Søndag i Keukenhof blomsterpark

Hele søndagen var sat af til Keukenhof. Og hvis jeg havde troet, at man da ikke kan bruge en hel dag i en blomsterpark, så blev jeg hurtigt klogere. Der var utroligt meget at se på...!

Efter den lange, kolde vinter var nogle af blomsterbedene lidt forsinkede, og det ville sikkert vare en uge eller to, før de er på toppen. Men det gjorde ikke noget, for der var såmænd så rigeligt alligevel, og alt blev beundret og fotograferet til den store guldmedalje.

Der var adskillige væksthuse, og blomsterpragten herinde var næsten overvældende - et mylder af blomster i alle farver. Der var også forskellige temaer; blandt andet et engelsk, som jeg selvfølgelig måtte ind og se. Billederne herfra viste dog flere menneskekroppe end blomster, så dem har jeg udeladt...

Efter blomsterparken tog vi en tur til en by i nærheden for at spise aftensmad, og vejret var så mildt, at vi kunne sidde udenfor i aftensolen - på en gammel båd, der var indrettet med borde og parasoller. Ih, hvor vi nød det...!

En dag i Hollands hovedstad

Vi tilbragte hele lørdagen i Amsterdam. Og selv om jeg vidste, at hollænderne cyklede meget, så var det alligevel et overvældende indtryk at se cykelparkeringen på Amsterdams banegård...

 Vi havde ønsket at besøge Amsterdams Rijksmuseum, hvor der blandt andet er en stor samling af Rembrandts kunst, men da museet netop denne dag blev åbnet under stor festivitas efter at have været lukket et helt årti, måtte vi indse det umulige i det.

I stedet besluttede vi at se Amsterdam Museum, der var meget spændende og flot. Og på vejen kom vi forbi et lille "husbådsmuseum", der også skulle kigges nærmere på - jeg har altid været så fascineret af livet på kanalerne.

Efter gode kaffepauser var det tid til kanalrundfart, for sådan en tur på vandet giver et godt indtryk af en by, synes jeg. Og resten af dagen blev der kigget på nogle af de butikker og gallerier, som Amsterdam har så mange af, og jeg elsker at blive inspireret af sjov kunst og glade påhit.

En af de glade påhit var i øvrigt et tulipanmuseum... ja, sådan ét skal man da ha' i Amsterdam... :-)

Forår i Amsterdam

Det var forår i Amsterdam, og jeg nød i den grad at gå i solen og se på alle kanalerne og de smukke huse. Jeg nød endnu mere at sidde på en bænk og bare se på livet, for det var der masser af på en solrig forårslørdag.

Der var både tid til museumsbesøg og kig i butikker, men først og fremmest var der tid til slentreture og dejlige indtryk.

Jeg har ikke været i Amsterdam, siden jeg var i tyverne, og der er sket meget siden da. Men jeg oplevede byen meget mere hyggelig og interessant end jeg havde ventet, og det var selvfølgelig en behagelig overraskelse.

Vi boede på et lille hotel ude ved havet og kunne derfra tage toget ind - turen tog kun en halv time. Og med det hotel som udgangspunkt tog vi på flere ture, som jeg fortæller om de næste par dage.

Hollandsk pause

Nu trækker jeg stikket ud og tager med min veninde - Rejsen for Dig - og fem andre friske piger/damer til Holland for at se på blomster og skønne kunster.

Vi kender ikke alle hinanden - men det kommer vi jo hurtigt til - og jeg glæder mig.

Jeg sætter pausebillede på... og så ses vi igen om en lille uges tid.

Blomstertur til Holland

Det må være længslen efter forår - eller måske ANGLOFILIAs blomstrende forside?

I hvert fald fik jeg en voldsom trang til at se blomster - og hvor bedre end i Holland?

Så nu har jeg meldt mig til en tur sammen med Rejsen for Dig – vi skal blandt andet se den smukke Keukenhof blomsterpark her, som skulle være noget så fantastisk. Der bliver også mulighed for at se tulipanmarker og andre forårsdejlige ting, så det kan kun blive godt.

