fredag den 6. november 2020

Bogfestival: Mine egne bøger - Autocamperliv


I denne uge afholdes Bogfestival i stedet for Bogforum, som jeg ellers med stor fornøjelse har besøgt og/eller deltaget i adskillige gange. Men i år var det som bekendt ikke en mulighed...

Og derfor vil jeg - i al beskedenhed - sætte fokus på mine egne bøger. I dag omtaler jeg min bog om Sydengland, som vi kørte gennem på en rundtur fra øst til vest.

Autocamperliv – på tur i Sydengland er fyldt med fortællinger om skønne naturområder, spændende haver, byer, historie og personligheder. Samtidig følges den rute, der hele vejen igennem er afprøvet i en syv meter lang autocamper, og som man kan vælge at kopiere helt eller delvist.

Bogen er for alle, der har lyst til at rejse i Sydengland – hvad enten man søger inspiration til en kommende autocampertur eller bare vil bruge ruten som udgangspunkt for en ”kør-selv” tur i almindelig bil.

Fra bibliotekets lektørudtalelse:

Selvom bogen i titlen henvender sig til folk i autocamper, kan alle der skal på rejse i Sydengland have glæde af bogen. Bogen er rigt illustreret med flotte fotos, der viser et landligt og idyllisk England. De flotte fotos og beskrivelserne af stederne giver virkelig en lyst til at tage på opdagelse.

Du kan se flere billeder fra bogen og høre mig læse et af afsnittene op lige HER





Alle mine bøger kan ses på forlagets side: www.prunella.dk

torsdag den 5. november 2020

Bogfestival: Mine egne bøger - London


I denne uge afholdes Bogfestival i stedet for Bogforum, som jeg ellers med stor fornøjelse har besøgt og/eller deltaget i adskillige gange. Men i år var det som bekendt ikke en mulighed...

Og derfor vil jeg - i al beskedenhed - sætte fokus på mine egne bøger. I dag omtaler jeg min bog om London, der er fyldt med billeder fra vores tid i byen. Jeg tænker stadig med glæde på de lange perioder, vi boede i vores autocamper ved Crystal Palace Park i den sydøstlige del af London.

ANGLOFILIA London handler om den by, som så mange af os kender og elsker. En by, der på én gang er fyldt med hygge og stemning, arkitektur og oplevelser – og en by, man aldrig bliver træt af at udforske. I bogen skriver jeg blandt andet om historie og personligheder og om nogle af de mere ukendte steder, der ligger spredt som skjulte perler i Londons yderkvarterer.

Fra bibliotekets lektørudtalelse:

Flot og interessant bog om Londons historie og seværdigheder med et personligt touch. For alle, som ønsker at vide mere om London.

Du kan se flere billeder fra bogen og høre mig læse et af afsnittene op lige HER



Alle mine bøger kan ses på forlagets side: www.prunella.dk

onsdag den 4. november 2020

Bogfestival: Mine egne bøger - Søer, bjerge og en gammel mur


I denne uge afholdes Bogfestival i stedet for Bogforum, som jeg ellers med stor fornøjelse har besøgt og/eller deltaget i adskillige gange. Men i år var det som bekendt ikke en mulighed...

Og derfor vil jeg - i al beskedenhed - sætte fokus på mine egne bøger. I dag omtaler jeg paperbackbogen SØER, BJERGE OG EN GAMMEL MUR, der omhandler turen til Lake District og Yorkshire sidste år.


Englænderne kalder det ”armchair travelling” – altså rejser fra lænestolen – og jeg kalder det ”Rejs med Mia”. Det er lidt det samme og betyder i virkeligheden bare, at man kan sidde hjemme i sin lune stue, mens man tager med på tur. 

I denne bog rejser vi rundt i England, og vi kommer vidt omkring. Fra Cambridgeshire i øst går turen blandt andet op gennem Derbyshire og Lancashire til Lake District, Yorkshire og Durham, før vi krydser ned gennem den vestlige del af Midtengland. Undervejs fortæller jeg om stederne og naturen, om byerne og de historiske huse – iblandet lidt småsnak med folk, vi møder undervejs.


Fra bibliotekets lektørudtalelse:

En bog, der på en eller anden måde emmer af hygge. Forfatteren skriver varmt og indlevende og giver læseren følelsen af at være med på turen, der foregår i et dejligt afslappet tempo. Man kan næsten fornemme stemningen, duftene og de mange lokale indtryk. En letlæst bog, som alle med udlængsel kan få glæde af.

