Bedste venner: Ræven og hunden

I Norge har en fotograf fanget billeder af sin hund, der er blevet bedste ven med en ræv. Sammen leger Snusen, den vilde ræv, og hunden Tinni tagfat og nyder hinandens selskab, mens fotografen Torgeir Berge foreviger venskabet på film og billeder.

Samtidig er Torgeir begyndt at sætte spørgsmålstegn ved brug af rævepels, når det er tydeligt, at hunden og ræven ligner hinanden så meget. Måske er ræven i virkeligheden bare en slags skovhund?

Personligt kan jeg kun være helt enig. Jeg kunne lige så lidt drømme om at gå i rævepels som i pels fra menneskets bedste ven, hunden.

Torgeir Berges dejlige billeder danner nu grundlag for en bog om Snusen og Tinni. En stor del af overskuddet fra salg af bogen vil gå til en kampagne imod brug af rævepels, og du kan forudbestille bogen lige her...

Mortens- og andre ænder

Jeg har fået et problem!

For inden så længe oprinder Mortens aften, som i mange af mine leveår har været noget, jeg så frem til. Jeg elsker nemlig andesteg!!

MEN her i de seneste år har jeg fået flere dejlige ande-bekendtskaber. Et hyggeligt andepar har mere eller mindre bosat sig i min engelske have og producerer med jævne mellemrum de yndigste små dunbolde, som jeg andægtigt bliver præsenteret for. Man skulle næsten tro, at andemor prøver at overbevise mig om, at man altså IKKE kan spise noget, der er så henrivende.

Uanset baggrunden har det virket! Jeg har andægtigt lovet andemor - og mig selv - at andesteg er en saga blot. Jeg holder altid, hvad jeg lover... og grønsager smager jo også vældig godt...  ;-)

Et lille pip

Jeg er hjemme i Danmark nu, og lige siden hjemkomsten har der været nok at rive i. Praktiske gøremål; regnskaber og den slags - og så skal alle de hjembragte varer på plads, så der kan blive fint i det lille firmahus.

Samtidig har vi gang i nye ideer, som jeg helt sikkert ikke kan lade være med at fortælle om, når de har fået "fodfæste"...

Men jeg må nu indrømme, at jeg godt kan savne de dejlige dage i England, hvor vi kunne sidde udendørs i al fredsommelighed og dele en småkage med en hyggelig fugl...

Ønskeseddel del 3

Det tredje ønske på min meget beskedne ønskeseddel går meget godt i spænd med de to første - og det er jo egentlig heldigt...

Jeg ønsker mig nemlig et lille naturreservat. Et sted, hvor dyr og fugle i den grad har lyst til at slå sig ned, og hvor der er gode muligheder for føde og bolig.

Der skal altså være masser af træer og buske med bær og nødder. Der skal være blomster til bierne og sommerfuglene, en sø (= badesøen) til ænder og frøer, en skov til at gemme sig i og alle vegne små huller, huler og redekasser.

Der skal ikke fodres som sådan, for det er vigtigt, at dyrene kan passe sig selv. Det skal nærmere være "hjælp til selvhjælp".

Jeg kan ikke forestille mig noget mere skønt end at omgive mig med små kræ af forskellig slags. Og egentlig har jeg altid gjort det - alle mine huse har været en slags vildtreservat, hvor dyr kunne slå sig ned og være i fred. Selv i min allerførste villahave på 800 kvadratmeter. Men jeg savner det her i det lejede hus, hvor jeg jo ikke kan gøre ret meget...

Så altså - mit tredje ønske/fremtidsplan er et lille vildtreservat...

PS. Bare så I ikke tror, at dette er "the NeverEnding Story", så har jeg 5 ønsker i alt... ;-)

Foto: KotomiCreations

Ønskeseddel - del 2

I går tog jeg "hul" på min ønskeseddel, så jeg kan jo lige så godt fortsætte. En anden ting, jeg ønsker mig brændende, er nemlig - en skov. Eller i det mindste en skovhave.

Jeg har så tit lejet huse i England med tilhørende skov, og her har jeg været i mit es. Faktisk har min rare mand ikke set ret meget til mig, for jeg skulle hele tiden ud og kigge. Ud og se hvad naturen bød på af underholdning.

Om morgenen listede jeg tidligt ud for at se på fugle. Fra vinduet havde jeg gratis underholdning dagen lang, og når mørket begyndte at falde på, stillede jeg mig i en lysning og iagttog flagermusenes jagt. Sommetider dykkede de helt lavt ned og snuppede de myg, der samlede sig om mig - det var lige før, de rørte mig.

