i gaderne og kigge på småbutikkernes vinduer. Alt føles godt, når man går tur i Bourton-on-the-Water.

Dagens spørgsmål lyder: En vandmølle kan bruges til andet end strøm - den kan nemlig også male... ja, hvad er det nu?

1. Vinduer

2. Korn

3. Billeder

Hvis du vil deltage i konkurrencen om en lille kalendergave, skal du sende dit svar på mail til info@anglofilia.dk  Vinderen får direkte besked, og vindernavne bliver offentliggjort her på siden (kun navn og by).

Mange julenissehilsner 

Mia 

💚💚💚

Julekalendergavevindere:

(trukket ved lodtrækning, så man kan sagtens være heldig mere end én gang):

17. december: Lisbeth fra Svaneke

18. december: Birgit fra Virum

19. december: Helle fra Vejle

20. december: Marianne fra Skanderborg

Den engelske julekalender - 20. december 2021

Lege af forskellig slags har altid hørt til den engelske jul. I middelalderen var legene ret løsslupne, men senere tider lagde en dæmper på dem, og victoriatidens julelege var mere beherskede. Mange af legene kender vi stadig – blandt andet ”Memory” og kortspil.

 Den amerikanske forfatter Washington Irving levede på Jane Austens tid, og af hans fortællinger om den jul, han oplevede i engelske Aston Hall ved Birmingham, får man et herligt billede af julen i begyndelsen af 1800-tallet.

 ”Da vi nærmede os huset, hørte vi musik og latter fra den ene ende af bygningen. Dette kom, fortalte min vært mig, fra tjenestefolkenes fløj, hvor man havde lov til at tage sig en tår over tørsten og være lystig i de 12 juledage, hvis man blot holdt sig til traditionerne.

 Festlighederne var i fuld sving; juletræstammen og julelysene blev jævnligt tændt, og misteltenen med de hvide bær var hængt op til fare for de kønne stuepiger. Tjenestefolkene gik så højt op i julelegene, at vi måtte ringe adskillige gange på klokken, før nogen hørte os.”

Dagens spørgsmål lyder: Et af de nævnte spil er Memory... hvad er det nu, det går ud på? Er det...

1. Et bankospil

2. Et arkadespil

3. Et huskespil

Hvis du vil deltage i konkurrencen om en lille kalendergave, skal du sende dit svar på mail til info@anglofilia.dk  Vinderen får direkte besked, og vindernavne bliver offentliggjort her på siden (kun navn og by).

Mange julenissehilsner 

Mia 

💚💚💚

Julekalendergavevindere:

(trukket ved lodtrækning, så man kan sagtens være heldig mere end én gang):

17. december: Lisbeth fra Svaneke

18. december: Birgit fra Virum

19. december: Helle fra Vejle

Den engelske julekalender - 19. december 2021

For blot hundrede år siden var Glasgow en udpræget industriby med storproduktion af skibe og jernbaner. Bygningen af de kæmpestore luksuslinere foregik her, hvor både berømtheder som Queen Elizabeth og Queen Mary blev til. 

I dag er Glasgow i høj grad en by med kontraster, for der er både smukke gamle bygninger, som den store katedral, der blev bygget i det 13. og 15. århundrede; klassiske bygninger fra det 18. og 19. århundrede, og supermoderne strømlinede glashuse, der er dukket op i løbet af de senere år.

Der er også mange interessante museer og kunstgallerier i Glasgow. Kelvingrove Art Gallery and Museum er ét af de mest populære, Scotlands ældste museum er universitetets Hunterian, og det nyeste skud på stammen er Riverside Museum i Glasgow Havn, hvor man kan se en masse sjove ting inden for transport og teknologi.

Dagens spørgsmål lyder: En udstilling om Glasgows berømte bysbarn startede på Kelvingrove Museum og er netop nu på tur rundt i USA. Hvem drejer udstillingen sig mon om?

1. Charles Rennie Mackintosh

2. Van Gogh

3. Picasso

Hvis du vil deltage i konkurrencen om en lille kalendergave, skal du sende dit svar på mail til info@anglofilia.dk  Vinderen får direkte besked, og vindernavne bliver offentliggjort her på siden (kun navn og by).

Mange julenissehilsner 

Mia 

 Foto: Richard Webb / Christmas Trees, Kelvingrove Museum and Art Gallery

💚💚💚

Julekalendergavevindere:

(trukket ved lodtrækning, så man kan sagtens være heldig mere end én gang):

17. december: Lisbeth fra Svaneke

18. december: Birgit fra Virum

Den engelske julekalender - 18. december 2021

Vi har rejst med en hund i mange år, og det er ingen sag i Storbritannien - de fleste steder er vores lille ven lige så velkommen som vi. Måske ikke altid i så høj grad som i Lanercost Tea Room nær Hadrians Wall, hvor vi var for et par år siden, for her var der ligefrem indrettet en særlig hundevenlig afdeling med navnet ”Bark and Brew”.

 ”Hundeafdelingen” var nydelig og særdeles hyggelig. Der var snapshots af pelsede gæster på væggene; der var en kurv med tæpper til fri afbenyttelse, og der stod en skål med hundeknas til dem, der havde lyst til det. Vi foretrak kage og tog plads i de magelige lædermøbler, og det med kagen var en glimrende idé, for den var utroligt god! 

