Pas godt på tænderne...

Jeg holder meget af Pam Ayres. En engelsk dame, der kan noget med verse og digte, så man ligger flad af grin! Jeg har flere af hendes shows som audio bøger, og når jeg hører dem, fyldes jeg med beundring over hendes rim og vid (og bid)...

Lyt med og bedøm selv... ;-)

Rigtig god weekend!

Positivliste

Når jeg prøver på at få mit liv ind på et mere sundt spor, så er det en stor hjælp at lave en plus- og minusliste. Listen kan skrives rent mentalt eller fysisk.

Det foregår ganske enkelt sådan, at jeg noterer mig, hvad jeg drikker og spiser i løbet af en dag. Hver eneste bid! Hvis det er noget, der er GODT for mig, får det et plus – og selvfølgelig et minus, hvis det IKKE er det. På den måde tvinger jeg mig til at tænke over, hvad det egentlig er, jeg går og fylder mig med.

Alt for ofte spiser man tomme kalorier uden at tænke over det. I bilen, i toget, på kontoret og andre steder, hvor man egentlig sidder og laver noget helt andet. Vupti, så er der røget en pose karameller ned. Og man nød den ikke engang – fordi man var uopmærksom!

Hvis man skal spise søde sager, skal man i det mindste huske at nyde det! ;-)

Husk at drikke vand

Jeg elsker at læse alt muligt, og blandt ”alt muligt” hører også bøger om helse. Seneste bog på stammen er ”Your Body's Many Cries for Water: A Revolutionary Natural Way to Prevent Illness and Restore Good Health” af F. Batmanghelidj.

Forfatteren er lægeuddannet og har angiveligt brugt vand (og vand alene) i behandlingen af blandt andet utallige tilfælde af mavesår. Han forklarer sammenhængen i bogen og beskriver, hvad der sker, når vores krop ”udtørrer”, og samtidig giver han anvisninger på, hvordan man ved at drikke tilstrækkelige mængder vand kan undgå blandt andet forhøjet blodtryk, migræne, gigt og depressioner.

Vi ved efterhånden alle, hvor vigtigt det er at drikke vand, men hans teorier er meget fascinerende. I betragtning af at vi mennesker i så høj grad består af vand, kunne der måske godt være en sammenhæng mellem vandmangel og visse lidelser?

Jeg ved i hvert fald af erfaring, at passende mængder vand både giver større velbehag og mindre tendens til hovedpine, så især her i varmen er det godt at være på vandvognen…

Parakitter

Som jeg skrev i mit søndagsindlæg, så har jeg to parakitter, nemlig gule Strit og grå Frederik. Selv om jeg holder meget af fugle og har haft undulater det meste af min barndom, så var det bestemt ikke meningen, at jeg skulle have burfugle igen…

Det hele begyndte med Pitte…

For nogle år siden skulle jeg opereres. Jeg var nærmest rædselsslagen, for hverken jeg eller lægerne var helt overbeviste om, at operationen ville gå godt (det gjorde den heldigvis!). Dagen før indlæggelsen gik jeg og min rare mand en tur i parken, og mens vi sad og snakkede på en bænk, hørte vi en underlig fuglestemme.

Da vi så op i et af de høje træer, sad der en knaldgul parakit deroppe. Vi rejste os op og snakkede til fuglen, og straks fløj den ned på jorden lige foran mig og begyndte demonstrativt at spise af gruset. Ganske langsomt og roligt bøjede jeg mig ned for at tage den op – og den lod sig fange. Den var træt og tydeligvis sulten, så mens jeg gik hjem med den, løb min rare mand i forvejen for at nå ned til dyrehandlen inden lukketid.

Vi indlogerede midlertidigt Pitte i et lille værelse, og den spiste vellystigt af det, der blev serveret. Den var tam, så nogen måtte savne den? Men selv om vi i tiden derefter søgte og spurgte og annoncerede, fandt vi aldrig dens hjem.

Næste dag tog jeg på hospitalet, men angsten for operationen blev nærmest skubbet i baggrunden af tanker om Pitte. Jeg var af en eller anden grund så optaget af den lille tilflyver, at jeg ikke havde meget andet i tankerne, og jeg følte nærmest, at det var et tegn på, at jeg ikke skulle være nervøs. Det skulle nok gå godt.

I de næste 3-4 år hyggede Pitte sig hos os. Den fløj tit rundt i stuen, og Puskis-kat var heldigvis ligeglad med den og ignorerede den demonstrativt. Når jeg tog en eftermiddagslur, sov Pitte på min hånd, og ved morgenbordet delte vi morgenægget.

Efter nogle måneder begyndte Pitte dog at se lidt trist ud, og vi gættede på, at den savnede en lille ven. Så jeg fandt Strit, en anden gul parakit, der søgte et godt hjem. De to blev glade for hinanden, men Pitte må have været en ældre fugl, for pludselig en morgen lå hun død i bunden af buret.

