Et kendt puslespil

Hvert år kaster jeg mig over mindst ét puslespil i juleferien, og i år fik jeg ét i julegave, som jeg kendte. Lyder det mærkeligt?

I flere år har jeg på TV2 play fulgt med i en serie om et engelsk par, der køber et slot i Frankrig. På dansk hedder serien "Han, hun og drømmeslottet", og der er en velsignelse af afsnit. Jeg har set dem alle! 

Ikke fordi jeg drømmer om sådan et slot-projekt - jeg har selv haft projekt "mit engelske hus", og det var nok til mig - men fordi det er så underholdende. Og også meget positivt, når man ser, hvor meget de har fået ud af den smukke, men forfaldne ejendom og alle tilbygningerne. 

Kvinden i serien, Angel, er en kreativ dame, der startede en vintage tesalon i London og nu arrangerer bryllupper på slottet. Hendes mand, Dick Strawbridge, har med en baggrund som ingeniør stået for slotsrenoveringens mere praktiske sider - og madlavningen!

Hvad har det med puslespil at gøre? 

Jo, jeg opdagede på et tidspunkt, at de to opfindsomme sjæle også har en lille onlinebutik med egne ting - blandt andet et puslespil i to versioner, nemlig indefra og udefra. En spøjs og meget detaljeret udgave af det slot, som jeg efterhånden føler, jeg kender så godt.

Det var det puslespil - i den indvendige version - jeg fik i julegave af min rare mand, og som jeg nu er ved at være færdig med. 

Som altid bliver julens puslespil sat til salg i min butik til nedsat pris - det gælder også dette...

UPDATE: ER SOLGT

En tung ugle

Selv en juleaften i toenhalvsomhed kan afstedkomme en god gavehøst... jeg blev i hvert fald rigeligt begavet...

Et par gode bøger, smarte øko t-shirts, et meget specielt puslespil, som jeg skal fortælle om senere, og røde sandaler, som jeg selv fandt i Kerteminde i foråret (og lykkeligt havde glemt alt om).

Desuden en meget avanceret fuglefoderstation, der nærmest svarer til et fuglenes Hilton - med bar og det hele. Det skal stå foran mit kommende stuevindue, for jeg elsker at sidde og kigge ud på de små kræ.

Og endelig et helt andet kræ... nemlig en meget tung ugle. Den er fremstillet af jern og sten, og jeg ved, hvor den kommer fra. 

Hver gang jeg går tur i skoven, kommer jeg forbi et lille skovhus, og her bor en kunstner, der skaber de mest fantastiske ting i metal. Oftest dyr af forskellig slags, og jeg beundrer dem hver gang.

Nu har jeg så fået min egen ugle, der skal have plads i et træ ved mit nye hus. Her kan den sidde og holde øje med folk, der kommer og går... sådan som ugler nu gør.

Juleaften for to en halv

NU er det jul, og jeg glæder mig så meget til nogle dage i fredsommelig tosomhed - nå ja, toenhalvsomhed må det vel være, når den lille hund regnes med.

Og efter en travl tid er det bare så dejligt at se frem til en række dage uden andre planer end boglæsning, spil og lange traveture.

Det er lige, hvad jeg trænger til...

RIGTIG GLÆDELIG JUL til jer, der følger min blog. 💗

Plant træer - og vend klimakrisen

If every person

plants one tree each year

for six years

one native species tree

into native spaces

we can reverse climate change

- and for every breath you take

thank a tree

Diana Beresford-Kroeger

Tryk på billedet og se traileren til en god og vigtig film: 

Call of the forest: the forgotten wisdom of trees

Nissebanden

I går holdt julen for alvor sit indtog i vores stuer. Juleduge er lagt på bordene, den store skål er fyldt med duftende julepotpourri. og kravlenisserne har indtaget deres pladser.

Og så er de store nisser kommet frem. Det er de nissefigurer, som jeg købte i en årrække sammen med min mor, for der lå en butik i Helsingør, der havde mange af dem.

Vi tog tit til Helsingør i december, for der var så hyggeligt. Så fik vi lidt frokost et sted og æbleskiver og gløgg et andet sted... og der blev købt julegaver og lidt med hjem til vores "bedre halvdele" derhjemme. 

Vi skulle altid lige slutte af i den dér nissebutik, der egentlig var en gavebutik (jeg tror ikke, at den ligger der mere). Og så kom det svære valg: HVILKEN af de søde nisser skulle med hjem. 