Gussi tog plads på sit eget ternede picnictæppe, som vi altid har med for at give indtryk af, at vi har en velopdragen hund. Han ved nemlig, at det er her, han skal være, og som regel bliver han pænt siddende. Medmindre de besøgende – som her – falder for hans mandeløjne, der nærmest udtrykker ”Åh, giv mig mad. Jeg får aldrig noget…”

… - Åh, må jeg ikke godt give ham en godbid? Den første frivillige meldte sig hurtigt, og da jeg venligt nikkede, tog hun et par stykker fra skålen på bordet. Derefter var jeg usynlig, mens det forkælede kræ blev håndfodret med bidder og kløet bag ørerne. 

Og det varede ikke længe, før den næste frivillige indfandt sig...!

Hunde er også velkomne på min yndlingspub, Lygon Arms i Broadway. Det ser man tydeligt på billedet af juletræet, hvor hovedparten af pynten består af… Ja, hvad er det nu?

 - Poser med hundegodbidder - 

-  Poser med pinocchiokugler

-  Poser med saltmandler

Hvis du vil deltage i konkurrencen om en lille kalendergave, skal du sende dit svar på mail til info@anglofilia.dk  Vinderen får direkte besked, og vindernavne bliver offentliggjort her på siden (kun navn og by).

 Mange julenissehilsner Mia 

 Foto venligst udlånt af Lygon Arms

💚💚💚

Julekalendergavevindere:

(trukket ved lodtrækning, så man kan sagtens være heldig mere end én gang):

17. december: Lisbeth fra Svaneke

Om at læse bøger fra toppen af en stige...

En del af de bøger, jeg har læst, har jeg hørt fra toppen af en stige med en malerpensel i hånden. På den måde kommer bøgerne til at knytte sig til de rum, jeg har malet:

"Den lille prins" hørte jeg i en stue i Holte; Carol Drinkwater fortalte mig om sin olivenfarm i Sydfrankrig, mens jeg rullede hvid maling på væggene i min butik og senest - mens jeg stod på en stige og malede i mit hyggelige soveværelse - har jeg hørt om Harold Fry's forunderlige pilgrimstur.

Det er ikke nemt at male lofter, når man har tårer strømmende ned over kinderne. Somme tider lattertårer, somme tider glædestårer - for det er sådan en dejlig bog. 

Den handler - logisk nok - om Harold Fry, der er gået på pension efter 45 år på den samme arbejdsplads, hvor han passede sit job i al ubemærkethed. Hans ægteskab er gået helt i stå; han bor under samme tag med den kvinde, han engang giftede sig med, men de bemærker knapt hinanden og udveksler blot høfligheder.

En dag får han et brev, der giver anledning til en meget usædvanlig opførsel. For brevet får Harold til helt spontant og ganske uforberedt at påbegynde en lang rejse fra den ene ende af England til den anden. 

Og selv om sådan en vandring virker ubegribelig og ganske uoverkommelig for en mand som Harold - så kommer man frem, "når man blot sætter den ene fod foran den anden"...

PS. Bogen findes også i dansk version har jeg set...

Autocamperliv

Autocamperliv er ikke blot titlen på én af mine bøger - nu er det igen blevet en del af tilværelsen efter en kortere flirt med en sød og hyggelig campingvogn.

Vi måtte erkende, at campingvogne ikke rigtig er os, men det skulle da prøves af. Autocampere har vi haft nogle stykker af, og nu holder den tredje i rækken i indkørslen.

Den er ikke så lang, men føles alligevel stor indvendigt, og sådan én har vi været på udkig efter længe. Der er fint plads til to og en hundeven; der er et forbavsende rummeligt køkken og rigelig med opbevaringsplads og endda et glimrende badeværelse med brus.

Så den er klar, og vi er klar... nu mangler vi bare, at England er klar. Indtil videre bliver vi herhjemme - og det har vi det faktisk ganske fint med... ;-) 

Vi har fået børn...

Vi har ventet med spænding... og NU har det svalepar, der har bygget rede ved vores hoveddør, fået unger.

Og fordi vi - stadig - sover i spisestuen, er de små fugle det sidste, vi ser om aftenen og det første, vi ser om morgenen. På den måde synes man li'som, at man kender dem...

Når jeg sidder i lænestolen ved vinduet om aftenen, kigger den lille rødhagede han nysgerrigt ind til mig, mens han sidder og ordner sig. Hunnen skæver bare ind, mens hun putter sig helt ned i reden og holder ungerne varme.

Allerede ved 4-tiden hører jeg en stille kvitren bag ruden, for den lille familie står tidligt op. Og jeg ligger i sengen og glæder mig over, at vi har givet husly til de to, der i den kommende tid vil proppe deres ungers små næb med masser af myg... ;-)

Mit uperfekte haveliv

Denne buket har jeg plukket i min uperfekte have, der er fyldt til bristepunkte med gratis, vilde blomster... ;-)

Buketten er arrangeret i et gammelt sennepsglas, men trods al den sparsommelighed ser buketten efter min mening aldeles yndig ud!

Et par af blomsterne er honningurt, der dufter vidunderligt - af honning selvfølgelig. Sødt og godt. Og når sandt skal siges, er de ikke helt gratis, for jeg købte 1 kg frø og spredte dem ud på en del af marken for et par måneder siden. 

