Længsler og drømme

Man skal ikke forbavses over mine hyppige rejseindlæg i denne tid. De skyldes en utilsløret udlængsel på et tidspunkt, hvor jeg godt kan glemme alt om ferier og rejser. Så må man drømme i stedet for...

På et tidspunkt, hvor rejser var realiteter og ikke drømme, boede vi i dette meget charmerende og meget gamle hus. Det var noget helt, helt andet end noget, vi før - og siden - har prøvet, for huset lå midt inde i en lille by i Sussex.

Så i to uger var vi en del af bylivet med besøg i det lokale bibliotek, der lå lige ved siden af, og i kunstgalleriet, der lå lige overfor. Der var også byfest med dans og skæg og ballade, og om aftenen faldt vi i søvn til bægerklang, for der lå en pub lige til højre for huset.

Det lavloftede hus var utroligt hyggeligt, og vi mødte for første gang udtrykket "duck or suck", som der stod på et lille skilt på en meget lav bjælke. Der var to små soveværelser ovenpå, en hyggelig stue og en lillebitte tilbygning af træ bagtil, hvor min mand nedsatte sig med sine tegnesager, og i spisestuen blev udkæmpet de sædvanlige slag i Ludo og kortspil. Sådan som det hører sig til på vores ferier...

Et bjerg i tasken

Når man bestiger ét af de skotske bjerge over 915 meter, der også kaldes Munros, siger man, at man "bagger" en Munro. Og så tager man ét ad gangen, indtil man kan prale af at have "gjort" dem alle. Der er vist næsten 300 af dem, hvoraf Ben Nevis er det højeste.

Det er lidt det samme som at komme Himmelbjerget i tasken, men ikke helt... ;-)

Jeg har aldrig besteget nogle af de skotske bjerge, men jeg har skam været helt oppe på toppen af Old Man Coniston i Lake District. Vi boede nemlig lige ved siden af, og fra vores lejede hus havde vi udsigt til den 800 m høje top.

Og en dag begyndte vi at gå opad. Vi fulgte den stenede sti, der blev smallere og smallere og til sidst forsvandt, og selv om det egentlig ikke var hensigten, så blev vi ved med at gå op. Der var det dér med "arj, vi går liiige op til den næste sten...".

Og pludselig var vi der. Helt deroppe hvor alt er tyst og stille, hvor ørne svæver, og hvor der er udsigt over alverden... sådan føles det i hvert fald. Det var et flot syn. Og jeg var lidt stolt.

Men om jeg nogensinde kommer op på alle de skotske Munros og bliver en ægte Munroist - det tvivler jeg nu på...

Foto: Anne Robert

MANDAGSTEMA: Iskold kunst

Mandagens tema hos Helene er "iskold kunst" - og den slags er ikke så svær at finde i dag.

I vores lokale park er der både naturlige kunstværker og menneskeskabte, og selv om disse klippede bede er så smukke om sommeren, når de er fyldt med duftende roser, så er de da også meget kønne på denne årstid, når de står delvist dækket af hvidt...

Den bedste af dem...

I går så vi den anden af de to Joanna Lumley DVD'ere, som jeg fik i julegave - og denne gang var det Afrika, der var målet. Skuespillerinden fulgte nemlig Nilen hele vejen fra den ene ende til den anden, og kom derved ikke bare gennem Ægypten, men også gennem Sudan, Etiopien, Uganda og Rwanda.

Det var en meget spændende og meget betagende rejse, og Joanna Lumley præsenterede den med humor og varme. Vi nød de fire afsnit til fulde, for selv om jeg er meget interesseret i ægyptologi, kommer jeg næppe nogensinde så langt mod syd.

Jeg er blevet mindre eventyrlysten og også lidt af en hare på mine ældre dage, og så er det jo godt, at der er andre, der ikke er det..

Søndagssysler

Jubii, i dag er det søndag! Og vi, der har hus til salg, ved jo nok, hvad man kan bruge søndage til...  :-)

Det var ferietider...

Der var engang, hvor omstændighederne og økonomien gjorde, at vi kunne holde ferier adskillige gange hvert år. Vi tog næsten altid til England (Storbritannien), og sommetider var vi afsted hele 3 uger ad gangen. Det var tider!