Vi købte én hver, og det samme gentog sig de følgende år - og da jeg nu har arvet min mors, har jeg en mindre nisseflok. Det dansende par er desværre blevet lidt rustne - det bliver vi jo alle med alderen - men ellers er de lige så fine, som dengang de blev købt. 

Og jeg glæder mig over dem hvert år, for juleminder behøver ikke at være gamle for at være gode.

Julekasser og nostalgi

Mon ikke der er en del nostalgi i julepynt for de fleste? Mange juleting går jo i arv - det har de i hvert fald gjort i vores familie - og selv om det ikke altid er specielt eksklusive ting, så har tingene en værdi alligevel. Nemlig affektionsværdi...

I mit barndomshjem stod den kæmpestore julekasse oppe i det allerøverste skab i entreen. Det krævede en høj far på en stige, når den skulle tages ned, og derfor var den helt ude af rækkevidde for en anden én de 11 måneder af året.

Men når det blev december... så blev kassen hentet ned, og det var et fortryllende øjeblik. Sammen sad vi og pakkede andægtigt ud: De store julekugler fra bedstemor og bedstefar; glasfugle og klokker og små trompeter, flettet pynt fra tidligere år - for slet ikke at snakke om lametta. Kan I huske det?

Sølvlametta var altid det, der kom næstsidst på træet. Små håndfulde blev hængt hist og her fra grenene, og til allersidst kom lysene. Ikke elektriske lys - det brugte man ikke dengang - men små hvide lys i grønne metalholdere, der blev anbragt meget omhyggeligt, så lysene ikke ville antænde hverken papirpynt eller lametta.

Men alt det kom først i brug den 23. december. I starten af december var det kravlenisserne, der kom op, og de fik lov til at kravle, hvor de havde mulighed for det, og bagefter fulgte den store Gubbe - det var den fine gamle sprællemand, som bedstefar i sin tid havde samlet og skrevet navn bagpå. (Han elskede Norge og tænkte nok på Dovregubben, da han gav sprællemanden sit navn).

Den sprællemand har jeg endnu. Den gik netop i arv fra min mor, og den kommer op at hænge som det første...

En indrømmelse...

I dag er det første søndag i advent, som de fleste jo nok er helt klar over...  og i den anledning vil jeg komme med en lille indrømmelse...!

Jeg har aldrig i hele mit efterhånden ret lange liv været indehaver af en adventskrans!

I mit barndomshjem brugte vi bare ikke den slags - jeg aner ikke hvorfor - så derfor er det måske meget naturligt, at jeg i mit voksenliv heller ikke gør det.

Vi var til kalenderlys, var vi. Hvert eneste år blev et kalenderlys indkøbt, og hver eneste dag i december frem til jul blev lyset tændt. Ve den, der glemte at slukke det, når datostregen blev nået! Det kunne ske, at vi brændte et par dage af ved en forglemmelse, og det var nærmest helligbrøde.

Så nej, desværre. Første søndag i advent er for andre end mig, men kalenderlyset står klart, så det kan blive tændt tirsdag morgen. :-) 

ANGLOFILIA flytter...

... og vi flytter med. Vi har nemlig købt et hus her på Lolland, hvor der er plads til butikken og os. Samtidig er der en kæmpestor grund, så jeg igen kan få lov til at "lege" med planter og træer - sådan som jeg gjorde i mit engelske hus.

Jeg er ikke til fine prydhaver, men til frodig natur med plads til alle de dyr, der har lyst til at komme og være der. Jeg kan ikke forestille mig noget bedre end gode venner i form af fjedrede og pelsede kræ - og gode venner skal have det godt!

Huset ligger lige over for Kong Svends høj - Danmarks næststørste jættestue - så det er et område med historie og smukke herregårde i nærheden. Blandt andet herregården Pederstrup med Reventlow-museet, som jeg næsten kan vinke ned til.

Vi flytter først til 1. marts, så jeg er her, hvor jeg er nu, indtil da...

Julestemning

Jeg holder meget af julen, men jeg plejer IKKE at lytte til julemusik i starten af november. Det er bare anderledes i år, og jeg tror, at vi er mange, der har det sådan.

I denne tid har vi ekstra meget behov for alt det hyggelige, der hører julen til - og derfor sidder jeg altså lige nu med Michael Bublés julesange i computerens højttaler, mens jeg lægger julekalendere ind i min netbutik. 

