Engelsk forår

Jeg er kommet lidt tættere på foråret - i hvert fald virker det sådan, for her i England er der blomstrende påske- og pinseliljer i alle vejkanterne, og der er adskillige blomstrende træer i haven.

Der bliver malet og ordnet i disse dage, for huset skal være pænt til sæsonen. Men derfor kan man jo godt nyde fuglesangen, og i går lukkede jeg vinduerne op i spisestuen, så jeg havde udsigt til de mange blå perlehyacinter og bjergene i baggrunden.

I går aftes sad vi længe og lyttede til nattergalen, der havde et "syngeflip" lige uden for stuevinduet. Det lød så smukt, så smukt...

Det er godt at være her lige nu...

Nyt til havestuen

Jeg har længe været på udkig efter nogle nye møbler til havestuen i Hollymount. De, der står der, er en arv fra de tidligere ejere, og de (altså stolene!) er vist ved at opgive ånden.

Nye bambusmøbler koster pænt meget - og brugte har den bagdel, at de næsten altid skal hentes. Lidt upraktisk, når de fylder så meget, at der kun kan være én stol i bilen ad gangen - og meget upraktisk, hvis sælgeren bor i Skotland eller et lignende fjernt sted.

Så jeg måtte tænke i alternative baner. I stedet for "rigtige" havestuemøbler har jeg købt to små, lette kurvestole i den blå avis, og to Ikea-stole med blomstret betræk.

Jeg havde stole af denne type i mit gamle sommerhus, så jeg ved, at de er gode at sidde i. Og de passer da fint mellem planterne i en havestue...

Duften af liljer

Ikke alle elsker duften af liljer, men jeg gør.

Når jeg besøger historiske huse, står der tit en vase med disse kæmpestore blomster, og de udsender deres stærke duft til hele rummet - og måske derfor forbinder jeg den med noget historisk og noget hyggeligt.

Da jeg var på efterårsmesse i Great Malvern i weekenden, lod jeg mig derfor friste til at købe et stort bundt fra en af de store lilje-dyrkere herovre. Jeg bar dem andægtigt hjem, og nu står de her i spisestuen - et gennemgangsrum - og dufter intenst.

En travl weekend

Denne weekend skal jeg lægge sidste hånd på et nyt ANGLOFILIA, så der bliver ikke ret meget tid til andet. Men jeg HAR dog nået at opdatere rejseplan og informationsbog til de gæster fra Holland, der med ganske kort varsel gerne ville leje Hollymount.

Så jeg håber, at det engelske vejr bliver skønt - så familien kan nyde ferien og den udsigt, jeg savner lige nu...

Og jeg håber, at det danske vejr bliver nok så dejligt, for så kan jeg måske sidde og arbejde lidt udendørs... 

Rigtig god weekend!

Myrer og tuer på marken

I år er den ene mark foran Hollymount fyldt med tuer. Det ligner egentlig ikke myreturer, men nærmere at en stor underjordisk kæmpe har slået med en knytnæve på jorden nedefra.

Men det er myretuer, og det har undret mig, at de kun er på den ene mark. Men det er egentlig ikke så underligt alligevel, når man tænker over det.

For denne ene mark er gammel og har aldrig været pløjet igennem. Her har min gamle nabo haft sine får i årevis, og nu, hvor han er holdt op med det på grund af alder, bliver tuerne ikke trampet så meget ned.

Den store mark bagved bliver pløjet med mellemrum, så den er ikke interessant for myrer. Min have får slået græs med jævne mellemrum, så det er heller ikke lykken. Den lille mark foran huset... er åbenbart bare ikke interessant. Måske er den ikke fugtig nok?!

De små gule engmyrer lever underjordisk, så man ser ikke meget til dem, og myrerne holder bladlus, som vi andre holder køer. Bladlusene bliver "malket" for honningdug, og med mellemrum bliver de flyttet til områder, hvor bladlusenes fødemuligheder er bedre. På den måde har de to dyrearter stor gavn af hinanden - det er da fascinerende!

Men vi har også flere par fastboende grønne flagspætter, og jeg kan forestille mig, at de har gavn af engmyrerne. Sådan er det jo...

Foto: Island 2000 Trust Conservation

Hvor svært kan det være...

Nogle gange er ting ikke helt så enkle, som man kunne ønske sig.

Vi har fået nye vinduer i det ene værelse, og jeg gik derop for at hænge gardinerne op igen. Blot for at opdage, at gardinskinnerne altså var borttaget sammen med de gamle vinduer af en eller anden grund.

Godt så! Der måtte nye gardinskinner til. De var heller ikke for gode. Og nu vi var ved det, så kunne vi måske finde nogle nye gardiner, for de gamle havde mildt sagt kendt bedre dage.

