Søndag i parken

Her, hvor jeg er lige nu, ser søndagen lidt grå ud. Godt nok med et solstrejf af og til, men også med mørke skyer, der lover mere sne eller hagl.

Men i tankerne er jeg i Great Malvern, og det er sommer. En sommersøndag i parken, hvor man samles omkring orkestertribunen ved eftermiddagstid. Nogle har taget klapstole med, mens andre sidder på en sammenfoldet jakke eller et picnictæppe. Nogle henter forsyninger af kaffe, kage, sandwich og andet godt inde i parkens café - andre har selv taget termokaffe med hjemmefra.

Mens børn og hunde leger, pensionister spiser is med velbehag, og vi andre nyder solen og stemningen - så spiller orkesteret alle de gode, gamle engelske klassikere. Og vi nynner med på dem alle sammen... :-)

Bag facaden

"Min" by i England hedder som tidligere nævnt Great Malvern, og det er - trods navnet - ikke nogen synderlig stor by. Men den ligger smukt og naturskønt med bjerge og vid udsigt.

Da jeg kom der i begyndelsen - for mange år siden - syntes jeg ikke, at der var så forfærdelig meget at skrive hjem om, sådan rent butiksmæssigt, men jeg har ændret mening med tiden. For en dag, hvor vi ikke rigtigt gad køre langt, gik vi på turné i byen. Vi besøgte næsten alle butikkerne, gik ind i samtlige smøger og ned bagved på de små gader, og vi fandt ud af, at der er rigtig meget at komme efter.

Nogle butikker viste sig at være kæmpestore inde bag det lille butiksvindue, mens andre var både spændende og charmerende trods det lidt kedelige ydre, og der lå en masse små specialbutikker gemt inde i smøgerne. Også lækre restauranter og hyggelige cafeer lå og gemte sig godt og er sikkert mest kendt blandt de lokale.

Og det er netop det, jeg vil frem til: Mange gange skal man som turist og besøgende tænke som de lokale og gå på opdagelse lige præcis dér, hvor man er, i stedet for at farte rundt. Jeg tror, at man tit vil blive meget og glædeligt overrasket... :-)

Nyt ANGLOFILIA forårsnummer på vej...

Denne gang har jeg vist haft lidt for meget om ørerne, for det nye nummer af ANGLOFILIA er i hvert fald - beklageligvis - forsinket med et par dage. I morgen kommer det fra trykkeriet og bliver pakket, så det kan blive sendt ud til abonnenterne. Forhåbentlig lander det i de pågældendes postkasser på lørdag...

Mere tid, tak

I går var jeg nede i "Under Bogen" - en superhyggelig boghandel i Gentofte, som jeg skrev om tidligere - og nu kan man så også købe mine magasiner her....

Og når man sidder i hyggelige omgivelser og en god kop kaffe, så falder øjet på en bog, som man ikke vidste, man manglede. Den måtte med hjem - for jeg mangler altid tid... tid til alle de projekter, som jeg af en eller anden grund altid skal have gang i...

For selvfølgelig har jeg nye i støbeskeen... ;-)

Ih de er så flinke...

I går skulle jeg ud og se på en Ipod. Jeg tænkte på sådan en lille Nano - eller alternativt en Ipod touch, men jeg var meget i tvivl. Den lille virkede meget lille (som i: Kan man overhovedet se, hvad man laver...) og den store har en række funktioner, som jeg slet ikke har brug for det. Men det kunne jeg jo få kastet lidt lys over i en butik, tænkte jeg. Ha!

I den første butik gik jeg hen til ekspedienten og spurgte, om jeg kunne se på en Ipod. Han pegede på skabet, hvor de stod. Ja tak, men kunne jeg se nærmere på den?  Han nærmest rullede med øjnene og sukkede træt, mens han gik hen efter nøglen. Derefter fik jeg stukket den lille Nano ud. "Ja, den kan ikke tændes, for den er ikke opladt". Ja, så hjælper det sørme ikke meget...!

Kunne jeg se på Ipod touch? Ekspedienten trak på skuldrene og nikkede i retning af skabet. "Den er dér. Den ligger i en æske, og jeg kan ikke tage den ud af æsken".