Du kan se flere billeder fra bogen og høre mig læse et af afsnittene op lige HER



Alle mine bøger kan ses på forlagets side: www.prunella.dk

tirsdag den 3. november 2020

Bogfestival: Mine egne bøger - Skotland


I denne uge afholdes Bogfestival i stedet for Bogforum, som jeg ellers med stor fornøjelse har besøgt og/eller deltaget i adskillige gange. Men i år var det som bekendt ikke en mulighed...

Og derfor vil jeg - i al beskedenhed - sætte fokus på mine egne bøger. I dag omtaler jeg Skotlandsbogen, der er fyldt med billeder fra den månedlange rundtur, jeg var på for nogle år siden...

ANGLOFILIA Skotland er fyldt med fortællinger om skønne naturområder, spændende haver, byer, historie og personligheder. Jeg elsker denne nordlige del af Storbritannien, som jeg aldrig får nok af, og i bogen fortæller jeg både om kendte og ukendte steder i det dramatiske højland og om det smukke, mere blide lavland.

Bogen er for alle, der vil vide mere om Skotland – hvad enten man søger inspiration til kommende rejser eller blot fascineres af det land, der har så meget at byde på.

Fra bibliotekets lektørudtalelse:

Selve teksten er meget overkommelig og man bliver draget af de mange flotte billeder, som fylder det meste af bogen. Man skal selv sidde med et kort foran sig for at kunne placere stederne, men til inspiration er det en fin bog. Billederne og byernes små historiske fortællinger bærer bogen.

Du kan se flere billeder fra bogen og høre mig læse et af afsnittene op lige HER




Alle mine bøger kan ses på forlagets side: www.prunella.dk

tirsdag den 13. oktober 2020

Hjem til hverdagen


Her var det nærmest sommer i dag, og jeg har nydt at gå i solen og samle frø. Dels fra stokroserne med de yndige pastelfarver, og dels fra vild merian og anisisop, der fik mine fingre til at dufte skønt krydret.

Alle tre er storfavoritter hos insekter - stokroserne især blandt humlebier og de to sidste har været fyldt både med bier og sommerfugle. Jeg vil absolut gentage succesen med de planter til næste år - gerne endnu flere end i år. Hverken jeg eller insekterne kan få nok...

I det hele taget finder jeg stor glæde ved smådyrene. Jeg har tidligere fortalt om ildtægerne, der er så fascinerende at iagttage, og i dag var der flyvende sommer på terrassen. Eller rettere... flyvende efterår, må det vel være.

Bittesmå edderkopper sendte deres lange spind afsted og lod sig føre med vinden. Nogle af dem svævede helt hen i hovedet på os, da vi sad og drak kaffe, så vi tydeligt kunne se de små væsener sidde og manøvrere med benene. Lidt ligesom vi selv gør, når vi flyver med drager. Sådan så det i hvert fald ud.

Selv på en ganske almindelig hverdag kan man få de dejligste oplevelser. 

mandag den 5. oktober 2020

På tur i Jylland


I øjeblikket rejser vi rundt i Jylland - uden nogen fast plan, men bare som det falder sig for. Vi har været rundt i den nordlige del og er nu på vej sydpå, og så må vi se, hvor længe vejret er med os. 

Der er så meget, jeg gerne vil se - og gense - men heldigvis behøver vi ikke at tage det hele på én gang. Jylland løber jo ingen steder... ;-)

Vi har været helt oppe i Skagen, hvor jeg aldrig før har været og bestemt skal til igen; vi har følt os hjemme i Sæby og elsket området omkring Rebild. Det sidste overraskede mig nu ikke, for dér har jeg været flere gange tidligere. På billedet her er vi i Lille Vildmose, der ikke er spor lille!

Gussi kan lide det hele. Han suger oplevelserne til sig og nyder det. Når bare vi er sammen...

torsdag den 3. september 2020

Samtaler på en bænk


Jeg har altid haft nemt ved at snakke med andre mennesker, og det er jeg taknemmelig over. For selv den korteste snak kan give så meget, og mange samtaler i mit liv har efterladt et varigt minde.

Faktisk har jeg ikke sjældent mødt mennesker, som jeg - efter ganske kort tid i deres selskab - har følt det som et savn at forlade.