Nogle gange lejede vi hus derovre, og vi boede de mest morsomme steder. Af en eller anden grund var husene i Skotland altid lidt for morsomme - sådan at forstå, at der næsten altid var noget i vejen med dem. Det skyldtes helt sikkert tilfældigheder og har ikke noget med skotske huse som sådan at gøre, vil jeg skynde mig at sige. Til gengæld var udlejningsbureauet altid meget forstående, og vi fik uden besvær vores penge igen.

Så alle vores ferier i Skotland endte med at blive kør-selv-ferie på hotel og bed and breakfast, og de var derfor altid totalt uforberedte og fyldt med tilfældigheder. Men sjovt var det at køre rundt på må og få - ud i det blå uden at vide, hvad dagen førte til, og hvor vejen førte os hen.

Dette her hus var ét af dem, vi lejede. Det lå helt ned til vandet, og vi tilbragte to-tre velsignede og meget fredfyldte dage med at lave absolut ingenting, gå ture på stranden og bygge sandborge. Men så røg oliefyret, og hele huset blev indhyllet i oliestank - og vi overlod det til ejeren og reparatøren og tog på farten i stedet for.

Det endte selvfølgelig med at blive endnu én af vores dejligste ferier... :-)

Sol og blå himmel

Jeg ved ikke med jer, men jeg trængte altså til at se lidt sol og blå himmel... :-)

Rigtig god fredag!

En drøm af et dukkehus

En af min fars senere fremstillinger: En lille vægreol til køkkenrulle etc.

Min far skulle have været snedker, for han var utrolig dygtig med sine hænder – men han blev altså bankansat i stedet for. Snedkeriet blev til gengæld en kær hobby, og det nød jeg godt af som barn.

Et par gange om ugen forsvandt min far over på skolen, hvor han kunne få lov til at arbejde i sløjdlokalet uden sin nysgerrige datters indblanding. Og når det var jul eller fødselsdag, fik jeg de mest fantastiske ting forærende. Et dukkeskab med skydedøre, hylder og håndlavede bøjler. En lyseblå dukkeseng med tremmer og hjul. En reol og et skrivebord med linoleumsbelægning. Men det allerfineste - som jeg fortryder bittert, at jeg solgte som teenager - var et dukkehus.

Det var mere end et dukkehus. Det var en lyserød drøm af en moderne villa. En stor étplansvilla med tag, der kunne løftes af. Alle vinduer havde sprosser, og både de og terrassedøren kunne lukkes op. Der var en rigtig brevsprække med klap i hoveddøren; der var blanklakerede trægulve, der var et køkken, som ville have gjort enhver husmor grøn af misundelse. Der var stik placeret langs gulvpanelerne, så husets lamper kunne tilsluttes det batteri, der var gemt diskret af vejen.

Alt var så fint og så gennemtænkt. Og huset var selvfølgelig møbleret med blandt andet små kopier af Wegners armstole, som min mor havde syet smart betræk til. Der var køkkenskabe med rigtige glideskinner til lågerne og bittesmå indfældede håndtag, som en lille barnenegl lige kunne få fat i. Min far må have brugt alverdens tid på at gøre alting så fint, og jeg var fuldstændig betaget.

Det dukkehus var mit yndlingslegetøj i mange år, og senere – som voksen – gik jeg selv i gang med fremstillingen af miniaturestuer, -butikker og -møbler. Men det var til mine bøger, og det er en helt anden historie, som jeg skal fortælle mere om en anden gang...

Hundekold onsdag

 

Brrrrr, i dag var det sådan en dag, hvor man skulle blive hjemme i sin lune stue og drikke varm chokolade med flødeskum...

Men i stedet tøede jeg bilen op og tog min mor med på rundfart, fordi jeg havde en masse ting at ordne. Der skulle købes fuglefrø og kattemad i store mængder; der skulle købes frimærker og postes breve; der skulle afleveres ting rundt omkring, og der skulle købes lidt fornødenheder.

Men heldigvis blev der også tid til.... den varme chokolade med flødeskum. Og kage til.

Så det var i grunden slet ikke så galt... ;-)

Forunderlige nordlys

I går så vi den film fra Nordnorge, som jeg fik i julegave. Den var ikke lang, men den var både dejlig og seværdig.

Mest af alt var jeg betaget af nordlyset, som jeg aldrig selv har oplevet. Hvilket forunderligt naturfænomen - en slags fascinerende lysballet med himlen som scene. Joanna Lumley var dybt rørt, og det ville jeg sikkert også have været.

Har du nogensinde set nordlys?