lørdag den 21. maj 2016

Med udsigt til regnbuen

Lige nu har vi parkeret autocamperen og bosat os for en tid i et lejet hus. Rye i East Sussex er udgangspunktet, og fra huset har vi den smukkeste udsigt over floden og egnen omkring byen.

For lidt siden begyndte det at lyne og tordne. Bare lidt, men længe nok til at fremtrylle den smukkeste regnbue. Den endte i et hus nede ved floden - mon krukken med penge står her? Det var næsten værd at udforske... ;-)

Rye er en utroligt smuk og hyggelig by. Efterhånden kender vi hver krog og hver smøge i byen, for Gussi er hund for at trække os med rundt til de spændende steder.

Dem er der en del af i Rye, der engang var én af Englands vigtigste havnebyer. Byen har også engang været tilholdssted for smuglere, der benyttede sig af hemmelige gange under byens huse, når de skulle gemme smuglergodset af vejen.

Man kan stadig se de gange flere steder i byen - og selvfølgelig skulle jeg ned i vores egen store kælder for at se, om der også var smuglergange her. Det var der nu ikke umiddelbart, men der var trapper, der bare stopper ved en mur. Meget mystisk... !

Hvis du vil læse mere om Rye, kan du se lige her

GUSSI's story # 1

I spent three long years in a Spanish pound. I am four years old (I think) - so it IS a very long time. Many dogs came and went, but some of us just stayed. It felt like forever, and for some strange reason nobody fell for our charming personalities. 

One day the volunteers at the pound told me, that this lady in Denmark wanted to adopt me! ME! After all this time! It was suddenly very confusing, because I had to have tests done and my very own passport and loads of other things.

Finally the day came. I had to travel all the way to England, where the Danish lady and her husband was waiting for me. They were travelling round Europe in a motor home, so I would be a travelling dog - how fun was that!!

My first travel took me all the way from Spain through France and with boat to Folkestone. We arrived in the middle of the darkest night, and Mia and John waited for us. I was the first dog to be handed over to new owners, and I was tired and dizzy and also a little afraid - but soon I had found my own place in the motor home and fell asleep.

The next day I had a bath (I needed that, I must admit!) - and later we went for a long walk along the sea. I still remember the smells and sounds of salty air and screaming gulls.

From that day on I had two kind people to call mine and a place to call home. I don't mind in the least that it is a home on wheels... :-)




JustGiving - Sponsor me now!

I was once a Spanish Stray dog... but now I have a forever home.


Many of my friends are still at the pound though - and new dogs come in all the time. Please help them - so many wonderful dogs desperately needs a good home. Or maybe you could help financially... the expenses are high and money are sparse. 


My Mum, Mia, havde put up a fund for Spanish Stray Dogs, and if you could support this with a little - or a lot - I will tell you stories about my new life and my travels. Wouldn't that be nice?!  


onsdag den 10. februar 2016

Død over pivedyret!

Vi har nu haft vores lille hundeven i halvanden uge. Vi har lært hinanden godt at kende, og vi har erfaret, at vores Gussi er både superkærlig, sød og også lidt fræk. Som en hund gerne må være...

I går købte jeg for første gang et pivedyr til ham. Sådan en lang stofting med ansigt og indbygget "piv".

Gussi tog imod dyret med slet skjult begejstring, hvorefter hans sande rottefængernatur gik op i gear. Jeg vil nødig være gnaver i nærheden af ham (jeg kan godt se, at vi ville have haft stor glæde af Gussi i Hollymount) - for der blev virkelig gået til den!

I løbet af et par timer havde han gennemtygget pivedyret så eftertrykkeligt, at der var gået hul - og da jeg så ham sidde og spytte kapok, måtte jeg tage dyret fra ham. Vi skulle nødig ud i noget med en udpumpning...

Det skal siges til hans ros, at jeg fik lov. Han så olmt på mig - "dyret var jo ikke dødt endnu, vel!" - men lod sig trøste med en godbid i stedet for.

Så sådan bruger man 108 kr. i løbet af ingen tid. Jeg tror, at jeg finder på noget andet legetøj næste gang... :-)

onsdag den 3. februar 2016

GUCCI - vores lille hundeven

Efter nogle måneders ventetid har vi endelig fået vores lille hundeven hjem. Han blev kørt sammen med andre herreløse hunde hele vejen fra Spanien og overbragt os i England, hvor vi boede på en campingplads nær tunnellen.

GUCCI er 4 år, og de tre af disse år har han tilbragt på et internat i Spanien. Navnet har vi valgt at beholde, selv om ligheden med de eksklusive tasker ligger fjernt - i daglig tale bliver han alligevel kaldt GUSSI, som jeg har hørt udtalen på spansk.

Trods fortiden er hundebassen noget så kær. Han er tålmodig som en engel, når vi kæmper med sele og halsbånd; han gør sjældent og kun, når han bliver virkelig vred (aldrig på os, men somme tider på andre hunde eller nærgående kaniner), og han er dygtig til at køre i autocamper. Han lægger sig simpelthen ned og snorksover under kørslen.

Så alt i alt har vi været rigtige heldige. Og i går traskede vi en lang tur rundt i et solbeskinnet Brugge, hvor vi mødte både svaner, heste og masser af trafik og mennesker. Alt blev taget i strakt pote.

