Den Engelske Julekalender

I dag har vi officielt taget hul på julemåneden - og jeg har officielt påbegyndt DEN ENGELSKE JULEKALENDER.

Hver dag frem til jul skriver jeg et lille julerelateret indlæg på www.anglofilia.info - og hver dag kan du deltage i konkurrencen om en lille kalendergave, der bliver sendt med posten.

Du er særdeles velkommen til at være med i julehyggeriet :-)

En skefuld sundhed...

Det må være kulden og blæsten, der fik mig til at huske tilbage til min barndom. For hvert år på nogenlunde denne tid kom min far hjem med en stor flaske... torskelevertran! Jeg husker den sikkert større end den i virkeligheden var - men den indkøbte gigantflaske blev stillet op på øverste hylde i spisekammeret til senere brug.

Flasken blev derefter lykkeligt glemt... af mig, men IKKE af min far!

For når jeg skrantede lidt i vinterens løb, rejste han sig pludselig fra lænestolen og SÅ på mig. "Det er vist tid til at finde levertranen frem"!

Alene tanken var nok til at gøre mig rask. Næsten i hvert fald. For jeg huskede med al gruopvækkende tydelighed, hvor hæsligt det smagte...

Men der hjalp ingen kære mor. Far var allerede ude i køkkenet og i færd med at finde flaske og (spise)ske frem, og han kaldte utålmodigt på mig.

Med bøjet hoved og tunge skridt gik jeg ud til ham, hvor han frejdigt stod klar med den største ske fra skuffen. Den var fyldt til randen med tyktflydende, ildelugtende levertran, som han påstod var så sundt.

Åh puh, jeg kunne dårligt have skeen i munden, men ned skulle det jo! Jeg vidste, at det ikke var en engangsforeteelse, for den følgende ugestid eller så fik jeg en svingende skefuld dagligt.

Indtil jeg igen var frisk og kry. Og jeg må indrømme... om det var levertranens virkning eller ej, så VAR jeg faktisk ikke meget syg som barn... ;-)

Altid adoptere

Jeg har hele mit liv omgivet mig med dyr af forskellig slags, og stort set alle er dyr, der er adopteret efter andre eller kommet flyvende/tilløbende af sig selv.

Mine erfaringer med disse mange "adoptivbørn" har altid været positive, og jeg kunne ikke drømme om at købe et dyr, når så uhyggeligt mange trænger til gode hjem.

Det sidste "skud på stammen" er jo Gussi (Gucci), der har tilbragt 4 år af sit liv i et spansk internat. Vi fandt ham ved et tilfælde, og for ti måneder siden blev han en del af vores liv. Og selv om jeg aldrig har haft hund før, og selv om det lille kræ har vendt op og ned på vores liv på mange måder, så ville jeg ikke undvære ham.

Sådan er det med mig og dyr. De besætter min sofa og mit hjerte, og jeg vil ikke have det på nogen anden måde...

Filmen herunder viser Gussi, da han var i det spanske internat. Og billedet herover viser ham, da vi sad og hyggede os i Brugge (det er hunden til højre)... ;-) 

Et genbrugsindlæg om julemarkeder

I dag skal jeg være i min netshop hele dagen, så jeg vil benytte mig af et indlæg, jeg har bragt tidligere - i 2012. Det må lige være tiden for det nu... :-)

For en del år siden besøgte vi Gisselfelt julemarked. Jeg havde checket åbningstiderne på internettet og fundet den weekend, hvor der var åbent. Da vi kom derned, var der stillet fine skilte op, så man kunne se, hvor man skulle parkere, og der var et også et skilt, hvorpå der stod, at man endelig skulle huske at få sit gratis juletræ med hjem.

Jeg var meget imponeret; tænk engang, at man ligefrem fik et gratis træ! Og jeg var endnu mere imponeret, da vi ikke skulle betale ved indgangen, men bare blev ledt indenfor.

Vi hyggede os gevaldigt og kiggede på alle de fine ting, og først da vi skulle have kaffe og æbleskiver, begyndte jeg at blive mistænksom. For det var altså OGSÅ gratis. "Du kommer bare og får mere, hvis du har lyst". Jamen, hvad var dette her for noget??

Da vi sad ved bordet og spiste æbleskiverne, kom en rar mand over til os og satte sig ved bordet. "Hej med jer, jeg hedder Peter, og jeg kommer fra afdelingen i Slagelse (eller hvor det nu var...). Hvor kommer I så fra?

Jeg var ved at få en æbleskive galt i halsen af grin, mens jeg fremstammede, at vi var fra Københavnsafdelingen (mens jeg samtidig håbede, at det pågældende firma havde en afdeling i København). Manden nikkede venligt interesseret, så det havde de nok.

For det var selvfølgelig et stort firma, der holdt julefest på Gisselfelt. Jeg havde taget fejl af datoerne, og det officielle julemarked for publikum var først den følgende weekend.

Vi listede stille ud med røde ører. Og jeg tog altså ikke noget gratis juletræ med hjem. Det havde måske været at stramme den lidt... ;-)

Koldt og smukt

I går var det så koldt, at dagens billeder blev taget med stivfrosne fingre, men ud måtte jeg alligevel, for lyset var så smukt. Og godt det samme - for på vej ned mod stranden fløj en kæmpestor musvåge lige forbi mig på en meters afstand. En fantastisk oplevelse...!

