Et nyt år uden fyrværkeri

Da jeg var barn, havde flere medlemmer af min familie stadig stærke minder om krigens rædsler - og af den grund var fyrværkeri bandlyst nytårsaften. Når det gik højt, trak vi en knallert eller to eller holdt en tændt stjernekaster over badekarret.

De samme familiemedlemmer lærte mig at elske naturen og de skønne oplevelser, der følger med den. Fantastiske stjernehimler, smukke solnedgange og synet af dyr i det fri... alt det, der hele mit liv har fyldt mig med intens glæde.

For min skyld kunne man hellere end gerne skrotte fyrværkeriskidtet helt og bruge penge og krudt på noget mere fornuftigt. Der er nok at tage fat på!

Så derfor vil jeg ønske jer alle en fredelig, glædelig nytårsaften og alt godt i det nye år.

HAPPY NEW YEAR!  :-)

Foto: Dennis Water

Jul i sommerhus

Da jeg var teenager, holdt vi altid jul i lejede sommerhuse. Jeg vidste ikke noget bedre end at komme op til et halvtrist hus, der i løbet af en eftermiddag var fyldt med vores eget julestads og duften af hjemmebag.

Nogle juledage kom et par af mine utallige mostre på besøg, mens resten af ferien blev tilbragt med lutter hygge og afslapning. Der blev strikket, spillet, læst bøger og set TV, når vi ikke gik lange ture eller tog til byen for at "snuse".

Juleaften kørte min far på cykel til den nærmeste bager, hvor ande- eller flæskestegen var stegt, og bagefter kørte han på sneglatte veje med en godt indpakket lun steg - hjem til os, der ventede i køkkenet med sovs og brunede kartofler.

I disse dage genoplever jeg lidt af det samme. Vores lejede sommerhus er fyldt med julestads og duften af hjemmebag; der står tændte lys på bordet, og vi sidder med krydsord, strikketøj, bøger og computere.

Jeg nyder dagene her i det nordsjællandske, hvor stemningen meget ligner den, jeg kender fra ungdomsårene.

Blot savner jeg min far, der ikke er her længere - og stegen... den bliver desværre ikke længere "til bageren sendt"... ;-)

Morgengry

Jeg elsker mine morgener for tiden. Vi har lejet et sommerhus i Nordsjælland, hvor vi kan tilbringe det meste af december og julen sammen med min mor.

Morgenerne har jeg for mig selv. Jeg sidder her i udkanten af skoven og ser natten bliver til dag. Alt er tyst; en enkelt fugl pitter lidt og to rådyr kommer spankulerende tværs gennem haven.

Jeg sidder stille som en mus for ikke at skræmme og forstyrre, for jeg har altid lidt ondt af de dyr - er der overhovedet plads til dem her i området? I går så jeg cykeltræf på parkeringspladsen ved Asserbo - der var mountainbikes i massevis, og mon de holder sig til vejene? Hvor skal dyrene være?

Mennesket FYLDER altid så meget. For meget... efter min mening...

Whereever I Lay My Hat...

Jeg har boet mange forskellige steder i mit liv - og jeg kommer så tit til at tænke på Paul Youngs sang "Whereever I Lay My Hat", når jeg kommer til et nyt sted.

For sådan er det lige præcis med mig. Jeg lægger - om ikke min hat - så dog mine private ejendele fra mig og vips... så bor jeg lige dér.

I den seneste tid har jeg følt mig lige godt hjemme i et lille hus i Frankrig, som vi lejede i forbindelse med Disney-besøget - og en taglejlighed i Gråsten med udsigt over byen og søen.

Om ikke så længe lejer vi et sommerhus til juleferien og jeg ved, at vi også dér vil føle os hjemme i løbet af få timer.

Jeg behøver bare at lægge "hatten" fra mig... :-)

Foto: Wicker Paradise

Den Engelske Julekalender

Hvis du er i humør til en lille juleleg, er du velkommen til at være med i "Den Engelske Julekalender", der fra nu af og frem til jul løber på www.anglofilia.info.

Hver dag skriver jeg lidt om engelske juletraditioner og andet, der smager af engelsk jul - og hver dag kan du være heldig at vinde en lille kalendergave.

Jeg håber, at du har lyst til at kigge ind... :-) Mia

Foto: James Valentine Jelley

Et nyt liv

Vi har længe sagt, at vi ville gøre to ting, når vi en dag solgte Hollymount:

For det første ville vi tage en tur i Disneyland Paris, for det var en perfekt modvægt til et trist humør - og for det andet ville vi adoptere en lille hund, som kunne komme med på tur i autocamper.

I mandags overgik Hollymount til andre ejere, og selv om vi faktisk følte os mere lettede end ulykkelige - så tog vi turen til Paris alligevel. 

Vi har haft nogle herlige dage, hvor vi har været som børn igen... og nu er vi på vej mod Danmark, hvor vi dels skal bo i autocamperen og dels i et lejet sommerhus (hvor der dog er lidt mere plads til mor og juletræ og deslige...).

Og hunden... den har vi fundet, men ikke fået endnu. Vi glæder os... :-)

Disney-foto: Fantasyland Station

Det gælder om at stå sammen...

Jeg holder meget af reklamefilm i engelsk TV - dette her er Sainsburys julereklame i år:

 

Endnu en flytning...

Endnu en flytning står for døren - men nu har vi efterhånden øvelsen, så det tager vi i strakt pote.

Da vi sidst var i England i en UGE, nåede vi at sælge huset, finde en lejlighed (bare som base indtil videre) og sælge de store møbler. Huhej, hvor det gik.

Og denne gang har vi også en UGE til at rydde garagen, sælge nogle flere møbler og flytte resten. De sidste kommer til opbevaring i et par måneder, for vi overtager først den nye lejlighed fra 1. januar.

Derefter... kan vi få lov til at trække vejret lettet. For selv om det er trist, så er det også en lettelse - og der er allerede nye ting at glæde sig til.

Dem fortæller jeg om senere... :-)

Julebog og Bogforum

I dag har vi hentet magasiner og borde og alt muligt andet, der skulle bruges til Bogforum i Bella Centret. Her til aften er der stillet op - blandt andet med min nye julebog - og NU sidder jeg med benene oppe i det lille mobile hjem.

Stuen er tændt op med hyggebelysning; vi nyder lidt musik og en sen kop aftenkaffe med klejner til. Regnen slår stille mod taget, og her er lunt og rart.

Og så er jeg bare ti minutter fra Bella Centret, så jeg kan nærmest sove længe i morgen. Jeg kan SÅ meget godt vænne mig til en tilværelse på hjul... :-)

Hundevenner trænger til gode hjem

Da vi kørte til England sidst, kom vi til at ligge lige bagved en hundeambulance, der var fyldt med hunde fra Spanien. Det var hjælpeorganisationen "Spanish Stray Dogs", der var på vej til Storbritannien med hunde, der havde fået nye adoptivforældre.

Og selv om hundene jamrede sig, så kommer de nu til et hjem, hvor de er ønskede. Hvor de bliver mødt med omsorg og mad hver dag. En meget anderledes tilværelse end den, de har været vant til.

Jeg begyndte at læse om de hunde fra organisationen - og det var ikke nogen rar læsning. Hvordan visse mennesker kan opføre sig så grusomt, fatter jeg ikke.

Men det er glædeligt, at organisationer som SSD er til - og der er flere af slagsen, ved jeg. Og selv om jeg nok mest er "kattemenneske", så vil jeg ikke afvise, at der på et tidspunkt kommer en lille ven med i autocamperen. En lille ven, der trænger til kærlighed...