Nu myldrer det frem med blå skønheder - tydeligvis er til glæde for bierne, der er vilde med dem. Og jeg er vild med at sidde og kigge og lytte til summeriet.

Smørblomsterne holder ikke længe i en vase, men jeg elsker dem, og jeg har så mange af dem. Og skvalderkål har fine blomsterstande, som sagtens kan pynte sammen med græsset.

Sådan bliver det uperfekte ganske perfekt i min verden :-)

En grøn oase

Det siges ofte, at perfekte græsplæner er ørkener for insekter... og sådan er det!

Men en uperfekt græsplæne er derimod fuld af liv. Vi har meget andet end mos og græs i vores plæne; blandt andet smørblomster, kløver og bellis, som jeg husker med fryd fra min barndoms parkplæner, og yndige små violer og andre bittesmå blomster, jeg ikke kender navnene på.

Vi slår altid vores uperfekte græsplæne i flere portioner. For det første for at "fordele byrden" - selv om jeg faktisk synes, at det er ret hyggeligt at slå græs - og for det andet for på den måde at sørge for, at der altid er områder med blomster.

Resultatet er et myldrende insektliv. Blandt andet har vi de mest nuttede vilde bier, der bor i huller i jorden og er ret irriterede over, at jeg med mellemrum kommer til at stille drømmesengen hen over deres bo.

Jamen altså, jeg kan jo ikke SE, hvor de bor dernede under græsset! Hvis de insisterer, flytter jeg mig et stykke væk og håber på, at jeg ikke planter mig ovenpå en anden familie... og ellers hygger jeg mig med at sidde og iagttage dem. 

I går fandt jeg en stor, metalskinnende guldbasse på gulvet i badeværelset, men heldigvis trådte jeg ikke på den fine fyr. Han blev båret ud på et stykke papir og anbragt - efter en del overtalelse - på en gren.

Og med hensyn til alt det græs, der bliver slået... så bliver det samlet sammen og brugt som jorddække, for afklippet græs er super til den slags... :-) 

Et fugleparadis

Vores nye sted er et rigtigt fugleparadis. Her er fuglekvidder og snak fra morgen til aften - ja til langt ud på natten...

Især i april havde vi besøg af trækfugle af forskellig slags. Blandt andet opdagede jeg en dag, at en masse små tornirisker havde søgt ly for regn og vind helt op ad vores mur. De sad og så forkomne ud, og jeg var helt bekymret, men efter at have siddet et par timer og sundet sig, var de klar til at flyve videre.

Nogle af dem blev, og de er stadig i haven, hvor jeg ser dem sammen med mejserne og gulspurvene. Vipstjerten er min tro følgesvend, når jeg går rundt bag huset, og når jeg sætter mig på terrassen, nusser den rundt i nærheden og synger små sange for mig. Måske er den taknemmelig, fordi jeg lukkede den ud af laden forleden dag... ;-)

Hver dag har store flokke af stære og sjaggere travlt med at gennemsøge haven. Jeg kan bruge masser af tid til at stå og iagttage dem, for de er utroligt underholdende. Af og til ser jeg en sjagger hiiiiive en orm op af jorden, så den næsten lander på halen, når ormen må opgive kampen.

Svalerne er kommet til for nylig, og et par har bosat sig det allerbedste sted - nemlig på bjælken lige ved vores hoveddør. Ikke det smarteste sted set med vores øjne, men svalerne er godt tilfredse, så det må vi jo også være. 

De små jetjagere drøner omkring i haven, men de er pist væk, når store rovfugle kredser lidt højere oppe. Og jeg stopper op og ser beundrende på de store flyvere, der roligt sejler afsted - indtil de får øje på noget på jorden og slår ned.

Det undrede mig, hvorfor der pludselig lå så meget bark på stien med jordbærplanter, men i dag opdagede jeg, at spætten har travlt med at pille insekter ud af de træstykker, jeg har kantet med. Nå ja, træstykkerne er da også pæne uden bark...

Og om aftenen, når stjernerne oplyser nattemørket og alt er tyst, går vi udenfor for at høre uglerne - og i øjeblikket også nattergalen, der synger intenst fra krattet i nærheden. Det er nærmest magisk at stå og lytte til den lille fugl, der har så stor en stemme...

Tiden går... nej løber!

Dagene piler afsted, synes jeg. Den daglige rytme er vendt op og ned, og på gode dage er jeg i haven det meste af tiden.

Gode dage er dage uden voldsom blæst. Og da vi bor relativt højt og endnu ikke har opvoksede læplanter bag huset, mødes vestenvinden og nordenvinden på vores gårdsplads. 

Og det med den daglige rytme...?

Ja, fordi vi kun har gardiner til den ene side i stuen, og fordi vi stadig sover i spisestuen (det med soveværelset har vist lange udsigter...!) - så kommer der lys ind ganske tidligt. Lyset vækker Gussi; Gussi vækker os, og så tager vi en kop te med ind i stuen og sætter os.

Sammen med dagen vågner vi langsomt. Og det er egentlig rart. Til gengæld klipper jeg kaniner allerede ved halvti-tiden om aftenen efter mange timer i fri luft.

