søndag den 30. januar 2011

Med på noderne


En mere "eksklusiv" udgave fra Illums Bolighus

I går besøgte vi nogle gode venner, og da de havde en sækkestol stående/liggende, skulle jeg lige prøve den. Jeg havde helt glemt, hvor godt man sidder i sådan én. Især når man har et "ømt punkt" på halebenet (gammel skade), for de små kugler i stolen former sig pænt efter kroppen og aflaster, hvad der skal aflastes.

Som ung havde jeg den smarteste sækkestol i lysebrunt jernbanefløjl. Jeg elskede at sidde i den, når jeg skulle læse og se TV - og jeg kan slet ikke huske, hvorfor jeg skilte mig af med den. Det har nok været noget med moden og tiderne, der skiftede - og indrømmet, en sækkestol passer ikke specielt godt til vores nuværende "stil".

Men det vil jeg pytte på. For nu er sækkestole åbenbart igen blevet moderne, og jeg ønsker mig altså én...

lørdag den 29. januar 2011

Huset på Christianshavn


Nu har vi - over en meget lang periode - arbejdet os igennem samtlige 84 afsnit af Huset på Christianshavn, og det har været både hyggeligt og nostalgisk. Mange af afsnittene fik jeg aldrig set, fordi jeg boede i Bruxelles, da de blev sendt - og andre afsnit var bare gensyn.

Det har været sjovt at se, hvordan tøjmode og adfærd har ændret sig - ganske umærkeligt. Og så var jeg fascineret over, hvor meget rollefigurerne var i stand til at konsumere af spiritus...

Hvis man, som jeg, har lyst til at være nostalgisk af og til - så er der masser af gamle udsendelser på DR's Bonanza. Jeg opdagede det først for nylig og sad i går og hørte Otto Leisner og Mylius spille pop fra dengang. Det var vældigt underholdende... ;-)

fredag den 28. januar 2011

HIMMELSK


Det er fredag og tid til Petunias himmel-leg.

Denne gang er mit bidrag et meget dansk bidrag. Og sådan ét kan jo kun se sådan her ud...!  ;-)

Du kan se andre himmelske bidrag her...

RIGTIG GOD WEEKEND, alle sammen...

torsdag den 27. januar 2011

Lej et hus i England


Hvis nogen nu er begyndt at planlægge ferier, og hvis nogen nu kunne tænke sig at leje at dejligt hus i England – så er man altså leveringsdygtig…! Bare tænk på lyse sommermåneder med summende bier og kvidrende svaler og kun egern og får som naboer…

Du kan se nærmere på huset her: http://www.homeaway.co.uk/p1080537

Dejlig frugthave

Naboerne

Entre med kig ind i stuen

Udsigt fra stuevinduet

Indendørs bjælker

Udsigt fra første sal

onsdag den 26. januar 2011

En lille terrorist


Om sommeren er vores nymfeparakitter udenfor, og alt er lutter idyl. Men om vinteren kommer de ind, og så er helvede løs. Strit er fredsommeligheden selv, men Frederik har udviklet sig til en lille terrorist, der sidder og gokker på tremmerne, når han er utilfreds. Han vil nemlig gerne ud og flyve.

Fint nok. Hvis han så bare KUNNE flyve. Han er ikke nogen ørn på det punkt, og så ”taber” han nogle gevaldigt store nogen alle vegne. Så INDEN jeg forbarmer mig over ham og lukker ham ud, skal de pæne møbler afdækkes – og så skal jeg ellers have god tid, for han er ikke til at drive ind igen.

Når han er ude, stortrives han. Han sidder på mit hoved og hiver mig i håret; han sidder på tæppet og piller tråde ud, han sidder på lampeskærmen og …… nå ja, men den er heldigvis nem at vaske. Ind i mellem fløjter han små sange og snakker lidt, sover på ét ben og ligner indbegrebet af en engleagtig fugl, der hygger sig.

Puskis SER overbærende på ham. Den dér store fjertot skal bare ikke komme for tæt på! Men så lægger hun sig ned igen og sover videre. Livet er for kort til store, tykke fugle, der ikke er mundrette.

Og nu har vi så pivet. For inde i buret sidder Strit og gumler vellystigt på en kolbe - og Frederik er sulten. Men han er ikke den skarpeste kniv i skuffen, og han kan ikke finde lågen (selvom den er ca. 30 x 30 cm).

Ak ja!

tirsdag den 25. januar 2011

The King's Speech



Denne her glæder jeg mig meget til at se...