Så er det bare, jeg spørger:

1. Hvorfor i alverden har man ikke bare en enkelt udpakket og opladt model, man kan vise frem.
2. Hvorfor i alverden skulle jeg så ikke bare købe den på nettet, hvor jeg slipper for suk og rullende øjne?
3. Hvad blev der af gamle dages service, hvor man med glæde demonstrerede varers funktionalitet?

I den anden butik af lignende type mødte jeg den samme reaktion: "De står dér i skabet. Nej, de kan ikke tages ud af æsken"... og på et andet spørgsmål om et tastatur: "Nej, jeg ved egentlig ikke, hvordan det virker. Nej, jeg tror ikke... etc.

Behøver jeg sige mere..?

Historien om Hvæs

Jeg har mødt mange dejlige dyr i mit liv. Ét af dem, der gjort et dybt indtryk på mig, var katten Hvæs.

Hvæs var en vildkat, der kom på besøg, da vi som unge boede i Helsinge. Han så forfærdelig ud; forreven og fyldt med betændte bylder og øjne, der væskede. Han levede i høj grad op til det navn, jeg gav ham, men han tog alligevel med glæde imod den tilbudte mad.

Han begyndte at komme hver dag for at få sit daglige måltid, men han var umådelig vagtsom. Efterhånden vovede han sig dog lidt nærmere, og en dag var han så nær, at jeg kunne få lov til at rense hans sår. Dag for dag blev han lidt pænere. Øjnene blev badet, de rensede sår helede – men skønt han aldrig langede ud efter mig, så hvæsede han stadig – ganske svagt.

Da det blev vinter, byggede min rare mand et dejligt kattehus til ham. Et stor tyk trækasse blev isoleret, forsynet med vindfang og fyldt med halm, og Hvæs flyttede straks ind, som om han vidste, at det var til ham. Det var en stor glæde at se ham stå op om morgenen og strække sig veltilpas efter en god nats søvn.

Hvæs boede hos os et års tid, men en dag var han væk, og jeg så ham aldrig mere. Jeg tror, at Hvæs var en gammel kat, så måske nåede han sin udløbsdato. Heldigvis nåede han at få den gode pensionisttilværelse, som han fortjente.

MANDAGSTEMA: Set udefra

En forårssøndag afslørede dette syn af en kat, der lå og hyggede sig i vinduet.

Man kan næsten mærke, hvordan solen luner ind gennem ruden og rammer et afslappet bagben. Man kan næsten forestille sig, at et knurhår virrer lidt, fordi der måske er noget der kilder. Men det er egentlig ikke noget, man gider tage sig af.

Solens stråler gør glasset og vinduesrammen varm. Der er ingen mennesker på gaden, for alle er gået ned i havnen for at sidde og nyde solen på en bænk. Der er tyst, bortset fra lyden af en enkelt lille fugl, der småsnakker i busken ved siden af vinduet.

Det er søndag. En dejlig, doven søndag med sol på et bagben. Man skulle være kat...

Du kan se andre eksempler på "set udefra", hvis du kigger lige her...

Hidcote Manor Garden

Hidcote Manor Garden er en af de mest berømte haver i England. Den ligger utroligt dejligt og godt gemt i det skønne Gloucestershire bare et par timers kørsel fra London. Haven blev skabt af major Lawrence Johnston, der var født i Frankrig og kom fra en velhavende, amerikansk familie.

Haven er bygget op i haverum, og i ét af dem er der en næsten sydlandsk afdeling med et solur som midtpunkt. Om sommeren står store krukker med agaver og andre spidsbladede planter i udkanten af bedene, og hele området er kantet ind af høje bøgehække.

I et fjernt hjørne af haven trives de fugtelskende planter, astilber og liljer, og den dramatiske gunnera med de kæmpestore blade. Planten ligner nærmest noget fra forhistorisk tid og kan blive flere meter i højden og bredden.