Både herhjemme og på mine rejser i udlandet holder jeg af at sætte mig på en bænk et sted, for inden længe er jeg fordybet i samtale med sidemanden eller -damen, der måske er på ferie eller har frokostpause... eller bare venter på nogen. 

Så snakker vi om oplevelser, om min hund Gussi, om venskaber, om rejser og kager og måske om den smukke bygning henne om hjørnet, som man endelig må se. Eller hvad det nu kan være. Nogle samtaler er mere dybsindige end andre...

Og når man sådan sidder og snakker med forskellige mennesker fra alle samfundslag, så indser man snart... at vi ikke er så forskellige endda, og at venlighed taler alle sprog.

tirsdag den 25. august 2020

En dejlig eftermiddag


I dag tog Gussi-hunden og jeg på eftermiddagstur til Reventlow-museet, der ligger i nærheden. Det gør vi tit, for det er sådan et dejligt sted at gå, og sommetider - når vi har lokket min rare mand med - spiser vi medbragt mad ved ét af bordene.

Ikke i dag, dog. Gussi kunne tydeligvis huske, at vi plejede at sidde omkring bordet ved den store hængebøg, for han trak mig med derover. Han så bebrejdende på mig og kunne ikke forstå, at jeg ikke pakkede et eller andet ud, men så måtte vi jo gå tur i stedet for.

Den næste halve time luntede vi rundt om søen, som vi plejer. Der skal være god tid til snusning og letten ben (ikke mig!), og da vi var kommet næsten hele vejen rundt, satte vi os på en bænk med udsigt til det fine hus. Gussi fik et par småbidder, jeg havde i lommen, og så sad vi længe i solen og bare kiggede. Der var en hejre, der fiskede, og små halemejser fløj rundt i træet ved siden af bænken. 

Alt var stille, for der var ikke andre end os i parken. Gussi så meget veltilfreds ud og lagde sig på tidspunkt godt til rette i græsset, og jeg nød i den grad at sidde nærmest tankeløs og bare "være". 

Jeg er sikker på, at det er noget, man har godt af... det med at "være"... 

torsdag den 13. august 2020

Hedebølgedage

Når det er hedebølge, går vi nærmest i stå. Ikke så meget min rare mand, der bare bliver deltids-arbejdsbi - men Gussihund og jeg falder om i skyggen. Og det er i grunden ikke så galt.

For det første får jeg læst en masse bøger, og det er en stor glæde. Og for det andet får jeg en masse ideer og input til mine egne ting. Jeg bliver altid så idérig, når jeg laver ingenting...

Sidst, men ikke mindst: Vores aftentur bliver henlagt til skumringstid, og det giver et væld af gode oplevelser. Aldrig har vi set så mange pindsvin; ugler har strøget hen over hovedet på mig i lav højde, og flagermus flakser rundt omkring os på skovstien. 

Men til sidst kan jeg dårligt se, hvor jeg går, og Gussi - der ikke har det bedste syn længere - kan blive helt forskrækket over en gren, der ser "mystisk" ud. Men så udforsker vi og konstaterer... at det bare er en gren!

Vi ser også et lille spøgelse af og til. Pludselig står der en hvid figur og ser på os - det er godsets hund Rosa, der på ude på aftentur. Og så skal der lige snuses og leges lidt... før Rosa drøner videre på egen pote.

fredag den 24. april 2020

Ny bog: Floder, får og gyldne huse

Jeg ved ikke noget meget bedre end at modtage en stak af mine bøger fra tryk - så i dag er en god dag! :-)

I "Floder, får og gyldne huse" fortæller jeg om den tur i autocamper, som vi foretog forrige år. En skøn tur, hvor vi i løbet af et par måneder bevægede os - i mageligt tempo - fra den østlige del af England til det vidunderlige Cotswolds-område vest for Oxford, videre til Wales og retur.

Jeg fortæller om alt det vi så; de mennesker, vi snakkede med, og om alle de hyggelige og sjove oplevelser, vi havde. Sådan som en god tur skal være efter min mening.

Det er min superdygtige mand, John Folkmann, der har illustreret forsiden, og jeg elsker den! Selv vores lille rejseven, hunden Gussi, er med på billedet...

Bogen koster 85 kr. og kan købes hos landets boghandlere og i min egen lille shop, ANGLOFILIA.dk