Vi kørte ud til det store butikscenter uden for Worcester, hvor vi aldrig havde været før, og i den allerførste butik fandt jeg nogle fine færdigsyede gardiner af den slags, englænderne excellerer i. De var i  en fin kvalitet, i præcis den farve og det mønster, jeg havde forestillet mig - og på udsalg til under 200 kr. pr. sæt. Det var da nærmest  rørende...

Eneste bagdel var, at gardinerne var alt for lange, men hvor svært kan det være at lægge 2 sæt gardiner op?

Øhm, svært åbenbart. For i dag har jeg - med hjælp af min meget tålmodige, rare mand - brugt adskillige timer på at måle og ri og hænge op og måle om og pille ned og ri om og hænge op og måle om og..... arghhh.....

Forårsfornemmelser og indretning

Det slår aldrig fejl: Her i de første måneder af året begynder det at krible i mig. Jeg kigger i bøger og finder inspiration i blade og på nettet - for "indretnings-genet" begynder at røre på sig. Ih, der er så meget, jeg har lyst til.

Og så er det altså lidt en bagdel med et lejet hus, hvor jeg ikke bare kan kaste mig over malerpensel og nye gardiner. Jeg må vente pænt, indtil jeg kommer til England igen - men planer kan man jo altid lægge.

Jeg har foreløbig besluttet mig for, at køkkenet i Hollymount skal males og have fine nye håndsmedede håndtag (det lyder dyrt, men er det ikke!). Og så skal der nye gardiner i det ene værelse - sådan nogle "roman blinds", der egentlig er en slags forede rullegardiner af stof.

Hvis der er mere energi tilbage, vil jeg gerne male stuen her... men jeg kender mig selv; indretnings-genet falder såmænd nok til ro, når jeg er færdig med køkkenet... ;-)

God nat

Jeg elsker at læse i sengen, og derfor er det vigtigt, at man kan sidde godt. De polstrede ryglæn, som englænderne så tit bruger, har en høj stjerne hos mig - og i går fik vi også sat sådan nogle på sengene i "værelset med udsigt".

Så det var en meget praktisk dag i går - og det er det også i dag. Der skal renses tagrender og gøres rent, for inden så længe kommer der andre beboere her i huset, og vi tager til Danmark imens.

Men der skal også være tid til at nyde, at solen skinner og sneen smelter. Fuglene synger højt og lystigt, for de tror på foråret. :-)

Elektrikere og andre praktikaliteter

I går fik vi leveret en ny opvaskemaskine, fordi den gamle var stået af. Vi fik tilsluttet vand, sat stikket i og tændte på stikkontakten under køkkenbordet, og så var det bare at skubbe opvaskemaskinen pænt på plads igen.

Vi fyldte den, tændte for den... og der skete ingenting. Absolut intet!

Arj altså, for pokker da.

Vi trak opvaskemaskinen ud igen for at checke, om der nu også VAR tændt på kontakten. Det var der. Vi hentede en forlængerledning og testede opvaskemaskinen på et andet stik. Her virkede den fint, men en forlængerledning tværs gennem køkkenet var ikke så smart.

Suk! Så måtte stikdåsen under køkkenbordet være stået af siden sidst. Altså fat i en elektriker, og det skulle helst gå hurtigt, for huset skal lejes ud inden så længe.

Den rare elektriker kom straks til vores redning. Han kom kørende hele vejen fra Worcester i myldretiden, hele vejen op ad vores 300 meter lange snedækkede indkørsel og gik ind i køkkenet. Her kiggede han på den tændte kontakt under køkkenbordet og rettede sig op for at tænde på den, der sad på væggen bag det lille køkken-TV.

Og pludselig virkede opvaskemaskinen!

En flyvende pind

Hver gang jeg tænder op i vores brændeovne, kommer jeg til at tænke på dengang, hvor jeg lige havde fået dem installeret.

Først gik jeg ud i skuret for at hente en kurvfuld brænde. Der lå masser af små og store grene derude, og jeg tænkte ikke nærmere over, at én af smågrenene var mere blød end de andre.

Inde i stuen krøllede jeg aviser sammen og lagde i bunden, før jeg kom en lille portion kviste og grene ovenpå. Igen tænkte jeg ikke så meget over den underlige bløde pind, der vel var omkring 5-6 cm lang, og den kom bare ind med de andre, før jeg tændte ild til aviserne.

Jeg var ved at lukke glasdøren i, da jeg så, at pinden kunne flyve. Det var nemlig ikke en pind; det var en kæmpestor gedehams, der havde ligget og sovet vintersøvn mellem brændestykkerne. Jeg hvislede til den, at den altså lige kunne prøve at stikke mig og skyndte mig at åbne lågen igen.