Det er ikke nogen tosset måde at arbejde på... :-) 

Hjem til hverdagen

Her var det nærmest sommer i dag, og jeg har nydt at gå i solen og samle frø. Dels fra stokroserne med de yndige pastelfarver, og dels fra vild merian og anisisop, der fik mine fingre til at dufte skønt krydret.

Alle tre er storfavoritter hos insekter - stokroserne især blandt humlebier og de to sidste har været fyldt både med bier og sommerfugle. Jeg vil absolut gentage succesen med de planter til næste år - gerne endnu flere end i år. Hverken jeg eller insekterne kan få nok...

I det hele taget finder jeg stor glæde ved smådyrene. Jeg har tidligere fortalt om ildtægerne, der er så fascinerende at iagttage, og i dag var der flyvende sommer på terrassen. Eller rettere... flyvende efterår, må det vel være.

Bittesmå edderkopper sendte deres lange spind afsted og lod sig føre med vinden. Nogle af dem svævede helt hen i hovedet på os, da vi sad og drak kaffe, så vi tydeligt kunne se de små væsener sidde og manøvrere med benene. Lidt ligesom vi selv gør, når vi flyver med drager. Sådan så det i hvert fald ud.

Selv på en ganske almindelig hverdag kan man få de dejligste oplevelser. 

På tur i Jylland

I øjeblikket rejser vi rundt i Jylland - uden nogen fast plan, men bare som det falder sig for. Vi har været rundt i den nordlige del og er nu på vej sydpå, og så må vi se, hvor længe vejret er med os. 

Der er så meget, jeg gerne vil se - og gense - men heldigvis behøver vi ikke at tage det hele på én gang. Jylland løber jo ingen steder... ;-)

Vi har været helt oppe i Skagen, hvor jeg aldrig før har været og bestemt skal til igen; vi har følt os hjemme i Sæby og elsket området omkring Rebild. Det sidste overraskede mig nu ikke, for dér har jeg været flere gange tidligere. På billedet her er vi i Lille Vildmose, der ikke er spor lille!

Gussi kan lide det hele. Han suger oplevelserne til sig og nyder det. Når bare vi er sammen...

Samtaler på en bænk

Jeg har altid haft nemt ved at snakke med andre mennesker, og det er jeg taknemmelig over. For selv den korteste snak kan give så meget, og mange samtaler i mit liv har efterladt et varigt minde.

Faktisk har jeg ikke sjældent mødt mennesker, som jeg - efter ganske kort tid i deres selskab - har følt det som et savn at forlade.

Både herhjemme og på mine rejser i udlandet holder jeg af at sætte mig på en bænk et sted, for inden længe er jeg fordybet i samtale med sidemanden eller -damen, der måske er på ferie eller har frokostpause... eller bare venter på nogen. 

Så snakker vi om oplevelser, om min hund Gussi, om venskaber, om rejser og kager og måske om den smukke bygning henne om hjørnet, som man endelig må se. Eller hvad det nu kan være. Nogle samtaler er mere dybsindige end andre...

Og når man sådan sidder og snakker med forskellige mennesker fra alle samfundslag, så indser man snart... at vi ikke er så forskellige endda, og at venlighed taler alle sprog.

En dejlig eftermiddag

I dag tog Gussi-hunden og jeg på eftermiddagstur til Reventlow-museet, der ligger i nærheden. Det gør vi tit, for det er sådan et dejligt sted at gå, og sommetider - når vi har lokket min rare mand med - spiser vi medbragt mad ved ét af bordene.

Ikke i dag, dog. Gussi kunne tydeligvis huske, at vi plejede at sidde omkring bordet ved den store hængebøg, for han trak mig med derover. Han så bebrejdende på mig og kunne ikke forstå, at jeg ikke pakkede et eller andet ud, men så måtte vi jo gå tur i stedet for.

Den næste halve time luntede vi rundt om søen, som vi plejer. Der skal være god tid til snusning og letten ben (ikke mig!), og da vi var kommet næsten hele vejen rundt, satte vi os på en bænk med udsigt til det fine hus. Gussi fik et par småbidder, jeg havde i lommen, og så sad vi længe i solen og bare kiggede. Der var en hejre, der fiskede, og små halemejser fløj rundt i træet ved siden af bænken. 

Alt var stille, for der var ikke andre end os i parken. Gussi så meget veltilfreds ud og lagde sig på tidspunkt godt til rette i græsset, og jeg nød i den grad at sidde nærmest tankeløs og bare "være". 

Jeg er sikker på, at det er noget, man har godt af... det med at "være"... 