Nu var det Strits tur til at blive trist, og det kunne vi jo ikke have. Vi fandt en grå parakit, Frederik, i den Blå Avis, og Strit blev glad igen! (Frederik blev vist nærmest chokeret, for han var ikke vant til entusiastiske pigefugle).

Så kærester blev de aldrig, de to pipper. Men de er gode venner, og jeg tror, at de hygger sig sammen. De står i et voliere ude på terrassen, og lige nu øver Frederik sig i at fløjte, så han kan synge med på solsortens godnatsang. Det kræver nu nok lidt mere øvelse…

Flere forhandlere af ANGLOFILIA magasinet

I dag har jeg fået en dejlig nyhed fra dem her…

Fra den 1. juli bliver ANGLOFILIA magasinet også forhandlet på DSB kiosker i Århus, Kolding, Odense, Københavns hovedbanegård, Holte, Lyngby samt hos Salling i Århus og Købmanden i Tisvildeleje.

Flere forhandlere kan meget vel være på vej…

Vinderen blev...

Hatten er rystet, min rare mand har trukket vinderen, og det blev...

Mette B

Du skal være sød at maile mig din adresse, Mette - så sender jeg fluks neglelakken til dig, så du kan få fine sommertæer... :-)

Årets varmeste dag

Jeg følger gerne med i BBC radio, når jeg tøffer rundt herhjemme. Og nu hørte jeg lige vejrudsigten: Årets hidtil varmeste dag i England - med 31 grader i London.

Jeg er bestemt ikke til megen varme, så temperaturer omkring de 20-21 grader passer mig bedst. Men der må ellers være skønt i Hollymount lige nu...

De kommende dage er vist stadig ledige... så hvis nogen er til sol og varme og hyggelige, engelske huse, er der gode muligheder for at drive den af i Worcestershire... ;-)

Doven søndag

Det er længe siden, vi har haft sådan en doven søndag. Sådan én hvor man spiser morgenmad (længe) og kigger i avisen (længe) og bare nusser rundt. Og slår sin rare mand i en omgang "Hvem Ved Mest" på svensk TV. Åh, det er bare så godt!

Og lige nu snorker Puskis i sin stol på terrassen. Frederik og Strit sover også, men de holder et vågent øje med alle de spurve, der skal hen og drikke vand. Jeg har gemt lidt nødder til "Lille E" - det lille egern, der er ved at få til vane at komme på besøg.

Hvem Frederik og Strit er? Det er to parakitter, som hører til familien. Historien om dem kommer en anden gang. Shhh, lige nu sover vi!

Helt ny ESSIE neglelak foræres væk...

Jeg har lige fået nogle fine ESSIE neglelakker sendt fra England, men af en eller anden grund har jeg bestilt den samme farve to gange...

Det er den, der hedder TART DECO - og den er rigtig flot til brune sommertæer...

Da det ikke rigtigt kan betale sig at sende den retur til England, synes jeg hellere, at den skal glæde en anden i blogland. Er der nogen, der kunne tænke sig den - så sender jeg den som sommerferie-gave...

Neglelakken er meget populær og indeholder efter det oplyste ingen hormonforstyrrende og allergifremkaldende stoffer.

Skriv en kommentar til dette indlæg her i løbet af weekenden - kommer der flere end én, trækker jeg lod på mandag.

En cykeltur derhjemme

Jeg er sørme blevet glad for min rare mands motionscykel. Den har jeg ellers kun haft hån til overs for, men jeg tager det i mig igen! Jeg har altid cyklet – er faktisk vokset op i en familie med cykler og ingen bil – og i min verden var en motionscykel kun en ringe erstatning for den ”ægte vare”. Hvorfor i alverden cykle nede i kælderen, når man kunne køre gennem skove og høre fuglesang, mens man fik røde kinder af den friske luft og masser af vind i håret?

Men siden jeg skvattede ned af trappen for et par år siden, har mit haleben forhindret mig i at cykle. Endda i så høj grad, at jeg solgte min røde racercykel, fordi jeg var overbevist om, at DEN kom jeg aldrig til at bruge igen.

Nu fik jeg så anledning til at prøve mig forsigtigt frem med motionscyklen. Efter en kort instruktion, indstilling af højden og en tyk pude at sidde på gik det faktisk fint. De første dage var jeg nærmest død efter tre kilometer, men det går fremad.

Og nu er jeg så begyndt at cykle inden morgenmaden og mens jeg ser TV. Jeg har en masse dokumentarprogrammer på video, og dem tygger jeg mig igennem, mens benene hjuler og pulsen stiger.

I dag røg der 6 kilometer nærmest uden jeg opdagede det, og jeg kan mærke, at det hjælper på "dellerne".

Hov, hvor blev de af? :-)