I anledning af indlægget om burhøns hos
Himmel og Fjord vil jeg fortælle lidt om
the British Hen Welfare Trust (BHWT).
Siden 2005 har foreningen sørget for, at knap 200.000 burhøns har fået gode hjem, så de kan få lov til at leve en naturlig tilværelse. Der er nemlig stadig mange år tilbage, for hønens gennemsnitlige levetid er omkring 7 år, og en burhøne bliver gerne kasseret efter halvandet.
Når de hjembragte høns bliver lukket ud af deres transportkasser, er de et sølle syn. Halvskaldede og fjerløse misser de med øjnene mod lyset, og jorden foran dem bliver betragtet med skepsis. Kan man virkelig gå på bar jord?
Det kræver også lidt tilvænning for hønsene, at der pludselig er noget, der hedder nat og dag. En burhøne kender kun til kunstig belysning, og nogle af dem bliver endda holdt helt i mørke. Hønsenes benmuskler er svage af mangel på motion, og deres røde top er bleg og falmet.
Når den første ængstelse har lagt sig, tager de deres første, forsigtige skridt i frihed. Man er jo ikke vant til at gå, når man knapt nok har haft plads til at stå. De frigivne høns skal også lære at finde mad selv og at tage sig af kyllingerne, for den slags kender en produktionshøne ikke noget til.
Lidt efter lidt vænner hønsene sig til den nye tilværelse. De opdager til deres store fryd begrebet støvbad og glæden over at finde en frisk godbid, og med tiden sker der også en fysisk forvandling. Fjer og dun vokser frem, og toppen bliver højrød og fin at se på. Mange høns bliver godt og grundigt forkælet af deres adoptivfamilier, så for disse heldige høns ender historien altså på bedste vis.
BHWT er bare én af de mange foreninger, der hjælper burhøns til en normal tilværelse. Og det er GODT. Jeg ville bare ønske, at forbrugerne gjorde deres indflydelse gældende og helt undlod at købe æg fra burhøns. På den måde blev disse foreninger helt overflødige – og det ville være endnu bedre!