Hedebølgedage

Når det er hedebølge, går vi nærmest i stå. Ikke så meget min rare mand, der bare bliver deltids-arbejdsbi - men Gussihund og jeg falder om i skyggen. Og det er i grunden ikke så galt.

For det første får jeg læst en masse bøger, og det er en stor glæde. Og for det andet får jeg en masse ideer og input til mine egne ting. Jeg bliver altid så idérig, når jeg laver ingenting...

Sidst, men ikke mindst: Vores aftentur bliver henlagt til skumringstid, og det giver et væld af gode oplevelser. Aldrig har vi set så mange pindsvin; ugler har strøget hen over hovedet på mig i lav højde, og flagermus flakser rundt omkring os på skovstien. 

Men til sidst kan jeg dårligt se, hvor jeg går, og Gussi - der ikke har det bedste syn længere - kan blive helt forskrækket over en gren, der ser "mystisk" ud. Men så udforsker vi og konstaterer... at det bare er en gren!

Vi ser også et lille spøgelse af og til. Pludselig står der en hvid figur og ser på os - det er godsets hund Rosa, der på ude på aftentur. Og så skal der lige snuses og leges lidt... før Rosa drøner videre på egen pote.

Om at være barn hjemme...

Jeg læste på TV2, at mange børn havde udviklet sig i positiv retning, mens de har været derhjemme her under Corona-krisen - og jeg kom til at tænke på min egen - og mine jævnaldrendes - barndom.

Som jeg tidligere har nævnt, så boede jeg sammen med mine forældre i en toværelses lejlighed på Frederiksberg. Så vidt jeg husker, var der ingen af mine legekammerater, der gik i børnehave - til gengæld legede vi sammen nede i gården eller hjemme hos hinanden.

Men jeg legede også alene, og min mor aktiverede mig aldrig. Hun gik hjemme og passede sit, mens jeg underholdt mig selv. Som helt lille havde jeg min egen del af soveværelset, som var adskilt fra mine forældres del med en lav reol og et forhæng. Det fungerede fint, og i den strimmel værelse havde jeg min seng og mit skrivebord.

Det var her i mit "lille hjørne", jeg begyndte at tegne og male, og da jeg lærte at læse, slæbte jeg bøger hjem fra biblioteket. Jeg kunne bruge timer med at bygge hule under spisebordet, lege café med tomme yoghurtbægre ved køkkenbordet, bygge korthuse eller lege med Lego - lægge puslespil eller spille pindespil og lægge kabale. Der var masser af muligheder - og der var også mulighed for IKKE at lave noget, for det er også godt af og til.

Jeg synes selv, at jeg havde den skønneste barndom - måske fordi jeg fik lov til at udvikle mig i mit eget tempo. Og jeg tror, at krisen på mange punkter har været en god ting for mange børn og deres forældre, fordi de har haft mulighed for at være sammen og hver for sig på en - for dem - helt ny måde.

Have-ordning...

Vi har brugt det gode vejr på haven - eller nærmere terrassen - så den kunne blive klar til at sidde på de kommende måneder.

Vores have er heldigvis en naturhave, så vi slår kun græsstier rundt om træerne og et stykke foran huset, hvor vi kan sidde. Terrassen trængte derimod til at blive ryddet og fejet, så det har vi gjort - og nu ser der nydeligt ud!

Desuden har jeg sat nogle rammer op til højbede, hvor jeg vil plante jordbær og krydderurter. Sidste år havde jeg jordbær i krukker på terrassen, og de har overvintret og endda lavet små aflæggere, som jeg har plantet ud i den ene ramme. De andre skal fyldes med nye planter, så der kommer tre forskellige sorter.

Der er kommet frisk jord i de tømte krukker, så de snart kan blive bolig for de sommerblomster, som jeg havde i min barndoms altankasser, nemlig Flittiglise og Petunia i blandede pangfarver. Et nostalgisk valg...

Og endelig har vi investeret i en hængesofa! Vi havde én i vores tidligere sommerhus, men den blev solgt sammen med huset, og den har været savnet lige siden. Den nye hængesofa kommer efter påske, og jeg glæder mig allerede som et barn juleaften... :-)

Noget af værdi...

Der er ingen tvivl om, at naturen trives under manglen på menneskelig aktivitet, så noget godt kommer der da ud af vores nuværende nedlukning.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det måske er det puf, der skal til for at få os til at indse, at vi er NØDT til at tage tingene mere roligt. Det nytter ikke at blive ved med at sætte væksten op, op, op og fortsat køre i højeste gear mod afgrunden. For klimakrisen lurer jo stadig i baggrunden, selv om der ikke fokuseres så meget på den lige nu.