Der var ikke sket den noget, og den satte sig sløvt til rette på lænestolens armlæn, mens jeg hentede et glas, så jeg kunne lempe gedehamsen venligt, men bestemt udenfor. Og samtidig var jeg dybt taknemmelig for, at jeg havde taget fat omkring dens mave og ikke omkring dens brod, for selv om de store gedehamse ikke er så aggressive som deres mindre slægtninge, havde det måske ikke været populært...

PS. Behøver jeg at sige, at jeg nu altid har handsker på, når jeg henter brænde...

Et studie i hvidt

I nat fik vi endnu en dyne sne - og denne gang faldt fnuggene som kæmpestore "fluffede" dun, der lagde sig elegant til rette på grene og huse. Så Great Malvern så endnu mere eventyrlig ud end sidst, og vi kunne ikke modstå en gåtur i de snepyntede gader. 

Vi gik forbi ét af de store, gamle huse, der var ved at blive renoveret og udstykket til 9 lejligheder med udsigt. Og sikke en udsigt...

Hyggelig pub-aften

Vi har adskillige pubber og restauranter i nærheden, men vi ender ofte på The Fox. Her kan vi nemlig lige så stille trille ud af vores egen indkørsel og bare fortsætte videre ned ad en meget smal vej, der ender ved floden. Her ligger pubben, og her føler vi os dejligt hjemme. (Det med floden kan så være et problem, for netop denne pub er oversvømmet med jævne mellemrum... stakler!).

Sådan cirka en gang om ugen står den på aftensmad ude - nogle gange to, hvis vi er på farten - for det er ikke synderlig dyrt. Et godt måltid koster omkring 100 kr., og man kan jo spare desserten, hvis man vil. Det vil vi nu sjældent...

I dag stod den på fisk til hovedret og Bread and Butter pudding til efterret. Og så er jeg, der ellers ikke kan fordrage øl, ved at få smag for Guinness. Hvad skal det ikke ende med...?

Indkøb på den smarte måde og tur i sne

Ja ja, det hjælper jo ikke meget, at man kan få bragt varer ud, når supermarkedet så ringer og kaster håndklædet i ringen. Alt var snekaos, og de måtte opgive at komme frem. Tsk tsk.

Nå men så må man jo SELV. Og på den måde kan jeg også vise de smarte håndscannere, som jeg nævnte i mit indlæg i går.

Efter indkøbene blev vi enige om, at vejret egentlig var så dejligt, at man burde gå en tur på Great Malverns villaveje og se de smukke sneklædte huse.

Vil I med?

Le ikke

Da jeg var en stor pige, lærte jeg at slå med le. Jeg bilder mig ind, at jeg stadig kan finde ud af det (ligesom man aldrig glemmer, hvordan man cykler...) - og nu har jeg i hvert fald i sinde at prøve.

Der hører tre marker til Hollymount. En stor, som nabo-landmanden har får på, en mellemstor og en lille. De to sidste har været lånt ud til en anden nabo, og da han er en ældre herre, ved jeg ikke, hvor længe han bliver ved at holde får.

Så for at være på forkant er jeg ved at lægge planer for de to marker. På den store vil jeg have blomstereng - og her kommer leen ind i billedet. Hvis man slår marken med le, kommer der nemlig hurtigt en hel masse vilde blomster frem til glæde for sommerfugle og bier. Jeg ved, at blomsterne er der; de skal bare have chancen for at vinde over græsset.

Den lille mark skal også slås med le, og så vil jeg plante bærbærende buske og små træer her. Det vil være mad og ly til fugle og smådyr, og jeg kan ikke forestille mig noget bedre end at give naturen en hjælpende hånd.

Man kan meget nemt savne...

Man kan meget nemt savne at sidde lige her i de bløde stole fra min engelske udestue. Det er sådan en god, skyggefuld plads med pude i ryggen og benene oppe og en blåmejse lige ud for ens øre.

Foderautomaten hænger nemlig også her, og når jeg sidder ved siden af er det til stor fortrydelse for havens egern, men til glæde for fuglene, der godt tør komme alligevel.

Fra stolen er der netforbindelse, så jeg kan sidde og arbejde, men jeg kan også sidde og nyde udsigten til haven og markerne bagved.

Jeg tror, at det er én af verdens allerbedste arbejdspladser... ;-)

Sidste dage

Efterhånden som tiden går, føler jeg mig mere og mere hjemme her på denne plet i England. Selv om jeg er bybo, har jeg altid elsket at være på landet, og jeg har nydt det ekstra meget denne gang.

I går traskede jeg langs vores lange markvej op til huset og så på alle de forskellige vilde blomster, der vokser i vejkanten og inde på marken, hvor der ikke har været får et stykke tid nu. Nogle blomster kender jeg slet ikke navnet på, men jeg havde på et tidspunkt en biolog på besøg, der remsede op med engelske navne. Enkelte af dem skulle være ret sjældne eller i hvert fald spændende - jeg synes jo bare, at de er kønne... og så glæder jeg mig over, at de giver føde til en masse sommerfugle og bier lige nu.