Men jeg kan mærke, at jeg har godt af det. Både af luften og af at bruge de muskler, jeg ikke vidste, jeg havde.... ;-)

Se mit smukke træ...

Træerne i min have er ganske gamle. Nogle er så gamle, at de er gået helt ud, så de står tilbage som frønnede stubbe og ender helt naturligt deres dage som insekthoteller.

Andre er gamle, men "still going strong". Sådan som dette smukke træ, der er hult og næsten helt overgroet med vedbend. Men det forhindrer ikke træet i at blomstre efter alle kunstens regler. Det er havens smukkeste syn lige nu, så vendingen "skønhed ikke kender ingen alder" passer perfekt på det.

Jeg har taget nogle små film, som er lagt på min Youtube-kanal. Du kan se dem lige her, hvis du vil...

I jordhøjde...

Humlebierne og små vilde bier har travlt med at besøge de blomster, der indtil nu er dukket op. Vilde blomster er eftertragtede på en tid, hvor der ikke er så meget andet, så vi prøver at gå uden om de fleste, når der slås græs. Mange blomster er dog så små, at de kun kan ses i jordhøjde, og de er også for små til at slås.

Når jeg graver, møder jeg et utal af regnorme i forskellige størrelser. Fra de mindste små til de største "bamser", der virkelig kan gøre en forskel for jorden. For at forbedre den hårde lerjord "fodrer" jeg den - og dermed også regnormene og alle de andre småkræ, der lever under overfladen. Jeg samler græs og blade op med plæneklipperen og lægger dyner af afklip omkring planterne og på jorden, og derefter lægger jeg sammenrevne småpinde ovenpå for at holde på det.

Det er utroligt tilfredsstillende at vide, at det vil gøre en forskel. Med jævnlig påfyldning og med tiden vil den hårde overflade blive blød og god, sådan som den allerede er de steder, hvor der står løvtræer.

Forleden gravede jeg et hul til en plante og fandt denne her. En oliebille. Fin og blå i solen. Den var stor, og jeg bar den hen til det gamle stenbed, så jeg ikke kom til at træde på den. 

Oliebillen har en særpræget levevis, for dens afkom lever som snylter på bier. For at komme frem til biens bolig, tager den lille larve et lift på en forbiflyvende bi. Hvis den altså får muligheden for det...

Små fremskridt...

Det har været en hård omgang med vores flytning. Det er det selvfølgelig altid, men for os er en flytning i virkeligheden tredobbelt, fordi vi både har kontorer, netbutik og så den private del. Det er sammenlagt rigtig MANGE ting!

Og alle tingene har det med at være placeret i den forkerte ende af huset, så vi bærer hele tiden... op og ned, ud og ind, fra A til B og retur igen. 

En udfordring har også været, at vi har købt et hus uden skabe. Så min rare mand har sat køkkenskabe op og er i fuld gang med at samle skabe i mit kontor - og når det er gjort, skal vi have bygget et "walk-in" skab i soveværelset. Ikke sådan et luksuriøst ét med spejle og plads til 50 par sko... men bare et lille praktisk ét, der ikke tager plads op i soveværelset.

Men heldigvis sker der hele tiden fremskridt, og det er så dejligt. Køkkenet er blevet rigtig hyggeligt med de nye skabe; stuen er nu forsynet med en skøn hjørnesofa, og mit showroom er... nå ja, om ikke færdigt, så i hvert fald overskueligt... ;-)

Det er en lettelse, hver gang en flyttekasse bliver tømt og sat væk, og hver gang ting finder deres endelige plads. Sådan som det kan ses på "før og efter" billederne her.

Næste punkt på dagsordenen bliver istandsættelse af soveværelset, så vi slipper for at sove i spisestuen... Men alt kommer til den, der kan vente...

Et hus med et navn...

Ingen steder i købspapirerne stod der noget om, at vores nye hus har et navn. Det opdagede jeg ved en tilfældighed, da jeg studerede nogle gamle kort.

Og forleden fandt vi de skilte, der på et tidspunkt har siddet på huset. De blev nok taget ned i forbindelse med renoveringen af alt det udvendige, men jeg synes, at vi skal have et navneskilt sat op igen.

Indvendigt har Sofienborg stadig en del af det gamle bindingsværk, så dér kan man godt se, at årstallet passer.

På mange punkter minder huset om vores engelske hus, der også havde et navn. Og jeg tror, at det netop er ligheden mellem de to, der gør mig så glad for det.

Den kærlighed...

Om få dage er det Valentins dag, og hvis man hører til den romantiske type, burde man måske recitere et lille digt... ;-)

Et af de mest gribende kærlighedsdigte, jeg kender, er skrevet af en kvinde - nemlig Elizabeth Barrett-Browning. Hun forelskede sig i Robert Browning, men da hendes far var imod forholdet, giftede de to sig i al hemmelighed og flyttede til Italien. Parret levede lykkeligt sammen i 15 år, før Elizabeth døde i sin mands arme. 

"How do I love thee? Let me count the ways.

I love thee to the depth and breadth and height

My soul can reach, when feeling out of sight

For the ends of Being and ideal Grace,

I love thee to the level of everyday's

Most quiet need, by sun and candle-light.

I love thee freely, as men strive for Right;

I love thee purely, as they turn from Praise.

