Hjem til hverdagen

Her var det nærmest sommer i dag, og jeg har nydt at gå i solen og samle frø. Dels fra stokroserne med de yndige pastelfarver, og dels fra vild merian og anisisop, der fik mine fingre til at dufte skønt krydret.

Alle tre er storfavoritter hos insekter - stokroserne især blandt humlebier og de to sidste har været fyldt både med bier og sommerfugle. Jeg vil absolut gentage succesen med de planter til næste år - gerne endnu flere end i år. Hverken jeg eller insekterne kan få nok...

I det hele taget finder jeg stor glæde ved smådyrene. Jeg har tidligere fortalt om ildtægerne, der er så fascinerende at iagttage, og i dag var der flyvende sommer på terrassen. Eller rettere... flyvende efterår, må det vel være.

Bittesmå edderkopper sendte deres lange spind afsted og lod sig føre med vinden. Nogle af dem svævede helt hen i hovedet på os, da vi sad og drak kaffe, så vi tydeligt kunne se de små væsener sidde og manøvrere med benene. Lidt ligesom vi selv gør, når vi flyver med drager. Sådan så det i hvert fald ud.

Selv på en ganske almindelig hverdag kan man få de dejligste oplevelser. 

På tur i Jylland

I øjeblikket rejser vi rundt i Jylland - uden nogen fast plan, men bare som det falder sig for. Vi har været rundt i den nordlige del og er nu på vej sydpå, og så må vi se, hvor længe vejret er med os. 

Der er så meget, jeg gerne vil se - og gense - men heldigvis behøver vi ikke at tage det hele på én gang. Jylland løber jo ingen steder... ;-)

Vi har været helt oppe i Skagen, hvor jeg aldrig før har været og bestemt skal til igen; vi har følt os hjemme i Sæby og elsket området omkring Rebild. Det sidste overraskede mig nu ikke, for dér har jeg været flere gange tidligere. På billedet her er vi i Lille Vildmose, der ikke er spor lille!

Gussi kan lide det hele. Han suger oplevelserne til sig og nyder det. Når bare vi er sammen...

Samtaler på en bænk

Jeg har altid haft nemt ved at snakke med andre mennesker, og det er jeg taknemmelig over. For selv den korteste snak kan give så meget, og mange samtaler i mit liv har efterladt et varigt minde.

Faktisk har jeg ikke sjældent mødt mennesker, som jeg - efter ganske kort tid i deres selskab - har følt det som et savn at forlade.

Både herhjemme og på mine rejser i udlandet holder jeg af at sætte mig på en bænk et sted, for inden længe er jeg fordybet i samtale med sidemanden eller -damen, der måske er på ferie eller har frokostpause... eller bare venter på nogen. 

Så snakker vi om oplevelser, om min hund Gussi, om venskaber, om rejser og kager og måske om den smukke bygning henne om hjørnet, som man endelig må se. Eller hvad det nu kan være. Nogle samtaler er mere dybsindige end andre...

Og når man sådan sidder og snakker med forskellige mennesker fra alle samfundslag, så indser man snart... at vi ikke er så forskellige endda, og at venlighed taler alle sprog.

En dejlig eftermiddag

I dag tog Gussi-hunden og jeg på eftermiddagstur til Reventlow-museet, der ligger i nærheden. Det gør vi tit, for det er sådan et dejligt sted at gå, og sommetider - når vi har lokket min rare mand med - spiser vi medbragt mad ved ét af bordene.

Ikke i dag, dog. Gussi kunne tydeligvis huske, at vi plejede at sidde omkring bordet ved den store hængebøg, for han trak mig med derover. Han så bebrejdende på mig og kunne ikke forstå, at jeg ikke pakkede et eller andet ud, men så måtte vi jo gå tur i stedet for.

Den næste halve time luntede vi rundt om søen, som vi plejer. Der skal være god tid til snusning og letten ben (ikke mig!), og da vi var kommet næsten hele vejen rundt, satte vi os på en bænk med udsigt til det fine hus. Gussi fik et par småbidder, jeg havde i lommen, og så sad vi længe i solen og bare kiggede. Der var en hejre, der fiskede, og små halemejser fløj rundt i træet ved siden af bænken. 

Alt var stille, for der var ikke andre end os i parken. Gussi så meget veltilfreds ud og lagde sig på tidspunkt godt til rette i græsset, og jeg nød i den grad at sidde nærmest tankeløs og bare "være". 

Jeg er sikker på, at det er noget, man har godt af... det med at "være"... 

Hedebølgedage

Når det er hedebølge, går vi nærmest i stå. Ikke så meget min rare mand, der bare bliver deltids-arbejdsbi - men Gussihund og jeg falder om i skyggen. Og det er i grunden ikke så galt.

For det første får jeg læst en masse bøger, og det er en stor glæde. Og for det andet får jeg en masse ideer og input til mine egne ting. Jeg bliver altid så idérig, når jeg laver ingenting...

Sidst, men ikke mindst: Vores aftentur bliver henlagt til skumringstid, og det giver et væld af gode oplevelser. Aldrig har vi set så mange pindsvin; ugler har strøget hen over hovedet på mig i lav højde, og flagermus flakser rundt omkring os på skovstien. 

Men til sidst kan jeg dårligt se, hvor jeg går, og Gussi - der ikke har det bedste syn længere - kan blive helt forskrækket over en gren, der ser "mystisk" ud. Men så udforsker vi og konstaterer... at det bare er en gren!

Vi ser også et lille spøgelse af og til. Pludselig står der en hvid figur og ser på os - det er godsets hund Rosa, der på ude på aftentur. Og så skal der lige snuses og leges lidt... før Rosa drøner videre på egen pote.

