Panik, panik

Man kan få utroligt meget underholdning ud af de små egern.

Forleden kommenterede Jens, at det så ud, som om det lille egern var ved at flytte ind i foderkassen – og det var også nemmere end at flytte nødderne. Ha ha…

Det var så lige præcis det, egernet gjorde!

Pludselig opdagede jeg, at lille E sad helt NEDE i boksen – oven på alle nødderne og med lukket låg. Problemet var bare, at egernet ikke kunne finde UD igen!

Jeg stod længe og så på, mens det først prøvede at grave sig ud – gennem laget af nødder. Så prøvede det at stemme ryggen mod siderne, mens panikken tydeligvis voksede. Derefter boksede det med små knyttede poter mod glasset. Gravede endnu mere hysterisk igennem nøddebunken. Satte sig til sidst med poterne op over hovedet som for at opgive livet. Farvel grumme verden!

HVORFOR I ALVERDEN PRØVER DU IKKE AT LØFTE LÅGET?

Da jeg ikke kunne holde ud at se den opgive ånden, tog jeg en lang pind og lettede på låget. (Jeg ved af erfaring, at søde små egern kan bide som bare pokker…).

Lille E stak hovedet op som trold af en æske. Hvad søren? Hvad skete der nu her? Hvor kom alt den luft fra? FRIHED!!!

Jeg ved nu ikke, hvad jeg skal sige om egerns intelligens… ;-)

En sommerflirt

En blå himmel og to henrivende svaler... hvad kan det ikke føre til...? :-)

Se andre eksempler på mandagstemaet her...

En fin blog-bog

Det var Lavendel, der først ledte mig på sporet af blog2print hos dem her.

Siden har jeg fået fremstillet to bøger af mine blogs, og det er altså en meget sjov idé. I hvert fald for dem, der har en mor - eller et lignende familiemedlem - der gerne vil følge med i datterens skøre indfald, men ikke selv har en computer...

Bogens grafiske opsætning er ikke specielt fantastisk (nå ja, når man nu er bedre vant... ;-) ) men til gengæld er prisen rimelig. Jeg har vist betalt noget i retning af 300 kr. for bogen - med hårdt omslag - inklusive forsendelse fra USA.

Den første tilbeder

Et eller andet fik mig til at tænke på min allerførste tilbeder. Jeg var seks år og gik i første klasse, og han hed Ole. Dengang sad man dreng og pige sammen med ved bord, og han var min ”bordkammerat”.

En dag spurgte han, om jeg ville have en is? Jo tak, det ville jeg da gerne.

Efter skoletid fulgte jeg med ham hjem for at hente penge til en ispind. Oppe i lejligheden hilste jeg på hans mor, og bagefter gik vi ind på hans værelse, hvor han lirkede en stor, blank to-krone ud af sparegrisen. Det var vist ikke noget, han havde prøvet før, men det gik.

Bagefter tog han mig med ned til Kajs Isbar, for det var ikke en ispind, han ville byde på – det var en stor, fin portionsis. Sådan én i et højt glas med flødeskum og syltetøj og en masse andet pynt. Og der var kun penge til én…

Mens jeg smovsede mig igennem isen, sad han og så andægtigt på mig. Han ville ikke have en bid, nej tak – jeg skulle bare nyde den...

Kære Ole, det var den sødeste gestus. Jeg var bare lidt forvirret og forundret over, at en dreng, jeg dårligt kendte, ville glæde mig på den måde.

Det var den flotteste is, jeg nogensinde har fået. Jeg tror aldrig, jeg fik sagt ordentligt tak, men bedre sent end aldrig: Tusind tak, Ole. Det var meget, meget sødt af dig! :-)

Kan du huske din første tilbeder?

En Aha/Jubii-oplevelse!

Endelig langt om længe har mine egern fundet ud af, hvordan man kommer ned til nødderne! Der har været meget asen og masen - og også banden og svovlen (er jeg ganske sikker på!) – for man kunne jo SE alt det gode derinde, men der var noget FOR!

Jeg var ellers begyndt at spekulere på, om de grå egern i England var kvikkere end deres røde medsøstre, for DE var da ikke så længe om at finde fidusen.

Men endelig lykkedes det for de to store egern – store E og mellemstore E! Åh hurra, så var der bare det lille egern tilbage.

I dag har lille E kæmpet bravt. Først med én pote. Så med begge poter. Det forbistrede låg ville bare ikke op. Så prøvede det at hamre låget op og ned, men det nyttede jo ingenting. Og LANGT om længe fandt det på at møve med hovedet. Åh JA, der var de jo, nødderne. Man kunne faktisk kravle helt OP i kassen og spise sig en mavepine til!

Og det var det vel undt!

Tomatbekymringer

Jeg vidste ikke, at man kan blive så bekymret for et par tomatplanter. Hver eneste dag går jeg ud for at vande og se til dem, og hver eneste dag får jeg et nyt, gråt hår.

Hvorfor i alverden hænger de sådan med bladene? De fik masser af vand i går?

Hvorfor er der nu gule blade?

Hvorfor er der nu ædt af de dér blade? (Jeg kan se en lille bitte larve i en tynd tråd; det er garanteret den, der er synderen).

Hvorfor har den nu hvide skimmelpletter på bladene? Der er da ikke for fugtigt derinde – alt er luftet ud og åbnet…

Hvorfor dit og hvorfor dat?

Jeg snakker endda med de planter, så jeg er helt hæs. Så det er ikke kærlig omtanke, de mangler.