I love thee with the passion put to use

In my old griefs, and with my childhood's faith.

I love thee with a love I seemed to lose

With my lost saints, - I love thee with the breath,

Smiles, tears, of all my life! - and, if God choose,

I shall but love thee better after death."

To udsigter...

Vores to kontorer ligger på første sal, og fra min rare mands vindue er der en fantastisk udsigt. 

Det vil sige... der VAR en fantastisk udsigt, for i går havde sneen og tågen dækket det meste. 

Fra stuen er der dog stadig noget at se - vi har stillet min fine fuglestation (det hedder den!) op, og blot fem minutter efter kom den første gæst på besøg - en yndig sortmejse. Snart myldrede det med fugle af alle slags, så nu fylder jeg op med frø og godbidder dagligt.

Når jeg holder pauser i malearbejdet, står jeg og falder i staver ved vinduet. Ser ud på de travle fugle og den dejlige, snedækkede have og videre over til min genbo, den gamle jættestue. 

Jeg tror, at jeg kommer til at holde rigtig meget af dette sted...

Der kom en bog med posten...

Forleden kom der en pakke til mig, og da jeg åbnede den, indeholdt den bogen her. Jeg aner ikke, hvem der er den glade giver - men hvem det end er, så siger jeg tusind, tusind tak. Det var da en utrolig sød gestus :-)

I juleferien fortalte jeg om det puslespil, som jeg fik af min rare mand i julegave. Motivet var fra det franske slot i serien "Han, hun og drømmeslottet" på TV2 play, som jeg har fulgt med stor fornøjelse.

Og bogen her handler netop om det par, der ejer slottet. De fortæller - kan jeg læse bag på bogen - om deres søgen efter det sted, der skulle være deres og om deres første år som slotsejere. 

Jeg glæder mig virkelig meget til at læse den, og når vi kommer frem til marts, og den store flytteproces er overstået, kan jeg igen slappe af og nyde det.

Jeg kan tydeligt forestille mig nogle dage i min hyggelige stue med ild i pejsen, te i koppen og så denne bog i hænderne. Åh, det bliver bare så godt!

En anderledes fødselsdag

I dag har jeg fødselsdag, og som sædvanligt er "min dag" hundehamrende iskold! Jeg mindes alle de år, hvor vi har haft gode intentioner for en hyggelig fødselsdagsudflugt og er endt med et skynde os hjem i varmen i stedet for...

I år er alting anderledes. Vi har skam ikke tid til udflugter, og vi skal ikke hygge i varmen...!

For vi har fået hus. Vi fik nøglerne for et par dage siden, og siden har vi gået og "puslet" i de nye omgivelser... iført termotøj og ørevarmere, for der er næsten lige så koldt inde som ude. 

I øjeblikket er der kun to brændeovne som varmekilde, så vi har sat de olieradiatorer op, som vi havde fra min tidligere butik i Lynge, og de kan lige få temperaturen op til over frysepunktet. Og så ser vi ellers frem til den varmepumpe, der er bestilt og bliver installeret om nogle dage. 

Men bortset fra det glæder vi os over alle de dejlige ting, der er ved huset: En skøn beliggenhed, en kæmpestor grund, hyggelige stuer, dejlige kontorer og - når varmepumpen kommer op - et stort, fint lokale til min butik. 

Der er meget mere end det, men det vil jeg fortælle om hen ad vejen. Lige nu vil jeg fejre min fødselsdag med morgenmad og (varm) kaffe... :-) 

Minimalistisk samler

Forleden blev jeg spøgefuldt betegnet "minimalist", fordi jeg sagde, at jeg foretrak små boliger - både hvad angik huse og autocampere.

Og jeg smilede for mig selv, fordi jeg tænkte på alle de ting, jeg går og pakker ned nu. Måske er jeg ikke lige så minimalistisk, når det angår ting... 

Men man kan vel godt sige, at jeg er en minimalistisk samler. Jeg samler for eksempel på tepotter, men kun så mange, som der kan stå øverst på mine reoler. Hvilket vil sige ni stykker. Hvis jeg falder for en tepotte, som jeg bare må eje... så bliver det i stedet for én af de andre.

Det samme gælder smukke kagedåser og kander. Jeg har en hylde til sidstnævnte, og når den er fuld - sådan på en pæn og ordentlig måde - så kommer der ikke flere kander til.

Jeg synes, at det er en hyggelig måde at være samler på. Den eneste undtagelse er bøger... med dem kender jeg absolut ikke begrænsningens kunst... :-) 

Vi smøger ærmerne op

Selv om vi har mest lyst til at fortsætte decembers vinterferie og bare kalde det "januarferie" - så er der ingen kære mor. Vi skal jo i gang, og derfor er vi så småt begyndt det tilsyneladende endeløse arbejde med at sortere, kassere og pakke ned. 

Den eneste fordel ved at flytte er, at man får ryddet ud og ryddet op. Man starter på en frisk på en måde - for de ting, der kommer med denne gang, er de ting, som har betydning. Det er så lidt skræmmende, at så mange ting har betydning... for mig i hvert fald.

Én af de ting, jeg har lidt svært ved at skille mig af med, er min mors samling af "Lilliput Lane" huse. Vi gav hende på et tidspunkt ét, fordi vi syntes, at de var så søde - og hun blev så begejstret for dem, at hun selv købte et eller to, hver gang hun var med os på rejse til England.

