Da jeg i går skrev om køkkendrømme, kom jeg til at tænke på det køkkenmareridt, jeg oplevede engang. Vi havde lige købt nyt (gammelt) hus, og der var penge til overs til et køkken også, så vi gik i gang med planerne.
Vi fandt et køkkenfirma med en rigtig rar og tillidsvækkende konsulent, der fremstillede de fineste tegninger. Vi godkendte og skrev under, og i det sekund, vi løftede pennen, fortalte konsulenten os, at han i øvrigt stoppede i firmaet.
Min første indskydelse var at flå papiret fra ham og rive det over. For det var ham, der skulle have styret køkkengangen, og lige pludselig var der ingen styring... Men jeg gjorde det ikke (dumt!) - for hvor svært kunne det være at styre sådan en smule køkken?
Da den planlagte startdato kom, dukkede Harry op. Han fik fluks i gang med at rive alting ned, og derefter forlod han os. Længe! Meget længe!
Vi levede af ymer og leverpostejmadder i en uge, men Harry dukkede ikke op. Ingen i firmaet vidste, hvor han var.
I begyndelsen var jeg mild og blid, men efterhånden blev jeg ret så bister. Harry var nemlig i familie med Houdini, skulle man tro. Han var i hvert fald ekspert i forsvindingsnumre. Han dukkede op - blev en time, samlede et skab og justerede en skrue - før han forsvandt igen.
Det gik også op for os, at Harry "kunne" det hele. Han var tømrer, snedker og blikkenslager på én gang - og han var ikke særligt god til nogen af delene.
Tiden gik; det tog UGER at få det - ikke specielt store - køkken op. Det færdige resultat var forsinket med halvanden måned eller noget i den stil, og det var ikke imponerende. Emhætten var gennemhullet, køkkenskabene skæve, der var sat forkerte paneler op og ... ja, jeg kan dårligt huske alt det, der var i vejen.
Men vi var så udmattede og så trætte af Harry på det tidspunkt, at vi valgte at leve med det. Heldigvis var det nok kun os, der så fejlene, og nogle af dem kunne vi selv rette hen ad vejen.
På den baggrund kan det måske undre, at vi går med køkkendrømme...?! :-)
PS. Ja, billedet viser mit køkken fra dengang i 70'erne...