Ny bog: Floder, får og gyldne huse

Jeg ved ikke noget meget bedre end at modtage en stak af mine bøger fra tryk - så i dag er en god dag! :-)

I "Floder, får og gyldne huse" fortæller jeg om den tur i autocamper, som vi foretog forrige år. En skøn tur, hvor vi i løbet af et par måneder bevægede os - i mageligt tempo - fra den østlige del af England til det vidunderlige Cotswolds-område vest for Oxford, videre til Wales og retur.

Jeg fortæller om alt det vi så; de mennesker, vi snakkede med, og om alle de hyggelige og sjove oplevelser, vi havde. Sådan som en god tur skal være efter min mening.

Det er min superdygtige mand, John Folkmann, der har illustreret forsiden, og jeg elsker den! Selv vores lille rejseven, hunden Gussi, er med på billedet...

Bogen koster 85 kr. og kan købes hos landets boghandlere og i min egen lille shop, ANGLOFILIA.dk

Om at være barn hjemme...

Jeg læste på TV2, at mange børn havde udviklet sig i positiv retning, mens de har været derhjemme her under Corona-krisen - og jeg kom til at tænke på min egen - og mine jævnaldrendes - barndom.

Som jeg tidligere har nævnt, så boede jeg sammen med mine forældre i en toværelses lejlighed på Frederiksberg. Så vidt jeg husker, var der ingen af mine legekammerater, der gik i børnehave - til gengæld legede vi sammen nede i gården eller hjemme hos hinanden.

Men jeg legede også alene, og min mor aktiverede mig aldrig. Hun gik hjemme og passede sit, mens jeg underholdt mig selv. Som helt lille havde jeg min egen del af soveværelset, som var adskilt fra mine forældres del med en lav reol og et forhæng. Det fungerede fint, og i den strimmel værelse havde jeg min seng og mit skrivebord.

Det var her i mit "lille hjørne", jeg begyndte at tegne og male, og da jeg lærte at læse, slæbte jeg bøger hjem fra biblioteket. Jeg kunne bruge timer med at bygge hule under spisebordet, lege café med tomme yoghurtbægre ved køkkenbordet, bygge korthuse eller lege med Lego - lægge puslespil eller spille pindespil og lægge kabale. Der var masser af muligheder - og der var også mulighed for IKKE at lave noget, for det er også godt af og til.

Jeg synes selv, at jeg havde den skønneste barndom - måske fordi jeg fik lov til at udvikle mig i mit eget tempo. Og jeg tror, at krisen på mange punkter har været en god ting for mange børn og deres forældre, fordi de har haft mulighed for at være sammen og hver for sig på en - for dem - helt ny måde.

Have-ordning...

Vi har brugt det gode vejr på haven - eller nærmere terrassen - så den kunne blive klar til at sidde på de kommende måneder.

Vores have er heldigvis en naturhave, så vi slår kun græsstier rundt om træerne og et stykke foran huset, hvor vi kan sidde. Terrassen trængte derimod til at blive ryddet og fejet, så det har vi gjort - og nu ser der nydeligt ud!

Desuden har jeg sat nogle rammer op til højbede, hvor jeg vil plante jordbær og krydderurter. Sidste år havde jeg jordbær i krukker på terrassen, og de har overvintret og endda lavet små aflæggere, som jeg har plantet ud i den ene ramme. De andre skal fyldes med nye planter, så der kommer tre forskellige sorter.

Der er kommet frisk jord i de tømte krukker, så de snart kan blive bolig for de sommerblomster, som jeg havde i min barndoms altankasser, nemlig Flittiglise og Petunia i blandede pangfarver. Et nostalgisk valg...

Og endelig har vi investeret i en hængesofa! Vi havde én i vores tidligere sommerhus, men den blev solgt sammen med huset, og den har været savnet lige siden. Den nye hængesofa kommer efter påske, og jeg glæder mig allerede som et barn juleaften... :-)

I disse tider...

I disse tider kan man bruge optimistiske ord - og disse er skrevet af amerikanske Kitty O'Meara.

Det er gode ord, og jeg bliver så utroligt glad over at se, at andre har det præcis som jeg:

"And the people stayed home. And read books, and listened, and rested, and exercised, and made art, and played games, and learned new ways of being, and were still. And listened more deeply." 

Some meditated, some prayed, some danced. Some met their shadows. And the people began to think differently." 

"And the people healed." 

In the absence of people living in ignorant, dangerous, mindless, and heartless ways, the earth began to heal." 

"When the danger passed, and the people joined together again, they grieved their losses, and made new choices, and dreamed new images, and created new ways to live and heal the earth fully, as they had been healed."

Artist: Kitty O'Meara

Noget af værdi...

Der er ingen tvivl om, at naturen trives under manglen på menneskelig aktivitet, så noget godt kommer der da ud af vores nuværende nedlukning.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det måske er det puf, der skal til for at få os til at indse, at vi er NØDT til at tage tingene mere roligt. Det nytter ikke at blive ved med at sætte væksten op, op, op og fortsat køre i højeste gear mod afgrunden. For klimakrisen lurer jo stadig i baggrunden, selv om der ikke fokuseres så meget på den lige nu.

Måske - fromt ønske - kan denne ufrivillige "tænkepause" få os til at indse, at det ikke er så vigtigt, at vi kører i højeste gear hele tiden. Der er andre ting i livet, der er mere vigtige. Måske er vi nået til det punkt, hvor vi kan bremse op og "nøjes" med at sætte pris på det, vi har.

Og i stedet for at åbne for pengekassen og hælde penge ud på nye veje og nybyggeri, som bestemt IKKE hjælper på klimaproblemerne - så kunne vi bruge de penge på at udvikle nye ideer og nye jobs, der kunne...