søndag den 29. januar 2012

Søndagssysler


Jubii, i dag er det søndag! Og vi, der har hus til salg, ved jo nok, hvad man kan bruge søndage til...  :-)

lørdag den 28. januar 2012

Det var ferietider...


Der var engang, hvor omstændighederne og økonomien gjorde, at vi kunne holde ferier adskillige gange hvert år. Vi tog næsten altid til England (Storbritannien), og sommetider var vi afsted hele 3 uger ad gangen. Det var tider!

Nogle gange lejede vi hus derovre, og vi boede de mest morsomme steder. Af en eller anden grund var husene i Skotland altid lidt for morsomme - sådan at forstå, at der næsten altid var noget i vejen med dem. Det skyldtes helt sikkert tilfældigheder og har ikke noget med skotske huse som sådan at gøre, vil jeg skynde mig at sige. Til gengæld var udlejningsbureauet altid meget forstående, og vi fik uden besvær vores penge igen.

Så alle vores ferier i Skotland endte med at blive kør-selv-ferie på hotel og bed and breakfast, og de var derfor altid totalt uforberedte og fyldt med tilfældigheder. Men sjovt var det at køre rundt på må og få - ud i det blå uden at vide, hvad dagen førte til, og hvor vejen førte os hen.

Dette her hus var ét af dem, vi lejede. Det lå helt ned til vandet, og vi tilbragte to-tre velsignede og meget fredfyldte dage med at lave absolut ingenting, gå ture på stranden og bygge sandborge. Men så røg oliefyret, og hele huset blev indhyllet i oliestank - og vi overlod det til ejeren og reparatøren og tog på farten i stedet for.

Det endte selvfølgelig med at blive endnu én af vores dejligste ferier... :-)

fredag den 27. januar 2012

Sol og blå himmel


Jeg ved ikke med jer, men jeg trængte altså til at se lidt sol og blå himmel... :-)

Rigtig god fredag!

torsdag den 26. januar 2012

En drøm af et dukkehus

En af min fars senere fremstillinger: En lille vægreol til køkkenrulle etc.


Min far skulle have været snedker, for han var utrolig dygtig med sine hænder – men han blev altså bankansat i stedet for. Snedkeriet blev til gengæld en kær hobby, og det nød jeg godt af som barn.

Et par gange om ugen forsvandt min far over på skolen, hvor han kunne få lov til at arbejde i sløjdlokalet uden sin nysgerrige datters indblanding. Og når det var jul eller fødselsdag, fik jeg de mest fantastiske ting forærende. Et dukkeskab med skydedøre, hylder og håndlavede bøjler. En lyseblå dukkeseng med tremmer og hjul. En reol og et skrivebord med linoleumsbelægning. Men det allerfineste - som jeg fortryder bittert, at jeg solgte som teenager - var et dukkehus.

Det var mere end et dukkehus. Det var en lyserød drøm af en moderne villa. En stor étplansvilla med tag, der kunne løftes af. Alle vinduer havde sprosser, og både de og terrassedøren kunne lukkes op. Der var en rigtig brevsprække med klap i hoveddøren; der var blanklakerede trægulve, der var et køkken, som ville have gjort enhver husmor grøn af misundelse. Der var stik placeret langs gulvpanelerne, så husets lamper kunne tilsluttes det batteri, der var gemt diskret af vejen.

Alt var så fint og så gennemtænkt. Og huset var selvfølgelig møbleret med blandt andet små kopier af Wegners armstole, som min mor havde syet smart betræk til. Der var køkkenskabe med rigtige glideskinner til lågerne og bittesmå indfældede håndtag, som en lille barnenegl lige kunne få fat i. Min far må have brugt alverdens tid på at gøre alting så fint, og jeg var fuldstændig betaget.

Det dukkehus var mit yndlingslegetøj i mange år, og senere – som voksen – gik jeg selv i gang med fremstillingen af miniaturestuer, -butikker og -møbler. Men det var til mine bøger, og det er en helt anden historie, som jeg skal fortælle mere om en anden gang...

onsdag den 25. januar 2012

Hundekold onsdag


Brrrrr, i dag var det sådan en dag, hvor man skulle blive hjemme i sin lune stue og drikke varm chokolade med flødeskum...

Men i stedet tøede jeg bilen op og tog min mor med på rundfart, fordi jeg havde en masse ting at ordne. Der skulle købes fuglefrø og kattemad i store mængder; der skulle købes frimærker og postes breve; der skulle afleveres ting rundt omkring, og der skulle købes lidt fornødenheder.

Men heldigvis blev der også tid til.... den varme chokolade med flødeskum. Og kage til.

Så det var i grunden slet ikke så galt... ;-)

Forunderlige nordlys


I går så vi den film fra Nordnorge, som jeg fik i julegave. Den var ikke lang, men den var både dejlig og seværdig.

Mest af alt var jeg betaget af nordlyset, som jeg aldrig selv har oplevet. Hvilket forunderligt naturfænomen - en slags fascinerende lysballet med himlen som scene. Joanna Lumley var dybt rørt, og det ville jeg sikkert også have været.

Har du nogensinde set nordlys?

tirsdag den 24. januar 2012

Don McLean



Noget musik hænger ved fra min grønne ungdom. Én af dem er Don McLean og hans plade American Pie, som jeg har hørt og nydt så mange gange, at den må være næsten slidt igennem.

Mange af numrene er uovertrufne, og Vincent er den allerbedste. Hvis ikke du kender den, er den i allerhøjeste grad værd at lytte til...

mandag den 23. januar 2012

Kreative inspiratorer

Når Lene skriver om sin farmor, der lagde brænde på hendes kreative bål, kommer jeg altid til at tænke på min gamle klasselærerinde. Frk. Bruun gjorde nemlig det samme for mig.

I de første syv skoleår havde jeg glæden af at modtage undervisning fra denne dejlige dame (til venstre på billedet), der virkede så inspirerende og var med til at udvikle min lyst til at lære og til at skrive.

Når jeg udbredte mig om de utallige ting, jeg ville være - apotekerassistent, rejseleder, gartner og hvad jeg ellers fandt på - så rystede hun altid lidt overbærende på hovedet og smilede mildt. "Næ nej, du skal da skrive og være forfatter!"

Det er så utroligt vigtigt for et barn at have en eller flere voksne, der kan inspirere. Jeg var så heldig at have et par stykker... :-)

Det er i øvrigt mig nederst nummer to fra højre med den hvide T-shirt, men det havde I måske gættet...?  :-)

søndag den 22. januar 2012

MANDAGSTEMA: Sødt

Med det mandagstema var jeg slet ikke i tvivl, for selv om jeg elsker kager og søde sager - så er det allersødeste i mit liv de dyr, jeg omgiver mig med.

Her er det én af mine engelske kaniner, der lige skal have styr på pelsen... :-)


Babyblød hud

På denne årstid finder jeg min lille æske med olierne frem. Aromaterapien er nemlig guld værd for mig nu, hvor min hud begynder at blive tør af mangel på luft og sol.

Et par velovervejede dråber af geranium eller lavendel eller - hvis det skal være vild luksus - rose i en passende mængde jojobaolie eller mandelolie, åh så bliver huden blød og lækker som en barne.....kind.

En anden blanding kan afhjælpe ømhed i musklerne, og den har jeg haft god brug for i den forløbne uge. Og vil sikkert have det i en rum tid fremover, for mandag er jo blevet Pilates-dag... :-)