Premiere i biograferne den 3. marts.

søndag den 23. januar 2011

Et kattelam


Forleden tog min herboende mor og jeg i Ilva for at kigge på stole. Dem fandt vi ingen af, men i stedet fandt min mor et dejligt, brunt lammeskind. Blødt og lækkert og helt perfekt til lænestolen og katten Rikke, der skulle have noget hyggeligt at ligge i.

Men Rikke havde kun foragt til overs for lammet og gik i en stor bue udenom det. Hvad skal man med den slags, når man selv har pels?

Hvorimod Puskis, den lille gamling, fandt det helt uimodståeligt. Så nu ved vi, hvor vi kan finde hende – dybt begravet i lun, brun lammeuld og kun afsløret af en let snorken.

lørdag den 22. januar 2011

Den gode restaurant


Jeg elsker god mad, som andre har lavet med kærlighed, og jeg elsker at gå ud og spise et hyggeligt sted, hvor man kan sidde og nyde maden og stemningen sådan dybt ned i maven og helt ned i tæerne. Suk! Velvære!

Men der er godt nok langt mellem de dér maveoplevelser. Er det mon bare mig, der har været uheldig?

Alene det at blive budt velkommen på restauranten. Jeg har mere end én gang oplevet, at jeg nærmest selv skulle hen og prikke tjeneren på skulderen for at gøre opmærksom på min eksistens. Eller hadetingen: Dét skilt, hvor der står: ”Please wait to be seated”. Hvis man er rigtig heldig, kan man få lov til at stå og blomstre i adskillige minutter.

Den restaurant, der byder mig velkommen med et smil og slår ud med armene: “Tag endelig plads, hvor du har lyst” – dér kommer jeg til gengæld gerne.

Der er også en vis tendens til at byde på ”oplevelser” i stedet for mad. Vi var engang et selskab til julemiddag, hvor den - meget kendte - kok insisterede på, at han altså bedst vidste, hvad vi skulle have at spise. Resultatet var, at menuen stod på flere retter, som halvdelen af selskabet ikke kunne lide og aldrig selv ville have valgt.

Én af grundene er den meget udbredte brug af foie gras. På en anden – meget kendt - restaurant havde de endda brugt dette u-produkt i tre af menuens fire retter (den fjerde var desserten). Behøver jeg sige, at jeg ikke sætter mine ben dér igen?

Næ, må jeg bede om god og veltillavet mad fremstillet af sunde og velsmagende produkter. Ikke så meget pjat med etageopstilling og mystiske sammensætninger – men bare Dejlig Mad. Dét vil helt automatisk give gæsten en god oplevelse.

fredag den 21. januar 2011

SCOPA

Det er de utroligste ting, man kan lære af at spille computerspil. Jeg har tidligere omtalt Nancy Drew detektivspil, og i de spil er der en hel masse "under-opgaver", som man kan lære en del af.

Én af de ting, jeg har lært på denne måde, er det italienske kortspil SCOPA. Det kræver nogle ganske specielle kort og har selvfølgelig nogle ganske specielle regler. Men det er vældig sjovt, når man først har fundet ud af det.

Jeg opdagede tilfældigvis, at man kan spille SCOPA på nettet. Så jeg meldte mig ind i "klubben" og kan nu vælge mellem at spille mod en computer eller mod "rigtige" mennesker over hele verden.

Jeg spiller ikke så tit, men det er da lykkedes mig at komme på high score tavlen alligevel... ;-)

torsdag den 20. januar 2011

Zzzzzz-zoneterapi


I dag har jeg været flittig og arbejdsom – og bagefter ventede belønningen. Guleroden var en dejlig behandling med zoneterapi hos Bente i Ordrup, og så kan den efter min mening ikke blive bedre.

Mens man ligger dér med en dejlig varmepude i ryggen og bliver nusset om, driver man afsted på små, afslappende skyer til lyden af stilfærdig musik. Eller sagt på en anden måde: Inden der er gået fem minutter, er jeg faldet i søvn.

Jeg er sikker på, at zoneterapi (også) er godt for sjælen… ;-)

onsdag den 19. januar 2011

En helt anden tid

Da jeg var teenager, besøgte jeg ofte min venindes mormor, der boede i en lille sydsjællandsk landsby. Som ”Københavnertøs” var det som at komme på en rejse tilbage i tiden, for her var alting stadig som i ”de gode gamle dage”.

Jeg elskede at besøge min venindes families dernede, for det var ikke kun mormor, der boede her, men også flere andre familiemedlemmer. Selve byen bestod kun en gammeldags kro, en købmand og en bager – og så smeden, som vi tit besøgte for at se ham smede hestesko eller sko de store heste. Når jeg skulle ringe hjem, skete det fra ”centralen” – et lille beboelseshus på hovedgaden, hvor indehaveren stod for telefonforbindelsen.