Om sommeren ser det næsten ud, som om der er gået ild i de bede, der fører op til de to små lysthuse, for bedene er fyldt til bristepunktet med ildrøde blomster, der træder varmt og flot frem mellem alt det grønne bladværk. Hvis man fortsætter op ad trappen foran husene og forbi rækken af træer med klippede kroner, åbner en fin smedejernslåge op for en udsigt, som man ikke glemmer lige med det samme.

Uddrag fra artikel i Anglofilia efterår 2010

Tiderne skifter

Nogle gange føler jeg mig meget gammel! Især når jeg tænker på alle de forandringer, der er sket på relativt  få år. Mon ikke andre har det som jeg?

Da jeg var færdig med skolen, kom jeg i lære på et advokatkontor. Det var efter min tid i Havnegade, hvor det gik op for mig, at det nok var en god idé med en uddannelse. Så det blev altså handelsskole og en elevstilling på et mindre advokatkontor ved Nikolaj Plads.

Jeg fik med det samme at vide, at lange bukser ikke var tilladt. Man skulle gå i pæn, mørkeblå nederdel, og man måtte ikke gå med bare ben om sommeren. Alt det fik jeg ikke fortalt af chefen, men af en kollega - og det var derfor ikke rigtigt muligt at protestere. Det var vinter, og det var koldt som nu, og jeg skulle rende ærinder med jævne mellemrum, og hver gang måtte jeg skifte fra nederdel til lange bukser for ikke at fryse. Det varede ikke længe, før jeg blev træt af det, og mine tøjskift trak ud. Jeg så chefens løftede øjenbryn, men ingen sagde noget... og ganske langsomt vænnede kontoret sig til tanken. Tror jeg. Jeg fik godt nok at høre mange gange senere, at jeg var "den unge dame, der ændrede kutymen på kontoret...".

Men bortset fra det med tøjskiftet elskede jeg mine ærinder. Jeg skulle gå i banken og på posthuset, og jeg skulle aflevere dokumenter hos gamle damer, der boede i kæmpestore Københavnerlejligheder. Somme tider blev jeg vist rundt hos de søde damer, og det var en helt anden verden med møbler af plys og fløjl. Jeg kom også til at møde i retten og tage med på fogedforretninger. Jeg lærte København at kende som min egen bukselomme, og jeg opdagede, at der lå mange sjove steder gemt rundt omkring.

Et af dem var Otto B. Wroblewski, der lå på Nytorv - lige ved det domhus, hvor jeg senere blev ansat. Her købte man fine gamle papirvarer og bøger til at skrive i, og her fik man stemplet dokumenter. Det var en smuk forretning, og jeg elskede, når jeg skulle stå og vente - for så var der tid til at kigge på alt det fine. Forretningen ligger der desværre ikke mere, og det er synd og skam. Vi burde bevare flere af de gamle butikker - alene fordi det er en del af vores historie.

Foto:  Venligst udlånt af www.boghandlereidanmark.dk

Specielle steder

 

Vi har oplevet mange sjove og dejlige ting, når vi har boet på bed and breakfast rundt omkring i Storbritannien. Vi har også boet steder, som jeg hverken vil skrive om eller anbefale, for selvfølgelig findes den slags også, men de opvejes så rigeligt af de gode steder.

I Sussex boede vi et hyggeligt sted, hvor vi blev vækket en times tid før morgenmaden, og da vi lidt søvndrukne åbnede vores dør, blev der - uden et ord - rakt en bakke med to dampende varme krus te frem, så vi havde lidt at vågne på. Det må være en menneskelig udgave af den temaskine, jeg fortalte om i forgårs.

I Yorkshire blev vi modtaget med eftermiddagskaffe og hjemmebag, som var lavet specielt til ære for os.

På Isle of Skye boede vi i et gammelt hus, hvor vi i øvrigt mødte australske veteraner fra anden verdenskrig. Hele aftenen snakkede vi med disse dejlige mennesker, og da jeg kom op på værelset, var der puttet en lun varmedunk ind under min dyne. Mit håndvaskede tøj, der havde hængt til tørre i badeværelset, var til gengæld forsvundet, men næste morgen dukkede det op igen - nystrøget og pænt lagt sammen...

Det er netop den slags søde og pudsige påfund, der gør, at jeg til enhver tid hellere vil bo på B&B's end på hoteller.