Vi tager af sted i april måned, og foreløbig er vi 6 “piger”, men der er plads til to mere i bilerne. Hvis du har lyst til at tage med, kan du kigge nærmere på planerne og billederne lige her

Foto: Rightindex

Sov godt

Inspireret af Fruen i Midtens indlæg i går kom jeg til at tænke på mine mange Bed and Breakfast oplevelser rundt omkring. Både i England og andre steder.

Jeg vænner mig aldrig til at sove med et stramt udtrukket tæppe med lagen under, proppet fast og bestemt ned under madrassen. Jeg føler mig som en tætpakket sardin i en dåse, og det første, jeg gør, er at trække det hele op igen. Meget besværligt, men umagen værd.

Og så en ting, som jeg ganske tit er stødt på: Plastikunderlag under lagnet! Af og til opdager man det ikke og vågner først i nattens løb badet i sved. For pokker da! Så op og flå det hele af. Andre gange afslører en høj knitren hurtigt, at der er lagt et tykt lag (rigtig) plastik under.

Selvfølgelig skal man beskytte madrassen, men det kan jo gøres med rullemadras og underlag og alt muligt andet, der ikke gør nattesøvnen til et saunabesøg.

Det værste, jeg endnu har oplevet, var et Bed and Breakfast i Belgien - på vej til England. Vi kom sent dertil på grund af trafikken og var så trætte, at vi bare skulle i seng hurtigst muligt. Min mor var med, og vi havde fået et familieværelse med tre senge, for det var, hvad der var.

Da lyset var slukket, begyndte den første at knirke. Og så den anden. For hver gang én af os bevægede så meget som en muskel, knirkede plastikket under os højlydt - og i hver sin toneart. Vi var for trætte til at stå op og gøre noget ved det. Men ikke for trætte til at få adskillige grineflip, så det var endnu en grund til, at der ikke blev sovet ret meget den nat...

Foto: Scott McLeod

Sommerlig forside

Jeg har slet ikke fået vist jer den nye forside på ANGLOFILIA...

Og den er ellers så dejlig sommerlig (selv om det er lidt snyd, for der er lige så lidt sommer i England, som der er her lige nu) - og billedet er fra Robin Hood's Bay; en lille charmerende by ved Yorkshires kyst.

Nu er tiden inde til travlhed, for vi skal have solgt ud og pakket ned og fundet et andet sted at være. Fremtiden er uvis, men kursen er sat. Spændende at se, hvor vi havner...

Farvel til Belgien - goddag til England

Brugge viste sig fra sin bedste side, og lige her inde til højre bor jeg tit hos den søde dame, der ejer det hvide hus.

På vej til England fik jeg en skøn besked: Vores danske hus er solgt!

Så det lykkedes til sidst - men det var en kamp. Der er indført nye regler, der bestemt ikke gør det nemmere at sælge huse, og selvfølgelig nåede vi lige at stifte bekendtskab med dem også.

Alt det bøvl og to års ventetid betyder også, at vi er blevet "håndsky" og bestemt ikke har lyst til at binde os igen lige med det samme. Så nu vil vi leje og ikke eje, så vi kan nyde friheden for en tid. Så ser vi, hvad vi finder ud af, for der er mange muligheder og mange ideer. Dem skal jeg fortælle mere om senere...

Jeg har to yndlingssteder, hvor jeg næsten altid bor, når jeg er i Brugge - et hotel og en bed & breakfast. Jeg kender også en lokal restaurant, hvor man kan få de dejligste fisk, og nu har jeg fundet en aldeles vidunderlig tagterrasse, hvor man kan sidde i fred og ro omgivet af sjovt design og med udsigt til nogle af byens mange tårne. Helt bestemt et sted der skal huskes til fremtidige besøg.

I går var det for varmt til at shoppe ret meget, så i stedet købte jeg en god cigar til min rare mand, der ellers ikke ryger, og mens han nød den på en bænk ved kanalen, tog jeg en halv times sejltur sammen med alle de andre turister.