En skov giver skygge og ro, og hvis jeg skulle vælge mit yndlingsnaturområde var det altså skoven.

Så en skov(have) står også på ønskesedlen/fremtidsplanen... :-)

Foto: Nicholas_T

De små vandaler

Jeg er begyndt at kalde mine to parakitter for "de små vandaler". For jeg har indtryk af, at en parakits dag går med at splitte ting fra hinanden med det lille næb, som jeg har haft fornøjelsen at blive bidt af et par gange (når jeg har været nødt til at fange én af dem).

Egentlig ville jeg jo slet ikke have burfugle igen, fordi jeg foretrækker at se på fuglene ude i haven - men nu ville skæbnen altså, at de små kræ kom ind i mit liv. Til gengæld føler jeg en vis pligt til at gøre deres liv så underholdende som muligt... så derfor sørger jeg altid for, at de har pinde og blade at lege med.

Af og til køber jeg specielt legetøj til dem - i går fik de denne store flettede "kugle" af grene, hvor der ligger tørrede æbler og andre godbidder indeni. De brugte hele dagen i går på at sidde ovenpå den, gynge på den og flå-rive det hele fra hinanden.

Somme tider trak de fra hver sin retning, så jeg håber ikke, at den ene pludselig slipper og slår den anden ud med kuglen...

På tur med gummibåden

Da vi var unge og boede i Helsinge, havde vi meget fornøjelse af en kæmpestor gummibåd, som vi havde fundet (eller fået) et sted fra. Der var masser af plads, så vi kunne sidde mageligt i hver sin ende, og vi kunne endda medbringe "udstyr" i form af trøjer, tæpper og madpakke m.m.

Ofte fragtede vi gummibåden ned til Arresø en ganske tidlig morgen, og så lå vi dér og skvulpede fredsommeligt foran sivene og så på alt det liv, der var i og omkring søen. Andre gange sejlede vi lige så stille ned ad de åer, der udløb fra søen, og vi havde de mest fantastiske naturoplevelser.

Én gang faldt en stålorm ned i båden til os, så vi måtte lægge ind til siden og pænt løfte den på land igen. En anden gang spiste vi frokost på bredden med benene udstrakt foran os, og en hugorm på tur var lige ved at kravle op over mine gummistøvler.

Vi så et væld af forskellige fugle, og store og små guldsmede svirrede om ørerne på os. Vi blev som regel også ædt af myg, men det vænnede vi os til. Der var ikke så meget andet at gøre, hvis vi ville høre nattergalens morgensang og nyde synet af ræven, der kiggede nysgerrigt frem bag en busk.

Foto: Mia Folkmann

Sårbar teknik - og glade grise

I dag skal jeg en hel masse ærinder af forskellig slags - blandt andet skal jeg besøge TDC.

I går aftes stod min Ipad helt af - total sort skærm - og der var ingen anden udvej end at genstarte den (og derved miste alt det, der er på den). Bagefter skulle jeg bruge min SIM, og den er pist væk. Så TDC må komme mig til hjælp.

Og i nattens løb fik jeg en SMS på min telefon: "Velkommen til Sverige" og information om svenske takster. Da jeg befinder mig i Danmark, var det ret underligt, og jeg har ikke lyst til at betale dyre udenlandstakster. Så TDC må også her komme mig til hjælp.

Hvor er man altså sårbar med alt det tekniske...  Det er så godt, når det virker - og det er så irriterende, når det ikke virker...

Og hvad har alt det her med glade grise at gøre? Jo, det er nemlig blandt andet det, mit "spareindlæg" i aften kommer til at handle lidt om.

Vi ses...

Al magt hos forbrugeren

Selv om man gør sit bedste for at holde humøret og fanen højt, så møder man uundgåeligt ting, der kan deprimere. For alt i denne verden er jo - mildt sagt - ikke altid, som man kunne ønske.

Men heldigvis så har vi forbrugermagten. Vi har nemlig magten til at vælge til og fra og undlade at købe produkter, som vi ikke kan stå inde for.

Jeg kunne for eksempel ikke drømme om at købe billige kyllinger fra et tætpakket hønseri, hvor jeg ved, at dyrene har haft det hæsligt i deres korte levetid.

Omvendt går jeg varmt ind for, at de dyr, vi spiser (hvis vi ikke er vegetarer, for det er jo også en forbrugerholdning) har det godt. At de på dyrevis kan nyde det liv, de har. At de har adgang til frisk luft og grønt græs om sommeren.

Jeg ville ønske, at vi som forbrugere ville udnytte den magtfaktor, vi er.  Lad os stå sammen og få ændret de forhold, som vi i virkeligheden slet ikke kan leve med, men som vi alt for tit lukker øjnene for.

