Se mit smukke træ...

Træerne i min have er ganske gamle. Nogle er så gamle, at de er gået helt ud, så de står tilbage som frønnede stubbe og ender helt naturligt deres dage som insekthoteller.

Andre er gamle, men "still going strong". Sådan som dette smukke træ, der er hult og næsten helt overgroet med vedbend. Men det forhindrer ikke træet i at blomstre efter alle kunstens regler. Det er havens smukkeste syn lige nu, så vendingen "skønhed ikke kender ingen alder" passer perfekt på det.

Jeg har taget nogle små film, som er lagt på min Youtube-kanal. Du kan se dem lige her, hvis du vil...

I jordhøjde...

Humlebierne og små vilde bier har travlt med at besøge de blomster, der indtil nu er dukket op. Vilde blomster er eftertragtede på en tid, hvor der ikke er så meget andet, så vi prøver at gå uden om de fleste, når der slås græs. Mange blomster er dog så små, at de kun kan ses i jordhøjde, og de er også for små til at slås.

Når jeg graver, møder jeg et utal af regnorme i forskellige størrelser. Fra de mindste små til de største "bamser", der virkelig kan gøre en forskel for jorden. For at forbedre den hårde lerjord "fodrer" jeg den - og dermed også regnormene og alle de andre småkræ, der lever under overfladen. Jeg samler græs og blade op med plæneklipperen og lægger dyner af afklip omkring planterne og på jorden, og derefter lægger jeg sammenrevne småpinde ovenpå for at holde på det.

Det er utroligt tilfredsstillende at vide, at det vil gøre en forskel. Med jævnlig påfyldning og med tiden vil den hårde overflade blive blød og god, sådan som den allerede er de steder, hvor der står løvtræer.

Forleden gravede jeg et hul til en plante og fandt denne her. En oliebille. Fin og blå i solen. Den var stor, og jeg bar den hen til det gamle stenbed, så jeg ikke kom til at træde på den. 

Oliebillen har en særpræget levevis, for dens afkom lever som snylter på bier. For at komme frem til biens bolig, tager den lille larve et lift på en forbiflyvende bi. Hvis den altså får muligheden for det...

Endelig...!

Endelig en dag uden stærk blæst... Vi bor højt og meget åbent, og derfor skal der ikke meget blæst til, før det bliver for koldt til at arbejde i haven. DET er selvfølgelig noget, der skal gøres noget ved, så jeg har planer!

Men indtil videre forbedrer jeg jord og graver stier tværs over hestemarkerne. Det er hårdt, men sjovt - og mens jeg går og graver og river, lytter jeg til fuglesang og beundrer de store rovfugle, der flyver ganske tæt hen over mig. Af og til så tæt, at jeg får fornemmelsen af, hvordan det må være at være byttedyr... ;-)

Det er fantastisk - og jeg nyder det i fulde drag. Så pyt med ømme skuldre og arme; det er bedre end fitnesscentret, og mens stierne vokser frem i tankerne og i virkeligheden, dukker ideerne op.

Ja, her skal der vokse jordbær... her skal der plantes frugtbuske... og dér... og hyldetræet skal stå i kanten af krattet, lige dér hvor brændestablen ligger. For den skal bruges og flyttes. og så skal der være en terrasse lige hér... Med blåregn og magelige bænke, så man kan ligge og lytte til bierne.

Jeg har hovedet fuldt af planter. Jeg drømmer om stisystemer og vandløb. Jeg ser haveudsendelser hver aften og får endnu flere ideer...

Det bliver bare så godt...!

Jeg har uploadet en lille video på min Youtube-kanal. Hvis du har lyst til at se den, ligger den i playlisten Sofienborg - men du kan også bruge linket lige HER

Små fremskridt...

Det har været en hård omgang med vores flytning. Det er det selvfølgelig altid, men for os er en flytning i virkeligheden tredobbelt, fordi vi både har kontorer, netbutik og så den private del. Det er sammenlagt rigtig MANGE ting!

Og alle tingene har det med at være placeret i den forkerte ende af huset, så vi bærer hele tiden... op og ned, ud og ind, fra A til B og retur igen. 

En udfordring har også været, at vi har købt et hus uden skabe. Så min rare mand har sat køkkenskabe op og er i fuld gang med at samle skabe i mit kontor - og når det er gjort, skal vi have bygget et "walk-in" skab i soveværelset. Ikke sådan et luksuriøst ét med spejle og plads til 50 par sko... men bare et lille praktisk ét, der ikke tager plads op i soveværelset.

Men heldigvis sker der hele tiden fremskridt, og det er så dejligt. Køkkenet er blevet rigtig hyggeligt med de nye skabe; stuen er nu forsynet med en skøn hjørnesofa, og mit showroom er... nå ja, om ikke færdigt, så i hvert fald overskueligt... ;-)

Det er en lettelse, hver gang en flyttekasse bliver tømt og sat væk, og hver gang ting finder deres endelige plads. Sådan som det kan ses på "før og efter" billederne her.

Næste punkt på dagsordenen bliver istandsættelse af soveværelset, så vi slipper for at sove i spisestuen... Men alt kommer til den, der kan vente...

Et hus med et navn...

Ingen steder i købspapirerne stod der noget om, at vores nye hus har et navn. Det opdagede jeg ved en tilfældighed, da jeg studerede nogle gamle kort.

Og forleden fandt vi de skilte, der på et tidspunkt har siddet på huset. De blev nok taget ned i forbindelse med renoveringen af alt det udvendige, men jeg synes, at vi skal have et navneskilt sat op igen.