Det blev til en del, og det er jo så en bekræftelse på, at vi havde rigtig mange skønne og dejlige rejser sammen. Og jeg har besluttet mig for at sælge de fleste huse, men dog beholde nogle af de allersødeste, der kan stå på en hylde og minde mig om dem...

Perfekt start på et nyt år

Hver eneste nytårsdag i hele mit efterhånden pænt lange liv har jeg set nytårskoncert fra Wien. I år foregik den uden tilskuere, og mens det var ret mærkeligt med alle de tomme rækker, så var koncerten på sin egen måde lige så dejlig, som den altid har været.  

Jeg sidder ikke pænt stille, når der er nytårskoncert - jeg deltager ret aktivt i den. Jeg dirigerer, klapper, nynner med og laver små dansetrin sammen med de yndefulde dansere, og min rare mand ser mildt overbærende på mig. Men han er vant til min begejstring, og inden længe klapper han selv med til Radetzkymarchen.

Musik har stor betydning for mig, og jeg er så ganske enig med dirigenten Riccardo Muti, da han i sin lille tale henstillede til verdens ledere, at de skulle prioritere kultur og dermed også musik. Musik er et fælles sprog for os alle, og det er et sprog, der taler til følelserne. Det er kærlighedens sprog.

Vi trænger helt sikkert til musik og kærlighed i denne tid, så for mig - og sikkert mange andre - er den skønne nytårskoncert den perfekte start på et nyt år.

"The weapons of the musicians in this room are instruments, instruments laden with flowers"

Riccardo Muti

Årets bedste bog

Jeg har læst mange gode bøger i år, men der er særligt én, som jeg var begejstret for... nemlig "The Toymakers" af Robert Dinsdale. 

Bogen havde jeg med hjem fra vores sidste Englandstur, og da vi havde hedebølgedage på campingpladsen i Faaborg her i foråret, slog jeg mig ned i skyggen med Gussi storsnorkende på et tæppe ved siden af liggestolen.

Jeg var helt og aldeles opslugt af bogen i tre dage, hvor jeg kun afbrød læsningen, når Gussi ville gå aftentur, eller når min rare mand serverede jordbær. Vi orkede ikke at gå på indkøb i varmen, men heldigvis havde den lille vejbod åben... 

Bogen handler meget kort fortalt om et magisk legetøjsimperium i London, der åbner sine døre hvert år ved første frostvejr. Børn og voksne strømmer til den fortryllende forretning, hvor alle drømme kan gå i opfyldelse.

Den unge hjemløse Cathy søger ansættelse og bliver modtaget med åbne arme. Hun elsker sit nye arbejde og bliver efterhånden en del af familien, men snart opdager hun, at der er sorg og vrede bag al magien...

Man bliver revet med af handlingen og gennemlever de følelser, der beskrives - og slutningen på bogen er overraskende... og dog helt, som den måtte være. 

Det er en gribende bog. En fascinerende bog. Utroligt godt fundet på - og en bog, som jeg vil huske tilbage på med glæde. 

GODT NYTÅR!

Snefoto: Carol VanHook

En tung ugle

Selv en juleaften i toenhalvsomhed kan afstedkomme en god gavehøst... jeg blev i hvert fald rigeligt begavet...

Et par gode bøger, smarte øko t-shirts, et meget specielt puslespil, som jeg skal fortælle om senere, og røde sandaler, som jeg selv fandt i Kerteminde i foråret (og lykkeligt havde glemt alt om).

Desuden en meget avanceret fuglefoderstation, der nærmest svarer til et fuglenes Hilton - med bar og det hele. Det skal stå foran mit kommende stuevindue, for jeg elsker at sidde og kigge ud på de små kræ.

Og endelig et helt andet kræ... nemlig en meget tung ugle. Den er fremstillet af jern og sten, og jeg ved, hvor den kommer fra. 

Hver gang jeg går tur i skoven, kommer jeg forbi et lille skovhus, og her bor en kunstner, der skaber de mest fantastiske ting i metal. Oftest dyr af forskellig slags, og jeg beundrer dem hver gang.

Nu har jeg så fået min egen ugle, der skal have plads i et træ ved mit nye hus. Her kan den sidde og holde øje med folk, der kommer og går... sådan som ugler nu gør.

En semi-alternativ jul

Vi havde planlagt at lave en lækker vegetarret juleaften og købt ind til én af Kirsten Skaarups altid så gode opskrifter. Dertil brunede kartofler, rødkål, ribsgelé og brun sovs (Irmas).

Der opstod bare et lille problem... De tre porrer, som vi havde fået med vores grønsagskasse to dage før, var pist væk... Vi vidste, at de havde været der; vi kunne begge huske, at vi havde stået og pakket dem ud... men de var ingen steder.

Efter en intens eftersøgning måtte vi kaste håndklædet i ringen. OK, vi havde åbenbart en drillenisse i huset - der var ingen anden mulighed. 

Så jeg gik i gang med en anden type eftersøgning... nemlig eftersøgningen af en opskrift, der passede til det, vi rent faktisk havde i køleskabet. Knoldselleri blandt andet...