Mormor boede i et lille hus ved gadekæret. Her var ingen moderne bekvemmeligheder af nogen slags, og selv om jeg på det tidspunkt havde prøvet lidt af hvert – sådan rent feriehusmæssigt – så havde jeg dog aldrig oplevet et udendørs ”das”. Sådan ét med tønde og låg og hjerte i døren. Og en Guds velsignelse af kæmpestore edderkopper. Argh!

Nå, men man bliver trods alt hærdet, og efter et par dage havde jeg lært, hvor de store edderkoppebamser sad, og jeg stirrede intenst på dem, mens jeg… ordnede det, jeg skulle ordne. Det værste var, når man skulle besøge det lille hus efter mørkets frembrud. DET kom jeg aldrig til at vænne mig til.

Mormor var en sej dame; hun kunne sagtens klare sig selv, og hun havde sine meget bestemte meninger om alting. Jeg fik fra begyndelsen at vide, at den, der glemte at lukke døren til spisekammeret, ville blive særdeles upopulær. Jeg forstod snart hvorfor. Da der lå en stor bondegård lige i nærheden, vrimlede det med fluer, og de skulle selvfølgelig holdes væk fra maden.

Jeg kan huske, da jeg ankom allerførste gang – og der blev serveret eftermiddagste med brød og hjemmelavet hindbærsyltetøj. Jeg har ALDRIG – hverken før eller siden - smagt noget så vidunderligt. Men lige som jeg sad dér i den syvende himmel og gumlede, tog mormor sin udtjente fluesmækker og KLASK smækkede en flue lige ved siden af brødet. Og KLASK én til ved siden af sukkerskålen. Og KLASK, KLASK, KLASK… Jeg kan stadig se scenen for mig, hvor mormor fuldstændig upåvirket klaskede fluer til højre og venstre, mens hun drak te og sludrede fornøjet.

Livet på landet var altså lettere rustikt, og det blev ikke mindre rustikt, da det gik op for mig, at den dér tønde inde fra dasset… den skulle altså tømmes med mellemrum. Vi to piger lærte hurtigt at blive totalt usynlige, så snart vi fornemmede, at en tømning var forestående. Jeg havde nu ret dårlig samvittighed, når jeg så den gamle, senede mormor slæbe af sted med fyldt spand – og jeg fandt snart ud af, at indholdet altid havnede nede ved bærbuskene. Gad vide, om det var derfor, hindbærmarmeladen smagte så godt…? ;-)

tirsdag den 18. januar 2011

Med dyret på tur...


For første gang i ugevis en god travetur i en have uden sne. Denne dag har vist været ventet med længsel... ;-)

mandag den 17. januar 2011

Minder om min far

Min far døde i 2003, og jeg troede, at sorgen aldrig ville forlade mig. Men den fortog sig, langsomt – gemte sig inden i mig og nøjes nu med at dukke op ved særlige lejligheder.

For eksempel når en ganske speciel rose blomstrer uden for mit hus. Det gør den hvert år i juni, og når jeg ser den særprægede laksefarvede blomst lyse derude, dukker sorgfuldheden op igen. For jeg plukkede sådan en rose, da jeg skulle besøge min far på hospitalet. Den blev anbragt i en vase og stillet på hylden foran hans seng, så han kunne se den. Og den rose blev det sidste, han så.

Den 31. januar var det hans fødselsdag, og når vi nærmer os den dato, dukker sorgfuldheden op igen som en lille orm, der begynder at gnave. Selv om jeg prøver at holde den nede, lader det sig ikke altid gøre, men jeg gør mit bedste for at tænke på nogle af de gode oplevelser. Der er heldigvis mange at vælge imellem.

Da jeg var helt lille, arbejdede min far i en storbanks hovedsæde. Af og til var han på arbejde om søndagen, og sommetider kom jeg med. Hovedsædet lå i en af Københavns smukkeste bygninger, og der var så mange fine ting i alle de imponerende rum. Min far viste mig rundt, og jeg var dybt betaget. Der var tykke gulvtæpper overalt, der hang flotte guldmalerier på væggene, og møblerne var selvfølgelig af den eksklusive slags.

Mens min far arbejdede, listede jeg rundt på opdagelse i de affolkede kontorer. Man kunne sagtens blive væk i det enorme hus, men jeg vidste, at jeg bare kunne ringe til det nummer, der var min fars, så ville han komme og finde mig. Jeg var en meget velopdragen lille pige (jo, såmænd – dengang), så jeg rørte ikke ved noget, men kiggede bare andægtigt. Der var lidt Alice i Eventyrland over det – dog uden kaninhuller og Mad Hatters.