Frække spætter

Hvorfor kan grønspætten ikke være lige så fotogen som ham her?

Vi har i mange år haft et grønspættepar boende, og de er meget snakkende og meget sjove at se på. Derfor har jeg selvfølgelig prøvet at få et billede af dem. Mange gange!

Men efterhånden føler jeg mig ligesom Anders And, når han prøver at fotografere den jernnæbbede tegneseriespætte, som HAN gerne vil have ram på.

Hver gang jeg har fotografiapparatet liggende klar, holder spætten sig på afstand. Den lurer lidt på mig og nærmer sig kun forsigtigt, og hvis jeg rækker ud efter det... vips... så er den væk.

Hvis jeg derimod ikke har kameraet inden for rækkevidde, så sætter den elendige spætte sig lige foran mig og gør sig til. Den drejer hovedet langsomt, så man kan se de fine røde fjer, og somme tider puster den sig endda lidt op, så man rigtig kan beundre den. Men fotograferes; det vil den altså ikke.

I dag kom jeg hjem fra bytur og så grønspætten sidde klar. Det ville have været et præmiebillede. Men ikke tale om. Lige så snart jeg kom ud igen med kameraet, forsvandt spætten om bag en busk.

Lidt efter stak den hovedet frem. Jeg kunne næsten se, at den smilede drilsk...

Planteskolebesøg

Én af mine yndlingsbeskæftigelser er besøg på planteskolerne her. Der er mange af dem; den ene er større og flottere end den anden,  og da de næsten alle har café og restaurant, kan det uden spor besvær udvikle sig til en heldagsfornøjelse. 

Mange gange tager vi bare ud for at kigge, men det ender selvfølgelig altid med, at vi kommer hjem med mindst én plante. Og det er ikke planter det hele. Der er også møbler, ting og sager, delikatesseafdeling, tøj, bøger…  alt muligt. 

Ét af mine faste havecentre har en meget stor hobbyafdeling også, og da jeg på et tidspunkt havde en gæst med derud, spurgte hun ivrigt: Har du ikke et eller andet du kan foretage dig et par timer, mens jeg kigger her? 

Det havde jeg. Det er sjældent noget problem for mig at bruge et par timer på en planteskole…

Hedebølge

Vi skal åbenbart have en uge med det, som i mine øjne ligner en hedebølge. OK, godt så. Det betyder bare, at hende "nordboen" her absolut ikke er til udflugter i en varm bil, men foretrækker at blive hjemme i et køligt hus. De tykke mure og små vinduer her i Hollymount betyder nemlig, at temperaturen ikke når meget over de enogtyve grader i stuerne.

Det er noget helt, helt andet i udestuen, hvor der kan spejles æg på spisebordet i eftermiddagstimerne, men jeg lukker bare lige så stille døren til den, holder mig væk og finder i stedet en skyggefuld plet i haven, hvor der lufter så dejligt. Arbejdet udendørs bliver henlagt til de tidlige morgentimer, inden solen får fat - og ellers sidder jeg fint i haven og skriver flittigt, mens jeg holder øje med kaniner og egern. Eller er det omvendt?

Sommer på vej

Jeg kan se på vejrudsigten, at sommeren er lige om hjørnet. Det er noget med fuld sol og 26 grader, og det er da meget fint. Nu er jeg en rigtig "nordbo", der godt kan lide gråvejr og ikke alt for meget varme, men man føler sig alligevel som et skarn, hvis man ikke glædes over udsigten. Om ikke andet kan de våde områder her få lov til at tørre lidt ud.

I går aftes sad vi til sent og så på flagermus og lyttede til ugler. Der bor et helt kollektiv under taget (altså flagermus - ikke ugler), og de kom frem én efter én for at gå på rov. Jeg håber, at de tog nogle af de myg, der åd os, men vi kunne ikke rigtigt løsrive os fra aftenstemningen.

Solsorten sang aftensang, mens svalerne gav deres mange unger en bid natmad. Uglerne snakkede til hinanden fra hver sin ende af haven, for de har også unger. En lille mus pilede forbi. To egern legede tagfat omkring os. Grønspætten havde vældig travlt, og den er ikke bare sjov at se på; den er også meget velkommen, fordi den elsker at spise myrerne i græsplænen.

Og alt imens gik solen længere og længere ned. Den babyblå himmel fik et svagt, rødligt skær, og de grå regnskyer blev forvandlet til hvide lammeskyer. Aftenkaffen blev serveret med is, og livet var bestemt til at holde ud... ;-)