Ved et tilfælde faldt jeg over Mia Sommers opskrift på nøddesteg. Godt så, den opskrift måtte prøves af.

Ved middagstid juleaftensdag begyndte en lækker duft at sprede sig i huset, og vi satte os til bords med alt det sædvanlige plus denne uafprøvede steg. Den smagte ualmindeligt godt! Vi blev enige om, at den fremover ville blive det faste indslag, når vi havde lyst til at sætte kød på bordet. Det har vi det fint med - og grisen er sikkert enig!

Og porrerne... ja, de dukker vel op, når vi skal flytte om en halvanden måneds tid... ;-) 

Juleaften for to en halv

NU er det jul, og jeg glæder mig så meget til nogle dage i fredsommelig tosomhed - nå ja, toenhalvsomhed må det vel være, når den lille hund regnes med.

Og efter en travl tid er det bare så dejligt at se frem til en række dage uden andre planer end boglæsning, spil og lange traveture.

Det er lige, hvad jeg trænger til...

RIGTIG GLÆDELIG JUL til jer, der følger min blog. 💗

Plant træer - og vend klimakrisen

If every person

plants one tree each year

for six years

one native species tree

into native spaces

we can reverse climate change

- and for every breath you take

thank a tree

Diana Beresford-Kroeger

Tryk på billedet og se traileren til en god og vigtig film: 

Call of the forest: the forgotten wisdom of trees

Nissebanden

I går holdt julen for alvor sit indtog i vores stuer. Juleduge er lagt på bordene, den store skål er fyldt med duftende julepotpourri. og kravlenisserne har indtaget deres pladser.

Og så er de store nisser kommet frem. Det er de nissefigurer, som jeg købte i en årrække sammen med min mor, for der lå en butik i Helsingør, der havde mange af dem.

Vi tog tit til Helsingør i december, for der var så hyggeligt. Så fik vi lidt frokost et sted og æbleskiver og gløgg et andet sted... og der blev købt julegaver og lidt med hjem til vores "bedre halvdele" derhjemme. 

Vi skulle altid lige slutte af i den dér nissebutik, der egentlig var en gavebutik (jeg tror ikke, at den ligger der mere). Og så kom det svære valg: HVILKEN af de søde nisser skulle med hjem. 

Vi købte én hver, og det samme gentog sig de følgende år - og da jeg nu har arvet min mors, har jeg en mindre nisseflok. Det dansende par er desværre blevet lidt rustne - det bliver vi jo alle med alderen - men ellers er de lige så fine, som dengang de blev købt. 

Og jeg glæder mig over dem hvert år, for juleminder behøver ikke at være gamle for at være gode.

Julekasser og nostalgi

Mon ikke der er en del nostalgi i julepynt for de fleste? Mange juleting går jo i arv - det har de i hvert fald gjort i vores familie - og selv om det ikke altid er specielt eksklusive ting, så har tingene en værdi alligevel. Nemlig affektionsværdi...

I mit barndomshjem stod den kæmpestore julekasse oppe i det allerøverste skab i entreen. Det krævede en høj far på en stige, når den skulle tages ned, og derfor var den helt ude af rækkevidde for en anden én de 11 måneder af året.

Men når det blev december... så blev kassen hentet ned, og det var et fortryllende øjeblik. Sammen sad vi og pakkede andægtigt ud: De store julekugler fra bedstemor og bedstefar; glasfugle og klokker og små trompeter, flettet pynt fra tidligere år - for slet ikke at snakke om lametta. Kan I huske det?

Sølvlametta var altid det, der kom næstsidst på træet. Små håndfulde blev hængt hist og her fra grenene, og til allersidst kom lysene. Ikke elektriske lys - det brugte man ikke dengang - men små hvide lys i grønne metalholdere, der blev anbragt meget omhyggeligt, så lysene ikke ville antænde hverken papirpynt eller lametta.

Men alt det kom først i brug den 23. december. I starten af december var det kravlenisserne, der kom op, og de fik lov til at kravle, hvor de havde mulighed for det, og bagefter fulgte den store Gubbe - det var den fine gamle sprællemand, som bedstefar i sin tid havde samlet og skrevet navn bagpå. (Han elskede Norge og tænkte nok på Dovregubben, da han gav sprællemanden sit navn).

Den sprællemand har jeg endnu. Den gik netop i arv fra min mor, og den kommer op at hænge som det første...

Den engelske julekalender

I dag starter jeg min "Den engelske julekalender" for 7. år. Et sjovt indfald blev til en lille tradition på min www.anglofilia.info side - og hvert år er der mange, der læser med og gætter på de lettere fjollede spørgsmål...

Den første låge er åbnet og 23 følger efter i de kommende dage. Kig gerne ind, hvis du vil være med :) 

PS. Billedet er fra ét af de puslespil, jeg har i butikken lige nu.

En indrømmelse...

I dag er det første søndag i advent, som de fleste jo nok er helt klar over...  og i den anledning vil jeg komme med en lille indrømmelse...!

Jeg har aldrig i hele mit efterhånden ret lange liv været indehaver af en adventskrans!

I mit barndomshjem brugte vi bare ikke den slags - jeg aner ikke hvorfor - så derfor er det måske meget naturligt, at jeg i mit voksenliv heller ikke gør det.