Selv om jeg har været her tit, har jeg aldrig prøvet at sejle på kanalerne før - og det var ellers ikke så dumt. For dels var der behageligt køligt, og dels fandt jeg et nyt område af byen, som jeg slet ikke kendte. Det blev så senere udforsket i de mere stille og kølige aftentimer.

Ferietider

Vi har overladt hjem og husdyr i familiens varetægt og taget turen ned gennem Tyskland i varmen. Alt gik fint til efter Hamborg, men ved Bremen fik man helt klart indtryk af, at Tyskland arbejder sig igennem krisen ved at anlægge og vedligeholde motorveje. I hvert fald var der kilometerlange køer overalt, og på et tidspunkt blev motorvejen simpelthen lukket.

Ikke lykken i 30 graders varme, og det blev da også til over tre timers forsinkelse. Al trafik blev ledt gennem en by på størrelse med Rudkøbing, og vi kastede håndklædet i ringen ved synet af en lille lokal cafe. Hellere tilbringe halvanden time i skyggen med kaffe og is end sidde og bande i varmen...

Men alt blev glemt og tilgivet, da vi meget sent ankom til Brugge, hvor gaderne var stille og tomme. Hotellet stod nærmest med nøglen klar, så inden længe var alt, som det skulle være. Fra vinduet var der udsigt til en af de mange kirker, der altid er oplyst så smukt her i Belgien, og vi vidste, at vi næste morgen ville blive vækket af klokkeklang.

Min kærlighed til Belgien

Da jeg læste, at Havehyrden skal til Bruxelles og Brugge her til sommer,  kom jeg til at tænke på min tid i Belgien. 

Jeg flyttede derned, da jeg var nitten og blev i to år, men jeg havde kun været hjemme i nogle få måneder, før jeg fortrød. Jeg skrev til min gamle arbejdsplads og spurgte, om jeg kunne komme tilbage, men da jeg et par måneder efter fik bekræftende svar og tilbud om et nyt job, havde jeg mødt min rare mand. Så valget stod mellem en fremtid i det belgiske eller en fremtid med ham. Jeg valgte det sidste, og det har jeg selvfølgelig aldrig fortrudt – men derfor savner jeg Bruxelles alligevel.

Jeg savner den livlige stemning og fortovsrestauranterne, hvor man kan sidde og se verden gå forbi. Jeg savner de gode crepes og de smukke, gamle gader.  Jeg savner at gå tur i parken om søndagen sammen med alle belgierne, og jeg savner at besøge små hyggelige restauranter, der bare er alle vegne. Belgierne er fantastisk gode til at lave mad.  

Jeg kommer sjældent til Bruxelles nu, men heldigvis ofte til Brugge. Flere gange om året faktisk, og nu er det denne lille by, der står mit hjerte nær. Jeg kender den udenad, og alligevel finder jeg nyt hver gang, jeg besøger den. Jeg har lovet mig selv, at jeg en dag i nær fremtid vil slå mig ned dér for en tid. I nogle uger - måske længere. For jeg har Belgien - og Brugge - i blodet…

Kvinde alene

Ikke alle kvinder synes om at rejse alene eller gå på restaurant alene, men det er absolut noget, der kan anbefales. Det giver selvtillid, når man ved, at man kan klare sig selv på egen hånd - men i begyndelsen skal man måske lige vænne sig til tanken.

I Bruxelles lærte jeg at gå på restaurant alene. Jeg skulle jo spise, og jeg havde ikke i sinde at sidde på mit hotelværelse og kukke, når jeg var i en spændende storby. Så jeg tog en dyb indånding og gik ind på en nydelig restaurant, sendte tjeneren et fast blik og bad om et bord. JA, til én! Og da han ville anbringe mig ved et bord nær toilettet, tog jeg endnu en dyb indånding og bad om bordet ved vinduet. JA, dét bord!

Jeg fik mit fine bord med udsigt. Jeg fik en god betjening. Alt gik glat, selvom jeg ikke forstod et kuk af det franske menukort. Og da jeg bestilte desserten "fromage", følte jeg mig fuldt på højde med situationen. Uhm, det var længe siden, jeg havde fået citronfromage....