For min far var det bare en søndag på arbejde; men for hans datter var det en eventyrlig oplevelse uden lige – og sådanne oplevelser glemmer man heldigvis aldrig.

Masser af ord

(det er mest vand... ;-) )

Af en eller anden grund har ord det med at myldre frem ved sengetid. Jeg nærer en vis mistanke, mens jeg gør mig klar til at sove, for tankerne har travlt. Og ganske rigtigt; i det øjeblik jeg slukker lyset, begynder ordene at hoppe og danse som lotteribolde. Sætninger – for slet ikke at snakke om hele afsnit - bliver skrevet inde i hovedet.

Jeg vånder mig stille og prøver at puffe dem væk. Vi skal sove nu – alle sammen. Både tankerne og ordene og jeg. Men de hører slet ikke efter.

Til sidst giver jeg op og lader mig overmande. Tager dynen med nedenunder, tænder for computeren og henter mig et lille glas af den rare mands whisky. OK, kom så da – når I nu så gerne vil. Jeg kan altid sove en anden gang… ;-)

søndag den 16. januar 2011

This way and that way...


Af og til kommer man i det filosofiske hjørne. Tænker lidt på, hvor man er lige nu – og hvordan man egentlig er kommet hertil. Tænker lidt tilbage på de biveje, man har valgt undervejs i livet. Hvordan havde det hele udviklet sig, hvis man var gået til højre i stedet for til venstre? Eller hvis man havde lukket øjnene for de muligheder, der bød sig.

Umiddelbart skulle man synes, at den slags tanker ikke rigtigt kan bruges til noget. For det er jo datid. Sket er sket. Men alligevel kan det være udmærket at sætte tankerne lidt i bakgear. For VAR det nu en klog beslutning, man tog dengang, man drejede af? Ville det måske være bedre, hvis man gik nogle skridt tilbage og valgte en anden rute?

Det er aldrig for sent at ændre mening, og vi har gjort det nogle gange i livet. For eksempel med vores jobvalg, der endte med at blive helt, helt anderledes end det, vi startede med. De valg har vi aldrig fortrudt.

Andre valg HAR vi fortrudt, men det kaldes så livserfaring. Og den har vi efterhånden en del af… ;-)

lørdag den 15. januar 2011

Vi må ikke glemme...



I går sad jeg og arbejdede, mens min rare mand så en film om Rudyard Kipling. Jeg havde læst om den og set traileren og vidste, at jeg slet ikke kunne klare at se den. Jeg bliver altid dybt berørt og grebet i en grad, der grænser til det pinlige.

Men alligevel vil jeg nævne filmen her, for den er så bestemt værd at se. Den er baseret på virkelige hændelser - på Kiplings eget liv - og jeg har fået min egen private gæsteskribent til at skrive kort om den:

My boy Jack handler kort fortalt om forfatteren Rudyard Kiplings søn John, som efter en meget kort uddannelse på Sandhurst - den engelske officersskole - sendes til fronten i Frankrig under 1. verdenskrig. Filmen er gribende og skuespillet så godt, at det hele bliver meget virkeligt. Selv på en laptop, med høretelefoner og en kop te ved siden af.

Dette er en film, som man ikke med glæde kan fortælle andre om, at man har set. Den er ikke anbefalelsesværdig, fordi den god. Egentlig vil man helst glemme, at man har set den. Og alligevel sad jeg dér og græd som pisket.

For sådan en film får tankerne til at løbe løbsk. Det kunne jo have været mig, min familie, det kunne jo have været vores tid...

Det kræver kun en smule fantasi. Fantasi til at se virkeligheden og forstå det komplekse sammentræf, at jeg er lige her - lige nu. Tryg og heldig.

Og vi må aldrig glemme dem, som ikke var så heldige...

fredag den 14. januar 2011

Dronning Marys dukkehus


I går nævnte jeg kort dronning Marys dukkehus, og her kommer et udsnit fra en artikel, jeg skrev til ANGLOFILIA magasinet for et par år siden. Jeg fik tilladelse til at vise billeder fra dukkehuset i mit blad, men kun på betingelse af, at jeg ikke brugte dem andre steder - så jeg kan desværre ikke vise dem her. I stedet har jeg taget et udsnit fra æsken til puslespillet...

På Windsor Castle står det mest fantastiske dukkehus, der blev bygget til dronning Mary i 1920'erne. Det var den berømte arkitekt, Sir Edwin Lutyens, der tegnede huset, og det var hans hensigt, at huset skulle være helt unikt og altså ikke bare være en kopi af et eksisterende hus.

