tirsdag den 12. november 2019

En tid som deltidsnomade

Vi er nu hjemme igen efter knapt toenhalv måned som deltidsnomader. Det har været skønt; en tur fyldt med oplevelser og indtryk, men også med masser af input til to kreative sjæle, der helst skal "fodres" med mellemrum.

Men der er ikke bare inspiration og ideer med hjem; jeg har selvfølgelig også en masse varer med hjem til butikken og en hel masse fotografier, der gerne skal blive til bøger hen ad vejen.

I dag prøver vi at finde os selv i de "nye" omgivelser, for selvfølgelig er det noget af en omvæltning efter så lang tid i en campingvogn på 10-12 kvadratmeter at komme hjem til noget der føles som en hel overflod af værelser.

Men jeg nyder at have en tilværelse, der byder på så meget forskellighed. I den kommende tid vil der blive pyntet op og sat på plads i butikken, og når juletravlheden er overstået, har vi lovet hinanden en juleferie fyldt med bøger og spil - og masser af afslapning. Vintertiden er velkommen på sin måde.

Gussi-hund er med på det hele. Han elsker at være på rejse, men han elsker også at være hjemme, hvor han kan styre i den store have og udforske nabolaget. Jeg er sikker på, at han også vil holde af vores planer for julen... så længe de indbefatter godt med hundebidder og masser af kæl...


søndag den 15. september 2019

En dag i Rye


Vores første udflugt på denne rejse gik til byen RYE i East Sussex - den hyggelige by, som jeg føler mig godt hjemme i efterhånden. Med Gussis hjælp har jeg fundet flere små nemt oversete smøger og halvgemte spisesteder, for han er en hund efter den slags...

Vi lejede et hus i Rye for nogle år siden; et fint stort hus i tre etager midt inde i centrum, og her havde vi gæster fra Danmark i et par uger. Det var et virkelig dejligt sted at bo, for der var en fantastisk udsigt fra stuen og værelserne, og det var så hyggeligt, at man kunne lunte en tur ned i byen efter dagens udflugter.

Denne gang var Rye bare ét af de mange mål på vores efterårstur, og vi nød at gense de smukke huse og de gamle gader. Boghandleren skulle selvfølgelig besøges, og som altid blev vi trukket med ind hos dyrehandleren, hvor der helt sikkert var noget lækkert.

Dagen blev afsluttet med eftermiddagste og hjemmebagte scones i en lille hyggelig café, som vi ikke tidligere havde set. Nye steder bør altid prøves af...



fredag den 13. september 2019

Landet i England

Så er vi landet i England, og vi har slået os ned på en campingplads i Kent. Pladsen er præcis, som jeg foretrækker - helt basal, blot med strøm og vand. Til gengæld er her fred og ro og kun plads til fem vogne... lige nu er her kun tre med os.

Vi er omgivet af marker og skove, og fra vores "forhave" har vi udsigt til græssende heste og gæs, når de ellers kommer forbi.

Her bliver vi nogle dage, for der er mange gode steder at besøge. Blandt andet er der kun et kvarters tid til den skønne by Rye, som vi har boet i flere gange, og til Tenterden i den modsatte retning.

Jeg skal nok komme med opdateringer og billeder, men hele turen bliver også beskrevet i en ny bog, som jeg er gået i gang med. Mere om det senere... :-)

torsdag den 12. september 2019

Dage i Brugge

 

På vej til og fra England stopper vi altid i Brugge og bliver nogle dage - således også denne gang, hvor vi nød livet på de små cafeer og gik lange ture langs kanalerne.

Brugge har selvfølgelig masser af gamle huse, men der er plads til spræl, som man kan se på billedet herunder, og moderne bygninger finder plads hist og her. 

Personligt ville jeg elske at bo på én af de store husbåde, der ligger og vugger på kanalerne...




onsdag den 4. september 2019

Søer, bjerge og en gammel mur

Ovennævnte titel er en ny bog, der udkommer den 15. september - en rejsebeskrivelse af vores forårstur. Det er ikke bare en ny bog, men også en ny type bog, som jeg har introduceret... og jeg har virkelig nydt at skrive den.