Lad os åbne øjnene og se os selv i dem... :-)

Billedet er lånt hos Dyrenes Beskyttelse

Plant for bierne

If the bee disappeared off the surface of the globe, then man would have only four years of life left...

Albert Einstein

Husk rovfuglesilhuetterne

I denne tid er der meget liv i haven, og det betyder desværre også, at fuglene af og til flyver ind i de store ruder, som vores (efterhånden ikke helt populære) lejede hus har.

Vi kan se aftryk fra fuglene på ruden, og vi har et par gange fundet en fortumlet mejse, som vi hurtigt har fanget og siddet med i en varm hånd. Sidst var det en blåmejse, og da det var frostvejr - og Carlos var på rov - tog vi den indenfor. Efter ti minutter vågnede den op til live igen, men den var ikke taknemmelig, da vi satte den ud i træet igen. Vi blev skældt hæder og ære fra!

Egentlig meget forståeligt - det er jo "vores" ruder...

I går var det en rovfugl, der ramlede ind i ruden, og den sad længe ude på græsset og prøvede at komme sig. Jeg havde så ondt af den, men den ville jeg nok ikke prøve at varme i en hånd. Heldigvis var den i stand til at flyve efter nogle minutters forløb.

Nu har jeg fået fat i de rovfuglesilhuetter, som man kan købe hos Dyrenes Beskyttelse. Jeg ved, at de hjælper, for jeg har brugt dem før, og jeg håber, at de kan spare nogle fugleliv.

I mit gamle sommerhus hang jeg kulørte bånd op uden for vinduerne - de flagrede i vinden og så festlige ud, og samtidig holdt de fuglene på afstand. Det er også en mulighed...

Bjørnedyr

I ti år skrev jeg tekster til en naturtegneserie, hvor jeg fortalte om store og små dyr - og dette bjørnedyr hører til de meget små, for det er mikroskopisk. Bjørnedyr hedder også tardigrader, og de lever blandt andet mellem mos og lav.

Det er sikkert kun mig, der synes, at det lille væsen egentlig er ret nuttet at se på - der er lidt teddybjørn over den - men under alle omstændigheder er det utroligt fascinerende. For tardigrader kan tåle at tørre helt ud og befinde sig i udtørret og inaktiv tilstand i årevis for derefter at vågne op til live igen, når de bliver udsat for fugt.

Men det er ikke det eneste, de kan tåle. De kan overleve de mest bizarre steder, og de kan klare nedfrysning og bestråling. Der er mange forskellige arter, der hver især er perfekt tilpassede til deres leveform.

Naturens verden er forunderlig...

Foto: Goldstein lab

En smilende Carlos

I forbindelse med mit indlæg om vagtfuglen i går, prøvede jeg at få et billede af den smilende Carlos.

Men der var ikke mange smil at få, for det var en ret utilfreds kat, der spankulerede rundt i sneen. Øv! Våde poter! Igen! Bvadr...!

Jeg vil meget hellere iiiiiind og besøge jer. Åh, må jeg ikke nok? Jeg skal NOK lade være med at snuppe en pipfugl...

En rigtig vagtfugl

Jeg har ikke voldsomt meget tillid til de to nymfeparakitters intelligens, men lidt smarte er de nu! Den lille hvide Tot fungerer i hvert fald fortrinligt som vagtfugl, for den fortæller intenst om alt det, der sker ude i haven.

Der er mange forskellige lyde, og jeg har efterhånden lært at tolke dem (hmmm, måske er det min intelligens, der halter lidt... ;-) ) - og især den lyd, der hedder DER ER EN KAT DERUDE!

Jeg kan så blive fascineret over, at det ikke bare er en kat i det hele taget; der er forskellige lyde, så jeg ved, HVILKEN kat, det drejer sig om.

Den værste er naboens sort/hvide kat Carlos. Når han kommer i haven, bliver der peget vinge og skreget så højt, at vi alle sammen må proppe vat i ørerne. DEN KAT KAN JEG IKKE LIDE!

Den er nu heller ikke rar! Somme tider sætter den sig lige uden for vinduet og ser intenst ind på de to flæskestege i buret. Så slikker den sig om munden og smiler. Men nej, Carlos. Den går ikke!

Lærenemme chimpanser

Universitetet i Kent har netop offentliggjort en undersøgelse af en gruppe chimpanser:

Chimpanserne blev forsynet med væghængte kasser med juice, som man kunne drikke fra via et lille hul og et sugerør. Man observerede, at den ene gruppe chimpanser brugte sugerøret som en pind, som de dyppede i juicen og bagefter suttede på, mens andre sugede juicen op direkte gennem sugerøret.