Vi var til kalenderlys, var vi. Hvert eneste år blev et kalenderlys indkøbt, og hver eneste dag i december frem til jul blev lyset tændt. Ve den, der glemte at slukke det, når datostregen blev nået! Det kunne ske, at vi brændte et par dage af ved en forglemmelse, og det var nærmest helligbrøde.

Så nej, desværre. Første søndag i advent er for andre end mig, men kalenderlyset står klart, så det kan blive tændt tirsdag morgen. :-) 

Den bedste modgift

Når verden omkring mig bliver fyldt med for mange tåbeligheder, for meget ondskab, for meget dumhed - så tager jeg en dyb indånding, tæller til ti (mange gange!) og bruger en modgift, der i høj grad virker for mig.

Jeg har faktisk flere at vælge imellem.... Naturen er én af dem - og klassisk musik er en anden.

At sidde med tæppe om benene på en blæsende kold aften og lytte til nogle af de smukkeste toner, som mennesker har frembragt... så genfinder jeg troen på, at der findes anstændighed og kærlighed i de tobenedes verden.

Selvfølgelig gør der det! 

Heldigvis gør der det! 💗💗💗

Tryk på billedet og hør smukke toner...

ANGLOFILIA flytter...

... og vi flytter med. Vi har nemlig købt et hus her på Lolland, hvor der er plads til butikken og os. Samtidig er der en kæmpestor grund, så jeg igen kan få lov til at "lege" med planter og træer - sådan som jeg gjorde i mit engelske hus.

Jeg er ikke til fine prydhaver, men til frodig natur med plads til alle de dyr, der har lyst til at komme og være der. Jeg kan ikke forestille mig noget bedre end gode venner i form af fjedrede og pelsede kræ - og gode venner skal have det godt!

Huset ligger lige over for Kong Svends høj - Danmarks næststørste jættestue - så det er et område med historie og smukke herregårde i nærheden. Blandt andet herregården Pederstrup med Reventlow-museet, som jeg næsten kan vinke ned til.

Vi flytter først til 1. marts, så jeg er her, hvor jeg er nu, indtil da...

Julestemning

Jeg holder meget af julen, men jeg plejer IKKE at lytte til julemusik i starten af november. Det er bare anderledes i år, og jeg tror, at vi er mange, der har det sådan.

I denne tid har vi ekstra meget behov for alt det hyggelige, der hører julen til - og derfor sidder jeg altså lige nu med Michael Bublés julesange i computerens højttaler, mens jeg lægger julekalendere ind i min netbutik. 

Det er ikke nogen tosset måde at arbejde på... :-) 

Bogfestival: Mine egne bøger - ANGLOFILIA jul

I denne uge afholdes Bogfestival i stedet for Bogforum, som jeg ellers med stor fornøjelse har besøgt og/eller deltaget i adskillige gange. Men i år var det som bekendt ikke en mulighed...

Og derfor vil jeg - i al beskedenhed - sætte fokus på mine egne bøger. I dag er det bogfestivalens sidste dag, og min sidste bog er... selvfølgelig havde jeg nær sagt... julebogen.

ANGLOFILIAs julebog handler om den engelske jul i alle dens mere eller mindre nostalgiske facetter. De charmerende engelske landsbyer er indbegrebet af hygge og stemning, og i årets sidste måneder er der rige muligheder for at besøge victorianske julemarkeder og smukke, julepyntede huse.

Læs om juletraditioner, juleglæder, historie og personligheder og få samtidig inspiration til fremtidige besøg i Storbritannien.

Fra bibliotekets lektørudtalelse:

Er du begejstret for England og i særdeleshed den engelske jul, så er denne bog den rette for dig. En smuk udgivelse om engelsk jul, for anglofile og andre juleglade…

Du kan høre mig læse et af afsnittene op lige HER

Bogfestival - mine egne bøger: Floder, får og gyldne huse

I denne uge afholdes Bogfestival i stedet for Bogforum, som jeg ellers med stor fornøjelse har besøgt og/eller deltaget i adskillige gange. Men i år var det som bekendt ikke en mulighed...

Og derfor vil jeg - i al beskedenhed - sætte fokus på mine egne bøger. I dag omtaler jeg min seneste bog - paperbackbogen "Floder, får og gyldne huse".

Englænderne kalder det ”armchair travelling” – altså rejser fra lænestolen – og jeg kalder det ”Rejs med Mia”. Det er lidt det samme og betyder i virkeligheden bare, at man kan sidde hjemme i sin lune stue, mens man tager med på tur. 

Denne gang har vi taget turen i autocamper og kører fra Kent i det sydøstlige hjørne af England til Cotswolds-området – det er dér, de har de gyldne huse – og videre til Wales. På vejen retur kommer vi blandt andet til Worcester og Warwick, før vi slutter af med at besøge ”Barnaby-land” og nogle af Englands mest spændende historiske huse.

Undervejs fortæller jeg om stederne, naturen, haverne og byerne – iblandet lidt småsnak med folk, vi møder undervejs.

Fra bibliotekets lektørudtalelse:

En rejsebog, der oser af en god lænestol, tæppe, te og hygge! Forfatteren skriver varmt og indlevende og giver læseren følelsen af at være med på turen, der foregår i et dejligt afslappet tempo.