Gussi er nu blevet udnævnt til autocamperhund af første grad. Han kan endda selv finde frem til bilen, når den holder parkeret et sted... man er vel hjemmevant... :-)


lørdag den 16. januar 2016

God læsning


Jeg kan ikke undvære mine bøger, men i en autocamper kan jeg kun have en 6-8 stykker med ad gangen. Hver gang jeg er i Danmark, bytter jeg dem ud med nogle af de andre, som står på reolerne i mit Pelikan-opbevaringsrum.

Og så glæder jeg mig over, at jeg kan læse bøger på min Ipad. Jeg foretrækker de rigtige, håndgribelige bøger - også fordi jeg altid sidder så meget ved en skærm og arbejder - men bøger på Ipad'en har den fordel, at der er lys bagved. Meget praktisk inden man skal sove blandt andet, for natlamperne i vores autocamper er godt nok beskedne.

Vi hører rigtig mange bøger. Det er superhyggeligt at sidde dér med tæppe og varm te og lytte til dejlige oplæsere. I øjeblikket er det Stephen Fry, der læser Harry Potter. Herligt!

lørdag den 2. januar 2016

Tid til det man kan li'...

Jeg er ikke kommet mig helt over, at jeg ikke længere har de udfordringer (læs besværligheder), som jeg har haft de sidste mange år. Store gamle huse kan nemlig give en hel del af den slags, og lige pludselig har jeg... ingen! Meget mærkelig følelse.

Men jeg er sikker på, at jeg kan vænne mig til at have mere tid til andre ting... til at rejse og opleve og skrive blandt andet.

Lige nu sidder jeg og fylder ud i det nye års kalender, som jeg købte i Slesvig. Jeg kunne ikke stå for det, der stod på forsiden.

"Do What You Love". Netop! Sådan skal det være fremover... :-)

torsdag den 31. december 2015

Et nyt år uden fyrværkeri

Da jeg var barn, havde flere medlemmer af min familie stadig stærke minder om krigens rædsler - og af den grund var fyrværkeri bandlyst nytårsaften. Når det gik højt, trak vi en knallert eller to eller holdt en tændt stjernekaster over badekarret.

De samme familiemedlemmer lærte mig at elske naturen og de skønne oplevelser, der følger med den. Fantastiske stjernehimler, smukke solnedgange og synet af dyr i det fri... alt det, der hele mit liv har fyldt mig med intens glæde.

For min skyld kunne man hellere end gerne skrotte fyrværkeriskidtet helt og bruge penge og krudt på noget mere fornuftigt. Der er nok at tage fat på!

Så derfor vil jeg ønske jer alle en fredelig, glædelig nytårsaften og alt godt i det nye år.

HAPPY NEW YEAR!  :-)

Foto: Dennis Water

torsdag den 24. december 2015

Jul i sommerhus

Da jeg var teenager, holdt vi altid jul i lejede sommerhuse. Jeg vidste ikke noget bedre end at komme op til et halvtrist hus, der i løbet af en eftermiddag var fyldt med vores eget julestads og duften af hjemmebag.

Nogle juledage kom et par af mine utallige mostre på besøg, mens resten af ferien blev tilbragt med lutter hygge og afslapning. Der blev strikket, spillet, læst bøger og set TV, når vi ikke gik lange ture eller tog til byen for at "snuse".

Juleaften kørte min far på cykel til den nærmeste bager, hvor ande- eller flæskestegen var stegt, og bagefter kørte han på sneglatte veje med en godt indpakket lun steg - hjem til os, der ventede i køkkenet med sovs og brunede kartofler.

I disse dage genoplever jeg lidt af det samme. Vores lejede sommerhus er fyldt med julestads og duften af hjemmebag; der står tændte lys på bordet, og vi sidder med krydsord, strikketøj, bøger og computere.

Jeg nyder dagene her i det nordsjællandske, hvor stemningen meget ligner den, jeg kender fra ungdomsårene.

Blot savner jeg min far, der ikke er her længere - og stegen... den bliver desværre ikke længere "til bageren sendt"... ;-)

søndag den 13. december 2015

Morgengry

Jeg elsker mine morgener for tiden. Vi har lejet et sommerhus i Nordsjælland, hvor vi kan tilbringe det meste af december og julen sammen med min mor.

Morgenerne har jeg for mig selv. Jeg sidder her i udkanten af skoven og ser natten bliver til dag. Alt er tyst; en enkelt fugl pitter lidt og to rådyr kommer spankulerende tværs gennem haven.

Jeg sidder stille som en mus for ikke at skræmme og forstyrre, for jeg har altid lidt ondt af de dyr - er der overhovedet plads til dem her i området? I går så jeg cykeltræf på parkeringspladsen ved Asserbo - der var mountainbikes i massevis, og mon de holder sig til vejene? Hvor skal dyrene være?

Mennesket FYLDER altid så meget. For meget... efter min mening...

onsdag den 2. december 2015

Whereever I Lay My Hat...

Jeg har boet mange forskellige steder i mit liv - og jeg kommer så tit til at tænke på Paul Youngs sang "Whereever I Lay My Hat", når jeg kommer til et nyt sted.

For sådan er det lige præcis med mig. Jeg lægger - om ikke min hat - så dog mine private ejendele fra mig og vips... så bor jeg lige dér.

I den seneste tid har jeg følt mig lige godt hjemme i et lille hus i Frankrig, som vi lejede i forbindelse med Disney-besøget - og en taglejlighed i Gråsten med udsigt over byen og søen.

Om ikke så længe lejer vi et sommerhus til juleferien og jeg ved, at vi også dér vil føle os hjemme i løbet af få timer.

Jeg behøver bare at lægge "hatten" fra mig... :-)

Foto: Wicker Paradise