Og heldigvis var jeg i stand til at holde masken, da jeg fik en tallerken med.... ost!

Regnskabets time

Vi har et ældre Ludospil, der i mange år - sammen med et spil kort - har været med os på rejser. Så afholder vi en lille "dyst", der bliver opkaldt efter ferien: Riverside Cottage dysten eller Bath House dysten.

Det var også med i autocamperen og i sommerhuset, og der bliver selvfølgelig ført regnskab med spillene, indtil den ultimative ferievinder er kåret. Jo, der er skam krig på kniven - på den allermest venskabelige måde... :-)

De små regnskabsark ligger stadig i æsken, der er ved at udvikle sig til et historisk dokument, for de går helt tilbage til begyndelsen af 1990'erne. Så hvis jeg ikke kan huske, hvornår vi har været hvor, så kan jeg altid kigge efter her...

Ja ja, man har de fornøjelser, man selv skaber...ti hi

Længsler og drømme

Man skal ikke forbavses over mine hyppige rejseindlæg i denne tid. De skyldes en utilsløret udlængsel på et tidspunkt, hvor jeg godt kan glemme alt om ferier og rejser. Så må man drømme i stedet for...

På et tidspunkt, hvor rejser var realiteter og ikke drømme, boede vi i dette meget charmerende og meget gamle hus. Det var noget helt, helt andet end noget, vi før - og siden - har prøvet, for huset lå midt inde i en lille by i Sussex.

Så i to uger var vi en del af bylivet med besøg i det lokale bibliotek, der lå lige ved siden af, og i kunstgalleriet, der lå lige overfor. Der var også byfest med dans og skæg og ballade, og om aftenen faldt vi i søvn til bægerklang, for der lå en pub lige til højre for huset.

Det lavloftede hus var utroligt hyggeligt, og vi mødte for første gang udtrykket "duck or suck", som der stod på et lille skilt på en meget lav bjælke. Der var to små soveværelser ovenpå, en hyggelig stue og en lillebitte tilbygning af træ bagtil, hvor min mand nedsatte sig med sine tegnesager, og i spisestuen blev udkæmpet de sædvanlige slag i Ludo og kortspil. Sådan som det hører sig til på vores ferier...

Et bjerg i tasken

Når man bestiger ét af de skotske bjerge over 915 meter, der også kaldes Munros, siger man, at man "bagger" en Munro. Og så tager man ét ad gangen, indtil man kan prale af at have "gjort" dem alle. Der er vist næsten 300 af dem, hvoraf Ben Nevis er det højeste.

Det er lidt det samme som at komme Himmelbjerget i tasken, men ikke helt... ;-)

Jeg har aldrig besteget nogle af de skotske bjerge, men jeg har skam været helt oppe på toppen af Old Man Coniston i Lake District. Vi boede nemlig lige ved siden af, og fra vores lejede hus havde vi udsigt til den 800 m høje top.

Og en dag begyndte vi at gå opad. Vi fulgte den stenede sti, der blev smallere og smallere og til sidst forsvandt, og selv om det egentlig ikke var hensigten, så blev vi ved med at gå op. Der var det dér med "arj, vi går liiige op til den næste sten...".

Og pludselig var vi der. Helt deroppe hvor alt er tyst og stille, hvor ørne svæver, og hvor der er udsigt over alverden... sådan føles det i hvert fald. Det var et flot syn. Og jeg var lidt stolt.

Men om jeg nogensinde kommer op på alle de skotske Munros og bliver en ægte Munroist - det tvivler jeg nu på...

Foto: Anne Robert

Forunderlige nordlys

I går så vi den film fra Nordnorge, som jeg fik i julegave. Den var ikke lang, men den var både dejlig og seværdig.

Mest af alt var jeg betaget af nordlyset, som jeg aldrig selv har oplevet. Hvilket forunderligt naturfænomen - en slags fascinerende lysballet med himlen som scene. Joanna Lumley var dybt rørt, og det ville jeg sikkert også have været.

Har du nogensinde set nordlys?