I dag havde min rare mand en del at se til, sådan rent arbejdsmæssigt - og da vi ikke havde mange krummer tilbage i køleskabet, måtte jeg købe ind.
Godt så! Hvordan gør man det, når man bor ti kilometer fra den nærmeste by? Man tager bussen, gør man!
Så jeg studerede google-kort og timeplaner. Lidt underligt, at bussen kun gik om én gang om ugen, nemlig om tirsdagen (tilfældigvis) og kun én gang. Kl. 14 et eller andet ud og kl. 16 et eller andet hjem.
Jeg vandrede i god tid ned til pubben, hvor busstoppestedet var. Vejen var snoet, og selv om der alle vegne var skilte med "farlige vejsving" og "30 km i svinget" - så kom bilerne drønende med dødsforagt og mindst tre gange så hurtigt som tilladt. Der var absolut ingen vejkant, så jeg måtte nærmest kaste mig ind til siden, hver gang en bil susede forbi.
Jeg var mere end lettet, da jeg kom til pubben. Men hvor var busstoppestedet? Jeg spurgte mig for og fik at vide, at den bus da var nedlagt for længe siden. Den eneste måde at komme til byen på var med taxa, og det var noget med 150 kr. hver vej.
Dyb indånding! 300 kr. for at hente brød og middagsmad - men sådan er det at bo på landet i England, hvis man ikke har en bil (og det havde jeg jo faktisk ikke i dag, når min rare mand brugte autocamperen som mobilt kontor).
Jeg spurgte chaufføren, om det ikke var et problem med den mangel på busser, som jeg er stødt på masser af steder. Jo, DET var det, men man måtte jo bare køre bil så.
Hvad med ældre mennesker, der ikke længere
kan køre bil?
Chaufføren så på mig i bakspejlet og trak på skuldrene: Jamen det må de bare gøre alligevel. Enten det eller flytte ind til byerne.
Nå, men der var hyggeligt i Chichester... Og vi fik mad på bordet... :-)