Teksten fra bogens bagside lyder:

Englænderne kalder det ”armchair travelling” – altså rejser fra lænestolen – og jeg kalder det ”Rejs med Mia”. Det er lidt det samme og betyder i virkeligheden bare, at man kan sidde hjemme i sin lune stue, mens man tager med på tur. Den idé er ikke så dum, synes jeg, for tit har man virkelig lyst til at tage ud at rejse, men måske ikke lige tiden eller pengene til det. Så er det, at ”lænestolsrejserne” kommer ind i billedet.

I denne bog rejser vi rundt i England, og vi kommer vidt omkring. Fra Cambridgeshire i øst går turen blandt andet op gennem Derbyshire og Lancashire til Lake District, Yorkshire og Durham, før vi krydser ned gennem den vestlige del af Midtengland. Undervejs fortæller jeg om stederne og naturen, om byerne og de historiske huse – iblandet lidt småsnak med folk, vi møder undervejs.

Omslaget er illustreret af min rare mand, og jeg er superglad for det.

Bogen kan købes/bestilles gennem boghandlere - på nettet eller i virkeligheden - og den kan købes i min egen netbutik, når jeg er tilbage igen midt i november. ISBN nummer er: 9788789573120

mandag den 26. august 2019

Tre dage på Bornholm

I sidste uge tog vi nogle dage til Bornholm, og der var selvfølgelig så dejligt, at vi slet ikke havde lyst til at tage hjem igen.

Men der var ting og sager at passe, og det vigtigste var at besøge min svigermor, der nu bor på plejehjem. Og det glædede os meget at se, at hun var rigtig glad for at være der...

Vi kørte ture alle tre (fire med Gussi) - drak kaffe hos fru Petersen i Østermarie, hvor kagerne var så mange, at selv jeg ikke fik smagt dem alle (jeg gjorde ellers mit bedste)... og vi nød at sidde ved vandet i Gudhjem den ene dag, og at besøge Snogebæk den næste.

Om aftenen gik vi tur med hunden mellem nyslåede marker, blåt hav og udsigt til Christiansø, for her havde vi lejet en lille hundevenlig lejlighed. På vej ud og hjem spiste vi frokost i Ystad og så på smukke huse.

En rigtig dejlig tur! Der skal ikke så meget til for at gøre hverdagene oplevelsesrige.. :-)



torsdag den 15. august 2019

Skøn dag med udflugt

Jeg elsker at være på farten, men det behøver ikke altid at være noget med månedlange ture. Små udflugter er ikke at kimse ad, og sådan én tog jeg på i går sammen med en god veninde.

Fra Maribo kørte vi sydpå til Brunddragene med Store Klit - Lollands højeste klit. Det blæste en pelikan, men det var dejligt friskt efter en varm tur i bilen, og vi gik lidt langs havet, før vi travede ud på den lange tange, der er et fuglereservat. I fuglenes yngletid er der ingen adgang, men her i august har Saksfjed-Hyllekrog fuglereservatet åbent igen.

Medbragte madpakker blev fundet frem, og det var et rart sted at sidde og småsnakke, mens vi holdt øje med flyvende, vadende og svømmende fugle. Det skulle være et fantastisk sted at se rovfugletræk, men det må vente til senere på året.

Ikke så langt fra reservatet ligger nogle få sommerhuse; små gammeldags huse, der efter min mening er præcis, som de skal være: Primitive og hyggelige og bare omgivet af natur.

Vores udflugt sluttede med kaffe og is i Nysted havn - det kan ikke blive meget bedre... :-)






torsdag den 11. juli 2019

Den største fryd

Vi har nok alle sammen et eller andet, som virkelig fryder os helt ud i tæerne. Det kan være smagen af de allerførste jordbær eller duften af en nyligt udsprunget rose… eller af nybagt brød. Det er i hvert fald på en eller anden måde altid noget, som tiltaler sanserne.

For mig er det også de ting, men først og fremmest er det lindetræer i juli. Jeg ved ikke noget bedre end den bedøvende duft fra lindeblomsterne og lyden af summende bier, der indsamler pollen.