Skønt begge teknikker krævede motoriske færdigheder, var det naturligvis mest effektivt at drikke gennem sugerøret.

Når de "dyppende" chimpanser så de andre chimpanser drikke direkte med sugerøret, gik de alle over til at bruge samme teknik.

Med undersøgelsen ønsker man at vise, at lærenemhed ikke kun er forbeholdt mennesker, og at social indlæring er en effektiv måde at erhverve lærdom på.

Tænkte det nok... ;-)

Foto: Photomatt28

Søndags idyl

Sådan en søndag er ikke det værste, man har.

"Lånekatten" Rikke ligger her ved siden af mig; der er smuk musik i radioen, lys på bordet og kaffe i koppen. Jeg sidder og er ved at lægge sidste hånd på den nye udgave af ANGLOFILIA.info.siden...

Alt ånder fred. Mon der er mere af den hjemmebagte sandkage?

Det ville da lige være toppen på kransekagen... :-) God søndag!

Kattejammerrock

Da min kat, Puskis, levede, var hun lidt af en slagssøster. Hun havde sin egen kattelem og gik ud om natten og vé den, der vovede sig ind på hendes enemærker. Vi vågnede ofte til hyl og skrig fra haven, og vi kendte lyden og vidste straks, når i hvert fald halvdelen af lyden kom fra Puskis.

Midt om natten i buldermørke trak vi hastigt i det nærmeste tøj og styrtede ned for at komme kræet til redning. Det var nu som regel Puskis, der havde overhånden, men alligevel.

I nat hørte jeg - halvt i søvne - katteskrig igen. Jeg for op, styrtede hen til tøjet og begyndte at trække det på, før min hjerne så småt fungerede. Arj, det var da ikke Puskis - og det var heller ikke min mors Rikkekat, for hun kommer ikke ud om natten, men ligger og sover i arm.

Så jeg listede i seng igen og prøvede at lukke ørerne for kattemusikken, der dog snart holdt op.

Gamle vaner forgår ikke så let...

Denne søde kat, der tilhører vores venner, er rar og velopdragen og bestemt ikke nogen slagsbror...

Gåtur med dinosaurer

Jeg har altid interesseret mig meget for dyr og natur - og det gælder altså også de dyr, der levede engang. Derfor blev jeg så fascineret af det show, der i en ny version kommer til London til jul og senere fortsætter rundt til byerne i England næste år: På gåtur med dinosaurer.

Morgen TV viste en præsentation af et "ganske lille" Tyrannosaurus Rex barn, og det var et sjovt at se, hvordan føreren af dinosauren bevægede sig. Egentlig lidt utroligt, at de to piger undgik de livlige halebevægelser... ;-)

Du kan se klippet fra morgen TV lige her...

Kat på gåtur

Man skulle være kat i dette hus!

For det første sover det lille luksuskræ længe, dybt puttende i den endnu varme dyne, mens moderen - hendes og min - står op, polstrer sig med uld, og trækker tykke støvler på for at fodre fugle og grave sneen væk på havens dyreveksler og katte-gangarealer.

Katten Rikke er klog nok til at vide, at man ikke skal ud sammen med kattemor, for så får man kolde og våde poter, uf da.

Efter en tid strækker hun sig og lunter op i vinduet, så man kan holde øje med fremskridtet. Og når "havenissen" kommer ind med røde kinder og mere eller mindre snedækket, SÅ ved Rikke, at der bogstavelig talt er fri bane i haven.

Jeg er bange for, at den lille kat bliver snydt i dag, for gangene bliver fyget til med sne lige så hurtigt, som de bliver ryddede...

Kat på gåtur

Det er ikke kun mig, der går meget tur i øjeblikket. Min mors kat Rikke gør det også...

Vores lejede hus ligger ud til en vej, der er mere befærdet end vi troede, men til den anden side ligger to områder med mere stille veje og villaer. De er forbundet med et net af hække, græsplæner og træer - nærmest en slags labyrint af stier - og min mor vil selvfølgelig helst have, at Rikke går i den retning.

Så hver dag går de tur. Min mor lunter afsted med Rikke i hælene som en lille hund. Når de kommer op til "labyrinten", bliver alt undersøgt nøje, for det er åbenbart et sjovt sted at være kat.

Hvis der kommer en hund, drøner Rikke ind i en have eller op i et træ, og så må min mor pænt vente på, at hun tør komme frem igen. Så det gør hun. Og bagefter fortsætter de turen - mor og kat...