Råt er godt

For nylig fandt jeg én af mine gode følgesvende frem: Grethe Schmidts bog om råkost og andre gode sager. For selv om jeg har været ret behersket med juleslik og fed mad, så føler jeg alligevel, at jeg har brug for det lille puf gennem vinteren, som råkost og friskpresset saft kan give.

Jeg har et råkostjern på min køkkenmaskine, så det tager ærlig talt ingen tid at snitte lidt kål, lidt gulerødder, lidt agurk og hvad der nu ellers er. Så det er blevet mit faste frokostritual nu - sammen med en klapsammen rugbrødsmad for fylds skyld.

I dagens løb gumler jeg på lidt nødder og et æble, og om eftermiddagen står den på et glas friskpresset grønsagssaft og senere en lille skål frugt.

Man behøver ikke at gå sulten i seng, for der er også plads til lidt lækkerier i form af godt brød - eller som i går en stegt fisk med masser af persille og fine små kartofler til.

Råt er godt - og jeg ved, at det er noget, min krop tager imod med glæde... :-)

Køleskabsfornemmelser

Hjemme igen fra en hyggelig ferie på Bornholm - "hjemme" i det lejede hus, hvor man nærmest har køleskabsfornemmelser nu, hvor frostgraderne slår igennem de utætte vinduer, og de elektriske radiatorer kæmper for at følge med.

Så er det man savner svigerforældrenes varme stuer sådan for alvor...

Gode planer

Jeg havde mange gode planer. Planer om lange vandreture, lange køreture, bykig og meget andet godt. Men vejret driller.

I går pøsede det ned, og da det endelig ved tretiden blev opholdsvejr, gik vi en frisk tur ned til rundkirken. Men det blev lidt mere frisk end vi havde forestillet sig, så vi nåede ikke engang helt frem, før vi drejede om på hælen og skyndte os hjem igen.

I dag regner det. I morgen bliver det stormvejr. Såhhhh....

.... jeg tror, at vi bliver indenfor og hygger i stedet for. Heldigvis har jeg medbragt strikketøj, bøger og snakketøj, så vi klarer os.

Bornholmske dage

I disse dage slår vi vores folder på Bornholm... flere billeder følger senere.

En god historie - og nu en spændende film

Frederiksberg Have og Zoo

Jeg elskede Frederiksberg Have som barn. Den lå relativt langt fra min bopæl, men der var dog ikke længere end man kunne gå eller cykle.

I starten tog jeg dertil sammen med min mor, men da jeg blev ældre, gik jeg alene eller sammen med en veninde. Jeg opdagede, at man kunne håndfodre egern og mejser, hvis man var tålmodig nok, så jeg havde altid lidt nødder med i lommen.

Jeg havde i mange år årskort til Zoologisk Have og smuttede gennem Frederiksberg Have for at komme ind ad bagindgangen. (Gad vide, om man stadig kan det?). Jeg stod klar, lige så snart Zoo åbnede, og på den måde havde jeg haven nogenlunde for mig selv en times tid.

Jeg snakkede med dyrene og også med dyrepasserne, der gerne fortalte små historier, mens de fodrede eller fejede eller hvad de nu gjorde. Og når folk begyndte at strømme ind i haven, "strømmede" jeg ud igen. Ud gennem bagindgangen - ud i Frederiksberg Have, hvor der også var dyr, der gerne ville fodres.

Og glæden ved at uddele nødder her var faktisk, at dyrene kom til mig helt af egen fri vilje - kun lokket af en godbid... :-)

Telefontider

Da jeg fortalte om tobakshandlerens telefon i mit indlæg i går, kom jeg i tanker om dengang, da apparatet holdt sit indtog hos os.

Jeg er ikke sikker på, at min far fandt det nogen særlig god idé med den telefon, for både min mor og jeg havde det med at tale rigeligt længe. På et tidspunkt blev der stillet et æggeur op, og så fik vi strenge ordrer på at lægge røret, når den udmålte tid var gået...

Jeg kan stadig huske en masse af de gamle telefonnumre, men især min farmors, fordi det var så sjovt: ÆGIR 3100 Ulla. Det var en fælles telefon, som jeg var meget fascineret af, for når man ringede op, skulle man altid først lige høre, om der var andre på linjen. Det var selvfølgelig ikke pænt at lytte med, men man kunne, hvis man ville.

Jeg var ikke så vild med at ringe op fra farmors telefon, for jeg havde altid stærkt på fornemmelsen, at der var tilhørere på. Den slags bekymrer man sig nok ikke så meget om i dag, hvor alle (mange) går rundt og snakker i mobil i det offentlige rum...

De gamle butikker

Vi havde et livligt butiksliv i den boligblok, hvor jeg boede som barn. På hjørnet lå en lille købmand, der blev ejet af to ældre damer, og der duftede altid så skønt af den kaffe, der blev malet på kaffemøllen i vinduet. Jeg elsker stadig duften af friskmalet kaffe, der altid får mig til at tænke på butikken her.  

Ved siden af lå tobakshandleren, hvor man kunne låne telefonen. Dengang havde vi ikke selv telefon, men måtte enten bruge tobakshandlerens eller gå ned til en rød telefonboks på Peter Bangs Vej. Somme tider gjorde vi det sidste, for telefonrummet inde i butikken var særdeles lydt, og man kunne høre alt, hvad der blev sagt. Selv om den rare tobakshandler altid bevarede pokeransigtet og blot tog imod de ti øre, det kostede at ringe.

Det var også her, jeg fik mit allerførste Anders And blad. Min far købte det til mig, og det blev starten på min barndoms kærlighed til Andeby - og til kulørte hæfter i det hele taget. Den blev dog aldrig overgået af min kærlighed til bøgerne, men til de små pauser var hæfterne bedst. Når jeg var syg, kom hele kassen med tegneseriehæfter frem, og så lå jeg i sengen og læste dem ét efter ét.

Det var slet ikke så tosset at være syg dengang…

Min første Irma

Jeg sidder og arbejder lidt med nogle gamle ting og kom til at tænke på dengang, da det allerførste Irma kom til vores område. Det lå pænt langt væk fra os, så vi travede hele vejen ud ad Finsensvej og passede på ikke at købe mere end vi kunne slæbe tilbage. Men det var vildt fascinerende, at man sådan kunne gå og komme tingene i kurv – man følte sig næsten som en butikstyv, når man bare tog selv - og varerne var meget anderledes end vi var vant til. 

Dengang tænkte man ikke på, at alt det nye og smarte betød, at mange små købmænd måtte lukke ned inden længe…

Foto: Greg McMullen

Fredfyldt morgen

Sidder her og nyder min fredfyldte morgen. Den eneste lyd lige nu er en morgenfrisk fugl, der sidder på en gren i haven og synger - jeg er sikker på, at den også sætter pris på den fred, der er faldet over Holte og omegn.

Juletræet står her endnu, og det er første gang nogensinde, tror jeg, at det ikke er fjernet inden nytår. Men det er så lille og så kønt, at jeg ikke har nænnet det - og når englænderne kan vente med at fjerne julepynten til den 6. januar, så kan jeg også...

Om lidt skal jeg se nytårskoncert. Livet er godt!