De følgende tre år blev der leveret et utal af centimeterstore bygningsdele, møbler og andre udsøgte genstande, der alle var fremstillet specielt til dukkehuset af de materialer, man brugte dengang. Selve huset er ca. toenhalv meter langt og halvanden meter bredt, der er over fyrre værelser fordelt på fire etager og udover de to trapper er der også to elevatorer, der stopper på alle etager.

De fem badeværelser har rindende vand og toiletter, der kan skylle. Der er elektrisk lys i huset, og der er en kælder, en garage og en have. Alle værelser har pejse, alle døre kan låses, og vinduerne er typiske engelske skydevinduer, der selvfølgelig alle kan åbnes. Dronning Marys dukkehus er så gennemtænkt og har så mange fine detaljer, at det er helt utroligt.

Størstedelen af de tohundrede bøger i biblioteket stammer fra datidens forfattere, der enten skrev en historie specielt til formålet eller valgte et uddrag af noget eksisterende. Således bidrog sir Arthur Conan Doyle med en læderindbundet bog på 3,75 x 3,15 cm, hvori han i hånden skrev novellen ”How Watson Learned the Trick”, og Rudyard Kipling skrev og illustrerede en tilsvarende lille bog med adskillige digte. Biblioteket rummer udover bøger en fin samling af tegninger, akvareller og skitser.

Trappen i hall’en fører op til en endnu en hall på første sal. En af Lutyens nære venner, maleren William Nicholson, har udsmykket både væg og loft med et imponerende maleri af Adam og Eva, der udvises af Paradiset. Til højre - og dermed ovenover biblioteket - ligger kongens suite, der består af garderobe, soveværelse og badeværelse.

Børneværelset er et af dukkehusets større rum, og det var her børnene tilbragte dagen med leg og indlæring under opsyn af en ”nanny”. Man kan tydeligt se, at her har været liv og glade dage – der er legetøjstog og teater, dukker, tinsoldater og en hel masse andet, og så har papegøjen på pinden nok givet sit besyv med.

Køkkenet er som taget ud af ”Herskab og Tjenestefolk”, og man kan sagtens forestille sig en mrs. Bridges herske her. Det skinnende blanke kobbertøj er belagt med tin indvendigt, og på skænken står Doulton porcelæn, der kan stå for lidt af hvert. Gulvet i køkkenet er parket bestående af et toethalvttusinde træstykker, og foran komfuret er der lagt skifer, der nemt kan holdes rent. På køkkenbordet står vægten klar, og man kan lige ane kageformene, der blev fremstillet af guld, så de ikke skulle pudses!

Med over fyrre værelser er der nok at se på i dronning Marys dukkehus, og hvis man besøger Windsor Castle vest for London må man endelig ikke snyde sig selv for synet. Huset blev i øvrigt færdigt som planlagt dengang i 1924, og det var midtpunktet på Wembley Exhibition, hvor det bare det første år blev set af over halvanden million mennesker. 

Update juli 2013: Hvis du kan lide miniature, har du måske lyst til at kigge ind på min dukkehus-blog

torsdag den 13. januar 2011

Når brikkerne falder på plads...

Megans kommentar til mit allerførste indlæg i år ramte plet. ” Et nyt år er vel som et puslespil, der ikke er samlet endnu. Dér ligger alle brikkerne - og det er op til dig at sætte dem sammen!

Lige præcis sådan har jeg det lige nu. Jeg tænkte nærmere over det i går, hvor jeg stod og filosoferede sådan lidt for mig selv. Jeg har en stor del af brikkerne i mit liv, og de er helt, som de skal være. Nu er det så op til mig (og os) at sætte dem sammen, så de bliver et fint puslespil.

Efter de tanker blev det helt symbolsk, at årets første puslespil – uden billede at se efter – blev samlet uden det store besvær. Og den efterfølgende gåde blev også løst uden det store besvær. Bare mine "personlige brikker" vil være lige så nemme at have med at gøre…

Nå, men indtil videre må jeg nøjes med at samle brikker af pap. Den nye udfordring hedder "Dronning Mary's dukkehus". Med 1500 brikker er det større end de puslespil, jeg plejer at kaste mig over, og der er et væld af detaljer - ligesom der er i virkeligheden i det helt fantastiske dukkehus, der står på Windsor Castle.

Det dukkehus kunne jeg jo skrive lidt om i morgen... ;-)

onsdag den 12. januar 2011

HIMMELSK


Det er onsdag og igen tid til Petunias himmel-leg.

En fascinerende flot og farverig himmel på en uvejrsdag i England.

Du kan se andre himmelske bidrag her...

mandag den 10. januar 2011

Misser og mennesker... 2

Hvad er der med katte og papkasser?