Måske - fromt ønske - kan denne ufrivillige "tænkepause" få os til at indse, at det ikke er så vigtigt, at vi kører i højeste gear hele tiden. Der er andre ting i livet, der er mere vigtige. Måske er vi nået til det punkt, hvor vi kan bremse op og "nøjes" med at sætte pris på det, vi har.

Og i stedet for at åbne for pengekassen og hælde penge ud på nye veje og nybyggeri, som bestemt IKKE hjælper på klimaproblemerne - så kunne vi bruge de penge på at udvikle nye ideer og nye jobs, der kunne...

Hyggelig påske

Da jeg stod og pakkede pakker med påskeservietter, blev jeg fluks bragt tilbage til min barndoms påsker, som altid var noget så hyggelige.

Vi boede i en toværelses på Frederiksberg - mig og mine forældre. Vi havde ikke meget plads, men det var aldrig noget problem - og jeg havde den skønneste barndom i lejligheden på fjerde sal med udsigt til Lindevangsskolen.

Påskemorgen listede jeg op og ud i køkkenet for at sætte vand over til te og tænde gasovnen, så jeg kunne varme de indkøbte "Gunnar Nu" gifler (det hed de!). Når jeg havde sat vand over til æg og skåret rugbrød på den gammeldags brødmaskine, dækkede jeg bordet fint med påskedug, påskeservietter og små kulørte kyllinger, og når alt var klart, vækkede jeg mine forældre.

Så sad vi længe over morgenmaden iført badekåber og snakkede om alt og ingenting, før min mor og jeg åbnede de papæg, der var indkøbt til lejligheden - fyldt med lækre chokolader og likøræg. Det var luksus i en tid, hvor man ikke fik den slags så tit.

Jeg holder stadig af traditionen med at pynte påskebordet med blomstrende forårsgrene, påskedug og påskeservietter - og så må jeg se, om der vanker et ganske lille marcipanæg, selv om vi gør vores bedste for at spise sundt... ;-)

Hip hurra...!

I dag har min allerbedste livsledsager og ven fødselsdag. Og selv om vi bare fejrer det i tosomhed, så bliver der alligevel fundet på og hygget igennem - især senere i eftermiddag, når arbejdsopgaverne kan sættes på pause.

Siden vi var unge, er fødselsdage og andre mærkedage ofte blevet til "overraskelsesdage". Nogle dage har været mere "overraskende" end andre, for vi må selvfølgelig tage hensyn til arbejde og andre ting, men der har været mange sjove oplevelser.

I disse dage er vi naturligt nok bare hjemme, men med lidt "hittepåsomhed" kan der sagtens komme noget godt ud af det. Lige om lidt går jeg ned i køkkenet for at frembringe noget lækkert, der kan bruges til eftermiddagskaffen.

Jeg siger ikke, hvad det er ;-)

Planer er til for at blive ændret...

Egentlig skulle vi have været på vores tomåneders forårstur til England med campingvognen om halvanden uge, men det skal vi så ikke alligevel. Heldigvis kunne vi aflyse vores bestillinger og have de betalte ophold til gode til en senere lejlighed, og den vil jeg så glæde mig til.

I stedet er jeg gået i gang med at lægge planer for alt det, jeg kan foretage mig herhjemme, indtil det bliver muligt for at tage turen Danmark rundt i stedet for:

1. Læse nogle af de bøger, jeg forkøbte mig på på sidste tur. (Man må godt hamstre bøger!)

2. Kaste mig over det flotte malersæt, jeg fik af John i julegave. (Elsker at male!)

3. Spille spil af forskellig slags. (Elsker at "banke" John).

4. Skrive min næste bog færdig (har lige færdiggjort én og er i fuld gang med nummer to).

5. Øve mig på at fremstille de små videofilm, som jeg ville have lavet på turen. (Sjovt!!)

6. Prøve flere af de gode brødopskrifter, jeg i årevis har samlet sammen. (I dag: valnøddebrød)

7. Gå lange ture (til glæde for Gussi og vægten)

8. Eksperimentere med flere sunde retter. (I går: Stegt selleri, og det smagte bare så godt!)

Jeg kan uden det mindste besvær forlænge listen, men jeg ved, at jeg har rigeligt med punkter allerede....