Somme tider har jeg gået tur under et lindetræ uden at tænke nærmere over det, og pludselig har jeg opfanget den søde honningduft. Andre gange har jeg besøgt en have i blomstringstiden, og jeg er endt med at sidde i små evigheder på en bænk, mens jeg har nydt naturens egen summemusik med duftakkompagnement.

Lindetræer findes naturligt i Denmark og var engang udbredt overalt, men en overgang blev de udnyttet så voldsomt, at de næsten forsvandt. Der er dog stadig lindetræer i parker, haver og naturlige skove… og selvfølgelig de steder, hvor der endnu findes en vaskeægte Linde Allé.

I gamle dage plantede man tit ét eller flere lindetræer i byerne, for det gav dejligt skygge om sommeren, og det var hyggeligt at samles på en plads neden under det. Men ellers er det et træ, der har en vis volumen, så det er ikke egnet til småhaver. Lindetræet bliver både meget gammelt og meget højt – et velvoksent træ kan nå de 30 meter.

Der findes flere slags lindetræer, men det træ, der vokser vildt i skovene, er småbladet lind. Linden bliver også kaldt kærlighedens træ på grund af de hjerteformede blade – og for glædens træ. Det sidste kan jeg kun være helt enig i…

Fra min bog "Skønne Dage"... 

lørdag den 6. juli 2019

Min spanske have

Jeg har det sidste års tid haft en have i Spanien... Sådan føles det i hvert fald, når man "lejer" et træ, en busk, en mark eller noget helt tredje gennem det, der kaldes "crowdfarming".

Man får selvfølgelig ikke bare et træ, men også høsten af det træ. Frugten dyrkes økologisk, og man får den tilsendt nyplukket i en dertil indrettet kasse.

For landmanden betyder det, at han på forhånd ved, at han har solgt så og så meget frugt. Han/hun nyder godt af, at der er familier "derude", der venter spændt på årets høst, og han behøver ikke at bekymre sig om, hvorvidt supermarkederne vil presse priserne, eller om de overhovedet er interesseret i at købe fra ham. Jeg ved, at de forskellige dyrkere føler en langt større glæde ved deres arbejde, fordi de har den tryghed, og fordi de ved, at de glæder andre. Der er også en nærkontakt, fordi man hos de fleste er velkommen til at aflægge et besøg, hvis man ønsker det.

I min have har jeg to appelsintræer, et oliventræ, et mandeltræ, et clementintræ og et citrontræ. Hele sidste vinter fik jeg leveret en kasse appelsiner hver 14 dag, hvilket gav os et par appelsiner hver pr. dag. Måske én medvirkende årsag til, at jeg fløj igennem en lille vinterforkølelse uden de store problemer.

Lige nu har jeg fået citroner. Tre skåle fulde, der primært bliver brugt til citronvand. 5-6 citroner presses og blandes med vand, og sådan en kandefuld drikker vi i løbet af dagen. Ingen sukker i, men det kan man jo gøre, hvis man vil have limonade. Jeg kan gode lidt mit citronvand syrligt og friskt.

lørdag den 22. juni 2019

Hjemme igen

Vores forårstur i Trille Campingvogn kom til at vare næsten tre måneder - og vi var vidt omkring. Hele vejen gennem Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig via tunnelen til England, og hele vejen op gennem Cambridgeshire, Derbyshire, Lancashire til Lake District, Hadrians Wall og Yorkshire. Derefter hele vejen ned gennem Shropshire, Herefordshire og Worcestershire og retur gennem Warwickshire.

Vi besøgte et par af vores yndlingsbyer undervejs; blandt andet Oisterwijk i Holland, hvor vi var i nogle dage. Vi lærte den at kende på udvejen, og blev lidt længere på hjemvejen, lige som vi blev i Brugge i Belgien i næsten et par uger sammenlagt.

Jeg har skrevet en bog om vores tur rundt i England, og den skal jeg lægge sidste hånd på nu, så den kan blive udgivet inden så længe. Og nu skal jeg vænne mig til at være "stationær" igen - det er noget af en omvæltning efter så lang tid på 10 kvadratmeter; alting er pludselig meget langt væk, når man skal bruge det :-)