Et af mine allerførste indlæg som dugfrisk blogger handlede om Puskis. Det manglede bare, for den søde kat har en stor plads i mit hjerte. Hun kom til os på et tidspunkt, hvor den sidste af vores gamle katte var død - hun slog sig ned uden at spørge om lov og har været hos os siden.

Det er 16 år siden, og jeg ved, at hver dag er en gave fra nu af, men trods alderens skavanker er Puskis "still going strong".

Nedenstående indlæg blev altså skrevet for et år siden, men det gælder stadig. Og jeg håber, at jeg kan få lov til at skrive det samme til næste år. Jeg håber...!

Når det er koldt udenfor, er det ikke sjovt at være Puskis. Der er ikke en ærlig mus, det er koldt om poterne, og man kan ikke sætte sig ned og kigge uden at rumpen fryser fast. Min søde kat er blevet døv på sine gamle dage, så jeg følger gerne med ud på tur - for en sikkerheds skyld - men i disse dage er turene (heldigvis) ret så korte. Puskis sender mig et fornærmet blik, som om alt det dér hvide stads er MIN skyld, og skynder sig tilbage på sin lune plads i husets bedste stol.

Det gælder for misser som for mennesker, at alderdommen lige er noget, man skal vænne sig til. Det nytter ikke længere at kalde på katten, for den kommer af gode grunde ikke, når den ikke kan høre. Al kommunikation er med tegnsprog, mimik og kæl. Særdeles meget kæl. Vores gamle kat skal helst ligge i arm hver nat, og vi kommer næsten op og slås om, hvem der har putteretten. Dyret ligger frydefuldt snorkende, mens hun fungerer som en blanding mellem teddybjørn og varmedunk.

Alle gode hensigter forsvinder som dug for solen. Puskis har for eksempel aldrig før fået godbidder ved bordet, men som "gammelmis" får man lov til stort set alt. Og sådan burde det faktisk også være for mennesker. Tænk at have det at se frem til, når man selv kommer op i årene...

Jeg har valgt at lade Puskis være min inspiration. Når jeg bliver gammel, vil jeg blæse på formerne og gøre præcis, hvad jeg har lyst til. Jeg vil tilbringe dagen i et hyggeligt hjørne, spise lækkerier så tit som muligt og lange ud efter dem, der er for frække. Hmmm, måske skulle man allerede nu begynde at spidse kløerne...? :-)

søndag den 9. januar 2011

Om at være...

Somme tider drømmer jeg om at være et sted i længere tid. I nogle måneder måske. Det kan være i en by, jeg har forelsket mig i, eller det kan også være et eller andet naturskønt sted. Det kan være herhjemme – eller i udlandet.

Det er en helt speciel oplevelse at være stedfast, for i vore dage har vi alle sammen så travlt. Vi glemmer tit at være lige præcis HER. Når vi er på ferie, så piler vi gerne fra sted til sted, fordi vi skal se så meget som muligt på de par uger, vi har. Oplevelsen bliver en ganske anden, hvis vi i stedet går i dybden.

Da vi i sin tid for første gang besøgte ”vores” engelske byer, Great Malvern og Worcester, fandt vi dem ret kedelige. Men nu, hvor vi er der oftere og i længere tid ad gangen, har vi lært dem at kende på en helt anden måde.

Vi opdagede, at man kan gå den skønneste tur langs floden i Worcester, at der bag hovedgaden ligger en gade med smukke, gamle bindingsværkshuse, at der bag det ene ligger den mest charmerende have, og at der bor tårnfalke i det gamle klokketårn.

I Great Malvern oplevede vi søndagsstemningen, når der er koncert i parken, eller når der spilles bowling på græsplænen. Vi fandt den sødeste lille boghandel , der ellers havde gemt sig godt i den ”forkerte” ende af hovedgaden. Vi opdagede, at den tilsyneladende så kedelige butik i den anden ende af hovedgaden i virkeligheden ligner ”Skjerns Magasin” fra Matador med en gammeldags service, som ville have passet perfekt til serien. Og at Charles Darwins datter ligger begravet på kirkegården, fordi hun ikke overlevede sin sygdom trods de behandlinger, hun fik her.

Det er en stor fornøjelse at være. Bare være lige her, lige nu. Det er én af de ting, jeg så gerne vil dyrke mere – når jeg får bedre tid… ;-)

fredag den 7. januar 2011

1 års fødselsdag

I dag fylder min blog 1 år, og det bliver forhåbentlig det første år af mange. Da jeg startede, havde jeg ingen idé om, hvad mit "bloggeri" ville føre med sig - men jeg er blevet SÅ glad for det.