Indvendigt har Sofienborg stadig en del af det gamle bindingsværk, så dér kan man godt se, at årstallet passer.

På mange punkter minder huset om vores engelske hus, der også havde et navn. Og jeg tror, at det netop er ligheden mellem de to, der gør mig så glad for det.

Den kærlighed...

Om få dage er det Valentins dag, og hvis man hører til den romantiske type, burde man måske recitere et lille digt... ;-)

Et af de mest gribende kærlighedsdigte, jeg kender, er skrevet af en kvinde - nemlig Elizabeth Barrett-Browning. Hun forelskede sig i Robert Browning, men da hendes far var imod forholdet, giftede de to sig i al hemmelighed og flyttede til Italien. Parret levede lykkeligt sammen i 15 år, før Elizabeth døde i sin mands arme. 

"How do I love thee? Let me count the ways.

I love thee to the depth and breadth and height

My soul can reach, when feeling out of sight

For the ends of Being and ideal Grace,

I love thee to the level of everyday's

Most quiet need, by sun and candle-light.

I love thee freely, as men strive for Right;

I love thee purely, as they turn from Praise.

I love thee with the passion put to use

In my old griefs, and with my childhood's faith.

I love thee with a love I seemed to lose

With my lost saints, - I love thee with the breath,

Smiles, tears, of all my life! - and, if God choose,

I shall but love thee better after death."

To udsigter...

Vores to kontorer ligger på første sal, og fra min rare mands vindue er der en fantastisk udsigt. 

Det vil sige... der VAR en fantastisk udsigt, for i går havde sneen og tågen dækket det meste. 

Fra stuen er der dog stadig noget at se - vi har stillet min fine fuglestation (det hedder den!) op, og blot fem minutter efter kom den første gæst på besøg - en yndig sortmejse. Snart myldrede det med fugle af alle slags, så nu fylder jeg op med frø og godbidder dagligt.

Når jeg holder pauser i malearbejdet, står jeg og falder i staver ved vinduet. Ser ud på de travle fugle og den dejlige, snedækkede have og videre over til min genbo, den gamle jættestue. 

Jeg tror, at jeg kommer til at holde rigtig meget af dette sted...

Der kom en bog med posten...

Forleden kom der en pakke til mig, og da jeg åbnede den, indeholdt den bogen her. Jeg aner ikke, hvem der er den glade giver - men hvem det end er, så siger jeg tusind, tusind tak. Det var da en utrolig sød gestus :-)

I juleferien fortalte jeg om det puslespil, som jeg fik af min rare mand i julegave. Motivet var fra det franske slot i serien "Han, hun og drømmeslottet" på TV2 play, som jeg har fulgt med stor fornøjelse.

Og bogen her handler netop om det par, der ejer slottet. De fortæller - kan jeg læse bag på bogen - om deres søgen efter det sted, der skulle være deres og om deres første år som slotsejere. 

Jeg glæder mig virkelig meget til at læse den, og når vi kommer frem til marts, og den store flytteproces er overstået, kan jeg igen slappe af og nyde det.

Jeg kan tydeligt forestille mig nogle dage i min hyggelige stue med ild i pejsen, te i koppen og så denne bog i hænderne. Åh, det bliver bare så godt!

En anderledes fødselsdag

I dag har jeg fødselsdag, og som sædvanligt er "min dag" hundehamrende iskold! Jeg mindes alle de år, hvor vi har haft gode intentioner for en hyggelig fødselsdagsudflugt og er endt med et skynde os hjem i varmen i stedet for...

I år er alting anderledes. Vi har skam ikke tid til udflugter, og vi skal ikke hygge i varmen...!

For vi har fået hus. Vi fik nøglerne for et par dage siden, og siden har vi gået og "puslet" i de nye omgivelser... iført termotøj og ørevarmere, for der er næsten lige så koldt inde som ude. 

I øjeblikket er der kun to brændeovne som varmekilde, så vi har sat de olieradiatorer op, som vi havde fra min tidligere butik i Lynge, og de kan lige få temperaturen op til over frysepunktet. Og så ser vi ellers frem til den varmepumpe, der er bestilt og bliver installeret om nogle dage. 

Men bortset fra det glæder vi os over alle de dejlige ting, der er ved huset: En skøn beliggenhed, en kæmpestor grund, hyggelige stuer, dejlige kontorer og - når varmepumpen kommer op - et stort, fint lokale til min butik. 

Der er meget mere end det, men det vil jeg fortælle om hen ad vejen. Lige nu vil jeg fejre min fødselsdag med morgenmad og (varm) kaffe... :-) 

Minimalistisk samler

Forleden blev jeg spøgefuldt betegnet "minimalist", fordi jeg sagde, at jeg foretrak små boliger - både hvad angik huse og autocampere.

Og jeg smilede for mig selv, fordi jeg tænkte på alle de ting, jeg går og pakker ned nu. Måske er jeg ikke lige så minimalistisk, når det angår ting... 

Men man kan vel godt sige, at jeg er en minimalistisk samler. Jeg samler for eksempel på tepotter, men kun så mange, som der kan stå øverst på mine reoler. Hvilket vil sige ni stykker. Hvis jeg falder for en tepotte, som jeg bare må eje... så bliver det i stedet for én af de andre.

Det samme gælder smukke kagedåser og kander. Jeg har en hylde til sidstnævnte, og når den er fuld - sådan på en pæn og ordentlig måde - så kommer der ikke flere kander til.

Jeg synes, at det er en hyggelig måde at være samler på. Den eneste undtagelse er bøger... med dem kender jeg absolut ikke begrænsningens kunst... :-)