Sådan er det, når man bor højt og næsten i fugleflugtlinien... :-)

Men i dag er al udsigt væk. Tågen har lagt sig tungt over omgivelserne, og jeg er glad for, at jeg ikke skal ud og køre. I stedet har jeg helliget dagen til færdiggørelsen af den online-julekalender, som jeg plejer at køre med på min ANGLOFILIA blogside.

Den Engelske Julekalender skal jo starte på torsdag, så der skal skrives og planlægges 24 indlæg. Hver dag har man mulighed for at vinde en lille kalendergave ved at besvare et spørgsmål - og du er velkommen til at være med.

Kig ind på www.anglofilia.info fra den 1. december og frem til jul :)

Tiden løber

Jeg er nok ikke den eneste, der synes, at tiden løber. Min far sagde altid, at tiden løb hurtigere, jo ældre man blev - og der er noget om det.

Men jeg har også bemærket, at der er stor forskel på, hvordan man lever sit liv. Når man har nogenlunde ens dage med det samme mønster, så piler tiden afsted. Når man derimod har stor afveksling i tilværelsen, så går tiden ned i gear.

Jeg mærker en tydelig forskel på de uger og måneder, hvor vi kører rundt i autocamperen. Vi flytter os jævnligt, ser nye steder og oplever en masse - og efter en tid ser vi på hinanden og undrer os over, at vi f.eks. kun har været afsted i en uge.

Men når vi, som nu, bor i sommerhus og hurtigt etablerer rutiner med arbejde, lange traveture med hunden og afslapning... så går dagene hurtigt over i hinanden, så at sige.

Jeg er glad for forandringen, for jeg er glad for begge dele. Jeg er glad for roen i hverdagen, når vi er i hus - og jeg elsker mit omflakkende liv, når den tid kommer.

I går gik jeg vores lange tur fra huset og ned til stranden, der var helt øde med undtagelse af en fisker, der brød den rolige havoverflade med sin snøre.

Hunden nød det; jeg nød det - og samtidig glæder det mig, at jeg om nogle måneder skal på farten igen.

Forandring fryder... :-)

Julemarked på Ledreborg

For mig begynder julen så småt med ét (eller flere) af de julemarkeder, der afholdes rundt omkring. I går tog jeg sammen med en veninde til Ledreborg, der jo har de perfekte omgivelser til et sådant.

Der var så fint på gårdspladsen, hvor der var julemusik og et meget flot juletræ - og inde i staldene var der mulighed for at kigge og købe og - meget vigtigt - spise æbleskiver og drikke kaffe.

Så vi fik snakket og kigget og også købt lidt. Blandt andet nogle supersøde Christel kravlenisser, som jeg har været på udkig efter længe. De skal klippes ud og hænges op i vores næste hus, hvor julen skal tilbringes... :-)

Julemarked for første gang

Jeg glæder mig til i morgen, for jeg skal på julemarked for første gang i mange år.

Før jeg havde min egen netshop, tog jeg tit med familien på julemarked rundt omkring på Sjælland, og det var altid så hyggeligt. Men i de sidste otte år har det knebet med tiden... og så har jeg som regel også været i England på denne tid.

Men NU har jeg sørget for at holde fri i morgen, søndag. Så NU kan jeg tage med en sød veninde på julemarked på Ledreborg.

Jeg glæder mig sådan til at kigge og komme i julestemning. Til æbleskiver og andre lækkerier. Og i det hele taget til en hygge-fridag i godt selskab :-)

Nu med udsigt

Disse dage har jeg rent faktisk en udsigt - for solen titter frem og gør det muligt at skelne hav fra himmel...  Så jeg nyder at sidde her i min stol og kigge ud, mens jeg skriver. Her er fredeligt og rart, og det er et fint lille hus.

Hver dag går vi lange ture, og jeg er sikker på, at den daglige eftermiddagskaffe med lækkerbid til IKKE sætter sig, for du godeste, hvor er her mange stejle bakker. Men jeg kan mærke, at det dag for dag bliver nemmere at gå op - for man skal jo OP, når man har gået NED... ;-)

Det passer mig fint at være her - lige nu. Senere skal vi et andet sted hen... mere om det til den tid...

Om butikscentre

Da  jeg var barn og teenager, tog jeg tit med min mor eller en veninde i Rødovre Centrum. Der var vældig hyggeligt dengang, og vi gik gerne de fire kilometer fra Frederiksberg, hvor vi boede, og langs Damhussøen derud.

Der blev kigget butikker, drukket kaffe i konditoriet og købt lidt lækkert med hjem. I det hele taget var Rødovre Centrum en dejlig oplevelse og et fast punkt på vores "hvad-skal-vi-nu-lave"-liste.

Men som voksen dalede min begejstring for butikscentre. Måske blev de for store? Måske mistede de det hyggelige element? Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men i dag undgår jeg dem helst og foretrækker de små butikker i byernes hovedgader.

Der er selvfølgelig altid undtagelser. For nu, hvor vi er i Odsherred, handler jeg næsten dagligt i Asnæs, og af en eller anden grund nyder jeg det. Det lille butikscenter er nemlig så fint, og der er en rigtig god stemning i butikkerne. I øjeblikket er der selvfølgelig julepyntet og måske særlig hyggeligt, men jeg har også besøgt det om sommeren.

Det er et rart sted at komme. Et udmærket sted at handle. Prøv det, hvis I er på de kanter... :-)