En af de store bonusser har været alle de dejlige blogmennesker, som jeg har lært at kende - nogle i virkeligheden og andre endnu kun på nettet.

TAK for alle jeres søde kommentarer i årets løb!

Hov, hvor blev den fine kage af? Var der mon én, der spiste den? ;-)

torsdag den 6. januar 2011

Fundet igen...


Så har jeg prøvet at blive fundet på Facebook… :-)

Jeg har en FB-side, men det er ikke én, jeg bruger særligt aktivt. Så min forbavselse (og glæde) var stor, da en besked dukkede op fra en meget god veninde, jeg havde som 20-årig - dengang jeg boede i Bruxelles. Jeg tog hjem efter to år i det belgiske, men hun blev boende sammen med sin danske mand, der også var ansat dernede.

Og i dag mødtes vi til te og snak – og det var ligesom gamle dage. For selv om der er gået ret mange år, så er vi jo stadig de samme indeni.

Det var superhyggeligt – og næppe sidste gang vi ses… ;-)

onsdag den 5. januar 2011

HIMMELSK


Det er onsdag og igen tid til Petunias himmel-leg.

En flot, gammel kirke i en hyggelig engelsk landsby. Det må da være himmelsk på flere måder... ;-)

Du kan se andre himmelske bidrag her...

tirsdag den 4. januar 2011

En lille spire...


Jeg tror fuldt og fast på, at ens personlige retning i livet grundlægges i barndommen. Som barn falder alting helt naturligt, og man ved præcis, hvad man holder af at beskæftige sig med. Der er ingen hæmninger og ingen restriktioner. Derfor mener jeg også, at det er så vigtigt, at børn får lov til at lave det, de har lyst til, for små spirer skal gro i den retning, deres lys nu kommer fra.

Jeg var så heldig at få lov til at gro lige præcis sådan, da jeg var barn. Jeg gik ikke i børnehave, for min mor var hjemmegående, mens jeg var lille, og jeg havde masser af børn at lege med i det boligområde, vi boede i. Og når jeg tænker tilbage, handlede mine lege og mine ønsker præcis om det, som jeg elsker at beskæftige mig med i dag.

Jeg havde – og har stadig – en masse forskellige interesser, som blev dyrket med mellemrum - som regel afvekslende efter årstiderne. Jeg nød at læse og blev i en tidlig alder fast gæst på skolebiblioteket. Jeg besøgte museer og Zoologisk Have, byggede huler, legede købmand og skrev – først og fremmest dét.

Da vi engang fik til opgave at skrive en stil om dét, vi gerne ville være som voksne, havde jeg det lidt svært. Der var jo så meget at vælge imellem. Jeg ville være noget med medicin, noget med dyr, noget med butik, noget med natur, noget med en hel masse forskelligt. Men min klasselærer smilede bare sødt og sagde, at alt det var meget godt, men jeg skulle selvfølgelig være forfatter.

Som voksen skulle jeg lige en hel masse rundture i alle mulige retninger, inden jeg faldt til ro og fandt den rigtige plads. For selvfølgelig skulle jeg skrive. Men ind i mellem og ved siden af beskæftiger jeg mig i dag også med alt muligt andet: Noget med medicin, noget med dyr, noget med butik, noget med natur, noget med en hel masse forskelligt andet.

Det er dejligt at have været en spire, der har fået lov til at gro i den rigtige retning… :-)

mandag den 3. januar 2011

Nyt SKØNNE DAGE magasin...


Den første arbejdsdag i januar betyder i år, at et nyt SKØNNE DAGE er udkommet, så det meste af dagen er brugt på pakning og sending.

Det betyder også - hvert år - at der skal gøres status i butikken. Bvadr!

Hver en lille ting skal tælles. Og da jeg har mit varelager fordelt over HELE huset, er det noget af en opgave, som jeg også skal bruge dagen i morgen på.

Motion er unødvendig, når man sådan skal pile op og ned og ud og ind... ;-)

søndag den 2. januar 2011

Et tungt fnug...



Lige så længe jeg kan huske, har jeg set Nytårskoncert fra Wien. Allerede som barn elskede jeg musikken og stemningen og de smukke danserinder, og jeg dansede ivrigt med på stuegulvet derhjemme. Da jeg blev lidt ældre, gik jeg endda til ballet et års tid.

På et tidspunkt ville jeg imponere med min kunnen, men fortolkningen af Svanens Død var vist ikke så heldig. Mine forældre var i hvert fald ved at dø af grin, mens de fremstammede, at jeg nærmere lignede den balletdansende flodhest i Disneys FANTASIA.

Er der noget at sige til, at min karriere som fnug aldrig rigtig blev til noget…?

lørdag den 1. januar 2011

Den første dag...