Min eneste trøst endnu er, at der ER tomater! Fine tomater – grønne, men fine!

Min næste bekymring bliver vel, at de aldrig bliver røde, tomaterne…!

Er der nogen, der har en opskrift på stegte, grønne tomater?

ABC i ord og billeder

Petunias ABC i ord og billeder er kommet til bogstavet O – som i ONKEL.

Min onkel Jack spillede en stor rolle i min barndom. Han var nærmest en slags reserve-far/storebror, for han lærte mig alt det, en frisk drengepige bør lære.

Han var med på rigtig mange af vores sommerferier, og da han var ivrig lystfisker, skulle huset nødvendigvis ligge så tæt på en sø eller fiskeå som overhovedet muligt. Resultatet blev nogle knaldhytter, der bestemt ikke kunne kaldes komfortable...

Til gengæld blev der fisket. Også i den grad. Vi fik fisk morgen, middag og aften, og jeg husker tydeligt min stakkels mor, der stod og stegte ål og aborre til morgenmaden!

Jeg syntes selvfølgelig bare, at det var pragtfuldt. Jeg var med til det hele, og min onkel tog det for givet, at jeg var det.

Jeg var med i robåden, når ruserne skulle efterses, og min stakkels far skulle bremse med årerne for at holde båden på plads ("skod, for helvede, skod"). Jeg var med, når der skulle hentes net ind, selv om der var igler i søen. De blev skrabet af med fiskekniven bagefter (argh...). Jeg lærte på den hårde måde, at ål bider noget så pokkers! Og jeg elskede hvert sekund!

Du kan finde andre bud på billed-ABC’en her...

Bryd vanerne

Der er gode vaner og mindre gode vaner (og så de rigtig dårlige, naturligvis). Vi mennesker er vanedyr i større eller mindre grad, og jeg er det i høj grad. Det er SÅ svært at bryde de vante mønstre, men det er tit en god idé at gøre det alligevel.

Jeg kan huske, da jeg for tyve år siden holdt op med at ryge. Det sværeste var næsten alle de hyggestunder, som rygningen var forbundet med. Det var kun min medfødte stædighed, der hjalp mig – og så den kendsgerning, at jeg brød vanerne.

Dengang tog jeg gerne en cigaret til eftermiddagskaffen, og for at holde fingrene fra smøgerne undlod jeg at drikke kaffe og gik over til te. En god middag med vin indbød også til en cigaret bagefter – så vinen blev i en periode erstattet af saft. Og så videre.

Den samme teknik kan bruges, hvis man vil undgå at spise for mange søde sager. Hvis eftermiddagskaffen kræver en kage, så prøv med en kop te og et par stykker knækbrød eller en grovbolle i stedet for. Hvis middagen normalt efterfølges af en sød dessert, så kan desserten erstattes af en frugttallerken.

At man så skal give sig selv lov til at nyde både en kage og en sød dessert en gang i mellem, er en anden sag, som jeg går varmt ind for (som man kan se af indlægget i går...) :-)

Hygge-dovnedag

I dag har jeg haft en rigtig hygge-dovnedag, og det var lige, hvad jeg trængte til...

Formiddagen blev brugt til ophængning af en fin egern-foderholder, som jeg har købt til de to herboende egern. Om de blev glade? Det vil jeg ikke påstå! Det ene egern satte sig surt på bordet og brokkede sig, mens det andet egern tog den tallerken, hvor frøene plejede at ligge, i munden og gokkede den arrigt ned i bordet. Sådan nogle sure egern! Nå, mon ikke de bliver gode igen, når de finder ud af, at foderholderen er fyldt med dejligt egernmad?

Eftermiddagen blev tilbragt i selskab med en dejlig madame på Ninas Naturcafé. Der var myldrende fuldt af mennesker (på en onsdag?) - men vi havde heldigvis bestilt bord. Og fik ét i skyggen! Dejlig kage(r), dejlig snak og dejlige omgivelser. Hvad mere kan man ønske sig?

Hjemme igen faldt jeg om på den gode gæsteseng, som er trillet ud på terrassen. Og her blev jeg liggende - doven og dasende og absolut uproduktiv! Med udsigt til badende og tørrende duer!

Reaktioner

Da vores opvaskemaskine døde i november sidste år, var reaktionen: ”Nå pyt, den var også meget gammel, og det har aldrig skadet nogen at vaske op i hånden”.

I december (også efter julemiddagen) var reaktionen: ”Man snakker nu så godt sammen, når man vasker op”.

I januar var optimismen stadig fremherskende. ”Hvor var det godt, at vi ikke spildte penge på en ny opvaskemaskine…”

I februar: ”Kan du huske i sommerhuset, hvor vi altid vaskede op i hånden. Hvorfor var det egentlig så meget mere hyggeligt dér?”

I marts: ”Det er da utroligt, at TO mennesker og en kat kan frembringe så meget opvask…”

I april: ”Hvis huset skal sælges, er vi da nødt til at have en opvaskemaskine, der fungerer…”

I maj: ”Laver vi overhovedet andet end at vaske op?”

I juni: ”Kan du ikke prøve at se på nettet, hvad en opvaskemaskine egentlig koster?”

I juli: ”Tænk engang: I dag er det slut med at vaske op i hånden…”

VVS-manden har været her. Elektrikeren har været her. Maskinen kører, som den skal. Flaget skal hejses. HURRA!!