Den første dag i det nye år blev tilbragt med lidt af hvert. Julepynten blev endeligt pakket ned, for NU gik den ikke længere. Juletræet med de meget løse nåle blev forsigtigt lempet udenfor, og efter en tur i parken, hvor jeg mest af alt følte mig som Bambi på glatis, stod eftermiddagen på puslespil og Paulo Coelhos "Alkymisten" som lydbog. Jeg har hørt den før, men den kan sagtens høres igen - og denne gang fik min rare mand lov til at lytte med.

Puslespillet er noget af en udfordring, for der er intet billede at se efter, og når puslespillet engang er lagt, skal der løses en Agatha Christie gåde ud fra motivet.

Slet ikke nogen dårlig måde at tilbringe en nytårsdag på... :-)

Løsninger på juleferiekonkurrencen

Flere har – meget naturligt – bedt om at få løsningerne på juleferiekonkurrencens fem opgaver. Så her kommer de:

Opgave 1:
Buketterne 3 og 4 er ens. En del pegede på 1 og 2, men der er faktisk forskel på de bær, der sidder i øverste venstre del af buketten.
Opgave 2:
Det var den engelske julesang O COME ALL YE FAITHFUL, jeg havde i tankerne. For én som mig med anglofile tilbøjeligheder er den fast tilbehør til julen… ;-)

Opgave 3:
Den var vist ikke så svær, som jeg troede. I hvert fald var der rigtig mange, der fandt frem til de tre operettesange: ADMIRALENS VISE, SANGEN HAR VINGER og MAN KAN VEL IKKE GØRE FOR AT MAN HAR CHARME.

Den midterste opgave var nok den sværeste, men der var jo en bog om blindskrift i ”biblioteket”…

Opgave 4:
Julemanden skulle vælge indgang C, som mange svarede.

Opgave 5:
Denne opgave var en rigtig drillenisseting. Hvis man svarede forkert på bare ét spørgsmål, blev man nemlig ført ind på et vildspor, der endte med et forkert kodeord. Det rigtige – som man altså fik frem, hvis man svarede rigtigt på alle spørgsmål – var RUDOLF.

Spørgsmål nummer 1: Hvad hedder slottet?
Det var Fredensborg Slot.

Spørgsmål nummer 2: Hvorfra kommer juletræet på Trafalgar Square?
Det kommer fra Norge.

Spørgsmål nummer 3: Hvilken engelsk by?
Det var Bath.

Spørgsmål nummer 4: Hvilken teori udviklede Charles Darwin?
Evolutions-teorien.

Spørgsmål nummer 5: Hvilken nummer i rækken af hustruer havde Anne Boleyn?
Hun var Henrik den ottendes anden hustru.

Spørgsmål nummer 6: Hvornår fløj man første gang?
Det officielle årstal er 1903.

Spørgsmål nummer 7: Hvad hedder fuglearten?
Det er en nymfeparakit.

Spørgsmål nummer 8: Hvad hedder den lille buket af krydderurter?
En bouquet garni.

Spørgsmål nummer 9: Hvem skrev Brandenburgkoncerterne?
Det gjorde Johann Sebastian Bach.

Spørgsmål nummer 10: Hvem forestiller selvportrættet?
Leonardo da Vinci.

Her kom man så frem til det rigtige kodeord: RUDOLF

MEN hvis man kom på vildspor på grund af ét fejlsvar, så kom en række spørgsmål, der førte til det forkerte kodeord.

Spørgsmål om statue: Den forestiller Pan

Spørgsmål om vintersøvn: Egernet sover ikke vintersøvn

Spørgsmål om bogen Stormfulde Højder: Den blev skrevet af Emily Brontë

Det forkerte kodeord kom herefter frem med: JULEFERIE

TAK fordi I ville være med til min lille juleleg. Forhåbentlig vil I også være med, når vi til sin tid kaster os ud i påskeudgaven... :-)


Nytårskoncert



Hvert eneste år har jeg set Nytårskoncert fra Wien, og jeg elsker det. Musikken er vidunderlig, stemningen er festlig, og det hører sig simpelthen med til starten på mit personlige nye år.

Koncerten bliver transmiteret på DR om ikke så længe. Mon ikke vi er mange, der skal nyde den?

GODT NYTÅR!!!!


Vinderen af juleferiekonkurrencen er nu trukket - og "godteposen" fra ANGLOFILIA går til...


Til lykke, til lykke til vinderen. Og rigtigt godt nytår til jer alle sammen!

I morgen kommer svarene på alle opgaverne.

Husk, at der kommer en ny konkurrence til påske... Hold øje med Sherlock Rylle her!